What's wong? - Rachelle

Sted: skytsenglene, lejlighederne
Tid: Morgen

Med lange målrettet skridt gik Bradley ned af gangene imod lejligheden hvor Rachelle boede. Hun havde ikke vist sig til morgenmaden og ej heller da træningen skulle begynde, så Matthew havde, til Bradleys store utilfredshed, sendt ham af sted for at hente tøsen. Selv mente han at han havde andre vigtigere opgaver at tage sig til end at sikre sig at folk mødte op, men det var lederen åbenbart ikke enig i.
Fremme ved døren blev der banket hårdt på og før der gik lang tid, forsøgte han at tage i døren. Den var desværre låst, hvilke ikke hjalp på irritationen, hvilke høres i de næste slag på døren. Havde det ikke været fordi det var en privat lejlighed og det ikke ville være særlig smart, havde Bradley med glæde sparket døren ind for at komme videre i sit dagsprogram der bestod i at få trænet. Han var allerede sent på den.

Påklædning

http://skreened.com/render-product/m/c/u/mcujqcspiqnehatcuryy/divergent-dauntless-black.american-apparel-unisex-tank.white.w380h440z1b3.jpg + sorte hotpants

Et hvæs af smerte forlod Rachelles læber, da nålen igen gennemborede hendes hud. Hun bed sig kort i underlæben og holdt en kort pause. Heldigt for hende var kuglen ikke nået alt for langt ind, så det var ikke så slemt, som det kunne have været, da hu skulle tage kuglen ud. Dog var hun nød til selv at drikke noget af den alkohol, som hun havde brugt til at rense såret.
Da hun endelig havde afsluttet den nervepirrende proces af selvkirurgi, prøvede hun at rejse sig selvom et jag af smerte susede igennem hende, så snart hun stod op. En grimasse tog plads på Rachelles ansigt, men hun bed det i sig. Hun gik hen mod vasken i køkkenet og vaskede hendes hænder. Amelia ville ikke blive specielt glad for al den blod, som nu lå rundt i lejligheden.
Hårde bank tog hendes opmærksomhed og grimme ord forlod hendes læber. Det at stå op gjorde ondt nok i forvejen, nu skulle hun også bevæge sig hen mod døren. Det tog tid, men hun nåede det dog. Inden hun åbnede den tunge dør, lænede hun sig kort mod den for at få sin vejrtrækning under kontrol. Turen fra køkkenet til hoveddøren havde været slemmere end hun troede. Rachelle tog fat om håndtaget og åbnede døren. Da Bradleys ansigt mødte hende kunne hun ikke lade vær med at sende et irriteret blik i hans retning. Det skulle ikke undre hende at han var her på Matthews vegne. Ingen velkomst blev sagt. Hun stirrede blot på ham.

Det irriteret blik blev gengældt på alle måder. Bradley gloede først i et par sekunder på hende, før han så lod blikket glide ned af hende og hang så fast ved hendes ben. Han rynkede kort bryne, men viste ellers ingen tegn på omsorg. Han kunne ligge to og to sammen og finde en forklaring for hvorfor hun ikke var mødt op til træning.
"Hvornår er det så sket?" Forlangte han at vide med en stemme der beklagede sig mere over at han nu nok selv måtte træne de nye, end at beklage sig på Rachelles vegne. I hans hoved kunne hun godt lige have sagt at hun havde skudt sig selv i benet. Han vidste det var en dum idé at sætte hende på den opgave, hun lavede jo ikke andet end ulykke for sig selv. Det var godt nok første gang han havde opdaget hendes ulykke, men det var en lille detalje.
"Men kønt hår." Ændrede han pludseligt emne, som om han forsøgte at glatte ud på sine manglende følelser. Han gik igennem døren og lage en arm under Rachelles, for at støtte hende tilbage til sofaen. Måske var han ikke typen der gav så meget omsorg fra sig, men han vidste at skulle en person komme op at stå igen måtte sår ikke udsættes for formeget pres. Det var især vigtigt for en skytsengle, for der var ikke meget ved en ambuteret engel.
"Jeg får en til at overtage din post til du er oppe igen." Han fandt sin telefon frem og efter et par minutters samtale med Matthew med forklaring om at der var sket en ulykke, vendte han tilbage til hende. "Hvordan er såret?"

Så snart Bradley åbnede munden for at sige noget, rullede hun med øjnene. Godt nok satte hun sit job på spil ved at gøre dette, men hun havde en stærk personlighed. Hun kunne lige så godt have været Sanddru, for hun sagde og gjorde hvad der passede hende, når det passede hende. Grunden til at hendes irritation voksede, var, at han lød som om han prøvede at afhøre hende. Det var jo ikke fordi hun havde gjort noget kriminelt. Selvom hun dog stærkt overvejede at skyde ham i låret.
"I går," svarede hun ham tørt. Hans tilstedeværelse gjorde hende ikke rigtig i godt humør, til at hun ville svare ham med ægte følelser.
Hun vendte ryggen til ham for at gå hen for at sætte sig, men blev i stedet støttet af hans arm. "Tak" mumlede hun, både for hans kompliment til hendes hår, men også for at hjælpe hende. Hun havde intet problem med at indrømme at hun sikkert havde brug for hans hjælp, men hvis han ville bruge det imod hende, så ville der være et problem.
Hun satte sig ned i den højre ende af sofaen så den venstre, den sårede, kunne ligge og slappe af. Dog var hun nød til at løfte den, siden hun ikke ville overbelaste sit ben. Hun ville helst ikke sy det hele om igen. Hun bed sig kort i underlæben og gispede da det ikke var lykkedes helt smertefrit. "Fuck!" hviskede hun og borede sine negle ned i sofaens stof.

Efter opkaldet gik han ud i køkkenet og fandt noget is i fryseren som han lage nær hendes sår. Derefter forsvandt han ud på toilettet for at gennemrode skabene. En skytsengle ville altid have noget smertestillende et eller andet sted, der var alt for stor risiko for at komme galt af sted. Det viste sig dog hurtigt at hendes badeværelse ikke var som hans eget. Der var der et par enkle beholdere med forskellige sager i, ikke hundrede. Der var både sminke og pafume. Ingen kvinde uden sin egen afdeling af tuber og dåser. Han sukkede irriteret og begyndte at fjerne alle de kulørte flaske væk, ved at stille dem et andet sted. Det tog op hele to minutter at finde de rigtige piller, som han kom tilbage med til Rachelle. "Du burde overveje at rydde op der inde." Brummede han og stak hende et par piller og et glas vand.
Derpå slog han sig ned i sofaen og betragtede hendes ben. "Hvordan er det gået til, er det dig selv?" Det var det næppe, men det passede ham bedst at snakke på den måde til hende, sådan snakkede han til alle, så der var absolut ingen grund til at gøre en undtagelse. "... eller har du ikke lært dine elever hvilke ende patronen kommer ud af?" Pressede han yderligt, kunne ikke lade være. Egentlig burde han have stoppet før, men den lå lige på tungen og var alt for oplagt til at han bare kunne smide den væk.

Så snart isposen kom i kontakt med hendes hud gispede hun igen. Kulden var ikke specielt behagelig mod hendes åbne sår. Dog bed hun det i sig. Hun ville trods alt komme sig så hurtigt som muligt. Med hendes jobs var det ikke nemt bare at holde fri. Dog måtte hun nok holde en pause med at rekruttere soldater til muren, og Amelia kunne sikkert finde en eller anden der kunne erstatte hendes aspiranter. Nu hvor hun tænkte over det var det måske ikke så slemt. Hun brød sig alligevel ikke særligt meget om at undervise skiftere. Dog irriterede det hende at en anden skytsengel skulle erstatte hendes job som kampinstruktør. Hvis hun skulle træne aspiranter så skulle det gøres til perfektion, og hun kunne jo ikke være sikker på om erstattelsen gjorde det, som hun ville have det. Men det var nu ikke meget hun kunne gøre over det med et såret lår.
Så snart Bradley forsvandt ud på toilettet, blev hun vred. Hun vidste med det samme at han sikkert ville rive det hele fra hinanden. Da han kom tilbage med nogle piller og et glas vand blev hun kun mindre rolig, selvom hun stadig var sikker på at hende og Amelias toilet var smadret. "Det bliver jeg nok nød til efter du lige har været derinde" svarede hun ham, hvorefter hun slugte pillerne og skyllede dem ned med vandet. Hun rykkede sig længere ud på kanten af sofaen, for at stille glasset på sofabordet, for derefter at rykke sig tilbage i sin tidligere position, uden at forvolde sig selv al for meget smerte.
"Jeg ved ikke om du har lagt mærke til det, men mine arme har det stadig helt fint" svarede hun ham, med en hentydning til at hun stadig kunne smække ham i ansigtet hvis han ikke trådte forsigtigt. "Nej, det var en pige, som jeg træner. Hun føler sig ikke klar til sin test," forklarede hun, "Hun er ikke aspirant" tilføjede hun, inden han fik en chance til at nedgøre hende endnu engang.

"Nej, tydeligvis ikke." Lød det tørt fra ham. Han ignorerede totalt hendes kommentar omkring både toilettet og hendes arme. Han måtte give hende ret i at toilettet nok trængte til at blive ryddet op efter han havde været der inde. Den eneste måde man kunne komme ind og ud af det på, var ved den lille sti han havde lavet imellem alle deres mærkelige hapengut de opbevarede der inde. Der var jo et mindre kemi laboratorium.
"Skal jeg kigge på såret eller har du fået det ordnet?" Ville han lidt efter vide. Han var ikke den mest kyndige til det med første hjælp. Han kunne det der var krævet ude i feltet, kom man galt af sted der, men det havde Rachelle sikkert selv ordnet, så han kunne nok ikke komme med noget nyt. Hun ville sikkert heller ikke forslå ham at han syede det sammen, for han kunne ikke engang sy to stykker stof sammen. Det erkendte han også blandt, men også som det eneste. Rasten påstod han ofte hårdnakket at han var mester i.
"Nå, men du fik jo ikke noget morgenmad, skal jeg få fat på noget til dig?" Ville han derefter vide, efter at have besluttet sig for at han lige så godt kunne fortsætte den praktiske sti og blive færdig med hende. så kunne han altid bagefter håne og ydmyge hende, hvilke klart skulle udnyttes. Hun kunne jo hverken løbe eller gå efter ham, for at give ham en på kassen. En mulighed han ikke ville lade slippe ud mellem hans fingre.

Rachelle kiggede ned på sit sår, efter han havde tilbudt hende at kigge på det. Det så langt fra kønt ud, men taget i betragtning af at det var hendes første gang, var hun ret stolt over sit arbejde. Dog ville hun nok blive nød til at få noget forbinding på. Godt for hende at Bradley nu var kommet til at blive hundset rundt med.
"Det er fint. Men hey, nu hvor du er her, der burde ligge noget forbinding i en første hjælps kasse i køkkenet. I skabet under vasken, tror jeg. En flaske alkohol står vidst også på bordet, kan du lige hente det?" spurgte hun ham med det mest falske, sukkersøde smil hun kunne præstere.
Nu hvor han nævnte morgenmad kunne hun mærke at hun havde brug for det. Selvom hun ikke kom til at bevæge sig i noget tid, skulle hun jo alligevel spise. "Der er sikkert et eller andet mad i køleskabet" sagde hun og drejede hoved mod køkkenet. Hun ønskede virkelig at hun selv kunne bevæge sig derhen, men med hendes ben var det ret umuligt.

Bradley fortrød øjeblikkelig at han var for hjælpsom, for nu kunne han se rasten af sin dag gå med at opfylde Rachelles ønsker. Det sagde han dog ikke højt, for havde hun ikke selv tænkt over det, ville han nødig give hende gode idéer. Han rejste sig op og forlod sofaen for at finde forbinding og alkohol. Fik han lov, ville han så kigge på såret og rense det så meget at der i hvert fald ikke ville gå betændelse i det, maste hun det ikke ned i en eller anden mudderklat hun fandt på vejen. Efter det var sket forsøgte han så forsigtigt som muligt at ligge bindage omkring såret. Da det ikke var så stort, var det let nok. Han kunne koncentrere sig om at binde det stramt så blodet ikke væltede ud. Det ville nok ikke være behageligt, men det gjorde ikke så meget, kom Bradley frem til. Derfor strammede han lige ekstra godt op, en sidste gang, før han slap og sendte hende et lige så sødt smil.
Derefter forsvandt han ud i køkkenet for at opfylde hendes madønske. Der var ikke meget, men der kom en lun toast og et glas mælk, da det var det eneste væske han kunne finde i køleskabet - der samtidig også var sundt. Nogle skytsengle fortrak at spise kager og hamburgere. Selv forstod han ikke idéen i at gøre det svære for en selv at holde sig i god form, så han spiste som regelt noget der var nogen lunde sundt, uden det dog blev for meget.
"Nå, så må du da være i stand til at klare dig rasten af dagen i sofaen." Slog han fast og begyndte så straks at overveje hvordan han kunne udnytte at hun sad fast. Hans første tanke var at sætte en skrækkelig film på, men han kendte ikke nok til hendes filmsmag til at kunne finde noget han vidste hun ikke kunne lide. Så kunne han gøre det med musik, men det vidste han heller ikke nok omkring hende til. En anden idé dukkede dog op. Han var ikke sikker på at den ikke ville give bagslag, men det kunne da prøves: "Skal du have lidt sygebesøg, lidt underholdning?" Lød det i en nedladende tone.

Rachelle gispede og tog hårdt fat i hans arm da han begyndte at rense hendes sår. Hun skulle aldrig have givet ham lov til at gøre det for hende. Men det var vel hans måde at få hævn på, selvom hun ikke brød sig om den. "Tak," sagde hun dog da han var færdig.
Hendes blik fulgte ham da han endnu engang forsvandt ud i køkkenet, denne gang for hendes morgenmad. Hun vendte dog blikket tilbage mod hendes sår og sukkede. Hun vidste ikke hvor lang tid det ville tage før det healede, men hun kunne kun håbe på kort. Det ville blive kedeligt for hende kun at hænge rundt i lejligheden. Hun havde sin samling af film og musik, ja selv en hel samling af diverse alkoholiske drikkevarer, men i sidste ende ville det hele nok kede hende. Hun havde brug for at være aktiv, men hun kunne knap nok bevæge sig hen mod sin egen seng, uden at påføre sig selv umådelig stor smerte.
Da Bradley vendte tilbage med et glas mælk og et stykke toast, sendte hun ham et kort smil. Det var nu ikke det værste. Hun tog en bid af toasten og lagde så glasset og tallerken på sofabordet. Så snart Bradley sagde noget i en nedladende tonefald rystede hun opgivende på hoved og sukkede. Der var vidst ingen vej udenom hans hån. "Fuck dig" svarede hun ham i en lettere drilsk tone, hvorefter hun vendte sit blik op mod ham, for at sende ham et lige så drilsk smil.

Et lille grin slap ud fra hans mund, da han hørte hendes respons. Så havde hun forstået det hvad han havde i tankerne og det havde ramt lige der hvor han aller helst ville have det, men han lod som ingenting. "Jamen de fleste kan godt lide at have besøg af venner - men, du har måske ingen?" Fortsatte han. Det første havde været sagt med en neutral stemme, men da han spugte ind til hendes vennekræds blev den igen nedladende og hånlig som så ofte før.
Det var rigtig at han ikke vidste meget om Rachelles venner. Selv ville han ikke just kalde sig en ven af hende. De var kollegare og kom fra samme faktion, men det var også det. Der var ikke mere til den sag og det havde han det helt fint med. Måske havde de godt kunne være venner uden at skulle have en arbejdsrelation blandet ind over, for de var begge klassiske skytsengle, men der kunne på den anden side også være meget de ikke kunne lide hinanden.

Rachelle kunne ikke gøre andet end at rulle sine øjne over Bradleys tone. Efter hendes mening fandt hun det en smule morsomt. Han hånede trods alt en såret kvinde, som ikke kunne forsvare sig selv, uden at forvolde sig selv stor smerte. Hun skrev sig bag øret at når Bradley en dag lå såret i sin egen lejlighed, ville hun komme over og slå lidt på ham for at fordoble den smerte, han nu engang var i.
"Tja, jeg har Amelia. Ved ikke rigtig om jeg har brug for flere" svarede hun ham med et skuldertræk. Hans ord gjorde hende ikke rigtig noget, slet ikke, da det trods alt kom fra ham.
"Men venner tager jo også én tid. De kræver opmærksomhed" sagde hun med et træk på smilebåndet. Det var korrekt dog. Det var sandt, Rachelle havde ikke mange venner, men det var noget hun selv havde valgt. Hun fokuserede på sin karriere hos Skytsenglene, og hun havde nået sit mål. Hun elskede sine to jobs meget højt. De holdt hende aktiv, i gang, og det var hun glad for. Hun hadede at sidde stille i alt for længe, men med hendes skade ville hun komme til at gøre netop det i et godt stykke tid.

Det var ikke sjovt når hun ikke blev yderligt irriteret over hans ord, så Bradley lod emnet falde og smed bene op på sofa bordet mens han kiggede på støvlesnuderne. Ligesom alle andre fra faktionen bar han sort tøj og sorte støvler, en ting der kunne være kedeligt i længden. hurtigt havde han dog erkendt at der også var mange fordele ved det, der i blandt at man aldrig skulle stå og vælge tøj.
"Nå, men så må jeg vel holde dig med selskab." Brummede han, før han så tog nogle puder og lage dem til rette bag sig, for så at læne sig mageligt tilbage med tv fjernbetjeningen i hånden. Så skulle han ingen steder de næste par timer. En træningsfridag ville heller ikke gøre noget.

Rachelle fulgte Bradley's handlinger nøje, da han satte sig tilrette og endda plantede sine beskidte sko på hendes bord. Endnu engang måtte hun rulle med sine øjne. Hun rykkede sig ud mod kanten for at fjerne sin tallerken med toast fra han fødder. Hun rykkede sig hurtigt tilbage igen og plantede tallerknen på hendes lår. Dog havde hun ikke regnet med at den var så kold. Hun løftede brødet op mod hendes læber og tog en mindre bid. Det måtte hun give ham, brødet smagte ret så fint.
Forhåbentligt ville hans selvskab ikke være alt for slemt. Hun kiggede kort ned på sit sår for at betragte hans arbejde. Det var ikke alt for slemt nu hvor hun tænkte over det.
"Har du ikke noget vigtigt underleder noget at tage dig til?" spurgte hun ham drilsk og prikkede ham i siden med hendes fod.

Bradley vente sit blik imod Rachelle og betragtede lidt hendes ansigt, før han så flyttede blikket tilbage til skærmen og zappede rundt til han fandt noget. "Nej, jeg havde tænkt mig at træne, men jeg må jo sikre undersåtternes ve og vel, så nu bliver jeg her og passer mit job som underleder." Gjorde han sig meget vigtig omkring, mens han mundvige krummede en smugle op. Da han kom til et program der omhandlede våben stoppede han op og lage fjernbetjeningen fra sig.
"Jeg håber da du værdsætter mit selskab." Pressede han på, velvidne at hun sikkert fortrak at han lettede sin røv og kom ud af hendes dør i en hvis fart, frem for at bruge hendes stuebord som fodskammel. Hun skulle dog bare vide hvilke støvler han kunne have taget på. Når han var udenfor byen bar han tit støvler med dybe riller, som ofte var et helved at få gjort rene igen. Derfor gjorde han det sjældent og var altid meget omhyggelig med ikke at gå med dem i sin lejlighed, da der altid kom mærker efter dem.

Rachelle's blik blev vendt mod fjernsynet, da Bradley begyndte at lede efter noget spændende at se. Dog blev hendes opmærksomhed hurtigt vendt tilbage mod ham, da han begyndte at snakke. "Rettere sagt; du dovner den af, fordi du ikke gider. Men fantastisk undskyldning" fortalte hun ham og lo en smule af ham. De vidste begge at han udnyttede hendes situation, til at tage en fridag. Hun dømmede ham ikke, hun havde sikkert gjort det samme.
"Selvfølgelig" svarede hun ham og trak på den ene skulder. Han fik ret, hun fik fred.
Nu hvor Rachelle tænkte over det, så havde hende og Bradley faktisk ikke snakket sammen tit. De så selvfølgelig hinanden under møder eller rundt omkring, men de havde aldrig rigtig udvekslet ord med hinanden. Og her sad de nu, i Rachelle's og Amelia's lejlighed, hvor han tog sig af hende på hans egen specielle måde. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide Bradley, hun respekterede ham skam, bare på sin egen måde. Han tog sit job seriøst, ligesom hende, og det var dét, som hun respekterede. Hun regnede langt fra at blive perlevenner med ham, men hun havde heller aldrig troet at de ville kunne holde en samtale sammen. De havde begge stærke personligheder, og når man satte sådan nogle op mod hinanden endte det ikke tit kønt.

Uf. Bradley brød sig aldrig om at blive gennemskuet og denne gang blev han ikke bare gennemskuet, han blev også pillet fra hinanden og undersøgt under en lup. Sådan føltes det i hvert fald for ham, hvilke blev efterfulgt af et behov for at komme væk. Han lukkede dog begge følelser inde og koncentrerede sig om at have et udtryksløst ansigt og holde blikket rettet imod skærmen, hvor han for en stund var ude af fokus og kun lyttede med det halve øre. Det var aldrig sjovt at blive taget uforberedt.
Efter lidt tid med at glo på tv'et, vente Bradley sig imod Rachelle. "Nå, men hvad har du så tænkt dig at lave de næste par dage?" Når hun nu ikke kunne træne eller øve. Bare tanken om det fik ham selv næsten til at få det fysiske dårligt. Han ville dø kunne han ikke løbe, hoppe og træne som han mildt sagt elskede. Han havde levet med det som en de af sit liv så langt tilbage som han kunne huske. "Måske de har noget der kan fremskyde helingen." Fortsatte han tænksomt. Det burde de have. De havde alverdens serum til at påvirke hjernen, kunne de så ikke også påvirke huden?

Rachelle tænkte godt og grundigt over hans spørgsmål. Hun kunne ikke gøre meget. Hun kunne knap nok forlade sin egen lejlighed. Selvfølgelig, hun kunne få hjælp fra Amelia, men hun havde også selv et job at tage sig til, og Rachelle foretrak at være selvstændig i hendes handlinger. Det var et godt spørgsmål han havde stillet hende, men det var svært at besvare.
"Jeg ved det..." svarede hun han tørt og kiggede væk. Det var ikke særligt tiltalende at blive hjemme, fordi man ikke var i stand til at gøre noget produktivt. Hendes vrede over dette var blevet til sorg. Hun kunne ikke bare efterlade hendes pligter som teamleder og kampinstruktør. Altsammen fordi hun prøvede at hjælpe et andet menneske. Det var ikke fordi hun var vred på Piper for at have skudt hende i benet, men hun var heller ikke specielt glad for det. Havde det været hendes arm, var det noget andet. Hun ville stadig kunne gå rundt, men med et såret ben kunne hun ingen steder komme. "Måske" medgav hun i en sørgmodig tone.

Mens Rachelle kom med sine noget løse og intetsigende svar, kom Bradley på noget han selv mente var en lys og helt fantastisk idé. Han var straks opsat på at føre den ud i livet, så han kom op og stå og uden at sige et ord forlod han lejligheden, men uden at låse døren. Der var ingen grund til at jage kvindemennesket op igen, når han ville komme tilbage.
Fordi skytsenglenes område ikke ligefrem var lille, tog det lidt tid at komme frem og tilbage, men efter noget tid, hvor han havde fået snakket med de rette folk, kom han tilbage til Rachelle med et par krykker. Han gik hen til hende og rakte dem frem til hende, stadig uden at sige et kvæk. Han vidste først og fremmest ikke hvad han skulle sige, så det ville være ganske overflødigt at sige noget.
Lidt spændt på hvad hun egentlig ville sige til dem, stod han og ventede på hendes reaktion. Han gik ud fra hun ville blive positivt glad, men med hende kunne al ting ske. Hun kunne både eksplodere og kysse alt afhængigt af humør. Hun kunne jo blive fornærmet over hendes egen hjælpeløshed.

Rachelles opmærksomhed var vendt mod fjernsynet, så først da hun kunne mærke sofaen løfte sig lidt ved hende ben, drejede hun hoved mod Bradley, som allerede var godt på vej ud af døren. Måske havde han alligevel ikke tænkt sig at blive for at underholde hende. Hun svingede sit højre ben ned på gulvet og løftede forsigtigt det andet, så det ikke ville gøre alt for ondt. Roligt lod hun sin fod blive plantet mod gulvet, hvorefter hun rakte ud mod tallerken med det halvspiste stykke toast. Hun spiste færdigt og skyllede ned med mælken. Hun kunne mærke at den havde stået der, siden den var blevet mindre lunten. For at være ærlig kunne hun ikke engang lide mælk.
Hun stillede begge ting tilbage på bordet. Hendes hænder placerede hun ved hendes sider, lige ved sofaens kant. Hun sukkede dybt inden hun skubbede sig op ad. Den højre, den uskadte, plantede hun solidt ned i gulvet, brugte den som støtte, hvorefter hun prøvede på at balancere mellem de to ben. Hun kunne ikke komme for meget pres på det venstre ben. Det gik fint, hun stod op. Dog blev hun afbrudt i hendes triumf, da Bradley kom ind af døren. Hendes bryn blev fugede og hendes blik blev fjendtligt. Hun stirrede på det han havde medbragt med alt andet end et mildt blik. "Nej" svarede hun ham kort og løftede derefter blikket op mod ham. Hun havde ikke tænkt sig at hoppe rundt omkring faktionen med dem. Hun havde ikke tænkt sig at ydmyge sig selv på den måde.

I det samme Bradley fik det meget kontante nej, slap et grin ud over hans læber. Han skulle have vist det, men på den anden side var det godt det ikke var tilfælde, for han elskede hendes reaktion. Hun var slet ikke i tvivl om det. Det gik bare slet ikke. Først overvejede han om han skulle forsøge at overtale hende til at følge hans idé, men opgav det hurtigt. Det ville blive en hel umulig opgave.
Derfor lod han det ligge og satte krykkerne op af væggen ved siden af døren. Så kunne hun tage dem, følte hun alligevel for at bruge dem. Selv gik han tilbage i sofaen ved siden af hende. "Du behøves jo ikke vise dem frem for alle, de kan bare være dig til hjælp her i lejligheden." Forslog han med et let skuldertræk, hvor efter han vente sit blik mod tv-skærmen hvor han kiggede på det der forgik der. Ikke fordi det var meget mere interessant, men fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre.

Rachelles blik fulgte kort Bradleys bevægelser nøje, indtil hun vendte sin opmærksomhed tilbage mod krykkerne. I hendes tanker nægtede hun at bruge dem, om det så var i offentligheden eller i hendes privatliv. Der var absolut ingen tale om at hun skulle bruge dem. Hendes stolthed var alt for høj til det. For at være ærlig ville hun meget hellere kravle rundt på gulvet, ved hjælp af hendes arme.
Et irriteret fnys kom fra hende, efter hun fjernede blikket fra de krænkende krykker. Selvom hun skulle være hjemme i et godt stykke tid, så var der ingen grund til nærmest at gå halvnøgen rundt i lejligheden. Hun haltede stille hen mod sin seng, prøvede ikke at påføre sig selv al for meget smerte, for at få noget ordentligt tøj på. Siden hun ikke havde noget at lave, kunne hun måske lave noget mad til Amelia. Hun blev alligevel altid så sulten hen ad natten. Så måtte hun bare selv håbe på at Amelia ville huske at tage noget chokoladekage med hjem til hende.

Rachelle syntes ikke meget for at være underholdning for Bradley, så han stirrede ind i flimmerkassen til han kunne dufte mad. Han mente det var lidt tidligt at lave middagsmad, men var alligevel interesseret i noget mad. At det måske ikke var til ham, faldt ham ikke ind. Ude i køkkenet slog han sig ned som en fugleunge der ventede på mad. Det var dog på en lidt mere diskret måde. Han åbnede ikke op for munden og ventede på der blev hældt ned. Han ventede derimod høfligt til at han selv kunne få lov til at tage for sig af retterne og smæske sig i dem.
"Hvorfor er det egentligt du laver mad?" Selv var Bradley der brugte dagens tre tidspunkter til at spise en hel del og var derfor sjældent sulten ud over, med mindre folk ligefrem bød ham. Han syntes ikke at kunne huske Rachelle ville give ham mad, så det var ham vitterlig et mysterium hvorfor hun pludselig gik i gang med kasserolle og pande. At hun gjorde ham den tjeneste var han dog meget glad for at han nænnede ikke at sige at han faktisk var mæt da det ikke var så lang tid siden han sidst havde spist.

Rachelle var gået i gang med at stege noget kød på den ene pande, og så nogle grøntsager på den anden. Hun var ikke rigtig sikker på hvad hun havde tænkt sig at lave, så hun prøvede bare at improvisere, med det hun nu engang havde i køleskabet. Dog var det svært at hoppe rundt i køkkenet med en skadet fod. Hun blev dog afbrudt i hendes madlavning, da Bradley valgte at tage plads ved spisebordet. Hun kiggede sig over skulderen for at kaste et kort blik på ham, inden hun lagde træskeen fra sig og vendte sig mod ham. "Fordi siden jeg ikke kan få mad i spisesalen, så må jeg lave noget selv. Og så bor jeg sammen med én, som får en stor appetit henover natten" svarede hun ham med et smil på læben. Hun regnede ikke med at Amelia ville reagere specielt positivt over hendes skade. De to kvinder tog sig meget af hinanden, gennem tykt og tyndt. Rachelle kunne selv forestille sig hvis Amelia var i hendes sted. Rachelle havde sørget for at skifte hendes bandager, lavet hende noget mad, hentet ekstra portioner fra spisesalen, og så meget mere. Sådan var det bare med de to. De havde begge forladt deres hjemmefaktioner, og nu havde de kun hinanden. Men det var også nok for dem. Så længe de to havde hinanden, så kunne intet stoppe dem.
Rachelle så ned af sig selv og lod et suk forlade hendes læber. Det tøj kunne altså ikke vente mere. Hun lod blikket vandre tilbage mod Bradley og løftede en finger mod ham. "Op," sagde hun og pegede derefter på de to pander, "hold øje med maden imens jeg får tøj på" tilføjede hun så. Hun sendte ham dog et advarende blik for at indikere, at hvis han brændte hendes mad på, så ville hun udløse helvede på jorden. Efter det begyndte hun at halte hen mod skabet i et af stuens hjørner.

Bradley forstod ikke hvorfor han nu pludselig skulle lege kok. Han havde absolut ingen evner for det. Lige så god han var til at kæmpe, lige så dårlig var han til at lave mad, men måske kunne han lige klare den. Maden måtte ikke blive for sort og der måtte ikke lugte brændt, det var en af hovedreglerne i et køkken - af hvad han vidste. Efter at have fået sit formanende blik rejste han sig op og skubbede lidt til maden på panden, før han så lod det ligge lidt. Efter et par sekunder vente han kødet og skubbede rundt i grøntsagerne. Da han mente der var gået tilpas med tid gentog han proceduren. Først vente han og så skubbe lidt rundt med grøntsagerne.
Tog Rachelle ikke for lang tid hvor hun var, ville hun komme tilbage til grøntsager og kød der ikke var kommet meget længere end da hun efterlod dem. Han havde vent dem for meget uden at give maden tid til at tage imod varmen, men det var han selv uvidenom. Han var bare stolt af at maden ikke stof i flammer.