A beautiful day

Solen var for engangs skyld fremme, eller rette sagt solen var fremme og der var for engangs skyld en smule vind til at gøre op for den varme solens stråler gav fra sig. Med andre ord var i dag den perfekte dag at komme ud. Iført den klassiske sorte kjole, gik den unge Erina rundt i parken. Dette var englelig ikke en del af hendes faktion, men der var ikke mange hyggelige områder ved de Sanddru, undtaget Haven. Men det var ikke så tit hun fik tid til at tage der ud. Hun elskede naturen og det fri, det var som om alt hendes stres forsvandt og hun kunne igen trække vejret ordenligt. Hun smilede for sig selv, som hun roligt vandrede rundt i parken. Der var ikke mange ude, så hun havde stort set stedet for sig selv, hvilket når hun så tilbage på det hele faktisk var ret så behageligt.
Hun gik med armene omme bag ryggen, mens hun i sine egne tanker, blot vandrede rundt. Der lå intet til grund for hvorfor hun netop valgte at tage ud til denne park, måske fordi hun ville prøve noget nyt og hvem vidste, måske ville hun møde nye mennesker. Hun slog sig ned ved den nærmeste bænk, betragtede sine omgivelser, mens hun prøvede at slappe af i hver enkel af hendes muskler

//håber dette er godt nok

Som hun sad der kom hun ofte til at tænke over de forskellige ting der fyldte hendes liv. Hun var stadig ung og kunne stadig når at opleve en hel del ting, men dog havde hun bare aldrig haft chancen for det. Hendes forældre havde altid haft forventninger til hende, om hvad hun skulle gøre og hvem hun skulle være. Stod det til dem var hun allerede gift i dette sekund og højst tænkelig med barn. Heldigt for hende havde hun stadig en smule frihed i sig, og kunne sagtens sige nej til dem. Det gav dog ikke andet end skuffelser når hendes kære mor spurgte om hun havde fundet en sød fyr og hun igen måtte sige nej. Et sted gjorde det vel ondt, ikke at være god nok og det faktum hun absolut skulle finde en mand, så hun kunne føre arven videre. Hun kastede tankerne væk, masserede sine tændinger og efter korte sekunder var tankerne væk og hun følte sig igen afslappet og rolig.
Hun satte sig mere op, lagde benet over kors og korte sine øjne hen over de mange mennesker der havde valgt at tilbringe dagen ude under den åbne himmel. Der var ikke just mange der faldt i hendes smag, dog landede hendes øjne til sidst på en ung mand, højst i midten af tyverne. Han sad alene, og så ganske vidst ud til at være mere end bare afslappet. Hun smilede for sig selv og missundede ham det. Den evne at kunne slappe fuldkommen af, noget hun bare ikke kunne. For hver gang hun lagde sig ned for at slappe af, kom hun altid i tanke om alle mulige ting hun skulle huske at lave, ganske belastende. Hun blinkede og opdagede hurtigt hun sad og stirrede på den unge mand. Rødmende vendte hun blikket væk og håbede, nej bedte til at han ikke havde opdaget hende.
Hun mente hun havde set ham før, et eller andet sted. Hvor vidste hun bare ikke, dog var sikker på at der var noget bekendt ved ham. Det kunne på samme tid også være hendes hjerne der spillede hende et puds.