I didn't mean to... ~ Bradley

t: omkring halv tre om morgenen
s: træningslokalerne i Skytsengledistriktet
o: træingslokalet...?
v: udenfor regner det voldsomt.

Hun vidste at nogen måtte træne på dette tidspunkt at døgnet, men hun havde virkelig brug for at slappe af.
Mens hun udnyttede de ældste faciliteter der var i træningslokalerne, var hun kun iført jeans der var klippede af alt for højt så de knap dækkede, bare fødder og en træningsbh.
Hendes skulderlange vilde krøller hang løst i hele hendes ansigt, mens hun trænede en smule med en alt for gammel sandsæk.

Aggressioner var der nok af - alle mere latterlige end de forrige.
En dum kommentar, et blik hun tog som fornærmende.
Hun endte med at placere et slag skævt og fik hånden til at glide så hun snublede og landede på albuerne. Hun snerrede højlydt og frustreret.

At have en af de aftner hvor man ikke kunne sove og først erkendte det når halvdelen af natten allerede var gået, var et rent helved! Alt den tid man kunne have brugt på alt muligt andet end bare at rode rundt i sengen var split og han ville aldrig få den igen. Nok var han ikke typen der var bange for at tiden løb fra ham, men han fortrak nu at bruge sin tid på noget han kunne lide at lave, hvilke ikke betød at rode rundt i sin seng for ingen verdens nytte. Derfor havde han taget den beslutning, omkring klokken to om natten, at han ville tage ned i træningslokalet og få brugt noget af alt den energi der var begyndt at hope sig op i hans krop.
Med træningstasken over skulderen ankom han til ankomsthallen hvor han hurtig forsvandt hen i omklædningsrummet. Der skiftede han til et par løse bukser og en t-shirt. Svømning ville han vente med til sener. Det var ikke morgenbad han skulle have. Ikke friskes op men gøres træt så han måske kunne få et par timer før morgenen begyndte og der nok var endnu en hård dag at vente.
Selv var Bradley sjældent i i den gamle del af træningsbygningen, han fortrak det nye træningslegetøj og ville derfor hurtig passere igennem det gamle område, hvor folk der ikke havde viden indenfor træning ofte var i gang. Stilheden havde han troet ville være hans følgesvend rasten af natten og derfor kom det meget bag på ham, at høre lyden fra en anden der trænede. Det var ikke til at tage fejl af. Slagene og vejrtrækningerne. En kvinde. Ikke tungt og hårdt nok til at være en mand. Ikke en fra hans faktion.
Den lille smugle træthed han måske havde samlet ved at komme ud af døren og skifte tøj, forsvandt som dug fra solen da hans nysgerrighed tog over og han veg fra sin sti. Uden at forsøge at skjule lyden af sine skridt, nærmede han sig kilden til lyden. En kvinde med mørkt krøllet hår, som gik lige på næsen da han trådte frem imod hende. Han gjorde ingen mine til at ville hjælpe hende op. "Hvad laver du her?"

Hun stirrede først på ham, efter hans spørgsmål.
''Hvad ligner det?'' spurgte hun, mens hun fik rejst sig uden hans hjælp.
Hun sukkede kort. Endnu en skytsengel. Som om det ikke var nok at hun havde mødt en nede i undergrundsgangene.
''slap af, slap af, jeg går nu.'' sagde hun så.
Tasken stod ikke mere end få meter fra dem, men han var nok hurtigere end hende, hvis hun valgte at trække våben - derfor stod hun bare og så på ham. Hun var ikke særlig høj, og tyndt bygget. I forhold til hans muskuløse krop, ville hun hurtigt tabe.
Hun var tæt på at stamme, når hun talte med fremmede, og det eneste der virkede mod det, var at være aggressiv.
hun så kort på ham, betragtede hans gyldne hår og dybe øjne.
Så bakkede hun ellers væk, tilbage mod sin taske, hvor hendes jeans, støvler og jakke lå i.
Hun tog støvlerne op men tog dem ikke på. Hun respekterede rummet for meget til at hun ville svine det til med sine beskidte støvler.
Uden at sige mere, lukkede hun tasken og tog den over skulderen, på vej til at gå.
''Held og lykke med træningen.'' hun nikkede kort, en smule sarkastisk, til ham inden hun begyndte at gå. Desværre var der langt nok hen til døren, at han nemt kunne stoppe hende hvis han ville.

Ingen tvivl om at Bradley fandt det morsomt at pigen virkede så bange ham til trods for hendes rapkæftet svar. Hans mundvige var hævet i et flabet grin, mens han kiggede på at hun fumlede med at få sig taget sammen til at komme væk. "Der er da ingen grund til at gå. Alle er velkommen her." Han slog ud imod rummet i en venlig gestus, selvom hans ansigt absolut ikke så venligt og velkomment ud. Ingen tvivl om at katten lige havde fundet en mus at lege med.
Det blev ikke bedre da pigen begyndte at bakke tilbage, som en hund der havde stukket halen imellem bene. Bradley kunne ikke holde sin latter tilbage. Den slap ud fra hans læber. Først da han følte han var færdig med at le, åbnede han munde for at tale igen. "Du kan da træne sammen med mig." Det ville være en fæl fejltagelse at tro at det var fordi han ville det godt, hvilke han heller ikke forsøgte at skjule. Han var gået godt i gang med sin lille leg. Se hvor meget han kunne presse hende før hun brød sammen. 
Han trådte hen imod hende. Lige foran så han blorkerede hendes direkte vej hen imod udgangen.

Hun stirrede på ham, en smule forvirret. Hun var på skytsenglenes grund, og alligevel lod han hende blive?
Hun stirrede bare på ham, i et tøvende øjeblik.
"Fint." Hun lod tasken falde til gulvet og så udfordrende på ham.
Hun ville gerne se, hvordan han kunne tro at hun egentlig ville træne med ham.
"Hvad har du så tænkt dig at vi skal træne?" Han lignede typen til vægte - ikke hendes kop te. Men hvis han nu sagde... Kickboxing. Så var hun jo langt mere end frisk.
Hun stillede støvlerne fra sig, oven på sin taske, og så igen på ham, udfordrende.

/undskyld kort svar, skriver fra en ipad.//

Det var en skam at hun ikke havde gjort mere modstand, det kunne have været sjovt, men på den anden side gjorde det heller ikke noget. Så kunne han lege the-good-guy lidt endnu, selvom han ikke var sikker på hun virkelig troede han var det. Han havde heller ikke just forsøgt at overbevise hende om at det var tilfælde. Hun så heller ikke helt tabt ud, så hun troede sikkert ikke på ham. Hendes ord lød ikke just således. Måske kunne han ændre det? 
"Lige hvad du har lyst til." Igen var tonen alt for venlig og næsten sukkersød til at det kunne være sandt. "Der er jo også andre træningsmuligheder end at slå til en sæk." Bradley forstod værdien af at øge sin fysiske styrke, sine slag, men i længden kom man ikke langt hvis det var det eneste man ville. Man skulle også have smidighed og meget andet. Det fungerede, for ham, som når man lavede mad. Der skulle lidt af alt muligt før det gav et godt resultat. 

// intet problem, bare skriv hvad du føler for. Så er det jo sjovest :-)

Hun vidste at han ikke var ude på at være venlig, det var de aldrig.
Enten var han ude på at voldtage hende - det skulle ikke være første gang det var sket for hende - ellers var han ude på at få en smule glæde i sit sølle liv, ved at vise hvor overlegen han var overfor hende.
Hun bed kort i sin underlæbe, et tydeligt tegn på at hun var splittet. At træne med en skytsengel kunne give hende en fordel senere, men det kunne også være risikabelt.
''Ved du hvad, jeg tror bare at jeg går igen.'' sagde hun og så kort på ham, inden hun samlede sin taske og sine støvler op igen. Hun ville ikke have ballade, og hun ville bestemt ikke være så dum som Joselyn havde været, og komme i minglerier med en fra en faktion.
''men tak for tilbuddet.'' sagde hun inden hun begyndte at gå, efter at være gået forbi ham.
Hun ville ikke have problemer. Ikke igen.

Det var da trist hun allerede valgte at gå! intet var dog så slemt at det ikke var godt for noget og Bradley så straks muligheden for at lege katten efter musen. Han fulgte efter hende og afmålte skridt og tempo til hendes. "Ta' det roligt, der er ingen grund til at løbe væk. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig noget." En lille bitte løgn, alt afhængig af hvordan man så på det. Han havde ikke tænkt sig at voldstage hende. Det ville kræve for meget besvær og generelt var han ikke tilhænger af sex under vold. Det var jo noget der skulle nydes! 
"Hvad har du tænkt dig at gøre? Der er stadig vagter om natten og jeg ved ikke hvordan de har det med at der går en faktionsløs rundt i deres distrikt. Det hele kunne jo ende mig værre end her - og hvem siger at det overhoved skal blive slemt?" 
Var hun fortsat hen til udgangen, ville Bradley træde ind foran hende og med ryggen lænet op af døren sikre sig at den ikke blev åbnet. Hverken ude eller inde fra. Han var ikke bekymret for at der ville komme andre og træne på dette tidspunkt af natten. Så ville de i hvert fald med sikkerhed være i samme båd som ham. 
"Som underleder for min faktion, kan jeg ikke tillade Dem at gå ud i byen. Det er for farligt. Så jeg må bede dem om at vente her." Ordne kunne næsten ikke hænge mindre sammen med hans attitude.

Hun havde lyst til at give ham et spark i nøddeposen og så ellers bare skride. Men at give en underleder et slag kunne meget vel betyde straf at større kaliber. Derfor lod hun være.
''Vagterne så mig ikke komme ind, så ser de mig nok heller ikke komme ud. Desuden, er det din røv der ristes over ilden, hvis de opdager at du tillader en faktionsløs at være her.'' hun så direkte på ham. Hans kæphøje attitude passede med hans titel - sikke en narrøv.
''Sig mig, hvad skal der så ske her, siden det ikke behøver at være så slemt?'' hun var ikke dum, han legede bare med hende. Hun havde ingen intentioner om at lade ham komme tæt på. Han skulle bare lige prøve!
Igen kunne man se hvordan hendes parader var oppe. Hun vidste at hun ikke kom ud uden hans tilladelse.

Endnu en latter sprang ud fra Bradley. "Min røv bliver ikke ristet nogle steder. Jeg gør hvad det passer mig." Mere enkelt kunne det ikke siges. "Jeg vil bare se hvad du kan. Hvor langt du er kommet med dit træningsforløb." Harmløst, intet farligt. I hvert fald ikke så længe hun spillede efter hans regler, hvilke han håbede hun ikke gjorde. Det kunne være sjovt at øve sig på en levende ting. Det blev så kedsommeligt med træningsdukker og folk man ikke måtte skade for meget.
Han betragtede pigen uden at sige yderligt, men blev stående hvor han var. Først når hun gik væk fra døren ville han følge efter hvorend hun ville. Gik turen længere ind, ville han ikke tøve med at tillade hende at gå der ind. Ikke engang ved skydebanerne havde han nogle bekymringer. Først og fremmest var våbene låst inde og skulle hun alligevel få fat på et, var han overbevist om at hans træning havde givet ham en styrke med skydevåben som hun kunne drømme om. Sådan var det jo når man var faktionsløs og ikke få lov til at træne og blive god til ... noget. Et lille grumt smil løftede hans mundvige ved tanken.

''jeg træner ikke med dig.'' sagde hun kort og kontant.
Hun kendte hans type for godt - de håbede altid på at hun kom til skade, eller dummede sig så de fik lov til at melde hende eller selv skade hende. Hun var ikke dum.
Hvad var det værste der kunne ske? Døden? Tjaa, den var vel ikke værd at gå og vente på for evigt, vel?
''Hør her, hr underhyler eller hvad du nu end var, jeg er ikke interesseret i at skulle træne, kæmpe eller snakke med dig. Efter alt at dømme, er du endnu en hyæne, der mener det er sjovt at udnytte andres uheldighed.'' hun så bare på ham.
Hun rykkede sig ikke én millimeter.

Bradleys øjenbryn fløj i vejret i falsk overraskelse. Han havde næsten forventet det. Hun virkede ikke som en af de dumme fredsengle fra de andre faktioner. De faktionsløse havde altid været fyrrige bæster, hvilke han altid var imponeret og facineret af. De havde, ligesom skytsenglene, intet at miste ved at knurre og snerre lidt. De efterfølgende øgenavne ignorerede han omhyggeligt, selvom han på ingen måde brød sig om at blive kaldt disse ord.
"Det var da ærgerligt du ikke ville lege." Konstaterede han efter hun havde forklaret hvad hun i hvert fald ikke gad. "Men det er ærgerligt at det ikke er noget du bestemmer." Han trådte helt frem til hende, så de praktisktalt kunne ånde hinanden i hoved. Med sin højde forsøgte han at få hende til at flytte sig lidt. En lille magtkamp for at se om hun kunne gå videre til næste leve.

Hendes højde var hende ingen forhindring. Hun var lille og spinkel, men det kunne nemt vendes til hendes egen fordel.
Hun vred sig hurtigt forbi ham, og stod nu bag ham. Selv hvis hun ville forlade rummet, gjorde hun det ikke. Hun så bare på ham, og ventede på hans reaktion. At være lille og smidig var tit det bedste. Ingen forventede at hun kunne slå igen.
Hendes evner inden for kampsport var ikke store, ikke længere. Hun havde et nærmest dødt ben, som hun intet følte i, udover når de skarpe smerte kom. Hun havde førelighed i benet men ingen følelse. Sådan var det nu engang.
''jeg bestemmer i den grad selv hvad er vil være med til, mister smartass.'' sagde hun bare, og satte et par hænder på sine hofter.

Det kom bag på Bradley at tøsen endnu havde noget i sig og at hun formåede at smutte forbi. Dette mente han dog selv han var skyld i, for havde han været vågen var det ikke sket. Frem for at ærge sig over hendes formåen, valgte han at se det som en tilladelse til at gå lidt hårde til den. Langsomt vente han sig om imod hende og betragtede hende med en sitrende mundvige, før hans hånd så fløj frem imod hendes og fik han fadt i den, ville han vride den om på hendes ryk og presse hende op imod døren med en solid styrke. "Du burde tage og lærer at faktionsløse ikke bestemmer over noget, hverken dig selv eller noget andet." Knurrede han svagt. Derpå ville han træde et mindre skridt væk fra døren, så han kunne trække pigen væk og skubbe hende hen over gulvet med et solidt skub der ville få de fleste til at gå på næsen, havde de ikke forventet han ville gøre det.

Hun knurrede lavt, og da hun blev smidt over gulvet, lavede hun en koldbøtte og landede opretstående.
Hun så kort og vredt på ham inden hun kort og koldt svarede ham: ''som en skytsengel, må du vide bedre end andre, at når man vil noget, skal ingen bestemme om man må.''
Hun smilede lidt.
''Så du tror at du er bedre end mig? Måske.'' Hun smilede kort til ham inden hun gik lidt tættere på ham.
''Men er du sikker på at du virkelig vil prøve at bevise det? Hvad hvis du tager fejl?'' hun så igen på ham.

Imponerende. Tøsen kunne faktisk noget og havde helt ret i hvad hun sagde, men det betød jo ikke at man ikke ville møde modstand. Forskellen for dem var så bare at hun umuligt ville kunne komme over den hun mødte, ikke fra ham. Allerede placeret i blandt de faktionsløse gav allerede et godt tegn på at hun ikke skulle blive til noget. "Jeg ved jeg er bedre end dig. Hvorfor tror du du er blandt de faktionsløse?" Huggede han igen og smilte honningesødt. Ikke et sekundt tvivlede han på at han kunne hamle op med hende og han var derfor heller ikke bange for at tage kampen op imod hende.
At opstøve noget træthed i træningslokalerne var en plan der ikke var lykkes. Den havde fejlet fælt, men intet var så slemt at det ikke var godt for noget. Nu havde han mødt sig en lille mus han kunne lege med og så måtte han indhente sin manglende søvn når tiden bød sig. Andranelinen skulle nok holde ham oppe og stående det næste lange stykke tid. Han var klar på et eventuelt angreb fra pigebarnet. Klar på at vise at han ikke var blevet underleder for ingenting.

Bare fordi han troede at hun ikke havde kunne klare hendes træning som en Intilligensia... Hun bed sammen.
''Lille ven, jeg gider ikke slås mod dig, og jeg gider ikke træne med dig. Slut, jeg gider virkelig ikke spilde tid på dig.'' sagde hun bare.
''Så lad vagterne tage mig! bare pis af.'' knurrede hun, og havde hun været en hund havde hendes børster rejst sig for længst.
Hun begyndte at gå mod døren igen, denne gang mere fast.

//sorry kort svar//

En irritation begyndte at vokse i Bradley. Han kiggede tavst på pigen mens hun igen forklarede at hun absolut ikke havde lyst til at lege sammen med ham. "Det var dig der ville slås lige før, stikker du allerede halen mellem bene?" Han greb fat i hendes arm med et hårdt greb og snurrede hende rundt. "Du ville have jeg skulle kæmpe, det gør jeg så, men jeg acceptere ikke at du du løber din vej. Du skulle have tænkt dig lidt mere om, før du gav mig den udfordring." Glæden var efterhånden sivet ud af hans stemme og øjne lyste heller ikke længere af samme interesse for leg.
"Fortæl hvorfor jeg skulle lade dig gå?" Han lage slap hendes arm, men han ville ikke tøvede med at stoppe hende med mere fysiske metoder begyndte hun at løbe væk fra ham.