Just like old times [Bradley]

Solen var efterhånden på vej ned, som det så ud nu ville der nok gå i hvert fald tre timer før solen ville være helt væk og natten ville tage over. Meget modsat hvor han ville tilbringe sine aftner, vandrede Jonathan, eller som han kaldte sig nu om dage Christopher igennem gaderne af graven. Lige i dette øjeblikke var han godt på vej ned mod en kunde, der ville give ham gode penge for en meget nøjagtig kopi af det kendte malerie, raphael lavede i sin tid. På trods af at han var Intelligentsia, havde viden aldrig været hans største glæde, jo han var skam klog, men kunsten derimod havde været hans vej. Han var efterhånden bedre end de fleste andre til at kopiere forskellige ting, med en fotografisk hukommelse, var noget som underskrifter og meget andet, intet problem for ham.
Dette var nok også derfor han i stedet for at være hjemme i sin lejelighed, enten for at motionere eller male, lige i dette øjeblik rendte rundt med en maleriet i sin holder. De havde aftalt at mødes et helt specielt sted, og nu var det efterhånden noget tid siden han sidst havde gået igennem disse gader, så at finde det sted kom vel til at tage lidt tid. Heldigvis havde han mere end bare tid, da det tidspunkt de havde aftalt først var ved omkring klokken ni. Hellere være i god tid, end for sent, som han altid sagde. Han stoppede kort op, så rundt før at finde hoved og hale i det hele

Den sidste tid, var for Bradley fløjet af sted. Han havde arbejdet en del hvor han havde assisteret Matthew med diverse sager, der i blandt problematikken med de forsvindende våben, og i sin fritid havde han trænet eller været sammen med Maya, når hun ellers kunne klemme det ind i sit program. Det var ikke let, men det var lykkes et par gange. Mere havde han heller ikke selv tid til, når han havde mange jern i ilden.
En aften uden noget at lave var derfor en kærkommende mulighed for at komme ud og glo på butikker. Hans garderobe manglede egentlig ikke noget. Tøj problemet havde han aldrig, da han altid skulle bære sort og det var ikke just en farve der krævede alverdens ting. Tøj var, af den grund, heller ikke noget han gik gevaldigt meget op i. Fandt han noget han kunne lide, købte han gerne to eller tre styks af samme tøj. På den måde slap han for konstant at være på jagt. Bød muligheden sig, som denne gang, tøvede han sjældent med lige at stikke snuden ind i tøjbutikker. Denne gang var han dog ikke så heldig.
Klokken nitten var han gået ind et eller andet lille sted, for at få sig lidt at spise, før han så luskede videre. Han ville afslutte turen med at få købt nogle magasiner til hans fortrukne pistol, som han i sin fritid ofte bar rundt på, skulle der opstå et problem.
På sin vej hen til butikken, der lå lidt gemt væk bag de andre butikker, da den egentlig ikke burde ligge i Graven, fik han øje på et bekendt ansigt. Han kunne ikke placere det med det samme og gik derfor videre hen til sin butik imens han rodede sit kartotek af mennesker han kendte igennem for at finde frem til hvem personen var. Han kunne ikke finde nogle med præcist det ansigt, men efter han næsten var nået frem til butikken, fandt han en person han kendte, hvis ansigt mindede meget om det. Jonathan. Det var ikke helt det samme ansigt som da de havde været sammen, hvilke også snart var et årti siden, men jo mere han tænkte over det, jo sikre blev Bradley.
Lige inden han kom frem til forretningen, stoppede Bradley og drejede om sin egen akse for med hastige skridt at gå tilbage til hvorfra han kom, i et håb om at kunne nå at fange Jonathan før han gik nogle steder. Det var ikke helt let, for manden havde flyttet sig og så frygtelig forvirret ud da Bradley endelig fandt Jonathan, bærende på et rør med et eller andet i, gik han da ud fra.
"Leder du efter noget?"
Bradley var endnu ikke helt sikker på om det virkelig var Jonathan, trækkende var blevet mere markeret i tidens løb, men han var næsten sikker. Han ville dog ikke hidse sig op, hvis det ikke var den rigtige person. Trods det, var irritationen næsten allerede at høre i hans stemme, for selvom han ikke var en person der bag nag som andre kunne, følte han sig stadig trådt på, den gang Jonathan havde besluttet sig at skifte faktion.

Han fortsatte ned af gaderne, men kunne svagt fornemme der var nogle efter ham. Så der automatik satte han farten op, blot for at komme væk fra vedkommende der nu var efter ham. Til sidst skete det uundgåelige og hans forfølger nåede hen til ham. Han stivnede da han hørte stemmen, da den lød ham så bekendt som om han havde hørt den førhen. Han vendte sig om, hævede øjenbrynet spørgende af ham. For hvad han så var en ung mand, måske fire år yngre end ham selv og med hans egne 1,94 rødmede han over en vel del mennesker. Han lagde armene over kors, hævede øjenbrynet af ham "undskyld mig?" spurgte han of tog se mørke solbriller af, hvilket afslørede hans kende mærke, de intense grå øjne. Det var ofte dem der scorede kvinderne i hus efter han havde blødt dem op med hans ord.
Han havde kroppen af en skytsengel blot fordi han havde skiftet faktion, betød det jo ikke at han ville stoppe med at træne. Dog havde han ikke rørt en pistol i godt vel ti år, netop på grund af en nats handling, noget der ændrede ham fuldkommen. Drengen foran ham mindede ham uhyggeligt meget om en han engang kendte, dengang han stadig var hos sin familie. Han kunne godt huske drengen...Bradley var det han hed, de to havde stået hinanden nært og Bradley havde været som en lillebror for ham. Dog havde det forandret sig da han havde valgt en anden faktion i forhold til skytsenglene.

Englelig var det ikke noget direkte skrækkeligt der skete den nat, han havde været sammen med en pige, en han var helt sikker på var den eneste ene. Hun havde være fra en anden faktion, så de eneste der ellers kendte til hendes eksistens havde været Bradley og hans lillesøster. Dog en aften hvor han havde tænk sig at fri til hende, havde der været nogle faktionløse henne og de havde forsøgt stræbe dem. Han havde forsøgt at spille helten, men det var kun endt med hendes død og der andre var flygtet. Der var ingen andre end hans familie og hendes familie der kendte til døden af hende. Efter det havde han haft trukket sig ind til sig selv og det havde kun været hans søster han lukkede ind.
Han blinkede minderne væk og greb sig om halsen, hvor der inden under hans mørke bluse hang en kæde med tonen i. Den ring han aldrig tog af og den ring han havde haft tænk sig at fri til hende med. Han fik sig selv under kontrol og så kun på drengen, uden at vide om han skulle blive eller gå.

Da alt blev bekræftet, var Bradley ikke længere just glad. Han pressede utilfreds læberne sammen og stirrede på manden, der et kort øjeblik syntes at være fanget af andre ting end Bradley, der ikke helt vidste hvad han skulle syntes om det. Det måtte betyde at manden var kommet op fra den kulkælder han havde gemt sig i, sidst de havde været sammen. Det måtte da være noget godt noget, for Jonathan selv.
"Hvad laver du her?" Ufrivilligt var der kommet en snert af vrede i stemmen, som syntes godt at harmonere godt med hans heller ikke for glade udstråling. "Er du ikke lidt på afveje?" Selvom de for mange år siden havde haft et forhold der mere indbød til en bedreviden side fra Jonathan, var den for Bradley forsvundet efter hans ven var hoppet over til kloge ågerne, Intelligentsia. Han havde som sådan intet direkte imod faktionen, kunne bedre lide den end så mange andre, men han brød sig stadig ikke hvad der var sket - og slet ikke når han aldrig havde hørt hvorfor.

Han rullede med øjnene, da knægten foran ham gav det kendetegn fra sig, det tegn der helt klart godkendte hans mistanke om hvem han var. Han så på sit ur, heldigvis så det ud til at han havde godt en time endnu, så dette møde havde bare ikke sa tage for lang tid. Han rynkede brynet, lagde armene over kors. Gud hvor havde han ikke tid til dette, og alt så jo ud til at Bradley ikke helt var blevet vokset, eller også styrede forældrenes opdragelse stadig over ham. Han sukkede højt, et tydeligt tegn på hans kedsomhed ved dette. Bradleys spørgsmål fik han dog til at fnyse "jeg tror virkelig ikke jeg skal forklarer mig til dig" pointerede han og trådte et skridt tilbage, samtidig gjorde han tegn på at skulle gå igen. Dog som Bradleys andet spørgsmål kom, skar han en grimasse "og hvad vedkommer det helt præcist dig" spurgte han og sukkede træt. Han magtede virkelig ikke dette, af alle person han skulle støde ind i, hvorfor lige Bradley. Kunne det ikke havde været en helt anden? Han rystede på hoved, slog ud med hænderne "ved du hvad, jeg har virkelig ikke tid til det her" sagde han med et og vendte om. Hvorfor kunne den knægt ikke snart få en smule forstand ind i det hoved? Blot fordi han selv havde valgt skytsenglene fra? Han kunne sagtens huske dagen og det kolde udtryk i Bradleys øjne da han fandt ud af sandheden om Christophers faktions skift. Selvom han var født hos skytsenglene, fandt han sig hjemme hos intelligensiaerne. Da hans søster senere flyttede samme vej, skar han alt kontakt med sin familie. Nok havde han ikke snakket med sine forældre førhen, men efter hans søster var kommet hen og leve med ham, forsvandt alt kontakt med resten af hans familie. Det var nemmere på den måde, alle de løse bånd skulle bare kappes og væk, desværre havde det også betydet gamle venner og bekendte

Jonathan fik effektivt hældt mere benzin på Bradleys irritation. Hverken de rullende øjne, uret eller sukket faldt i god jord ved ham. Ved svaret på hans spørgsmål, hævede Bradley spørgende et bryn. Om der var nogle der skulle forklares til, så mente han at det skulle være ham. Måske var han ikke leder, men han var næstefterfølgende og manden havde bevæget sig ind i et område som absolut ikke var hans. Ikke længere. "Alt hvad der forgår på skytsenglenes område vedkommer mig." Bed han igen. Ikke klar til at lade manden passere forbi.
"Det var ærgerligt, men hvad skal jeg lige gøre ved det?" Selv havde Bradley evigheder af tid til det lille problem, der var spankuleret ind på hans område. Han havde i sinde at tage sig af det uanset hvad det kostede. Teknisk set var der ikke noget problem ved at Jonathans ankomst, det var mere et personligt problem. Han ville aldrig indrømme det, men det var ganske enkelt forklaringen, pillede man alt det andet af.
"Jeg syntes iøvrigt også du skylder mig en forklaring." Pressede han på og stak hænderne i lommerne i en næsten afslappet stilling. Jonathan måtte endelig ikke tro han kunne slippe så let.