What a cruel world we live in ~ Cara

Tid: Middagstid
Sted: Gaderne midt inde i byen, tæt ved knudepunktet
Vejr: Sol, kølig vind.
Omgivelser: En masse mennesker fra forskellige faktioner.

Alex's kinder var røde af irritation og vrede, og var næsten samme farve som hendes hår efterhånden. Tøjet var i mørke og neutrale farver og hun kunne let ligne en skytsengel, men disse fyre fra Intelligentsia havde gættet sig til, at det var hun ikke. Og det var jo ikke fordi det var løgn, det var ikke derfor hun var vred. De anklagede hende for at stjæle en af deres frugter. Frugter hun tilfældigvis havde i sin pose, de sagde, at det var hende der havde taget dem, men i virkeligheden havde hun selv været nede og plukket dem i frugthaverne hos Pacifisterne og havde tænkt, at hun da bare kunne gå en tur gennem byen før hun tog hjemad, fredeligt og roligt, og så var de tre klaphatte dukket op og anklaget. Hun knyttede næverne for ikke at lade sit temperament løbe af med sig og slå ud efter en af dem, for selvom hun havde fået god træning, så var de tre... og de var alle sammen højere og, for ikke at nævne det, bredere end hun var. Hun ville ikke have en chance. "Det er fandeme ikke min skyld at I idioter ikke kan holde på jeres egne frugter," hvislede hun ud gennem sine sammenbidte tænder. Hun holdte sin pose lidt bag sig, hun ville ikke have at de tog dem fra hende, så ville hun være nødt til at gå hele vejen tilbage igen før hun kunne tage hjem, og hun var ved at være træt, hvilket kun gjorde hende mere ilter. "Nåh, den lille pige har tænder," sagde fyren længst til venstre, hånligt, imens de alle tre gik imod hende, som rovdyr der kredsede om deres bytte. Hun skulle væk, og det skulle være hurtigt, men ingen kom hende til hjælp, for hun var jo intet andet end en nyttesløs faktionsløs i deres øjne. Tårene sved i hendes øjne, men det var ikke sørgmodighed, det var vrede imod det samfund hun levede i. Hun blev ved med at gå bag ud, men vidste godt, at hun snart ikke kunne gå længere, væggen kom nærmere og nærmere, men det samme gjorde fyrene. "Bare giv os vores ting tilbage, så skal vi nok gå igen," sagde en af de andre, fuldstændig sukkersødt og indsmigrende, som om han snakkede til et lille barn. Det gjorde hende bare endnu vredere og nu varede det ikke længe før hun satte et slag ind, hun havde alligevel tabt uanset hvad, der var ingen der ville komme hende til hjælp.