It's really you! ~~ Matthew

Matthew sendte hende et hævet øjenbryn, men kunne ikke holde den påtagede fornærmede mine særlig længe, før han begyndte at klukke over hende. ”Og du er blevet stærk,” påpegede han, og smilede skævt til hendes varme blik. Han havde altid været dårlig til at være alvorlig længere tid af gangen, og han var absolut ikke en person, der bar nag i flere år. Selvfølgelig havde han en professionel alvorlighed, når det var nødvendigt, men det var også kun rent forretningsmæssigt. Man kunne jo ikke have en leder, der ikke tog noget seriøst. Den form for alvorlige ting, han aldrig rigtig havde været god til, var eksempler som denne. Han vidste selvfølgelig godt at det hele kunne udvikle sig i drastiske vendinger, men som en optimistisk realist, var det en ting han ville tage stilling til, hvis det skete. Det havde altid været hans livsfilosofi. Én dag af gangen, én ting af gangen; hvis noget går galt, så fikser du det såmænd bare i situationen. Nu var han også opvokset et sted med konstant frihed til at gøre skøre og dumdristige ting, og det var muligvis den opvækst, der fik ham til at tage let på tingene.
Han sendte hende et kort, varmt blik, mens hun kiggede op mod bygningen, og smilede tilfredst, da hun igen kiggede på ham, og de fik øjenkontakt. Han måtte modstå trangen til at himle med øjnene ved hendes sidste kommentar, men smilede i stedet med et hævet øjenbryn. ”Det må jeg nok sige,” kommenterede han klukkende, og lod hende hjælpe ham. Han brød sig ikke altid om at få hjælp, og havde selvfølgelig sagtens kunne klare turen selv, men han lod hende hjælpe under alle omstændigheder. Dog sørgede han for ikke at putte for meget vægt mod hendes side, da de begyndte at gå – eller humpe, som han gjorde.

Alex kunne ikke lade være med at le, først over hans fornærmede mine og så hans kommentar. Så da hun havde hjulpet ham op, slap hun hans hænder og løftede den ene arm op og viste sine muskler inden hun kyssede bulen, der tydeligt kunne ses. "Jeg er stolt af mine muller!" sagde hun med en latter, som hun prøvede at dæmpe lidt imens hun sænkede armen igen. Hun kunne selv godt holde et alvorligt ansigt længe, men hun foretrak at lade være. Hun kunne faktisk godt lide at lave lidt sjov med det hele og bare more sig, der var bare ikke altid tid til det.
Hun savnede faktisk skyttenglelivet, med alle udfordringerne og muligheden for bare at gøre dumme ting. Det lød måske mærkeligt, men det var rart bare at kunne gøre et eller andet skørt, som måske kunne få dig til at miste livet, hvis de gjorde noget forkert, men der var et sus over det, et sus hun faktisk savnede. I øjeblikket bestod hendes udfordringer i at finde mad til en stor mængde mennesker, andre faktionsløse, og lavede hun en fejl, kunne det ligefrem koste liv, måske lidt ekstremt, men overdrivelse fremmer forståelse til tider. Et lille suk forlod hendes læber ved tanken og hun mærkede igen noget af den store byrde der lå på hendes skulder.
Hun var glad for, at han lod hende hjælpe ham, og hun klukkede over hans ord. Hun kunne godt mærke, at han sørgede for ikke at ligge for meget vægt over på hende, men hun sagde ikke noget til det. Hun holdt lidt fat i hans trøje da de begyndte at gå og sagde ikke mere. Hun sørgede bare for at de kom fremad og kunne ikke lade være med at skæve til hans lår, der hvor hun havde ramt ham. Nej, hvor var hun glad for, at hun ikke var gået efter en pulsåre.

Matthew klukkede let over hendes kommentar, og nikkede gentagne gange. "Det er også imponerende smukke muller, du har dig!" Svarede han med et bredt smil. Selv var han meget muskuløs, specielt i arme, skuldre og mave, da han klatrede meget, og ofte kæmpede nærkampe i stedet for at skyde med våben.
Han humpede trofast afsted, og fjernede ikke blikket fra klippemuren med hans kontor. Det ville absolut blive lidt af en prøvelse. Han anede ikke hvor stærk Alex var blevet, og han vidste ikke om hun kunne klatre i reb eller på klipper, men måtte bare sætte sin tiltro til, at hun i hvert fald kunne lære det. I mørket ville ingen alligevel kunne se at hun var en faktionsløs, trøstede han sig selv med, hvis nu én eller anden altså stak hovedet ud for at se hvem der skramlede. Det var måske det største problem, indså han, hvis de larmede for meget. Han var smidig og adræt og havde øvet sig meget i at være lydløs gennem årene - det vidste folk godt, og havde respekt for det, så hvis de så ham tumle opad, ville de vide, der var noget galt. Han fnøs for sig selv, og funderede videre over problemet, da en løsning pludselig faldt ham ind.
"Okay," sagde han, og dæmpede sig denne gang lidt mere, da de trods alt kom tættere på de mere beboede områder. Han løftede en hånd og pegede mod bygningen hvor hans kontor lå i. "Hvis du ser det tredje vindue dér, på 5. etage, så er det der vi skal op," startede han, og skævede til hende for at se hendes reaktion. "Der er både reb og indhak i stenmuren, men der er kun to reb, der går helt op, så jeg forslår at du simpelthen går først," forklarede han, og spidsede tænksomt læberne. "Hvis du bruger begge reb og samtidig finder fodfæste i klippemuren, burde det ikke være helt svært at komme op, okay?"

Alex kunne ikke lade være med at komme med en blid latter over hans kommentar og hun så på ham med et bredt og glad smil. "Jeg takker mange gange!" sagde hun med smilende øjne. Hun havde godt bemærket at han var muskuløs, men det havde han jo altid været, lige så længe hun kunne huske det, men det hørte jo også med til at være skytsengel, hvilket hun jo hurtigt erfarede da hun selv var det. Og hun selv havde stadig sine muskler, de var bare en anelse mere senede da hun ikke ligefrem var fuldstændig velernæret som hun  havde været en gang, mad var jo ikke noget der var fuldstændig tilgængeligt når man levede som faktionsløs. Men selv nu var hendes muskler mere smidige, hun var bedre til at kaste med sine knive eller løbe. Hun havde lært at bruge modstanderes styrke imod dem, det var hendes eneste styrke i nærkamp, for med sine 1,54 var det ikke ligefrem særlig nemt for hende at vinde. Eller bare klare sig uden at blive slået til hakkemos.
Hun holdte stadig godt fast i ham og prøvede at gøre alt hun kunne for at lette vægten for ham. Hun vendte straks blikket mod ham da han begyndte at snakke igen, og lyttede til hans dæmpede stemme og da hun fulgte hans finger, hævede hun bare øjenbrynet lidt. Hun sank en klump imens noget af farven forsvandt fra hendes ansigt, hun håbede bare, at det stadig var mørkt nok til, at han ikke kunne se det. Hun nikkede kort inden hun vendte blikket tilbage imod ham. "Og hvordan kommer du op?" spurgte hun lettere bekymret og så kort ned mod hans ben inden hun så op på ham igen med et skyldbetynget blik. "Eller skal jeg hente noget deroppe?"

Matthew kunne ikke lade være med at smile over hendes muntre svar, og han betragtede hende kort ud af siden af sit synsfelt. De lysende øjne gav ham en glad knude i maven, en følelse mange måske beskrev som sommerfugle, men det havde altid faldt ham en plat beskrivelse af følelsen. Det var som om et lille, sort hul sugede alt vreden ud af kroppen og kun gav plads til en kortvarig, lykkelig følelse, der kunne varme helt ud til fingerspidserne. Noget der ikke helt havde ændret sig, var hendes højde, konstaterede Matthew muntert. Selvfølgelig var hun vokset, men hun var stadig lille og spinkel - nu også tynd på grund af den manglende mad. Et kort stik af dårlig samvittighed ramte ham, men han sørgede hurtigt for at få styr på hans ansigt, så hun ikke kunne se det korte glimt i hans øjne. Stadig støttede han sig halvt til hende, en smule bange for at mase den spinkle krop selvom han udemærket vidste, at han undervurderede hendes evner. For ham var der inderst inde stadig den lille hjælpeløse pige han var stødt på for mange år siden.
Matthew tøvede kort. Hendes spørgsmål havde han faktisk ikke tænkt over. Så længe hun var i sikkerhed, var det nok for ham, men måske kunne hun netop kaste noget ned til ham. Han fik et let 'v' imellem øjenbrynene, mens han fordøjede spørgsmålet.
"Jeg må..." Han lagde hovedet på skrå, og kastede et blik hen på de to reb, "Jeg må hive mig op i armene," tænkte han højt.

Alex lagde ikke mærke til da det korte glimt af dårlig samvittighed i hans blik da han så var tynd hun var blevet. Hun så stadig ligeud og havde en varm følelse i mellemgulvet, en lidt summende, kildrende følelse, som hun næsten altid forbandt med ham. Hun var bare glad for at være sammen med ham igen, for at kunne se ham og snakke med ham, for hun havde virkelig savnet ham. Hun var glad når hun var sammen med ham. Uden helt at tænke over det, samlede hun en lille kugle af hans bluse i hånden, bare for at være helt sikker på, at han faktisk var der og for at kunne holde ham bedre fast og støtte ham.
Hun så op på ham for at se på ham imens han svarede og hun så hvordan han fik det lille 'v' mellem øjenbrynene. "Og det tror du virkelig at jeg vil lade dig gøre?" spurgte hun med et let hævet øjenbryn. "Der må være et andet sted vi kan være, og hvor vi har mulighed for at snakke uforstyrret." Hun rynkede selv brynet og så ned i jorden imens hun tænkte. De kunne bestemt ikke tage hjem til hvor hun boede, det var midt hos de faktionsløse's hovedstad, hvis man kunne kalde det sådan. Godt nok stolede hun på ham og ville turde, at ligge sit liv i hans hænder, men de andres? Han var trods alt skytteenglenes leder, han havde pligt til at fjerne modstandsbevægelsen, fjerne de faktionløses leder. Hun blev trist da det gik op til hende at hun aldrig rigtigt ville kunne fortælle ham om sit liv blandt de faktionløse, om hendes team-leder post. Men før hun så op på ham havde hun fået styr på sit blik og følelserne i hendes ansigt. Han måtte ikke se hende trist nu, der var ikke tid til det, de skulle finde et sted hvor de kunne forbinde hans ben. Hun så på ham med et ubeslutsom ben; Hvad skulle de gøre?

Matthew kneb læberne sammen og smilede en smule opgivende. Det var ikke ofte at man fik sådan en kommentar i Skytsenglenes faktion. 'Og det tror du virkelig at jeg vil lade dig gøre?' Aldrig i livet om han ville komme til at høre en skytsengel sige den sætning, han ville højst få et 'det er dumdristigt, tag dig sammen' eller mere realistisk set 'ha! det kan du ikke gøre, det er simpelthen umuligt.' Men den form for bekymring og medmenneskelighed, Alex konstant viste ham, gjorde ham på én måde jaloux på at se verden som hun så den, men det gik på samme tid op for ham, at de følelser måske ville kunne gøre skytsenglene svagere - og tanken var skræmmende. Måske var det skytsenglenes mangel på empati og sympati, der gjorde dem stærke. Han lagde beroligende en hånd over hendes hånd, der holdt fast i hans trøje, og nikkede overbevisende til hende. "Det er ikke værre end en træningsøvelse," fastslog han, "jeg kan godt komme op i armene, og mit ene ben fungerer også udemærket."
Han betvivlede ikke sine egne evner overhovedet, det ville på ingen måde være en umulig opgave at komme op for ham, men han frygtede for Alex. Ville hun kunne gøre det? Hun havde så fine hænder, og han anede ikke om hun ville glide, hvilket forvandlede den glade følelse i maven på ham, til en knugende, hård kugle af frygt. Han spændte i kæben. De kunne gøre det sammen, tænkte han, for så ville han kunne nå at gribe hende, hvis hun gled, og hjælpe hvis hun mistede fodfæste.
"Vi gør det sammen," konstaterede han, og sendte hende et hurtigt smil. Han påpegede ikke glimtet af sørgmodighed, han havde fanget i hendes øjne. "Du kravler op først, og jeg er lige under dig mens du klatrer, okay?"

Alex vidste godt hun ikke det mindste mindede om den skytsengel hun havde været engang, hun tænkte mere på andre, det var jo egentlig hendes job nu, hun var en af dem der måtte tænker på andre før hende selv, det var også derfor hun så hurtigt havde fået team-leder posten efter at den foregående var blevet fanget. Hun tænkte nemlig på andre og så var hun ikke ligefrem særlig nem at knække, hvilket også var lidt takket været hendes korte træning som skytsengel. Dog kunne hun stadig godt sætte følelserne til side, hvis det var dét der skulle til, men ikke når det gjaldt Mattie. Han var en af hendes svageste punkter, hvis ikke det største, hvilket hun godt vidste var et stort problem når det hele nu så ud som det gjorde. De levede jo hvert sit liv, på hver sin side af den samme sag.
Da han lagde sin hånd ovenpå hendes, blev hun revet ud ad sine tanker og så ham op i øjnene og en lille rynke viste sig mellem hendes bryn. Hun åbnede munden for at komme med modsigelser, men endte bare med at udstøde en utilfreds lyd og kigge skulende på ham et øjeblik. "Fint," sagde hun, meget modvilligt. "Men hvis der sker noget med dig, vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv." Hun så på ham med et alvorligt glimt i sine blågrønne øjne. Hun var ikke nervøs for sig selv, hun vidste hun godt kunne klare det, måske ville det blive lidt anstrengende, men hun havde altid elsket udfordringer og hun så klatringen op til hans kontor som intet mindre end dét.
Hun stoppede op da de var nået til begyndelsen af opstigningen og kiggede op på ham og sendte ham et lille smil igen. Hun nikkede kort, gav hans hånd et lille klem inden hun gav slip på ham. "Okay, så lad os begynde," sagde hun og klappede sig let i hænderne med et let påtaget opstemthed. Med et kort blik opad takkede hun guderne og hvermand for at hun ikke ligefrem havde højdeskræk, rullede en gang med skuldrene imens hun lokaliserede det reb der førte op til hans kontor. Hun var trods alt ikke totalt uvidende omkring at finde rundt i hans kvarter. Idet hun lagde hænderne på rebet, så hun på ham og sendte ham et lille, dog bekymret, smil. "Vi ses på den anden side," sagde hun med et lille, drillende blink med øjet inden hun vendte blikket opad og hev sig op og samlede benene omkring rebet og fortsatte turen opad. Musklerne kunne tydeligt ses under huden og demonstrerede at hun ikke var så svag som hun så ud, hun kunne let bære sin egen vægt, og at hun ikke vejede særligt meget, så hjalp det skam også lidt.