Time to get back Rachelle!

Rachelle kunne tydeligt mærke hende hjerte hamre mod hendes bryst. Det var bestemt ikke en følelse, som hun brød sig meget om. Den var ubehagelig, gjorde sådan så hun nærmest ikke kunne få vejret. Hun sammenlignede det tit med adrenalin, den fik din puls i gang og gjorde sådan, så dit hjerte bankede enormt hurtigt, dog var dette den modsatte form for adrenalin. Man blev ikke fyldt med lyst til at gøre ting. Man blev fyldt med frygt.
Hun pressede læberne sammen og sænkede sit blik, hvorefter hun rettede det mod Bradley. Hun nikkede bekræftende til ham, for at indikere, at hun var med, og fulgte derefter hans instrukser om, hvor hun skulle gå hen. Hun stillede sig tilrette, tog en dybånding endnu engang, og gjorde sig klar til hendes næste ordre. Hun vidste langt fra, hvad hun selv skulle gøre i denne situation, så hun måtte vel gøre hvad hun kunne, og derfor følge Bradley instrukser og måder at gøre tingene på. Hun havde trods alt intet andet valgt. Hun ville ikke risikere at Bradley fandt ud af, at hun var rædselsslagen for at blive overfaldt af en flok faktionløse, hvad ville han dog ikke tro om hende? Hun var altid hårdhudet, sørgede altid for at fremstå som en stærk og modig skytsengel, så hvad ville folk ikke tro om hende, når de fandt ud af, at hun var bange for sølle faktionløse? Hun ville ikke vide det. Aldrig nogensinde. Det var langt fra en behagelig frygt at have.

Efter sine mange års træning var det ikke svært for Bradley at liste sig ind på den nærmeste faktionsløse og slå vedkommende bevidstløs. Mest af alt havde han lyst til at kvæle livet ud af vedkommende, men det ville tage for lang tid og der var heller ingen grund til det. Efter at have fundet en kniv på vedkommende, fortsatte han med et godt greb om kniven. Selv imod et gevær var Bradley sikker på at det nok skulle gå. Han havde træning, det havde de faktionsløse ikke.
Der gik ikke lang tid før han fik spottet et par nye faktionsløse, et par stykker med våben. Efter hurtigt at have kigget sig omkring, greb han en dåse og kastede den imod nogle andre, så den skabte larm. Før dåsen landede i de andre, gemte han sig bag en mur og ventede tålmodigt på at der skulle komme en af de faktionsløse forbi. Imens det skete, forsøgte han også at finde Rachellem, men det var ikke helt let når man var inde imellem de mange bygninger.
Da den faktionsløse kom, viste heldet sig også at være med Bradley, der greb ud efter manden og fik vredet våbnet ud af hånden på den overrasket mand. Uden meget larm fik han hugget kniven ind i halsen på manden og var derefter i besiddelse af både kniv og gevær. Tilfreds med udbyttet skiftede han fokus. Han skulle have fat på Rachelle. Han tvivlede ikke på hun selv kunne klare sig, men han ville nu gerne vide hvor hun befandt sig henne. Lykkes det ham at finde hende, ville hun få kniven, havde hun ikke selv fået et våben. Jobbet var endnu ikke færdig. De faktionsløse havde stadig våben, dem skulle skytsenglene have tilbage.

Situationen var måske ikke lige det, som Rachelle havde tænkt sig at være i, men hun var absolut ikke kujon. Det var ikke for sjov, at hun havde fået tatoveret to løver på kroppen, de var der jo til at styrke hende. Alle hendes tatoveringer havde en betydning bag sig, og de var alle sammen med til at styrke hende. Dog følte hun sig stadig som en kujon.
En faktionløs tog fat om hende bagfra og svingede sine arme om halsen på hende. Et råb forlod hendes læber, og hendes hjerte spurtede af sted. Nu var det tid til at være modig. Hun hamrede en albue ind mod den faktionløses mave. Hun kunne høre på den faktionløses råb, at det var en mand. Hans greb om hendes hals løsnede sig lidt, og hun tog chancen til at vride sig ud af hans hænder, og derefter vende sig om, og tvinge hans arme bag ryggen på ham. Hun sparkede ham bag det ene knæ, så han faldt sammen. Hun pressede ham hårdt ned mod jorden, imens han bad om nåde og andre sølle ting. Vrede skinnede gennem hendes øjne, og havde hun blot en pistol, havde hun skudt ham på stedet. Dog var det ikke noget, som hun ville tage stilling til. Det var noget hun ville lade Bradley bestemme. "Brad! Herover!" kaldte hun og afventede ham. Så kunne han bestemme den faktionløses mands skæbne. Han var trods alt hendes overordnede.

Ved lyden af Rachelles stemme hvilede Bradley rundt og forsøgte at finde hende. Da han endelig fik øje på hende løb han hen og rakte hende kniven og placerede sit geværs løb i panden på den faktionsløse. "Hvor gemmer i geværene?" Forlangte han at vide med en kold hård tone. Fik han ikke noget tilfredsstillende svar ville han trykke på aftrækkeren uden at fortrække en mine. Havde han derimod noget at byde på, kunne han få lov til at gå ud og fortælle om hvor farlig skytsenglene var. Det ville passe Bradley godt og han var derfor glad da den faktionsløse hostede op med et par navne på nogle folk der var højt oppe i projektet.
Efter manden var løbet væk vente Bradley sig imod Rachelle og betragtede hende. "Vi kan fortsætte med at jagte dem eller vi kan tage tilbage og få fat på nogle våben, for så at vende tilbage." Hvad de skulle ville være op til hende. For Bradley var der ingen mulighed for at lade det ligge og tage hjem og tænke. Han mente det ville være det samme som bare at lade et skyldigt offer gå. At krybe væk med halen imellem bene. Sådan skulle en skytsengel ikke være.

Så snart Rachelle fik øje på Bradley, begyndte hun at slappe af. Hvert skridt han tog, var ikke hurtige nok for hende. Hvert eneste sekund der gik, hvor hun var alene med den faktionløse, uroliggjorde hende mere og mere. Da Bradley blev færdig med at udspørge den fremmede mand, rejste hun sig op, hev ham med sig, og slap ham først da hun stod på begge sine ben. Hendes ansigtsudtryk var stadig det samme, vredt, for Bradley skulle ikke afsløre hende nu. Hendes blik fulgte den faktionløse, indtil han var ude af syne. Hun vendte derefter sit blik mod sin overordnede og lagde armene over kors. I hendes hoved råbte og skreg hun, der var absolut ikke nogen tale om, at de skulle fortsætte med at jagte faktionløse, men hun viste det ikke. Hun nikkede kort og slog blikket ned mod hendes fødder. "Jeg skal bare have et skydevåben, så er jeg klar" svarede hun ham, og begyndte at spejde efter et våben. Rachelle var god i nærkamp, men havde hun også et skydevåben, så var hun næsten uovervindelig. Det gav hende så mange fordele, og så var det jo heller ikke så værst, at al blodet fra hendes offer ikke sprøjtede på hende, som det eller ville have gjort, hvis hun altså havde stukket vedkommende ned med en kniv eller andet.

Jamen hvis det var det eneste der manglede. Bradley nikkede kort, tog kniven han lige havde givet hende, og byttede den ud med geværet i sin hånd. Han var sikker på at han nok skulle klare sig uden noget gevær lidt endnu. Han havde det selv helt fint med nærkamp og en kniv kunne også kastes. Plus den var lettere og langt mere handy end et gevær på visse områder. Fordi de faktionsløs område ikke var noget omfattende teknisk område, mente han også at en kniv ville være tilstrækkeligt. Et gevær var bare en luksus som gjorde arbejdet lettere.
"Godt så, vi har nogle navne, så skal vi bare finde nogle flere faktionsløse." Han pressede bladet på kniven ind under hans buksekant. Ikke helt uden risiko, men han ville heller ikke løbe rundt og flagre med den kniv foran næsen på alle de andre faktioner. Geværer kunne holdes på en fredfuldt måde, det var lidt svære med et kniv, for nå sådan en var trukket var de fleste klar over at der måtte være noget på færre. Han håbede derfor at Rachelle kunne finde ud af at styre sit ny-anskaffet våben, hvilket han dog ikke havde meget tvivl omkring. Hun var træner for aspiranter og styrede muren. Hun var en talentfuld kvinde der vidste hvad hun gjorde eller også var hun bare pokkers god til at narre resten af faktionen.

Rachelle tog imod geværet og vejede det hurtigt i sine hænder. Det var en ren vane for hende, altid vej våbnet inden du bruger det. Selv hvis hun var i nærkamp og hurtigt skulle have et våben, ville hun skynde sig at finde et, eller tage sin modstanders, tage et sekund eller to til at veje det, og så bruge det. Det gav hende mere kontrol, og hun rammede mere korrekt hvis hun gjorde det. Det var en af grundene til, at hun var suveræn til at sigte og også ramme.
Hun pressede hælen på geværet mod hendes højre skulder, og holdt skæftet med den venstre hånd, imens den højre hånd var omkring aftrækkeren. Man ville kalde det farligt at have fingeren på aftrækkeren, da den let kunne "komme til" at blive trykket, men ikke i Rachelles tilfælde. Det var ikke for sjov at hun var en trænet skytsengel, eller at hun havde to jobs. Hun kunne sit kram, og der var intet, som hun "kom til". Intet uheldigt ville ske for hende, når det gjaldt håndtering af våben, fordi hun havde kontrol over det. Selv hvis hun blev forskrækket, hendes sanser var så skarpe, at hun ville kunne skelne mellem, om noget eller nogen skulle skyder, eller ikke. Sådan var det bare.
"Du fører an" sagde hun og kiggede op på ham afventende.

Vældig tilfreds over at have fået den ledende rolle, begyndte Bradley at gå ned igennem gaderne. Først lidt på må og få, men til sidst lidt mere målrettet. Puritaterne havde det med at give de faktionsløse noget mad, så forhåbentligt kunne man finde nogle der og bruge dem til at finde vej. Det var bare letter sagt end gjort, for hver gang de bare nærmede sig forsvandt de faktionsløse som mus for katten, noget der under normale omstændigheder ville have frembragt en hånlig latter, men fordi han pludselig faktisk skulle bruge dem, irriterede det ham. Flere gange greb han sig selv i at have lyst til at kaste en kniv efter nogle for at få dem til at stoppe så han kunne snakke med dem.
"Hvad er der med folk i dag?" Vrisserede han til sidst irriteret og snurrede rundt og kiggede på Rachelle. "Kan du få nogle til at tale? Er det fordi jeg er en mand?" Tordnede han videre, som om hele verden var uretfærdig imod ham. Hvis Rachelle var oplagt på at forsøge at få nogle til at tale, ville Bradley sende hende af sted. Selv ville han så læne sig op af en mur og vente til hun forhåbentligt kom tilbage med nogle informationer. Var hun ikke interesseret i at forsøge sig med sine overtagelsesevner ville han lede dem ud af byen og så slå sig ned til der selv kom en mus i fælden.