Efter træning - Amelia

Sted: Træningslokalerne
Vejr: Klar, blå himmel. Ikke at det betyder noget, under jorden.
Tid: Eftermiddag.
Omgivelser: Snavsede våben, tabte ting og nogle t-shirts.

Matthew bukkede sig ned, for at samle en tabt kastekniv op. Han lagde den hen på bordet i den anden ende af træningslokalet. Smukke, glinsende kasteknive lå på en lang række af bordet, og han smilede skævt ved synet. Kasteknive mindede ham altid om Amelia, der var så pokkers god med lige præcis det våben. Selv var han bedst til at bruge pistoler, og det var også netop det, han havde trænet en hel flok aspiranter i at bruge. Skydeskiverne var linet op på en række, og forskellige dåser stod i den anden side, som aspiranterne havde kunne skyde til måls efter. Alt i alt havde det været en vellykket træning, på trods af at nogle af ungerne ikke havde brudt sig om at skyde.
"Too bad," mumlede han, og hævede et øjenbryn over mod skydeskiverne. Man kunne ikke være Skytsengel uden at ville bruge et våben, og da slet ikke skydevåben. Det lå lidt i navnet skytsengel, tænkte han og fnøs for sig selv.
Matthews øjne gled ned til kasteknivene igen, og han rynkede kort på øjenbrynene, før han tog en af ham. Knivkast var absolut en af hans svageste sider - ikke at han ikke kunne ramme målet, det kunne han sagtens, men han havde svært ved at få kniven til at sidde fast. Han fokuserede på en af skydeskiverne nogle meter fra ham, og kneb øjnene sammen, før han kastede kniven i en forhåbentlig flydende bevægelse. Akkurat som da han var 16 år gammel, ramte kniven midten, men faldt klirrende til gulvet. "Forbandede knive," sagde han med et suk.

Amelia havde muligvist haft sammenbidte tænder i lidt over 10 minutter nu. Hun stormede ned af gangene, tæt på at løbe, men fandt det under sin værdighed sådan at løbe på grund af vrede. Hun havde netop fået et hold aspiranter, der var både blå og gule på grund af skydetræning med våben. Det var først om 2 uger, at der skulle trænes med skydevåben! Da hun nåede døren til træningsrummene, pustede hun ud, før hun åbnedede den. Personen bag døren var ikke just en overraskelse for Amelia. Selvfølgelig havde det været Matthew, der havde tæsket holdet igennem skydetræning. Lyden af kniven der prallede af skydeskiven, fik hende til at smile skævt, og hun tog selv tre knive i hænderne. Matthew stod med ryggen til, da hun kastede dem mod ham. Ikke direkte mod ham, men tæt nok på ham til, at hvis han vendte sig om, så kunne de snitte ham.
"Aldrig nogensinde!" Sagde hun højt, rasende og kastede den første kniv. "Tag MINE aspiranter!" Råbte hun, kastede den anden kniv, og greb den tredje kniv i luften, parat til at kaste den afsted. "Før det er din tur!" Hun lod den trejde kniv glide ud af fingrene, og kastede den, så den ville flyve lige over hovedet på ham. Det var typisk Matthew! Sådan at tage aspiranter før det var noget de var parate til, sådan noget forbandet, slesk snyderi! Amelias kinder var røde, men hun var ligeglad. Vreden i hendes øjne var næsten elektrisk, og hun havde knyttede hænder. "Arrogante røvhul." Spyttede hun.

Matthew nåede kun lige at høre kniven falde klirrende til gulvet, da han hørte døren gå op og hurtige, bestemte skridt indtage rummets stilhed i et ekko af små klik. Han sank uden at vende sig om. Hvis det blot var en aspirant der ville tage sin glemte t-shirt, ville han ikke vende sig om, for at vise interesse, da det vi-
Hans tanker blev markant afbrudt, da en kniv susede meget tæt forbi hans højre arm, og hamrede ind i midten af skydeskiven. Han stivnede da den vrede stemme nåede ham. Amelia? Han rynkede øjenbrynene og vendte sig om for at råbe af hende, men råbet kom ud som et gisp, da endnu en kastekniv fløj forbi ham, men denne gang snittede hans venstre skulder. Et klask bag ham indikerede at kniven alligevel havde ramt målet bag ham. Vreden i hendes øjne smittede af på ham, og han stillede sig fast, med knyttede hænder, da hun kastede den sidste kniv. Den fløj lige over hans hoved, men han blinkede ikke. Han kiggede kort ned på hendes hænder, med øjne der var kølige omend lettere vrede, og han konstaterede, at hun ikke havde flere knive.
"Er du færdig?" Spurgte han hårdt, og gestikulerede mod bordet med kasteknive, "Eller vil du have et par kast mere, bare for at se om du ikke kan snitte lidt af mit hår af, måske?" Hans stemme rungede i betonrummet. Det var ikke tit han råbte, men han skulle tage sig sammen for ikke at gøre det nu. I stedet gik hen truende hen imod Amelia. "Arrogant, måske," snerrede han, "men ikke et røvhul."
"Angelo, hvad fanden fabler du nu om?" Spurgte han så, og hævede endelig et øjenbryn.

Amelia bed tænderne sammen igen, selvom hendes kæbemuskler gjorde ondt af at have været spændte over en længere periode. Ikke nok med at hun ikke havde sovet ordenligt i nat, og ikke nok med, at hun havde fået en løftet pegefinger fra chefen, så var Matthew også et komplet røvhul. Altid. Havde altid været. Lige siden han trænede hende som aspirant, havde han været led og irriterende overfor hende, følte hun.
"Hvis jeg kaster igen, er jeg bange for, at du ender uden hår overhovedet," sagde hun koldt, og satte hænderne i siden. Selvfølgelig skulle han spille uvidende. Hun skulle virkelig trække på alt sin viljestyrke, for ikke at springe på ham og slå alle sine aggressioner ud i hans alt for kønne hoved. Hun hævede et øjenbryn mod ham. Han var et røvhul, og alle vidste det. Ikke alle måske, mange syntes jo bare han var flot og stærk, men inderst inde var han grim og et stort røvhul. Hun var så sur, at hun ikke engang kunne finde på andre skældsord en røvhul, men det var nu også meget dækkende over Matthews personlighed.
"Jeg kommer ned for at træne mine aspiranter - med stort fucking tryk på mine - og så får jeg at vide, at de har været til skydetræning. Skydetræning?! De skal ikke have skydetræning i første uge, Argent, som du udemærket godt ved!" Hun pustede ud, og lod sine knyttede hænder folde sig ud. Havde hun lidt ondt af ham? Ja, muligvis. Men vreden fyldte så meget i hendes krop at det simpelthen var tippet over, og så var hun eksploderet.

Matthew spejlede Amelias gestus med at sætte hænderne i siden, dog uden at skyde den ene hofte til siden. "Jeg troede ikke du var bange for noget," påpegede han, med et flabet smil og et hævet øjenbryn.
Han kunne huske hende som en 16-årig pige med briller og pandehår og en blå sommerkjole, der bare fik hende til at ligne en pige fra Intelligentsia endnu mere end mange af de andre. På en måde havde det været sjovt at se hende ændre sig så meget. Nyt hår, ny stil og tatoveringer, men vigtigst og mest markant af alt, ny personlighed. Den lidt nørdede, bedrevidende lille pige, fik pludselig attitude og på en eller anden måde, var de to faret i totterne på hinanden. Hun skulle evigt og altid hakke ned på ham, så det var kun typisk, at hun skulle beskylde ham for at lave en fejl. For 5-6 år siden havde han aldrig troet at ordet fuck, skulle komme ud af Amelias mund, men nu var han ikke overrasket. Til gengæld blev han bare sur.
"Ti dog stille, kvindemenneske!" Råbte han pludseligt, og gik hen til hende. "Jeg tog aspiranterne fra Skytsengleholdet og jeg tog ikke skifterene! DU skulle tage skifterene!" Udbrød han, og slog irriteret ud med hænderne. "Og den regel, Angelo, er desuden åndssvag! Skydetræning er sindssygt vigtigt, meget vigtigere end at slås med fucking pinde!"

Amelia rettede sig op, og kiggede Matthew i øjnene. "Alle er bange for noget, Matthew." Sagde hun, ærlig og alvorlig. Hun brød sig ikke om, når folk antog, at de var frygtløse. Alle var bange for noget, og tit endda mange ting på én gang. Mange havde over 10, og bare fordi hun selv kun havde 6, betød det absolut ikke, at hun ikke var bange for noget overhovedet. Hendes 6 var til gengæld også voldsomme og meget grænseoverskridende, men det var de vel for alle. Hun fugtede sine læber, og fastholdt hans blik, bestemt på ikke at lade ham tro at hun var svag. Det var forresten en frygt. Svaghed. Noget så simpelt og skræmmende som svaghed. Og hvis der var én person i verden, der ikke skulle tro at hun var svag, så var det i hvert fald Matthew.
"Er det fordi jeg er en kvinde?!" Udbrød hun, da han kaldte hende kvindemenneske. "Det er så typisk jer, mænd!" Fnøs hun, og spyttede mod jorden foran ham. "Det stærke køn min bare røv, Matthew." Hendes blik vaklede dog lidt, da han snakkede om at have taget skytsengleholdet og ikke skiferne. Hun skulle have skifterne. Havde det ikke også været skifterne hun havde været ved? Hun sank, og kiggede igen op, da han pludselig kom tættere på hende. Hun rettede sig igen op, for at se højere ud, men alligevel var han meget højere end hende. Hendes kinder blev røde af vrede, da han kritiserede træningen med træstave, og hun kneb kortvarigt læberne sammen.
"Træstave træner deres præcision!" Sagde hun snerrende, og prøvede på at få hendes vejrtrækning under kontrol, "Og du ved det, for ellers havde du ændret det, hr.-vigtige-leder-Argent." Det sidste blev hvæset ud mellem sammenbidte tænder.

Matthew nikkede meget langsomt, uden at slippe hende af syne. Mange skytsengle gik med deres problemer fordi det blev forventet af dem, at de ikke var følsomme personer, og til sidst snappede de fulstændigt. Han kunne kun forstille sig, at det var det, der var sket med Amelia lige præcis nu, og inderst inde var han lykkelig for, at det var ham, hun lod det gå ud over. Havde det været stort set enhver anden, havde personen muligvis allerede haft to brækkede ribben og endt uden arm.
Han sukkede, og betragtede hende lettere opgivende. "Jeg er ligeglad med at du er en kvinde, Amelia," udbrød han, og slog opgivende ud med hænderne. Han anede ikke hvordan han kunne få hende ned på jorden igen, og overvejede kort, hvordan han selv fik sine aggressioner ud.
Matthew rettede sig op, og kiggede mod højre, hvor der stod en masse træstave i en stor metalspand. Der var forskellige længder, og de blev ofte brugt fordi de ikke slog lige så hårdt som jernrør og ikke skar ligesom knive. Træstave var gode at slås med, hvis det ikke skulle ende med en tur på hospitalet, og alligevel var de hårde nok til at give blå mærker og nogle gange brækkede knogler. Han nikkede igen til det hun sagde, og gik så hen og tog fire træstave. Ikke de helt lange stave, men dem, der var omkring en meter. Man tog en pind i hver hånd, og så kunne man ellers begynde at slå.
"Jeg ved ikke hvad der har fået dig så meget op i det røde felt som du er nu," sagde han ærligt, og kastede to stave hen til Amelia. Han stillede sig klar, et ben lidt foran det andet og let bøjet i knæene for at få den bedste balance. "Men tag det ud på mig." Han smilede drilsk til hende, måske en anelse provokerende givet deres situation. "Kom så, Angelo!"

Amelia himlede med øjnene over ham. Det var altid det samme med Skytsenglenes mænd, tænkte hun, og fnøs for sig selv. De var alle sammen overbeviste om, at de var stærkere på grund af at de var tungere og havde flere muskler, og hun var træt af hele tiden at blive undervurderet af det andet køn. Hun kiggede køligt på hans tåbelige, forvirrede gestuser. Det gik langsomt op for hende, at hun fik en anelse medlidenhed med ham. Hun havde muligvis også været lidt for hård, havde hun ikke? Da Matthew vendte sig om, blussede vreden op igen. Hvor vovede han at vende ryggen til hende, mens de talte? Hun skulle lige til at snerre en sarkastisk bemærkning ud gennem sammenbidte tænder, da det gik op for hende, hvor han var på vej hen. Træstavene. Træstavene? Hun rynkede undrende øjenbrynene, og fulgte ham med blikket, mens han samlede fire af de mindre stave op, og vendte sig mod hende igen.
Amelia hævede irritabelt et øjenbryn. Det røde felt? Det var sjovt nok hans skyld, hun var så sur, så han skulle ikke gå og pudse sin glorie. Ham og James kunne skride ad helvede til. Typisk mænd. Typisk ledere. Hun nåede ikke at sige noget, før hun fik travlt med at gribe de to stave, uden at ligne en komplet idiot. Heldigvis var træstave - godt nok de lange stave - hendes hjemmebane, og noget hun var lige så god til som hun var god til knivkast, så hun formåede at gribe dem, og snurre den ene stav op over håndryggen, før hun holdt den i sin hånd. Det var en bevægelse, der var så indøvet, at hun ikke engang tænkte over den. "Jeg troede det var åndsvagt at slås med - og jeg citerer - "fucking pinde", Argent?" Sagde Amelia spydigt, og skulle lige til at sende ham et sukkersødt smil, da han bad hende tage det ud på ham. Hun rynkede øjenbrynene sammen, og var et øjeblik om at opfatte hvad han havde sagt til hende. Hvorfor ville han dog have hende til at banke ham? Troede han virkelig at han kunne vinde? Hendes kinder blev varme, da tanken strejfede hende. Han troede han var bedre end hende, fordi hun var en kvinde. Det var typisk.
Det skæve smil fik hendes bæger til at tippe, og hun snerrede af ham, før hun svingede staven til det første slag.

Matthew lagde hovedet let på skrå, mens han varsomt betragtede hende. Måden hun elegant og indøvet svang en af stavene over håndryggen, fik ham til at reevaluere hvorvidt det var en god idé at slås med træstave. Han mindedes egentlig aldrig at kunne huske at hun nogensinde havde tabt en kamp med lige præcis træstave. Havde det bare været en ærlig og redelig - for ikke at nævne normal - nærkamp, så havde han vundet på under 5 minutter. Nærkamp, se dét var noget, han kunne finde ud af! Dukke og slå, springe til siden og slå, fysiske angreb, fysiske ting, der ikke krævede samme følelse og finesse som knivkast gjorde. Stave kunne han sagtens finde ud af, han var også god til det, men han nåede ikke Amelias niveau hvor hun følte den som en forlængelse af sin egen krop. For ham var det blot et redskab, men for hende, lod det til at være en del af kroppen.
Han smilede skævt, en smule undskyldende, til hende. "Ja, jeg lod mig tydeligvist rive med af dit stormende, muntre humør," indrømmede han, og betragtede hende tavst. Det var ved at være lang tid siden, han var stødt på hende, tænkte han. Siden han var blevet leder, havde han haft alt for meget at lave - så meget arbejde, havde han ikke regnet med, at han ville få. Han havde ikke været meget ude, og var først for nyligt igen begyndt at engagere sig med aspiranter og nytilkomne skytsengle. Han havde endda tænkt, at når han så Bradley, Rachelle eller Amelia igen, skulle han huske at takke dem, for det store arbejde, de havde gjort, mens han havde været begravet i formælde ting med de andre faktioner. Matthew nikkede, for at indikere, at han mente det. Hun skulle ikke holde sig tilbage, men tvært imod få nogle af sine aggressioner ud, og det kunne næsten ikke gå hurtigt nok. Aggressioner gnavede i en indefra, ifølge ham. Han havde altid selv været en person, der havde ordnet sine problemer, før de fik ram på ham, og det gjorde hele hverdagen meget mere overskuelig og rolig.
Han trådte et skridt tilbage, da hendes svingende stav, hev ham ud af sine dagdrømmende tankestrømme. Han slog hårdt ud efter staven, for at vippe den tilbage mod hende og væk fra ham selv.

Amelia følte allerede, at hun havde bedre overblik over sine tanker. Hun havde noget så håndgribeligt som to træstave i sine hænder, og hun vidste hvordan hun skulle bruge dem. Ingen forvirring, ingen problemer. Hun vippede hovedet let sidelæns, da han smilede undskyldende. Nogle gange var det svært at opretholde en vrede mod folk, men hun havde ingen problemer mod Matthew. Han havde formået at gå hende på nerverne fra dag 1 af. Overlegne typer pissede hende altid overdrevet meget af, så på det punkt, var Skytsenglefaktionen måske ikke det bedste valg i verden, for der var mange overlegne og arrogante mennesker – ikke for at nævne, at hun muligvis selv havde sådan en attitude.
Havde hun været barn, havde hun rakt tunge af ham, men så dybt ville hun alligevel ikke synke. Alligevel smilede hun farligt, og rettede hovedet op, mens hun betragtede ham. ”Kan du ikke håndtere lidt stormvejr, Matty?” Spurgte hun med sukkersød stemme, og begyndte at gå rundt om ham. Hendes øjne var hele tiden lænket fast til ham. ”Held og lykke med Leder-titlen.” Den klukkende latter, der fandt vej mellem hendes læber, var ikke kølig og ufølsom og nåede slet ikke den normale varme latter hun kunne have. Hun flippede endnu engang sin venstre stav over håndryggen, et trick hun var blevet ret glad for, da det både så elegant og intimiderende ud på én og samme tid. Selv som lille pige, havde hun løbet rundt i parken og havde gået og kastet med pindende, snurret dem rundt i cirkler og slået ud efter grene på buske og træer ved vejkanten.
Amelias hånd vippede tilbage mod hende selv, da han parrerede slaget, og hun måtte bide tænderne sammen for ikke at stønne af anstrengelsen det tog for hende, at rette vinklen væk fra sig selv igen. Hun spidsede irritabelt læberne, og slog endnu engang ud efter ham. Hun rettede den højre pind mod hans venstre lår, og lod derefter hurtigt den venstre pind hvirvle mod hans skulder i en flydende bevægelse. Der gik ikke lang tid før hun var inde i et godt, flydende angreb mod den højere og mere muskuløse fyr foran sig

Matthew sank umærkeligt, før han tog et skridt til højre. Meget langsomt og distanceret cirklede de rundt om hinanden, og hans øjne var klistret til hende, som var hun en løve eller en panter, han skulle forholde sig til. Det var noget af det mest spændende ved skytsenglene, syntes han måden de dyriske instinkter tog over. Var man sur, skulle man blot have noget at slå efter, og så ville man kunne slå aggressionerne ud på den måde. Var man utilfreds sagde man det. Var man et udskud fandt man noget andet at gå efter. Kvinder og mænd kunne opnå lige meget, og andre faktioner blev set på med vagtsomme øjne. Han smilede drilsk til hende, da hun begyndte at sakke. Se, så kendte han hende! Flabet og alt, alt for sukkersød til, at noget menneske kunne falde for den varme facade. Han klukkede for sig selv, og hævede et øjenbryn med et skævt smil. ”Jeg kan tæmme stormvejr,” svarede han, og blinkede til hende. Havde det været en hver anden, gik det op for ham, havde han banket personen synder og sammen for at opfører sig sådan overfor ham, men han havde kendt Amelia længe, og måden de altid skændtes, hev ham altid ned på jorden igen – det gav alligevel en eller anden følelse af tryghed, at hun var så ligeglad med hans titel. Stærke kvinder havde nu aldrig intimideret ham, i stedet blev han godt tilpas, fordi han kunne behandle dem, som han behandlede alle andre, og ikke behøvede at tage hensyn. Han himlede med øjnene, ved hendes latterlige, sidste kommentar. ”Mellie, skal vi gå her hele dagen?” Spurgte han, og vippede med øjenbrynene. Han nåede dog ikke langt, før hun slog ud efter ham, og han blev tvunget ud i en serie af forsvarspareringer med sin stav. Han forsøgte at slå ud efter hende, med den ene stav, men blev tvunget ud i panisk at hæve sin venstre stav for ikke at få en stav i hovedet.

Amelia fnøs højlydt, før hun mumlede noget, der indbefattede ordene ”stormvejr” og sætningen ”som om”. Hun sendte ham et skævt blik, da han begyndte at lysne op i ansigtet, og havde allerede sværere ved at være sur på ham. Ikke at hun nogensinde ville indrømme det overfor ham, selvfølgelig. Hun havde altid beundres folk, der ikke begyndte at råbe når de blev sure, men i stedet bare blev lettere flabede. Måske fordi hun aldrig selv kunne kontrollere sin vrede, når den først kom i gang for alvor. Da han blinkede til hende, snerrede hun irritabelt, og slog rapt ud efter ham tre gange i træk. Lyden gav genlyd, hver gang deres stave ramte hinanden, og for hver slag, og for hver lyd, kom hun af med en lille smule af sin vrede.
Amelia hævede kækt et øjenbryn, da han vippede med sine øjenbryn. ”Se om du kan stå bare 2 sekunder længere,” sagde hun, og blinkede med øjnene. Hendes blik ændrede sig drastisk, da hun begyndte at slå ud efter ham igen. Når først hun kom ind i en zone, blev hun koncentreret og meget alvorlig. Matthew var ikke dårlig i kamp, han var endda muligvis bedre end hende – ellers ville ledertitlen nok være faldet til en anden – men hun var vred, og hun projekterede alt den negative energi ud i hver slag. Hendes sanser var skærpede, og pindende føltes på et eller andet tidspunk i hele kampen, som om de var en forlængelse af ikke bare hendes krop, men hele hendes person. Et let smil gled over hendes ansigt, da hun dukkede sig for et af Matthews slag, og formåede at slå ud efter hans side, der et kort øjeblik var åben. Hun blev selv ramt på skulderen, men vippede sig hurtigt til side, ude for slåraden, dukkede ind, slog ud, sprang over, alt sammen i flydende bevægelser, og med en berusende følelse inden i.

Matthew var jo i bund og grund en skytsengel. Der var blot mange ting, der var skytsengleagtigt på en anden måde ved ham. For eksempel havde han tendenser til at overtænke situationer, på sin nye ledertitel, hvor mange andre måske var skyndt sig ud i en eller anden hæsblæsende handling, uden at tænke over konsekvenserne. Selvom han tænkte meget, tænkte han som en kriger - strategisk, hårdt og hudløst ærligt. De mindste fejl ville kunne få fatale konsekvenser når det gjaldt oprørsgrupper og manglende våben, så han overvejede hvert lille trin. Det gjorde han aldrig i kamp, gik det op for ham. Det var et dejligt frirum, denne kamp mod Amelia, for han fik lov til at sætte alt den evindelige grublen på pause, og bare kæmpe efter sine instinkter. I kamp var mange af slagene og pareringerne simpelthen ikke noget han tænkte over, men blot en intuitiv del af sig selv. Ligesom Amelia - og alle andre færdiguddannede Skytsengle - havde han kæmpet mange kampe, og træstave var noget, han havde gjort meget i, både som tidligere kampinstruktør og også som personlig træningsvåben. Mest af alt fordi det kombinerede det fysiskt hårde med noget lidt sjovere. Han kunne også se at Amelia nød det, men havde ikke lang tid til at tænke over hendes elegance i kampen, da hun pludselig rendte nogle hurtige slag ind. Han mærkede et af dem ramme hans skulder, og kneb læberne sammen for at følge med hendes pludseligt hurtige tempo. Alligevel følte han ligesom hende en bølge af berusende adrenalin, frihed og glæde vælte ind over sig. Det var sådan her man skulle leve, tænkte han, mens han kæmpede en kamp i offensiven. Hun havde vredens styrke på sin side, gik det op for ham, og han holdt sig derfor i offensiv position lidt tid, så hun kunne komme af med nogle af de helt hårde slag. I stedet holdt han øje med hendes kamp-"serie". Man skulle lure sin modstander, og Matthew fandt hurtigt ud af, at Amelia gik meget efter skuldre, siden og det ømmeste sted, håndryggen. Enkelte gange måtte Matthew kaste sin stav i luften, for ikke at tabe den ved et slag over håndryggen, for derefter at gribe den, og så slå til igen. Han lavede et hurtigt dobbeltslag mod begge hendes sider, før han igen parrerede nogle slag. Hun fik dog flere slag ind end han havde lyst til at indrømme. Men, tænkte han, der var trods alt en grund til at hun var teamleder for kampinstruktører.
Lige da han tænkte tanken, mærkede han et hårdt slag lige i tindingen. Chokeret sparkede han sig selv bagud, ud af radius for hendes konstante byge af slag, og måtte knibe øjnene sammen, for ikke at lade svimmelheden overtage. Han vidste allerede at der var blevet slået hul på det tynde hud på siden af hovedet, og bandede sagte over hans manglende parade. Pustende ud på grund af svimmelheden, sendte han hurtigt et blik mod Amelia for at sikre sig, at hun ikke var parat til at kæmpe videre, men han kunne kun se et tåget omrids af hende.

Amelia havde som ofte før lukket alt andet end kampen ude af sit hoved. Hun lod sig ikke mærke med omgivelserne overhovedet, og hendes fokus lå kun på Matthew, som hun roligt observerede i hans mere defensive kampstil. Hun havde et konstant øje på hans arme og musklerne i dem, for at kunne forudse hans træk millisekunder inden han lavede dem. Den taktik havde fået hende i toppen af hendes årgangs aspiranter - sammen med Rachelle, der havde en mere aggressiv og ligetil angrebsstrategi. Lige dét havde altid fascineret Amelia, for Rachelle var født som Puritaner, hvor skørt det end kunne lyde, og aggressivitet var ikke ligefrem at finde dér. Amelias egen kampteknik kom sig i bund og grund af at hun var født i Intelligentsia og vant til at analysere alle sittuationer. Det havde hun så projekteret over i sine kampfærdigheder, og det var der jo kun kommet godt ud af.
Hun lod kort mærke til en sitren i Matthews højre overarmsmuskel, og var hurtig til at vippe sit slag mere nedad, så hun ramte ham på skulderen i stedet for at gå mod hovedet som han havde troet. En let klukken undslap hendes læber, og hun slog to rappe slag længere oppe, mens hans parade var nede. I sit hoved havde hun set hvordan han hurtigt havde hoppet tilbage fra hendes slag, eller havde fået staven hurtigt nok op, så det overraskede hende, da slaget faktisk ramte ham. Lige i tindingen. Efter mange års kamptræning vidste hun udemærket hvor farligt det slag havde eller kunne have været, og hun betragtede ham intenst for at se om han ville falde om. Vreden og adrenalinen flød langsomt ud af hendes krop, og hun mærkede meget pludseligt hvordan hver muskel i hele hendes krop var øm efter den hårde kamp. Slaget i Matthews tinding havde været hård, tænkte hun tøvende, men holdte sig alligevel lidt på afstand af ham. Det var tit set at folk midt i en kamp blev lidt for sure og kørt med på hele kamp-følelsen, og hun vidste ikke om han ville slå ud efter hende selvom hun havde sænket sine stave.
Hun betragtede ham tøvende, men så hvordan han svajede let, og blev hurtigt enig med sig selv om, at han ikke havde i sinde at slå ud efter hende mere. For en sikkerheds skyld, slog hun til hans stave med sin, for at få dem ud af hans hænder. Så kunne hun gå tæt på ham.
"Matthew?" Spurgte hun, da han kiggede op mod hende. Hans øjne så blanke og tomme ud, konstaterede hun. "Matt?" Prøvede hun igen, og mærkede en knugende fornemmelse i maven. Var det bekymring?