It's really you! ~~ Matthew

Tid: Efter midnat
Sted: Lejlighederne hos Skytsenglene
Vejr: Fuldmåne, kølig vind og skyfuld himmel
Omgivelser: Pænt øde, ingen andre

Alex havde trukket den vindtættefrakke på og fuldstændig sort tøj på den aften og det ildrøde hår op i en stram knold, og hun havde ladt rygsækken blive hjemme til fordel for en pose. Hun ville virkelig helst ikke blive set imens hun listede omkring og fandt nogle ting hun havde brug for. Skrot, ville mange nok kalde det, eller skrald. For hende var det livsnødvendigt. Hun så op på lejligheds komplekset hvor hun altid havde drømt om at bo, og hvor hun dog også havde endt med at bo i nogle måneder efter hun havde valgt at blive skytsengel. Det var bare ikke gået. Hun fnøs stille ved mindet og løftede langsomt og så stille som muligt, åbnede en skraldespand og begyndte at rode nede i den imens hun sørgede for at inde ind og ud gennem munden, for føj, hvor der stank! Hun håbede virkelig ikke at nogen så hende denne gang, for hun hadede at skulle være nødt til at flygte ... hun hadede at blive set som en kujon.

Matthew lukkede døren efter sig. Den store bygning hvor hans kontor var i, var bygget ind i en rå stenmur ligesom mange af de andre bygninger. Han spejdede op mod lejlighedskomplekserne, og ønskede for en gang skyld, at der var lavet elevatorer eller trapper op, så man ikke behøvede at svinge sig i reb, klatre eller hive sig hele vejen op til ens lejlighed, men det var ikke noget, han havde tænkt sig at sige til nogen.
Han smilede skævt ved synet af de mørklagte klipper, og nød lyset fra månen, der gav det hele et lidt spøgelsesagtigt og surealistisk skær. Stilheden blev brudt af en raslende lyd henne mod lejlighederne, og Matthew rynkede øjenbrynene i en undrende grimasse. Han gik ind i skyggerne, og trådte kun på fodsålene for at være så lydløs som muligt. Han skubbede sig selv om et hjørne for at få bedre udsigt, og slappede af, da han spottede en pige med rødt hår og sort tøj. Det var bare en Skytsengel, konstaterede han, og skulle lige til at himle med øjnene over sig selv, da det gik op for ham, hvad hun lavede. Hun rodede i skraldespande. Alle skytsengle fik gratis mad, så det var ikke det, hun ledte efter. Undrende trådte han ud fra skyggerne, og lænede sig i stedet op ad muren.
"Og hvad er det så du laver?" Spurgte han, og hævede spørgende øjenbrynet.

Alex havde lige netop valgt det mørke tøj af to grunde, fordi det gik i ét med natten og så fordi det mindede om skytsenglernes tøj, så hun ikke ville blive generet hvis andre skytsengle så hende gå rundt i deres kvarter. Hun havde allerede fundet sig nogle brugbare småting, hun kunne bruge derhjemme og lagt dem i sin pose, nogle smårådne frugter og grønt var god gødning til hendes andre planter, så de kom også med. Hun rynkede på næsen på grund af lugten idet hun samlede nogle andre smårådne madrester op og lod dem straks falde ned i skraldespanden igen inden hun trak sig væk fra den og skulle til at gå over mod skraldespanden ved siden af, da en stemme afbrød hende. *Fuck!* Tænkte hun idet hun stivnede. Hurtigt gik der nogle muligheder gennem hendes tanker: Kamp - hun ville tabe. Snakke sig til frihed - chancerne var små. Flygte? Hun var nødt til at flygte og efterlade hvad hun havde fundet. Hun var bare nødt til at håbe, at hun kunne løbe fra ham. Beslutningen havde kun taget hende få sekunder, og så smed hun posen og løb sin vej, den stik modsatte vej end hvor hun havde hørt hans stemme. Nu galt det bare om at løbe som om fanden var i hælene på hende og nå ned i tunnelerne før han fangede hende.

Alex vidste godt at hendes chancer for at løbe fra en skytsengel var små, men det var det eneste håb hun havde på det tidspunkt. Hun måtte bare håbe, at han ikke nåede hende før tunnellerne, for det var de færreste der kendte til dem og kunne finde rundt i dem uden at fare fuldstændig vild. Så derfor blev hun ved med at zigzagge ind og ud mellem bygningerne i et forsøg på at forvirre ham nok til at han opgav forfølgelsen, for hun kunne tydeligt høre hans løbende skridt bag hende. Adealinen pumpede rundt i hendes krop og hun kunne mærke hvordan benene var begyndt at syre til under hende imens hans skridt nærmede sig. Shit! Hun ville ikke kunne nå derned. Og hun turde ikke se sig tilbage da hun hurtigt drejede om venstre hjørne for senere igen smutte ind i en lille gyde, hvor hun skjulte sig i skyggerne. Hun trak hurtigt noget af ærmet på hendes trøje ud gennem jakkens ærme og holdte det op foran munden for at dæmpe hendes åndedræt imens hun stod så stille som muligt og nærmest maste sig ind mod muren imens hun holdte øje med den lille gade som hun lige var kommet fra, for hvis han fandt det måtte hun forsvare sig på den ene eller anden måde, hvilket var grunden til at hun havde trukket to kasteknive frem, som hun holdte i venstre hånd, klar til at kaste dem mod sin forfølger hvis det viste sig, at han fandt gyden. De blågrønne øjne var vågne og ventede på at se sin forfølger komme frem fra gaden af.

Alex lukkede øjnene for bedre at kunne høre sin forfølgers skridt og høre hvor tæt han var kommet på hende. Hun håbede og håbede på at han havde givet op. Hun vidste godt at hun kun havde mulighed for at komme helskindet væk hvis han ikke fandt hende, og hvis han fandt hende, måtte hun være nødt til at forsvare sig selv, og der ville hun aldrig kunne vinde. Hun bed sig i underlæben. Hvis hun fik ramt ham med knivene, måtte hun sigte efter højre skulder, så hun ikke havde chancer for at ramme hjertet hvis han prøvede at rykke sig væk imens hun sigtede. Den anden måtte gå efter benet, hvilket forhåbentlig ville sinke ham, selvom det bare måtte blive et kødaåe, hun ville ikke være skyld i en skytsengels død, selvom det var højst usansynligt at hun kunne dræbe en skytsengel.
Da hun så skytsenglen kom til syne i gadeåbningen og så ind, handlede hun hurtigt og sigtede den ene kastekniv mod hans højre skulder og den anden mod hans højre lår. Og lige efter hun havde kastet, løb hun imod ham og prøvede at ramme ind i ham med sin skulder for at gøre ham mere desorienteret og bringe ham ud ad balance imens hun prøvede at løbe væk efterfølgende.

Matthew skulle til at vende sig om, og prøve den næste gade, da månens lys reflekterede sig i noget blankt. Han spærrede øjnene op, da han genkendte det som værende et våben, der hvirvlede igennem luften mod ham. Med et forskrækket grynt, skubbede han sig selv til venstre. Det var anden gang på to dage, at der var blevet kastet knive efter ham! Han snerrede en række af bandeord ud gennem sammenbidte tænder, da kniven hvirvlede forbi hans højre side, og skulle til at springe i dækning bag ved muren, da en anden kniv snittede ham i benet. Overrasket tog han sig til benet, og formåede ikke at skærme sig mod kvinden, der pludselig stødte sin skulder ind i ham. Det var ikke første gang han havde kæmpet i mørke, men det var første gang, det var sket inde for skytsenglenes murer. Det undrede ham umådeligt, at en af hans egne, ville angribe ham på den måde, og vreden fik ham til at gribe ud efter kvindens skinneben, i et forsøg på at vælte hende. Ingen andre end skytsengle - og gerne uddannede af slagsen - kunne finde ud af at kaste med kasteknive. Han sendte en flygtig tanke til Amelia, der var formidabel til knivkast, og var kortvarigt glad for, at det ikke var hende, der havde angrebet ham. Så var han endt uden arme og ben.

Alex havde troet af hun var ved at blive opdaget, så derfor havde hun kastet knivene. Havde hun vidst, at han var på vej væk, havde hun ventet. Men det havde lykkedes hende at overraske ham og såre ham nok til at hun kunne bringe ham bare lidt ud ad balance og hun troede lige at hun kom væk og lettelsen boblede op i hende i et øjeblik og så var det at hun mærkede hans hånd om hendes skinneben. "Argh!" Råbte hun idet jorden kom nærmere og hun nåede kun lige at støtte af med hænderne. Asfalten rev i hendes hud og fik det til at svie. Hun prøvede at vende sig om og sparkede så efter ham med begge ben. Hun ville ikke fanges, hun nægtede det! "Slip mig så, din spade!" Snerrede hun af ham imens hun stadig sparkede efter han og prøvede at kravle væk fra ham så hun kunne komme op og væk. Hun var bange for at hun ikke kunne komme væk, at hun ikke ville komme hjem igen.

Matthew bed tænderne sammen, og strammede grebet om hendes ben, for ikke at give slip, mens hun faldt mod jorden. Han vippede hovedet til siden, og undveg et spark, kun for at få et spark på skulderen. Hele hans højre side føltes kortvarigt følelsesløst, og han snerrede for sig selv, før han trillede til siden. Han brugte sin fod, til at sparke sig tættere på pigen, og greb denne gan ud efter begge hendes ben, så hun ikke kunne sparke ham.
"Kalder du mig en spade?" Snerrede han, og var lige ved at komme til at grine, "Hvilken person er fræk nok til at kaste knive efter sin leder!" Vreden boblede i ham, og han kunne mærke blodet ved hans lår, der fik hans sorte bukser, til at klistre til hans ben. Hvis han var heldig havde kniven ikke ramt musklen, og kun efterladt sig et overfladisk sår. Han spændte i kroppen, og greb ud efter hendes arm, så han kunne sætte sig overskævs på hende. Heldigvis vejede hun ikke så meget, så det burde ikke være alt for svært, at trykke hende ned mod asfalten, for at få hende til at lade være med at sparke så meget.

Alex glædede sig over de spark hun fik ind, for de ville forhåbentlig hjælpe hende med at komme væk, men da fyren fik fat i begge hendes ben bandede og svovlede hun, men hun sprællede stadig som en fisk på land for at slippe væk fra ham. Hun var ikke typen der gav op. Hun snerrede ad ham. "Du er fandedme ikke min leder," snerrede hun imens hun stadig prøvede at få sine ben ud af hans greb. Overlevelsesinstinktet brændte i hende, men hun vidste godt at det så sort ud for hende. Hun begyndte at slå ud efter ham med den frie hånd også, efter han havde grebet ud efter den ene og fået fat. Hun formede hånden som en klo og prøvede at rive hans arme, ansigt, hvad som helst hun kunne komme i nærheden af. Hun kunne godt gætte sig til hvad han ville, så hun sprællede mere, sparkede og slog alt hvad hun kunne imens han var ved at komme til at sidde overskrævs. Han havde fordelen ved at være højere og stærkere end hende alt imens han også vejede meget mere, Alex var jo intet andet end en lille splejs i forhold til ham. "Skrid så af mig!" snerrede hun idet hun godt kunne se nu, at hun ingen muligheder for at slippe væk længere.

Alex var ikke en der normalt nød at skade andre, men i det tilfælde var hun glad for at kunne få nogle slag ind og følte en vis stolthed over at overhoved kunne skade en skytsengel. Og et kort øjeblik virkede det som om han var ved at fjerne sig, og håbet spirrede kort op i hendes bryst, for så at blive mejet ned i jorden da han kom op på topperne igen. Hans råb gav hende sådan et chok at hun endte med at stivne og stoppe sit angreb et øjeblik, hvor han så nåede at gange begge hendes hænder og holde dem ned mod astfalten. Fuck! var det eneste hun kunne tænke og hun begyndte at sprælle igen under ham, men hun vidste godt, at det var nyttesløst. Kort efter lå hun stille under ham, fuldstændig forsvarsløse og et kort øjeblik brændte vreden i hendes bryst, en rød vrede mod den mand der sad oven på hende og havde overvundet hende. Hun gengældte vredt og trodsigt hans blik ved hans spørgsmål. Hun overvejede kort at spytte ham i ansigtet, det ville ikke hjælpe hende det mindste, men det ville give hende en vis tilfredsstillelse, og hun nåede så langt som at samle spytklatten i munden, men kort efter endte hun med at synke den idet hun fik sig et ordentligt blik på sin forfølger. Var det virkelig...? "Matthew?" Hendes stemme var lav og fuld af overraskelse.

Matthew var lige ved at tage en dyb indånding af lettelse, da pigen under ham stoppede med at vride sig. Måske kunne han så endelig få at vide hvem pokker hun var, og hvordan hun vovede at betræde gulvet i hans faktion, uden at være en del af den. Det skulle ikke undre ham, at nogle fra Intelligentsia var dumme nok til at forsøge, men pigen havde sort tøj på, og kunne kaste med knive, så hun var sandsynligvis ikke noget, der nærmede sig en af de selvfede tumper, der troede de vidste alt, der var at vide i hele verden. Han forholdt sin krop spændt og årvågen, hvis nu pigen ville prøve at overrumple ham. Det gjorde hun på sin vis også. Han skulle til at stille hende spørgsmålet igen, da hun sagde hans navn meget lavt og meget utydeligt. Undrende blev hans greb om hendes håndled en smule svagere, mens hans hjerne prøvede at sammenslutte hvad der skete omkring ham. Det fregnede ansigt under ham, fik billeder fra flere år siden, til at spole igennem som en film for hans indre blik. De øjne var ikke nogle man glemte, tænkte han tøvende. Kunne det være? Han sank, og slap helt pigens håndled, mens han stirrede vantro på hende. "Alex?" Spurgte han, og rynkede overrasket øjenbrynene. "Alexandria?"

Alex var begyndt at lede efter hvilke muligheder hun havde for at overrumple ham på den ene eller den anden måde. Hun vidste godt, at hendes chancer var små, nærmest ikke eksisterende, men hun måtte prøve noget. Hun kunne godt mørke, at han var opmærksom på hendes mindste bevægelse, så hun gjorde intet andet end at ligge fuldstændig stille og spare krafterne op.
Hun mærkede hvordan han slækkede sit greb om hendes håndled da hun sagde hans navn. Hvordan kunne det være Matthew? Efter alle de år, og så mødte hun ham her? En tanke gik gennem hendes hoved, hun havde såret ham! Givet ham flere slag, rivemærker og måske også ramt ham med en af sine knive, men det var trods alt ham der havde lært hende op..
Hun så ind i de velkendte øjne og hun blev mindet om alle deres gode tider sammen, samtidig med det savn der var fulgt med efter han var blevet accepteret ind hos skytsenglene. Det var lang tid siden og det var ikke så ofte hun tænkte på ham længere, men nu buldrede savnet og den pludselige glæde over at se ham igen frem. De færreste vidste det, men hun var en virkelig kærlig person overfor dem hun havde nært. Et stort, bredt tandsmil bredte sig over hendes læber, hvilket lyste hele hendes ansigt op og fik hendes øjne til nærmest at funkle. "Mattie!" Udbrød hun da hun pludselig kom i tanke om det kælenavn hun havde givet ham da hun havde været lille. Hun lå stadig nede på astfalten med hænderne der lå hvor han havde sluppet den. Hun var helt sikker på at hun lå og lignede lalleglad tåbe, men hun var helt ærligt ligeglad. Det var Matthew!

//Yup, du har fået er kælenavn nu xD

Matthew var ved at tabe kæben af ren overraskelse, og han vidste ikke hvordan han skulle reagere. Alex!? I Skytsenglenes faktion?! Han kunne tydeligt huske dagen, hun pludselig ikke var der længere, og en eller anden havde vidst nok sagt, at hun var kommet op at toppes med en instruktør, og så havde personen simpelthen smidt hende på porten, men han anede ikke, om det var rigtigt. Alexs ansigt var i det hele taget forbundet til en masse forskellige følelser, gik det op for ham. Sorgen, da han måtte forlade hende på skolen, kun med hende selv til at beskytte sig. Glæden ved at finde ud af at hun som 16-årig havde valgt at skifte faktion til Skytsenglene. Stoltheden over hvor godt hun klarede sig i knivkast og forsvar, som han havde lært hende op i da de var yngre. Og så igen sorgen ved hendes pludselige forsvinding.
Glæden boblede op i ham som en flodbølge, da han hørte sit gamle kælenavn, og han smilede bredt tilbage. Det var lang tid siden han sidst var blevet kaldt Mattie. Han var enten Argent eller Matthew her, og en gang imellem kunne en af hans nære venner finde på at kalde ham Matt, intet mindre og intet mere. "Allie!" Lo han, og gengældte det gamle kælenavn, men stoppede med at grine, da det gik op for ham, at han stadig sad ovenpå hende. Han klukkede for sig selv, og ville rykke sig, da han kom til at placere vægten på hans sårede ben, og han istedet trillede af hende. Alligevel kunne han ikke stoppe med at grine for sig selv - smerten var ligegyldig. Faktisk var han bare stolt over, at hun havde kunne ramme ham i mørket. Uden at tænke nærmere over det, greb han fat under hende, og vippede hende op at sidde. Han holdt hænderne på siden af hendes skuldrer, og kiggede på hende med funklende øjne og et bredt smil. "Hvad pokker," klukkede han, stadig usikker på hvad i alverden der lige var sket.

//Right back at you, darling ^^

Alex vidste godt, at hendes temperament var noget hun burde arbejde med, for når det endelig kom frem, så var det ikke sjovt, og det var det der var endt med at ske med den instruktør der havde undervist dem den dag. Han havde været en af de ældre skytsengle og han mente, at hun burde have sin respekt overfor ham, hvilket hun også havde, han havde bare været så irriterende og havde trykket på nogle af de forkerte knapper hos Alex, og ja, hun var flippet fuldstændig ud. Hun var blevet vred og skuffet over sig selv da hun var blevet smidt ud, men det værste for hende var, at hun aldrig fik sagt farvel til Matthew, for hun var jo direkte blevet eskorteret op på sovesalen, fået pakket sine ting og så faktisk nærmest smidt på porten i den bogstavelige forstand.
Hun gengældte glad hans grin og kinderne blev lidt varme da hun hørte sit gamle kælenavn. Hun havde faktisk et kort øjeblik glemt at han stadig sad ovenpå hende midt i gensynet, hvor skørt det end lød, så da han fjernede sig, eller nærmest trillede væk fra hende, kunne hun ikke lade være med at le højt over hvor sjovt det egentlig så ud, og hun var nødt til at blive liggende imens hun holdte sig for maven, der var begyndt at gøre lidt ondt af at have grint, det var ikke ligefrem noget hun var vant til længere. Hun kom med et lille "uf" da han fik hende op at sidde, men tog sig ikke rigtig af det, hun var jo ikke andet end en lille splejs i forhold til ham, det faktum havde ikke ændret sig. Da han havde lagt sine hænder på hendes skuldre, lagde hun sine hænder over hans overarme og gav ham et klem imens hun gengældte hans blik med et par lige så funklende øjne. Hun klukkede stadig stille for sig selv og havde et stort smil på læberne. Hun trak lidt på skuldrene, som svar på hans hvad pokker. Hun kunne stadig ikke fatte det, det var Mattie! Mattie, som hun havde savnet noget så grusomt, og midt det i det hele, kunne hun mærke hvordan det føltes som om at en tung byrde havde forladt hendes skuldre og hun følte sig let om hjertet, fuldstændig uden bekymring, for hun var jo i sikkerhed når hun var sammen med Matthew, det havde hun altid været, den følelse af beskyttelse ville nok aldrig ændre sig.

Matthew smilede skævt over hendes grin; den mindede ham sådan om gamle dage. De gode, gamle dage var mere simple end nu. Han kiggede tøvende ned på sit ben. Blodet fik hans bukseben til at klistre til hans lår, og han skar en grimasse, med et muntert glimt i øjnene. "Stadig et godt kast, kan jeg se," sagde han, og smilede stolt til hende. Og mærke, tænkte han med endnu et skævt smil. Det var ikke mange, ikke engang skytsengle, der kunne kaste halvt i mørke. Alex ville have været en god skytsengel, tænkte han, og ærgrelsen vældede kortvarigt op i ham. Matt vidste tilfældigvis at kampinstruktøren, der havde sat Alex på porten, ikke længere var instruktør. Han var ikke helt sikker på hvem fyren var, men han vidste, at han ikke ville lade sådan en fyr blive kampinstruktør overhovedet. Ikke en chance. Nok skulle instruktørerne være lidt hårde, for hvis aspiranter ikke kunne klare dét, kunne de helt sikkert ikke klare faktionen - men instruktørerne skulle ikke være urimelige. Og da slet ikke bare smide folk ud, uden god grund, eller blot for at sætte et eksempel. Matthew var sikker på, at instruktøren havde prøvet at sætte et eksempel for de andre aspiranter, og så var det gået ud over Alex, der var blevet smidt på porten, og nu skulle leve uden ordenligt hjem.Det gik op for ham, at hvad han gjorde lige nu, var et brud på reglerne. Allie var faktionsløs! Han rynkede øjenbrynene, og betragtede hende lettere spørgende. Hvordan i alverden var hun kommet ind? Tunnellerne var et godt bud. Han skrev sig bag øret, at han skulle have gjort noget ved tunnellerne, så folk ikke bare kunne snige sig ind.
Matthew klukkede for sig selv, da hun trak på skuldrene, og han slap hende igen.

Alex fulgte hans blik og så ned på hans ben og skar en lille grimasse inden hun lo lidt undskyldende. "Jeg har jo lært af mesteren," sagde hun med et stolt grin og et glimt i øjet. For alt hvad hun kunne i dag, så kunne hun takke Mattie for det, det var stort set ham der havde lært hende alt. "Og undskyld, havde jeg vidst, at det var dig, havde jeg gået efter nogle lidt andre steder." Hun blinkede kækt til ham. Men alligevel var det meget heldigt, at det havde været Matthew, en hvilken som helst anden skytsengel ville have reageret helt anderledes, sikkert med at bringe hende op til lederen med det samme og så se hvad der ville ske derfra. Da han slap hende igen, lod hun også hænderne falde, men der var kommet en lille tænksom rynke mellem hendes øjenbryn idet hun så på ham. "Vent ... leder?" Hendes stemme var lav og lidt mumlende idet hun så undrende på ham. "Er du blevet leder for skytsenglene?" Hun så spørgende på ham imens hun mærkede hvordan hjertet satte farten en anelse op. På den ene side kunne hun mærke hvordan stoltheden brusede op i hende, på den anden side begyndte frygten at røre lidt på sig, men hun skubbede den hurtigt ned igen. Det var jo Mattie! Han kunne aldrig finde på at gøre noget mod hende, vel?

Matthew betragtede hende med et skævt smil, og skar så en grimasse. Nok havde han styr på teknikken bag knivkast, men han var faktisk ikke selv særlig god til det. Det betød dog ikke, at han ikke kunne lære det fra sig. Alex havde haft - og havde tydeligvist stadig - store evner indenfor knivkast, hvilket havde overrasket ham meget. En Pacifist der var god med våben. Tanken fik ham til at smile lidt bredere, og han rystede klukkende på hovedet af hende. "Havde du gjort det, var jeg måske blevet lidt skuffet," svarede han, og blinkede drilsk tilbage. Mentalt takkede han de ikke eksisterende guder for, at det lige præcis var ham, der havde opdaget Alex. Bradley havde ikke tøvet med at slæbe Alex ind på Matthews kontor, og så havde han nok tvivlet på Matthews lederevner, hvis han havde ladet Alex gå ud af døren igen. Det havde alle. Han sank, utilpas over sine tanker, men rettede så hovedet op, da hun snakkede igen. Hendes spørgende ansigtsudtryk gjorde lidt ondt på ham. Han havde faktisk aldrig haft planer om at blive leder,fordi ansvaret ville være for stort, men lederen før ham, havde været en af hans gode venner, og det havde været hans ønske at se Matthew på en lederpost. Det værste ved titlen var frygten, havde han hurtigt lagt mærke til. Han havde ikke lige så mange sociale og hyggelige stunder, fordi mange faktisk var bange for ham. Han skabte sjældent nye venner, da mange ikke ville komme i problemer med den 'åh så store leder'. Det var gået så vidt som, at han var kommet på god fod med ingen anden end Amelia, bare fordi der næsten ikke var andre, han kunne snakke med. Og nu var Alex dér, lige foran ham som en kæmpe stor hentydning til, at han ikke burde være leder. Han kunne ikke anholde hende. Han kunne ikke slæbe hende med. Han kunne ikke indespære hende på den måde, og når han kiggede i hendes øjne, vidste han, at hun alligevel følte en hvis frygt ved hans titel. Ligesom alle andre.
Matthew sank, og kløede sig lettere forlegent i håret. "Jeg..." han tøvede, og kiggede hende i øjnene - var det skyld han følte? - med et lidt sørgmodigt smil. "Ja."

Alex vidste godt, at det var bare en anelse usædvanligt at en pacifist, som jo normalt gik op i glæde og harmoni og alt det andet pjat, var god til knive. Det havde dog glædet hende meget, da hun fandt ud af det, og hun elskede at bruge sine knive og havde altid mange på sig, bare for en sikkerheds skyld. Hun klukkede lidt over hans svar og så så på ham med et par blågrønne øjne der glimtrede af munterhed.
Hun havde hørt rigtigt, han var blevet leder for skytsenglene. Hun kendte ham og hun fik et lille smil frem. "Det er da stort!" sagde hun og smilede til ham. Hun vidste godt, at han aldrig ville kunne gøre hvad han egentlig burde gøre når det handlede om hende, han burde jo egentlig havde holdt hende fanget nu og ført hende bort, for det var hans pligt. Men hun vidste godt, at han ikke kunne og det faktum at hun stod, eller egentlig sad, lige der måtte være svært for ham. Men hun var ikke bange for ham, det ville hun aldrig være, det ville bare blive sværere for dem at ses. Hun var jo en faktionsløs og hun var langt fra uskyldig, og så havde hun endda også en betydningsfuld rolle hos de faktionsløse, med ansvar for mad og drikke. Men det vidste han ikke, og det gik op for hende, at hun måske burde passe lidt på med hvad hun sagde til ham, ikke fordi hun ikke stolede på ham, men fordi det var det bedste for flertallet. Intet ville blive som det plejede at være, gik det op for hende, og hun blev lidt trist ved tanken. Men det var jo sådan det måtte være, for han forlod nok ikke skytsenglene og hun kunne ikke vende tilbage til skytsenglene, hun var blevet smidt ud, plus... hun elskede den frihed hun havde nu.
Hun havde gengældt hans blik og de blågrønne øjne var blide og varme og der lå et lille smil på hendes læber. "Lille Mattie er blev stor, huh?" sagde hun og prøvede at slå det hele lidt hen med lidt drilleri og hun blinkede kækt til ham imens hun havde et lille smil på læben.

Det første Matthew overhovedet kunne huske om Alex var hendes øjne, gik det op for ham, da de blågrønne øjne foran ham greb noget af lyset fra månen, og fik lyset til at danse i hendes blik. Hvor lang tid det var siden, kunne han ikke helt huske. 4-5 år måske. Måske endda mere, gik det op for ham, men den spinkle, farvestrålende pacifist, der ikke kunne forsvare sig selv, havde tydeligvist forvandlet sig til noget nær en kvinde. Han brændte efter at spørge om hvordan det var at være uden faktion, både fordi han var nysgerrig men også fordi det hele var lidt skræmmende. Han kiggede smilende op på hende, og mærkede varmen fylde sin krop. Hun var ikke bange for ham! Hans læber krusedes i et smil, og han kom til at grine med hende. Han puffede blidt til hende, og skubbede sig selv lidt væk, så han kunne læne sig op af muren bag ham. "Måske lidt for stort," indrømmede han og skar en grimasse. Han smilede skævt til hende. Det var som om hendes øjne blev mere blå når hun blev lettere sørgmodig, og mere grønne, når hun var munter eller glad, og lige nu så de mere blå end grønne ud. Hun måtte have det lidt ligesom ham. Det var ikke sikkert at være her, og Matthew kunne om muligt komme i endnu flere problemer end Alex, hvis nogen opdagede dem.
Tøvende kiggede han sig omkring, for at være sikker på, at de var alene. "Måske skulle vi gå et sted hen, der er mere..." Han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende med let rynkede øjenbryn, "sikkert." Afsluttede han mumlende.

Alex gengældte hans blå blik og kunne ikke lade være med at smile. Alt ved hende udstrålede bare glæde og munterhed. Mange ting havde ændret sig siden deres første møde, hun var ikke længere en forsvarsløs, lille og spinkel pige ... eller, hun var jo stadig lille! Men forsvarsløs var hun langt fra, hvilket hun kunne takke ham for, og former havde hun jo også fået, hun havde fået en talje, større hofter og bryster, hun var pænt glad for sin krop, selv sin højde var hun glad for, så blev hun ikke set så ofte og hun kunne komme ind på meget små steder og gemme sig, hvis det blev nødvendigt. Hun klukkede blidt over ham da hans læber trak op i et smil og hun havde intet imod det lille puf hun fik af ham, men betragtede ham bare med et par blide øjne. "Ikke noget du ikke kan klare," sagde hun blidt og det var tydeligt at se, at hun mente det. Hun var sikker på, at han ville klare det og sikkert allerede klarede det strålende. Det ville godt nok være et problem for hende, at han klarede det godt, men hun overlevede nok.
Hun så på ham og nikkede let til hans forslag. "Har du et sted vi kan gå hen?" spurgte hun i det hun rejste sig op og rakte ham sine hænder, for hun havde ikke glemt at hun havde ramt ham med sin kniv. Hun ville elske at invitere ham med hjem til hende, men... det kunne hun ikke. Han var skytsenglenes leder og hun var bange for hvilke problemer hun ville få hvis hun tog ham med til den forladte bydel og førte ham rundt derinde. "Så kan du også få de svar du godt vil have," sagde hun med et let smil da hun godt havde bemærket hvordan han ville spørge om noget, men ikke havde gjort det. Hun så stadig ned på ham og ventede på, at han tog hendes hænder.

Matthews øjenbryn rykkede sig op i en svag, munter bue, og han sugede gladelig hendes blide blik til sig. Det var ikke ofte at blidhed var en del af hans hverdag. Selvfølgelig var der fyldt med glæde og latter, men glæden var aldrig bare en blid, tilfreds og taknemmelig følelse, men mere en følelse af frihed og sammenhold. Han nikkede taknemmeligt til hendes kommentar, og smilede skævt tilbage. Det var tydeligt at han tvivlede på sig selv, og han var overrasket over, at han var ligeglad med, at Alex så det. Havde det været enhver anden, ville han ikke have vist sine følelser – han var trods alt en leder, og ingen ville tro på en leder, der ikke troede på sig selv.
Han nikkede tilbage til hende, og tog et fast greb i hendes hånd, for at hive sig på benene igen. Tøvende kiggede han op mod et af de højere lejlighedskomplekser. Han havde næsten en hel etage for sig selv, men den var højt oppe, og traditionen tro, var der ingen trapper. Han var ikke sikker på, at Alex ville kunne klare turen op, ved hjælp af reb, og han var bange for at komme til at larme og være klodset med sit skadede ben.
”Jeg har mit kontor,” sagde han bestemt, og kiggede den anden vej. Kontorbygningen var bygget ind i klippernes mur som mange af de andre bygninger, og her var der groft hakkede trapper.

Alex savnede selv at kunne slappe af i hverdagen, den selv samme blidhed som han savnede i sin hverdag savnede hun også. At være faktionsløs var et hårdt arbejde, det skabte lidt den samme sammenhold som mellem skytsengle, men det sammenhold hun havde med sin gruppe var på grund af overlevelse. Latter kunne også være en sjælden ting, især i de hårdere tider, nu hvor nogle af tunnellerne blev lukket og de måtte finde andre veje til at kunne komme uset rundt. Mange af de faktionsløse var beskidte og ikke ligefrem hygiejniske.
For Alex var Matthew stadig lidt en helt for hende, der var intet han ikke kunne klare i hendes øjne. Hun stolede på ham, hun vidste, at han sagtens ville kunne klare presset selvom det måske virkede hårdt for ham, så havde hun sin tillid i ham. Og hun var glad for at hun ikke skjulte sine følelser overfor hende, for han var trods alt en af de få som hun ikke skjulte sine følelser for.
Hun stillede sig bedre fast da han tog hendes hænder og hun hev til da han hev sig op. "Puha, du er blevet tung!" sagde hun med et grin og så op på ham med et varmt blik. På trods af situationens alvor, kunne hun ikke lade være med at grine lidt over det hele, for hun var ofte altid glad når hun var sammen med ham, som var der en byrde der blev løftet fra hendes skuldre.
Hun fulgte hans blik og så op ad skytsenglenes bygning og tænkte lidt det samme som ham, vejen derop ville være svært for dem begge at komme derop.
Da han sagde noget igen vendte hun blikket imod ham og gav ham et lille nik. "Du fører an, du store leder," sagde hun med et blink i øjet inden hun hurtigt smøg sig ind under hans arm på hans sårede side og lagde armen omkring hans liv. Hun var en lille sag, men svag var hun bestemt ikke.