Under jorden - Nephthys

Sted: I de underjordiske gange.
Vejr: Klar, blå himmel. Ikke at det betyder noget, under jorden.
Tid: Eftermiddag.
Omgivelser: Dunkle gange, døre og en hel masse snavs.
Påklædning: Klik, klik!

Matthew var lige ved at skvatte på trappen, da han lukkede døren bag sig. Han greb ihærdigt ud efter muren for at genvinde balancen, men stødte i stedet albuen ind i stengelænderet. Han slugte sit udråb, og snerrede istedet for sig selv, før han kiggede sig omkring i mørket. Det var omkring et år siden, han havde fundet ud af, at der var hemmelige gange under jorden i stort set hele byen. Han havde valgt ikke at sige det til nogen, i frygt for hvad de kunne finde på at udnytte det som, og havde istedet besluttet sig for selv at udforske dem nogle gange. Det var ved at være længe siden, for sidste gang, var han stødt ind i en gruppe faktionsløse, der åbenbart også benyttede gangene. Det gjorde ham bare endnu mere nysgerrig. Han havde aldrig set så mange faktionsløse samlet før, og han havde i længere tid overvejet, om de havde en stor gruppe, der holdt sammen. Det gjorde ham faktisk ikke noget, hvis det var tilfældet, for han havde altid haft lidt ondt af de faktionsløse, der måtte leve uden familie, mad og ordenligt tag over hovedet.
Matthew pustede ud, og tændte en lommelygte han havde konfiskeret for nogle uger siden. Den lange stråle af lys, lyste gangen op, og man kunne se støvet hvirvle i luften. Klaustrofobien måtte han skubbe fra sig igen. Der var trods alt ikke noget at være bange for.

De mørke gange havde hun nemt vænnet sig til. Det var mere hendes frygt for hvem der var i gangene, der skræmte hende.
Iført stramme jeans, en sort trænings bh, en læderjakke der stumpede og viste hendes veltrænede mave, og tunge biker-støvler, gik hun gennem gangene. Hun skulle nu hen til Skytsenglenens træninglokaler inden næste solopgang, for at få trænet. Hendes mavemuskler var blevet slappe - et enkelt spark mod hendes mavemuskler ville give hende en mavepuster.
Hun gik rundt i gangene, prøvede ihærdigt at huske hvor hun var, og hvor hun var på vej hen.

Hun mumlede for sig selv mens hun gik, desværre en smule for højt.
Hun nåede rundt om et hjørne og stirrede direkte ind i en lommelygte. Hun stivnede i få sekunder inden hun hurtigt forsvandt om bag hjørnet igen, gispende efter vejret.

Matthew stoppede op, da han hørte skridt et sted til højre for sig. Det skræmte ham en smule, at der befandt sig folk så tæt på Skytsenglenes faktion - folk, der ikke burde være der. Måske burde han bare fortælle om disse hemmelige gange, så han kunne få puttet vagter ned og sørge for at uindbudte gæster ikke kunne komme ind i hans faktion. Han vendte sig langsomt mod højre, og lyste ned af gangen, for at være sikker på, at det ikke bare var en rotte, da han så en bevægelse. Brune krøller? Han stivnede kort, og satte så efter personen. Hvorfor han løb efter hende, kunne han ikke helt svare på. Måske ville han have svar - hvad lavede hun i gangene? Var hun faktionsløs? Hvordan kendte hun til gangene? Måske var han nysgerrig efter at vide hvad der forgik, for han var klar over at der forgik noget. Selv samme dag havde han fået at vide, at de faktionsløse muligvis samlede sig i en gruppe, der overvejede at gøre oprør mod faktions-politiken, og han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere det. Vigtigst af alt var, at han endnu ikke havde sagt det til nogen, og at det kun var ham og skytsenglenes underleder, der lige nu vidste noget om det.
"Hey! Jeg gør dig ikke noget!" Forsøgte han ihærdigt, og satte så farten ned.

Hun stoppede op, cirka ti meter fra ham, og vendte sig om hvor hun stirrede på ham.
Hun var ikke vildt med tanken om, at der ligefrem vandrede skytsengle rundt i undergrunden.
I et splitsekund overvejede hun at løbe igen, men hvilket ry ville det ikke gi de faktionsløse?
''Bevis det.'' sagde hun, tøvende og usikker på om han overhovedet var værd at stole på.
Hendes hud i ansigtet bar præg af manglen på solskin - i det at hun gemte sig dernede det meste af tiden. Hun var alene, der var ikke nogen familie tilbage, heller ingen venner. Hvem ville være venner med en der under ingen omstændigheder vil være som dem?

Hendes bare mave var lys og bleg, som resten af hendes hud. Man kunne dog skimme en bandage i mørket, delvis hvid og delvis rød.
''bevis at du ikke vil gøre mig noget.'' hendes reaktion kunne sammenlignes med en vild hund som man prøvede at komme tæt på.

Matthew tøvede. Han havde ærligt talt ikke regnet med, at pigen ville lytte til ham. I hans hoved havde han to muligheder. Kasteknivene, der var skjult i hans ærme, gav ham flere muligheder, men han kunne ikke beslutte sig for hvilken mulighed, der var bedst. Han kunne altid true hende. Det var en mulighed mange Skytsengle muligvist havde valgt, og det var nok netop derfor pigen umiddelbart ikke havde nogen tiltro til ham. En anden mulighed var at smide sine våben, og vise at han ikke ville hende noget. Han var nysgerrig, for han havde for nogle uger siden fået at vide, at der muligvis var en uindbudt gæst, der brugte deres træningsfaciliteter uden at få lov, og det var enten denne pige, eller en hun sandsynligvist kendte.
"Okay," sagde han, og spidsede tænksomt læberne. "Hvordan kan jeg bevise, at jeg ikke vil noget ondt?" Spurgte han, og slog diskret ud med armene, for at vise en form for underdanighed. Hun mindede ham lidt om et skræmt dyr, så han trådte forsigtigt frem.