What am I even doing here? - Diana

Tid: 17:45
Sted: En af de offentlige gader i Chicago
Omgivelser: Nogle få personer fra forskellige faktioner, og nogle faktionsløse
Vejr: Det er overskyet, men det hverken blæser eller regner; det er ikke direkte varmt, så man skal nok have jakke på.

Hun anede ikke, hvad hun lavede her. Hvis hun nu havde været journalist – det var et af hendes inderste ønsker, men det var ikke sket endnu – så havde hun i det mindste haft en dækhistorie, hvis hun blev spurgt, hvad en Intelligentsia dog lavede helt herude. Hvis hun blev spurgt, ville hun sikkert kunne finde på en dækhistorie.
Hun rystede på hovedet; hun måtte da have en eller anden grund til at gå herud. Hun tog en dyb indånding og strøg noget af sit brune, tykke hår om bag ørerne, før hun lod luften sive ud igennem hendes tænder.
En af de faktionsløse fangede hendes blik, og hun tænkte straks tilbage på sin samtale med den kvindelige faktionsløse i morgenen. Pigen elskede dette liv, fordi det var frihed. Hun rystede langsomt på hovedet; hvordan var dette frihed? Zoey kunne nærmest tælle ribbenene på den mørkhårede kvinde, der sad i en foroverbøjet stilling, hendes hænder foldet, som om hun bad.
Hun løsrev sit blik fra hende; hun havde ingen penge med, og når man ikke kunne give de tiggende noget, havde man ikke lov til at stirre. At stirre var utroligt uhøfligt, og selvom man havde penge, kunne man stadigt ikke tillade sig at gøre det.
Hvad var der frihed over at være nødt til at tigge om mad, at bo i den mest beskidte og uhygiejniske del af byen, at blive set ned på af alle i byen og kun få mad og drikke, fordi Puritanerne var så medfølende og venlige? For det var jo sandheden; så længe Puritanerne havde magten i byen, så fik de lidt mad, drikke og tøj af samfundet, men hvis Intelligentsia fik det, som de ville have... hun rystede let på hovedet. Hvis Intelligentsia kom til magten, ville de så fortsat give de faktionsløse noget, så de fortsat kunne overleve?
Hun sparkede til en ensom sten og fyldte den med øjnene, indtil den endelig faldt til ro nogle meter væk fra hende. Uden at vide, hvad hun ellers skulle, ledte hun med øjnene efter en bænk, hun eventuelt kunne bruge. Eftersom hun stadig var relativt tæt på Knudepunktet, så var det ikke en umulighed, at der dukkede sådan en op.
Efter nogle få øjeblikkes gliden frem og tilbage med blikket, landede det endelig på en bænk, der rent faktisk var tom. Uden andet at lave, strøg hun derfor hen med den med lange skridt.