This is an interesting thingy...~Bradley

Honoria rynkede panden. Hun havde aldrig set noget lignende. Og så gravet ned? Det gav ikke mening. Men hun sad i hvert fald med en eller underlig ting i hånden, som hun havde gravet op fra jorden. Det var lidt pinligt for hende, at hun som intelligentsia havde ingen ide om, hvad hun sad med i hånden, men hun regnede heller ikke med at andre ville kunne genkende den. Den var større end en pistol, men mindre end et gevær, og der løb mange små baner med blå væsker rundt både inde i løbet og udenom.
Hun havde ikke så meget forstand på våben, men hun kunne se, at den ikke var ladt, så hun turde røre den.
Hendes plan var nu at gå hjem med den til sin lille lyse lejlighed i intelligentsia, ligge den under sit store mikroskop og undersøge alt, hvad der kunne undersøges på den. Det kunne blive rigtig spændende. Så kunne hun endda skrive en lille artikel om den, sætte artiklen i en ramme og hænge den over tingesten som pynt i sin lejlighed. Hun rystede allerede af fryd.
Hun fik jorden ud fra under hendes negle og rettede på barretten for så at rejse sig op. Hun kunne ikke vente til, hun kom hjem og endelig kunne begynde på sit lille projekt. Det kunne endda være, at hun kunne invitere sine forældre hen til sig og vise dem det, så de ikke ville være så skuffede over hende længere.

Med slentrende skridt gik Bradley rundt i byen. Han var nået til Millennium Park som han aldrig rigtig brugte. Det med at gå tur var heller ikke rigtig noget han gjorde sig i, så blot for at gå turen endnu mere anderledes krydsede han grænsen mellem græs og fliser. Hvorfra han stod, kunne han ikke se et eneste menneske og fortsatte derfor sin afslappet gang med hænderne i de sorte bukser han bar. Som en hver anden skytsengel havde han kulsort tøj, hvilke ikke var helt optimalt i det lune vejr. Selv hans ur, var kulsort. Glasset reflekterende i sollyset da han krydsede over den åbne græsplæne.
Han var nået hundrede meter ind i parken, da han opdagede der stod en kvinde og lignede hun havde fundet en UFO eller noget i den dur. Man kunne næsten se hvordan hendes glæde lyste op i en ellers ganske normal kedelig verden, hvor der ikke skete meget. Det vækkede Bradleys nysgerrighed og hans tempo blev mere målrettet da han gik hen imod hende og ville se med over skulderen.
At det var et våben havde han ikke forventet det var. Han mente skytsenglene havde mere end styr på hvilke effektive våben der var i byen. det begyndte straks at krible i hans fingre for at røre det, men efter et blik på kvinden, som havde gravet tingesten op, var han ikke den eneste. "Hvad vil du have for den?" Spurgte han direkte. Ikke interesseret i at præsentere sig eller andet der kunne udskyde hans muligheder for at få fat i dimsen.
Bradley var ikke nogle handlende mand. Han plejede at få det som han ville, men pigen var åbenlyst fra en anden faktion end ham selv og han kunne ikke rigtig stå og råbe op i ansigtet på hende, som var hun blot en soldat i hæren.

Hun tog den forsigtigt op for ikke at ødelægge noget på den. Den så meget speciel ud og det var ikke til at vide hvor værdifuld den var.
Pludselig kunne hun mærke at nogen stirrede på hende, og hun kunne høre skridt, der nærmede sig. Hun lod fingrene køre hen over metallet og prøvede at regne ud, hvad det var for en slags, men selv ikke det havde hun set før. Hun vendte sig først da en henvendte sig til hende.
"Den er ikke til salg," sagde hun med eftertryk og en arrogant tone, der kun var en intelligentsia værdig. Hun knugede den ind til sig, som var hun et barn, der ikke ville dele sit slik med andre. Normalt ville hun ikke være så afvisende, og normalt ville hun måske have tænkt sig om, før hun svarede, men hårdheden i hans stemme havde skræmt hende en smule. Hun havde egentlig brug for penge for at kunne betale sin husleje, men det her var vigtigere for hende. Hvis den store mulighed, hun stod med i hånden, skulle byttes væk på nogen som helst måde, skulle det klart være for noget andet.
Hun gav ham et hurtigt elevatorblik. Man skulle ikke bruge mange hjerneceller for at regne ud at han var skytsengel. facten, at han var klædt i sort fra top til tå, og hans selvsikre og ligefremme fremtoning bekræftede hendes bedømmelse.
Hun var lidt nervøs, for man vidste aldrig, hvad skytsengle kunne finde på, men det kunne blive interessant. Selvom at hun ikke var stærk, var hun klog, og det kunne også være en kæmpe fordel i kamp.

Først blev Bradley en smugle overrasket over den fjendtlighed der mødte ham, men efter lidt tid fandt han det morsomt og trak en smugle i mundvigen. Han mente ikke havde gjort noget for at fortjene sådan en kommentar, men det generede ham ikke voldsomt. Han ville have dimsen uanset hvad det så ville koste. Kunne han ikke få den på den ene måde, ville han ikke tøve med at bruge sin autoritet eller vold til det. Det sidste ville han dog helst undgå. Pigen kom tydeligvis ikke fra hans egen faktion og han gad ikke have bøvl med hendes faktion, fordi hun havde sladret og sagt at han havde udøvet vold på hende.
"Jeg kan tilbyde dig mere end de fleste bare kunne drømme om. Kom med en pris." Han lage armene over kors og betragtede våbnet med et næsten glubsk blik, der sagde alt om hans interesse i at få fat på den. "Jeg har både penge og magt, så bare fortæl hvilke af delene du vil have." Måske var hun ikke så overfladisk at det var det eneste hun havde i hoved, men det kunne være han var heldig. Måske havde hun også et økonomisk problem og så ville penge være guld vær. Det ville kun gøre tingende lettere for ham.

Honoria krympede sig lidt. Hvad var galt med hende? Hvorfor var hun så fjendtlig? Sådan havde hun aldrig været - især ikke da hun boede hos puritanerne.  En lille ubehageligt troværdig stemme fortalte hende, at hun aldrig skulle være taget til Intelligentsia. Hun rystede på hovedet af sig selv. Hvornår var hun begyndt at lytte til stemmer?
Hun rankede ryggen. "Hvorfor er du så interesseret i den?" Spurgte hun selvom at det var indlysende. Det var et våben. Derfor. Det var sikkert heller ikke noget, der var ment for at hun skulle finde ud af hvad det var. Hun stod og tænkte sig om. Hvis hun skulle bytte den væk skulle det være for noget som hun på alle andre måder ikke havde mulighed for. Pludselig kom en foruroligende, men god idé til hende.
"Jeg vil have en skytsengel-oplevelse," sagde hun lige ud og uden omsvøb. Hun følte, at hun nok burde uddybe det lidt. "Jeg er interesseret i viden, og jeg vil gerne vide, hvordan det er at være skytsengel; bare for en dag."
Hendes Intelligentsia hjerne advarede hende om, at hun var ude på tynd is, men hun havde også noget skytsengel i sig og den del overdøvede klart den anden.

Spørgsmålet var ikke værdig nok til at få et svar i følge Bradley, der ikke svarede men blot kiggede og ventede på at der skulle komme et svar. Han havde haft halvt ret i, at hun ikke ville have penge eller magt, alligevel syntes prisen at være ganske overkommelig og han nikkede derfor ganske kort, men ændrede alligevel ikke sin holdning.
"Godt. Du vil få firetyve timer som en skytsengel under min kommando." Lød det kort efter, mens han trak sit ur frem, for at sætte et stopur til. Derpå vente han sig imod kvinden foran ham og rakte ud efter våbnet, samtidig med at han spurgte: "Men så skal jeg have et navn på dig, med mindre du vil have et øgenavn." Hans stemme havde allerede fået en tone som var han en anden general. En han kun brugte snakkede han med andre skytsengle mens de var på arbejde. Privat og i byen, var det med en mere normal næsten menneskelig tone.
Tanken om at kvinden ville lege skytsengel fandt han morsom. Ikke overraskende for hendes faktion, men intet han havde hørt om før. Måske han kunne værge hende over til sig? Måske hun havde talent for at kæmpe og svinge med våben og dræbe? Hun lignede, ved første øjekast, ikke just en under den kategori, men man måtte ikke skue hunden på hårende.

Først blev Honoria ret overrasket over, at skytsenglen bare med det samme tog imod hendes pris. Hun havde troet, at det ville blive sværere for hende at kunne opleve en verden som skytsengel, men han måtte åbenbart være en med magt. Hun smilede - mere til sig selv og af forventning end til ham. Hun vidste ikke helt, hvor hun stod overfor ham. Han virkede ikke særlig imødekommende, men hun kunne forestille sig, at han bare var sådan en, som ikke var så interesseret i alt sådan noget "ligegyldigt noget," som at være høflig. Måske dømte hun bare for hurtigt.
Hun var ikke så vild efter allerede at give ham våbnet. Alle intelligentsiaer levede efter at tænke sig om og altid at være på den sikre side. I princippet kunne han jo bare tage våbnet og skride, men han lignede ikke en, der ikke holdt sit ord, så hun valgte bare at stole på sin mavefornemmelse. Hun rakte ud og lagde våbnet i hans fremstrakte hånd hurtigt - før hun skiftede mening. Hun var mere vovet end andre intelligentsiaer, og det var en farlig egenskab, men hun var ikke god til at dæmpe sig selv og sine meninger.
Hun tænkte lidt over det. Først ville hun bare blive kaldt ved navn, men hun kom pludselig i tanke om, hvor meget hun savnede at blive kaldt Cleo, og det kunne hun alligevel også bedre lide.
"Jeg er Cleo. Hvad hedder du?" Spurgte hun og rankede ryggen og gjorde alt, hvad hun kunne, for at tørre smilet af sit ansigt

Indeni gjorde Bradley et lille hop af begejstring, da han fik overdraget våbnet. Han glædede sig til at komme hjem at undersøge det, men han måtte først have fat i nogle der kunne tage det hjem til ham. Han stolede på at nogle ville kunne gøre det for ham, men hvorfor ikke selv gøre det. Han kunne ligge våbnet bag i bilen, der ville de næsten være mere sikkert end hjemme end hos ham selv. Ingen turde røre den bil. Alle ville genkende den uanset hvor den var henne - i hvert fald alle fra hans egen faktion.
"Bradley Jaxson." Lød det kort for hoved, mens han snurrede rundt med våbnet hængende ned langs siden, mens han med lange hurtige skridt gik hen imod sin bil. våbnet blev lagt bag i, som han havde planlagt og han tog selv plads bag rettet. Passagersædet til henvist til passageren Cleo, som efter at have sat sig ind, næsten ville få en flyvetur igennem byen, så hurtig strøg bilen hen over asfalten. Først da de nærmede sig træningslokalerne ved skytsenglene satte Bradley farten ned og vente sig imod Cleo. "Som skytsengel vil du selvfølgelig træne en masse, du vil derfor bruge en masse tid i disse træningslokaler. Det første man træner er det fysiske, både styrke og kondi. En vigtig grund, for har man ikke det på plads, kan man være nok så god til at skyde, men skal man kunne bevæge sig rundt, skal man jo ikke blive forpustet på få minutter." Forklarede han meget direkte og holdte på den næsten tomme parkeringsplads. Det var ikke normalt for skytsengle at have biler, så det var aldrig svært for Bradley at holde nær indgangen.
"Ønsker du at træne, kan du bare gå ind i kvindernes omklædningsrum og bede om noget træningstøj. Bare sig det er fra mig, så skal du nok få noget." Med de ord forsvandt Bradley selv ind i herre omklædningsrummet for at skifte til shorts og en løs t-shirt. Det tog ganske få minutter og bagefter var han ude i trænings lokalet hvor han havde fundet to sjippetov. "Giver god kondi og reflekter." Mere simpelt kunne det ikke siges.

Honoria eller nu: Cleo kunne nærmest ikke holde sine hænder i ro af bar spænding. Hun følte, at hun burde være bange, nervøs eller bare urolig på den dårlige måde, men hun følte kun den enorme nysgerrighed efter at opleve og glæden ved at komme lidt væk fra Intelligentsia. Hun havde regnet med, at hun ville falde hurtigt til i Intelligentsia og finde nogle nye venner, men hun brød sig ikke om de fleste intelligentsiaer - alt for bagkloge, nedladende og hånende - og alt så så perfekt ud i Intelligentsia - hun var næsten bange for at ødelægge noget bare ved at røre ved det. Det eneste sted, hun følte sig tryg, var i sin lille overfyldte lejlighed med små papirlapper hængende overalt på væggene, og hendes venner bestod af en lille gruppe intelligentsiaer på hendes egen alder. Det var hurtigt gået op for hende, at hun følte sig mest hjemme i parkerne eller samlingspunkterne, hvor folk fra alle faktioner havde lov til at være.

Cleo stod usikkert tilbage med hænderne ned langs siderne. Hun følte at hun var inde på fjendtligt territorium og hun var et øjeblik bange for at hun havde fået kolde fødder, men hun rystede det hurtigt af sig og gik selvsikkert ind det sted, Bradley havde udpeget som pigernes omklædningsrum. Mange af de kvindelige skytsengle derinde kiggede misbilligende på hendes upraktiske og ikke-sorte påklædning, men de kommenterede ikke noget. Hun måtte virkelig udstråle en stærk attitude, der tydeligt sagde: Jeg tager ikke i mod pis i dag, tak. Hun snuppede bare det tætteste tøj. Det lignede alt sammen hinanden og var alt sammen sort, men det var fint med Cleo - så var der i hvert fald ikke noget, der ikke matchede.

Hun tog et par svævende og forsigtige skridt ud i den store sal med trænende skytsengle. Hun havde sat sit halvlange blonde hår op i en høj hestehale og hun var iført sort træningshoodie og lange sorte tætsiddende bukser.
Bradley stod og ventede på hende med to sjippetove i hænderne - nu skulle der trænes. Heldigvis holdt hun af at løbe så hun var i fin form.
"Sååeh, må jeg kalde dig Brad?" Sagde Cleo, tog i mod sjippetovet og var næsten ved at grine højlydt ved tanken - hun kunne ikke forestille sig, at han ville blive særligt glad for et kæle navn, men hun tog chancen.