Practicing for the test ~ Rachelle&Bradley

"Okay, jeg prøver lige engang.." mumlede Piper delvist til Rachelle delvist til sig selv. Geværet i hendes hånd føltes tung og lidt uvant, men hun var nødt til at lære det på et tidspunkt. Hun trykkede på aftrækkeren og inden hun nåede at blinke ringede lyden af hendes skud i ørerne. Hun rettede sig op og betragtede sin måleskive.
"Ynkeligt," mumlede hun og sukkede halvirriteret. Hun havde som sædvanligt et par jordfarvede fjer i sin løse fletning, der hang ned af siden, og var helt sort i tøjet, og det eneste farvede ved det var hendes mange smykker. Ved hendes side stod Rachelle, som havde tilbudt at hjælpe hende med at træne sin skydning, hvilket, hun var ikke meget for at indrømme det, var det hun var dårligst til. Hun havde ikke øvet det utroligt meget, men siden hendes Egnethedsprøve var snart, måtte hun lære det, og til hendes held havde Rachelle tilbudt sin hjælp. Hun var en af Pipers bedre venner og var næsten som en storesøster for hende, selvom det ikke var ofte hun 'socialiserede', var Rachelle vist en undtagelse; Piper kunne godt lide hendes selskab, da hun følte sig tryg i nærheden af hende.
"Hjælp mig," klynkede hun og kiggede bedende på sin veninde.

Rachelle's bryn blev furet da hun så på voks figuen, som stod få meter væk fra dem. Hun vidste skam godt at skydning ikke var Pipers stærke side men det var jo ikke fordi at det var hendes første gang. Hun havde prøvet det før og alligevel var hendes resultat slet ikke at ramme målet. Overhoved. Det skuffede hende meget.
"Piper, hvad fuck er det der?" sagde hun med en streng stemme. Dette kunne simpelthen ikke passe.
"Tager du pis på mig eller hvad?!" sagde hun endnu strengere og denne gang havde hun også hævet stemmen.
"Undskyld mig, men jeg har trænet aspiranter der kunne bedre end det der! Og de er ikke fucking født hos Skytsenglene som du, nej, de er skiftere! Og det var sgu deres første gang!" blikke blev vendt mod deres retning men de blev ikke, så snart de så hvem der råbte og skreg på den måde. Rachelle var ikke bare "en eller anden Skytsengel". Hun var både kampinstruktør og Teamleder for patruljerne ved muren. Hendes job spillede en stor rolle i systemet. Mange vidste at hun var temperamentsfuld og til tider voldelig. Det kom ikke som en overraskelse at hun ville reagere så voldsomt.
"Hjælp dig selv! Ram det mål!" svarede hun og pegede mod banen. Hun vidste godt at hun sikkert var meget hår imod hende men det var kun fordi at hun vidste at Piper sagtens kunne. Hun holdt meget af Piper og ville gøre alt for at beskytte hende men hun skulle jo også kunne beskytte sig selv.

Piper kunne ikke lade være. Hun himlede med øjnene og stønnede højlydt - som en rigtig teenager. Hun vidste Rachelle mente det godt, men hun duede bare ikke til skydning - hvorfor kunne hun ikke ramme den fordømte figur?!
"Men.." hun bed sin klage i sig. Det ville ikke føre nogen vegne, så i stedet forsøgte hun endnu engang. Hun skulle bare lære det her! Hvorfor kunne hun ikke. Synet af folk der ramte målet uden problemer, drev hende til vandvid. Hun kunne ikke klare at være dårlig til noget, hun gjorde altid sit bedste for at være den bedste, men skydning... skydning var retarderet, det var derfor. Hun kneb øjnene sammen, da det hjalp hende med at sigte. Hun sad med fingeren på aftrækkeren i lidt tid, længere end nødvendigt, da hun endelig besluttede sig for at trykke den ind.
"Lort.." hvæsede hun for sig selv. Kuglede nåede lige akkurat at ramme forbi, da hun i samme øjeblik hun trykkede på aftrækkeren, kom til at ryste, hvilket havde sunket geværet. Hun prøvede igen. Men denne gang, det kunne hun takke sin frustration og irritation for, ramte hun den forbandede voksfigur midtpå. Hun kunne ikke skjule et smil. Endelig! Tredje gang var jo lykkens gang.
"Hvad siger man så?" spurgte hun Rachelle med et nu mere selvsikkert smil, som hun gjorde geværet klar til endnu en tur.

Rachelle løftede brynene opfordrende da hun begyndte at sige imod. Som at fortælle hende at hun bare kunne prøve. Det ville skam ikke ændre noget. Hvis hun troede at det her var hårdt, skulle hun være glad for, at hun var Skytsenglefødt. Rachelle trænede nemlig kun de aspiranter der havde skiftet faktion. De havde det hårdt. Men de aspiranter hun allerede havde trænet var nu soldater eller noget andet vigtigt. De havde fået et godt job og blev respekteret.
Hun bed tænderne hårdt sammen og strammede kæben, da hun endnu engang skød ved siden af. Hun skulle til at ramle op igen og gå amok men holdt det inde i sig selv.
*Tæl til ti. Kom så. Rolig Rach* beroligede hun sig selv. Det ville ikke være særlig passende hvis hun tog geværet fra Piper og skød hende ned med det af irritation.
Hun løftede en hånd og lagde den på Pipers skulder.
"Godt så. Sigt efter midten, træk vejret og sk-" meget mere nåede hun ikke at sige før et skud rungede i ørene på folk. Rachelle flyttede hurtigt sin hånd fra Pipers skulder da det var kommet bag på hende at hun lige pludselig bare skød. Hun kiggede mod voksfiguren og smilede triumferende. Hendes blik faldt ned på Piper igen da hun sagde noget.
"Jeg siger at det var på fucking tide at du ramte den satans figur" sagde hun drillende og smilede til hende. Hun puffede blidt til hendes skulder og nikkede mod figuren.
"Fortsæt" sagde hun og smilede skævt og opfodrende til hende.

Med sit pinke hår var Rachelle aldrig svær at finde og skulle det alligevel blive et problem skulle man bare finde den kvinde med pink hår der råbte højest og altid var ved at eksplodere. At det var tilfælde denne gang tvivlede Bradley ikke et sekundt på, for pludselig hørte han hendes stemme skære klart igennem den summende lyd af mennesker i lokalet de befandt sig i. Et vagt smil løftede op i hans mundvige, før han tømte sin pistol for skud. Mens han nærmede sig Rachelle og hendes aspirant satte han et nyt magasin i pistolen. 
Fremme ved Rachelle, næsten lige bag dem, opdagede Bradley pludselig at eleven var en fra deres egen faktion. Ikke en eller anden der forsøgte at vise sig indenfor rækkerne af skytsengle. Bevars, nogle var gode, men han havde aldrig lært rigtigt at se dem som fuldblods skytsengle. Det nævnte han dog aldrig højt, for folk havde det med at blive så forarget over sådan nogle ting. Småting spurgte man Bradley. 
"Hvorfor træner du hende?" Inde i Bradleys hoved kunne tingende slet ikke hænge sammen. Pigen lignede en fra deres faktion, men hvorfor skulle hun så være sammen med Rachelle og skyde så elendigt? Han kunne umuligt bebrejde læreren for de frustreret udbrud, for kun at ramme dukken en enkel gang på tre forsøg var slet ikke godt nok. Hun burde kunne ramme den alle tre gange. Måske ikke plet, men i det mindste ramme den! 
Der var kun én måde at komme til bunds i sagen på, og det var ved at spørge: "Hvor kommer hun fra?"

Piper lyttede til Rachelle og forsøgte endnu engang, hvor kuglen ramte figuren. Hun kunne ikke stoppe et bredt smil fra at brede sig om hendes læber, da triumfen brusede i hende. Men selvfølgelig skulle lykkelige øjeblik afbrydes. Hun rettede sig op og så på fyren, der tidligere havde talt.
"Hun er herfra.." svarede hun,"hun stinker bare til at skyde." Det sidste mumlede hun utydeligt for sig selv, da hun ikke var meget for indrømme det, men helt ærligt - enhver idiot kunne se hvor slemt det stod til. Hun stank til det og alle vidste det. Men hun var alligevel, ved at blive træt af at forsøge, hun hadede at lave ting hun var dårlig til, men hun kunne godt se, hvorfor det ville være praktisk at øve sig nu og da - især med en så streng og 'opmuntrende' lærer som Rachelle, men hendes tålmodighed var ved at løbe op.
Piper satte med sin ene hånd en løssluppen lok om bag øret, og forsøgte så godt som muligt at ignorere de andre tilstedeværelse. Igen skød hun, ramte forbi, skød igen, ramte næsten (og vi taler om meget tæt på), skød igen, ramte, skød igen, ramte forbi - det var en ond cirkel.

Rachelle holdt godt øje med hvor Pipers øjne var inden hun skød. Fokus spillede en meget stor rolle når det gjaldt om at ramme rigtigt. Da hun trykkede på aftrækkeren, kiggede hun mod voksfiguren, og et stolt smil formede sig på hendes læber. Hun var skam ved at lære. Det tog lang tid men hun var da igang. Rachelle vidste at Piper sagtens kunne blive perfekt til at skyde med hendes hjælp. Hun lagde en hånd på hendes skulder og gav den et kort klem.
"Sådan Pipes" sagde hun, og man kunne tydeligt høre stoltheden i hendes stemme. Havde det ikke været fordi Rachelle holdt så meget af Piper, ville hun aldrig hjælpe hende. Det var noget hun gjorde frivilligt. Hun kunne sagtens sidde hjemme i sin lejlighed og lave noget andet spændende, men hun valgte at hjælpe Piper. Hun ville gøre alt for, at Piper ikke ville blive fravalgt til prøven og ende som faktionløs.
Da Rachelle fik øje på Bradley, sagde hun intet men nikkede blot høfligt. Hun lagde sine arme over kors og holdt øje med Piper. Hun sendte hende et strengt blik. Der var ild i Piper sommetider, men hun måtte lære at vælge sine kampe med mere omhu.
"Fordi hun er elendig til at skyde" rettede hun, og kiggede mod voksfiguren. Dog blev hendes blik ikke der længe, da hun så drejede sig mod Bradley.
"Som du kan se har hun brug for så meget af den træning jeg kan give hende" sagde hun, og vendte sig så mod Piper da hun begyndte at skyde igen. Det var nærmest pinefuldt at se hende skyde.
"Piper! Sigt! Træk vejret og så skyd! råbte hun strengt for at overdøve de andre på skydebanen.

Godt. Så var de alle enige om at pip-fuglen var elendig til at skyde. Et smørret grin kunne kort spottes på Bradleys læber mens han skævede hen imod eleven der syntes at have meget svingende resultater. Måske skulle de bare være glade for at hun ramte lidt ind i mellem, frem for slet ikke at ramme. 
"Måske hun skulle have en pistol frem for et gevær?" Forslog han næsten høfligt og rakte pistolen han havde haft i hånden frem imod Rachelle, så hun kunne tage beslutningen. Han havde erfaret at lærer kunne være ganske emset når det kom til deres elever og hvilke råd andre folk skulle give dem. Plus Rachelle jo ikke ligefrem var et blidt lam, så ville man ikke have en eksplosion af lyserødt hår, var det altid en god idé at træde ved siden af minerne. Netop hendes heftige temperament var noget der faldt i god jord ved Bradley der ikke kunne udstå folk der altid pakkede deres ord og handlinger ind, mens de tålmodigt ventede på at deres elever kunne gøre hvad de burde kunne have gjort siden de blev født. Næsten. 
"Hvordan klare hun sig så i de andre discipliner?" Han valgte at ignorere det faktum at 'hun' var til stede og sandsynligvis også mere end forstod hvad han snakkede om.

Bradleys stemme lød endnu engang for Pipers ører, men hun forsøgte at ignorere ham efter bedste evne, selvom det var svært, og hvis han ikke snart holdt kæft ville hun tage det pokkers gevær og stoppe det ned i halsen på ham. Én ting var at ydmyge sig selv totalt over for Rachelle og alle der vovede at kaste et blik hen i mod dem (ikke så ofte når man havde sin personlige Pitt Bull med), men to personer var mere end hun kunne klare. Og det faktum at han fuldstændig ignorerede hendes tilstedeværelse gjorde hende sindssyg, var der noget værre end offentlig ydmygelse, var det at blive ignoreret. Dog forsøgte hun alligevel at holde sin kæft i håb om han til sidst ville smutte, og bed sit mindre udbrud i sig, selvom hun ikke kunne forhindre en tanke i at passere: *Hey! Du dér! Jeg eksisterer, surprise!*
Piper tog en mindre indånding, forsøgte at samle al sit fokus, ignorerede Rachelles noget så barmhjertige tilråb og forestillede sig at den eneste anden i nærheden af hende var den latterlige voksfigur af et mål. Hendes finger placerede hun på aftrækkeren, for hvem vidste hvilken gang, og trykkede den ind efter lidt tid med at sigte. Hun sukkede irriteret, men lod ikke sin manglende evne til at sigte gå sig på, så hun forsøgte endnu engang. Hun havde forventet kuglen ville være fløjet lige forbi dukken, men hun hørte overraskende nok et mindre brag millisekunder efter. Hun forsøgte at undertrykke et smil, men kunne mærke triumfen blomstre på ny i hendes indre. Hun skød endnu engang og forsøgte at sende skuddene af sted med mindre tøven, og til hendes glæde ramte hun sit mål... i hvert fald 9 ud af 10 gange.
Hun kunne nu ligefrem vove at påstå, hun havde gjort fremskridt.

Rachelle kiggede overværende på pistolen. Hun vidste ikke om det ville være en god idé. Man havde mere kontrol over et gevær, da det var større. En pistol var lidt sværere. Ikke for hverken Bradley eller hende, de mestrede pistolen til perfektion, men for Piper. De vidste vidst alle tre at hun ikke var den bedste skytte. Men det var jo ikke fordi hun ikke kunne. Hun kunne sagtens! Det eneste der var med hende, var bare at hun glemte at fokusere. Hver gang hun blev frustreret og irriteret, fordi hun ikke kunne, så mistede hun fokus. Rachelle havde studeret Piper i et godt stykke tid nu, og hun vidste skam godt, hvad grundede til at hun ikke kunne, var. Piper var en vild én. Der var ild i hende til tider, og hvis man ikke vidste, hvordan man skulle slukke den ild, så var man sgu på den.
Rachelle tog fat om pistolen og begyndte at studere den lidt. Hun løftede sin arm, sigtede og trykkede så på aftrækkeren. Hun havde ikke brug for at støtte sin højre hånd med den venstre. Hun var skam professionel, når det kom til at skyde. Man blev ligesom ikke forfremmet hvis man var amatør. Hun havde arbejdet sig op til hvor hun var nu, og hun var stolt af hvad hun havde opnået.
Der var mere tryk på pistolen end der var på geværet. Hun sænkede roligt pistolen og kiggede på voksfiguren. Ni. Et smørret smil tog plads på hendes læber. Det var klart sådan man gjorde det!
Hun drejede hoved mod Piper da hun begyndte at skyde. Hun holdt øje med voksfiguren og nikkede anderkendende da hun så resultatet. Måske var hun klar til pistolen.
"Er du oppe for noget mere udfordrende?" spurgte hun, og sendte hende et kækt smil. Hun løftede sin højre hånd og rakte hende pistolen.

At se Rachelle ikke bare tog våbnet og gav det videre, men rigtig vurderede mulighederne og selv afprøvede gav uden tvivl lidt ekstra i bogen hos Bradley, der pænt stod og ventede til skydemesteren havde gjort sin afgørelse. Hvem af dem der var bedst var ikke til at vide. Selv var han sprunget over netop denne post på sin vej op imod toppen, men ville sikkert have kunne udfyldt den fint. Han var også til skydetræning hver dag, men at være lærer gav sikkert mere. Det ville sikkert blive en tæt og spændende kamp hvis de tog en imod hinanden, men det havde han ingen planer om at forsøge sig med. Ingen grund til at søge en eventuel ydmygelse foran aspiranterne og andre der med sikkerhed var dårligere end dem begge.
Tog Piper imod pistolen gik Bradley hen og hentede et par ekstra magasiner og tog imod geværet. Han vejede det lidt i hånden og besluttede sig for at udnytte muligheden for at vise sine talenter. Han tog sigte og med rasten af skuddene i geværets magasin, fik han halshugget dukken foran sig med præcise tætte skud. Havde der været nok skud, var hovedet blevet skildt fra kroppen, men han nåde kun omkring halvvejs i sin gennemskæring, hvilke i den virkelige verden forhåbentligt også skulle være nok til at tage livet af selv de mest sejlivet bæster. 
Efter opvisningen var afsluttet rakte Bradley geværet hen til en af de ansatte på skydebanen. At bruge ens egne private våben var selvfølgeligt ikke nødvendigt for aspiranter og Bradley brugte sjældent sine egne eller de samme flere gange. Det handlede om at blive så vant til så mange våben som muligt, så man ikke havde nogle svagheder.

Piper smilede skævt af pistolen. Selvfølgelig! Hun var altid klar på en udfordring! Hvad var der overhovedet sjovt ved at hænge ved det samme hele tiden? Måske kunne et nyt skydevåben endda opmuntre hende til at prøve lidt hårdere. Hun lagde geværet fra sig, og tog i mod pistolen og vejede den lidt i sin hånd. Den føltes tung, men mon ikke hun kunne vende sig til det? Hun vendte sig fra Rachelle og mod dukken. Hun støttede sin ene hånd med den anden, så hendes arm ikke ville flyve af når hun skød - overdrivelse fremmer forståelse..
Hun trykkede på pistolens aftrækker. Pistolen, som stadig vibrerede, røg en anelse tilbage efter hendes skud, som stadig ringede i ørerne på hende. Hun åbnede sine før sammenknebne øjne helt, og så til sin overraskelse at hun havde ramt den dumme dukke lige i brystet. Hendes evner inden for  skydning blomstrede langsomt, mens hun fortsatte med at pløkke dukke efter dukke ned -  Og det hjalp i den grad på hendes i forvejen meget høje selvværd. Hun hadede at være dårlig til noget, men hun elskede også følelsen af endelig, efter en lang kamp, at blive god til noget mod alles forventninger. Eller.. hun ville ikke kalde sig selv god, men hun kunne mærke hun var på vej derhen... det gik i hvert fald bedre!
"Wow, du må være en virkelig god lærer, Elle, eller også er det din tilstedeværelse og tilråb, der hjælper, for ingen har kunne få mig til at ramme plet så mange gange i træk, før i dag," indrømmede hun og tog en lille pause fra skyderiet for at tale.

Et stolt smil tog plads på Rachelle's læber, og det blev skam. Hun havde stadig sine arme over kors, og hun lod sin vægt hvile på sin venstre hofte. Hendes højre fodspids var peget mod Piper, men hendes overkrop var drejet mod voksfiguren, for at holde øje med hendes resultater. Rachelle følte sig som en stolt mor, hvis unge endelig kunne skyde. Hun havde altid set Piper som sin lillesøster, men Rachelle havde et specielt moderinstinkt, hvilket var en af de grunde til, at hun elskede sine jobs. At optræne unge aspiranter og derefter sørge for, at de klarer sig. At de klarer prøverne og kommer videre i deres liv. At de får et godt job. Mange af hendes tidligere aspiranter arbejdede på muren, og det var dejligt at se hendes aspiranter vokse op og blive rigtige Skytsengle. At beskytte muren sammen med deres fælles skytsengle. Og de respekterede hende. Hun så hendes aspiranter som hendes børn og hun var stolte af hver eneste af dem. Inklusiv Piper. Især Piper.
Hun løftede sin hånd og lagde den på hendes højre skulder, ruskede blidt i den og gav den til sidst et klem.
"Du gør mig stolt Pipes" sagde hun blidt, hev hende ind til sig, bukkede sig lidt ned og pressede så sine læber mod hendes tinding. Hun rettede sig op og kiggede kort på Piper inden hun slap hende og gik tilbage til sin tidligere stilling. Hun nikkede mod banen.
"Fortsæt" sagde hun så. Hun rettede derefter sin opmærksomhed mod Bradley, men kun med blikket.
"Holder du øje med mine færdigheder i at undervise?" sagde hun, og rettede så blikket tilbage mod voksfiguren, da hun begyndte at høre skud. Men der var ingen nye huller i voksfiguren. Hun drejede hoved tilbage mod Piper og rynkede med det samme sine bryn.
"Piper hvad laver du?! Du holder den fuldkommen forkert! råbte hun, og lod sine hænder falde ned til hendes sider. Hun rettede sig op og trådte et skridt mod Piper.
"Hvad laver du?! Stram med din tommelfinger, ikke de andre!" skreg hun og kiggede vredt på hende. Dette kunne ikke passe. Hvad skete der? Hun skød perfekt før, og nu kunne hun slet ikke holde den ordentligt. Det kunne simpelthen ikke passe.

Det var ligefør Bradley undskyldte sig for at tage en tur ude på toilettet for at kaste alt sødmen op. Han havde intet imod ros og alt det tjavs, men var det nødvendigt med så meget?! Det følte han ikke og til alt held stoppede de to kvinder da også kort efter med det og alt hvad der ellers var. Spørgsmålet der kom promte efter 'opvisningen' var færdig, fik Bradley til at kigge på hende i et par tavse øjeblikke mens hun brokkede sig over Piper.
"Det kan man vel godt sige." Hvad han egentlig stod og lavede havde han ikke helt selv ord for. Måske hang han der bare fordi han ikke kunne huske hvad han ellers skulle lave eller også fandt han interesse i at se hvordan Miss. Pink lærte sine elever at ramme deres mål. En evne hun endnu ikke havde imponeret med, for indtilvidere var Piper igen landet i et dybt hul, hvor hun ikke engang kunne se sit mål. Rachelle måtte få en enorm god tålmodighed i sidste ende, selvom han endnu ikke havde set nogle fremskridt der. Heller ikke.
"Har du snakket med Matthew om våbene?" Spurgte han let henkastet mens han kiggede på målet der burde være gennemhullet. Som levende menneske var vedkommende muligvis død - eller lå og blødte, men hensigten var jo at målet skulle dø hurtigt, inden der blev lavet for meget ravage.

I starten turde Piper faktisk ligefrem at påstå det gik godt, men efter ikke så længe var hun endnu engang begyndt at fumle med sit våben og Rachelles evige knævren gjorde hende ikke mindre fumlefingret. Hun udstødte en irriterende lyd, der kunne minde om en hvalros' parringskald, men hun tog sig ikke af det i øjeblikket. Hun vidste det ikke ville nytte noget at svare Rachelle igen, da det blot ville få hende til at råbe endnu mere, desuden havde hun alt for travlt med at holde styr på sine panikkende tanker, der fortalte hende at noget snart ville ende galt hvis hun ikke fik styr på den pistol.
"Hvad laver du?! Stram med din tommelfinger, ikke de andre!" lød Rachelles stemme.
"Jeg prøver, jeg prøver!" svaret hun skingert grundet al irritationen, og det var dér hun begik den fejl at vende sig mod Rachelle. Hun havde aldrig været den bedste til det med at styre sit temperament, og havde det med at knytte næverne per automatik, hun indså desværre for sent, at hun endnu holdt pistolen mellem sine hænder, men vågnede først rigtig da et højt 'BANG' lød for hendes ører. Det eneste der løb gennem hendes hoved var: "Shit, shit, shit, shit..." Havde hun lige? Havde hun lige skudt en effing kugle i hendes venindes ben? Fordi hun ikke havde kunne styre sin irritation havde hun ved et uheld trykket på aftrækkeren, og pistolen, som uheldigvis var rettet mod hendes læg. Rachelle reageret umiddelbart lige med det samme, og en sjælden følelse af skyld, ramte Piper øjeblikkeligt.
Hvorfor skulle hun absolut være så dårlig til skydning? Og nu hvor hun endelig tog sig sammen til at træne det, skød hun en af sine nærmeste venner i benet. Hun smed pistolen fra sig og løb over til Rachelle, mens hun mumlede 'undskyld' gentagne gange og betragtede hendes ben. Rachelles bukseben var ekstremt blodigt det sted kuglen havde ramt hende.
"Lort!" hvæsede hun og slog sig selv i ansigtet med sin håndflade. Den her dag blev bare bedre og bedre.