Just like we talked about ~ Nathaniel

Sted: I de underjordiske gange.
Vejr: Skyfuld himmel udenfor, mørkt og dunkelt under jorden.
Tid: Tidlig aften
Omgivelser: Dunkle gange, døre og en hel masse snavs.

Alex havde bundet håret op i en knold, hvor nogle totter havde revet sig løs og lå omkring hendes ansigt og var trukket i noget tøj hvor farverne var mørkere og mere dæmpet. Hun var ikke så meget for lyse farver, hun trak kun i dem når hun skulle besøge sine forældre. Og det var en dag hvor hun virkelig havde brug for nogle gode råd, derfor havde hun kontaktet Nate, som jo var deres teamleder for spioner. Det var på grund af at nogle af tunellerne var blevet lukket ned og de manglede nogle nye flugtveje. Og så var det jo fordi hun stadig var lidt ny i sin post, hun var stadig ved at finde sig til rette og det hele. Hun så rundt imens hun stod lænet op ad en væg med det ene ben trukket op, så foden hvilede mod væggen, og armene krydset over brystet. De blågrønne var vagtsomme og gled hele tiden frem og tilbage.

//Håber det er noget du kan arbejde med

Nate kiggede tøvende op på himlen, der var begyndt at blive mørkere. Han bandede for sig selv, før han satte farten op. Nu var det godt 40 timer siden, han sidst havde sovet, gik det langsomt op for ham, mens han hoppede ned af en lille bakke med et stort buskads. Døren, der nu var foran ham, lå skjult for det blotte øje, og sådan skulle det gerne blive ved med at være.
Han var vant til mørket. Ikke nok med, at han nu havde været faktionsløs i godt 4 år, var han vokset op under jorden i Skytsenglenes faktion. Han sparkede let til en bunke snavs, mens han begav sig ned af en af de dunkle gange, og betragtede hvordan støvet hvirvlede op og prøvede på at fange det sidste lys fra indgangen lidt bag ham. Han var heldigvis kendt i gangene, og havde endda hjulpet Diana med at kortlægge dem, så han vidste præcis hvor han var hele turen igennem. Venstre, tænkte han, og kort tid efter viste hans mentale kort ham, at han skulle dreje til højre, og så fortsætte lige ud. Han lyttede intenst efter Alex, der havde sendt bud efter ham. Mest på grund af nysgerrighed, var han taget afsted for at se hende - også selvom det betød lidt flere timer uden søvn.

Alex havde for en gangs skyld fået en nogenlunde ordentlig nattesøvn, hun havde fået seks timer på øjet i løbet af forgående nat da hun også havde været ude at snuse rundt i nogle af de andre faktioner. Hun havde manglet en spand til at samle regnvand, og det havde skam også lykkes hende at finde én, den var godt nok stjålet, men hun havde ikke rigtig haft andre valg, hendes penge var sluppet op.
En let skraben afslørede at nogen var på vej og hun trak lidt nærmere ind i skyggerne, det eneste der egentlig ville afsløre hende ville være det blege ansigt og det røde hår, der var lidt mere synligt i mørket end det mørke tøj. Hendes øjne havde for længst vænnet sig til mørket og hun kunne godt se, at det var Nate der var på vej, og kort efter drejede han også om hjørnet så hun kunne se ham. Hun klikkede let med tungen, bare for lige at sige at hun var der, inden hun skubbede sig ud fra væggen og gik imod ham. Hun var helt ærligt lidt lettet over at han var kommet og ville mødes med hende, for hun regnede med, at han nok var den bedste til at diskutere de problemer med, som hun havde. Hun var en lille sag, det vidste hun godt, og han var et godt stykke højere end hende. Hun lod kort et blik glide omkring, for at sikre sig at der ikke var andre. "Der var ingen der fulgte efter dig?" spurgte hun i et roligt tonefald imens hun så på ham med sine blågrønne øjne. Det var ikke fordi hun ikke troede, at han kunne holde styr på det selv, hun ville bare ikke have, at den information hun havde endte alle mulige steder hen, før de fik gjort noget ved det. Hun var altid på den sikre side.

På trods af manglen på søvn, havde Nate ikke slækket på sine forholdsregler omkring total årvågenhed. Det var flere grunde til, at han var teamleder for spioner, og én af dem var, at han mestrede at bevæge sig lydløst, når han ville. Som barn i skytsenglenes faktion, havde gemmeleg været et favorit blandt hans venner, indtil de fandt ud af, at de aldrig kunne finde Nate, når først han havde fundet sig et gemmested. Han kendte til princippet, at folk stort set aldrig kiggede op, og han udnyttede altid skyggerne til at gemme sig i. Desuden var han god til at spotte bevægelser, og på vej ned i de underjordiske gange, havde han flere gange, ladet sit blik løbe hen over landskabet foran sig, for at spotte eventuelle bevægelser.
Det lette klik med tungen, fik ham til at smile, og han måtte indrømme, at det var en god måde, at gøre opmærksom på sig selv på. Han nikkede som hilsen til Alex, men nåede ikke at hilse ordenligt på hende, før hun slyngede et spørgsmål ud i mørket. Nate havde altid syntes at stemmer i mørke lød mærkeligt dumpe og stille. Han hævede skævt smilende et øjenbryn. "Selvfølgelig ikke," svarede han ærligt, og svaret kom måske nok til at lyde lidt tørt, men Nate kendte til vigtigheden af at være sikker, og han respekterede det. Spørgsmålet tjente dog også til formålet, at understrege, at der var problemer. Han kiggede undersøgende på Alex, og betragtede hendes blågrønne øjne, uden at få noget ud af dem.

Alex havde skam godt hørt om Nate, hun havde hørt rygterne om ham, hun vidste godt at han langt fra var tabt bag en vogn. Det var en af grundene til at hun var glad for at han var deres teamleder for spioner, og fordi hun stolede på deres leders, Diana's, dømmekraft, stolede hun på sin vis også på Nate, ikke så meget at hun ville turde at ligge sit liv i hans hænder, men stadig mere end de fleste, og tillid var noget der var svært at få hos Alex.
Men hun var selv ikke ligefrem tabt bag en vogn. Hun vidste bedre end at råbe op midt i det hele for at få hans opmærksomhed eller bruge navne, væggene kunne have øre og hun ville jo ikke have at andre skulle fatte hvad der blev snakket om. Hun gav ham selv et lille nik efter at han havde svaret på hendes spørgsmål og kom så med et lille : "Godt." Og så på ham et kort øjeblik. Hun tvivlede ikke på hans ord, hun skulle bare lige selv finde sine. "De har planer om at lukke tunnellerne ind til skytsenglene," sagde hun uden anden indledning, hun var ikke typen der pakkede tingene ind. "Vi kommer til at mangle indgange hvor vi kan komme ind uden at blive set." Hun bed tænderne let sammen da hun tænkte på problemerne ved det. Mange forskellige faktionsløse tog tunnellerne og smuttede op i træningssalen hos skytsenglene for at træne i nattens mulm og mørke. Hun havde selv gjort det til tider, hun ville jo godt holde sig i form. De blågrønne øjne betragtede ham alvorligt.