Dinner for 5 - Bradley, Rachelle, Amelia og Cain

Sted: Matthews lejlighed - øverste etage af lejlighedskomplekserne.
Tid: 19.54
Vejr: Mørkt og overskyet.
Omgivelser: Han er alene i lejligheden.
Påklædning: Need I say it's black? Sorte læderagtige bukser, sort strikket sweater, sorte sko.

Matthew stirrede frustreret på rodet i det køkken han ellers aldrig brugte til andet end at koge vand til kaffe. Det var ikke fordi, han ikke kunne finde ud af at lave mad, men han fandt aldrig tiden til det, og så var det nemmere bare at tage en burger som køkkenet jo alligevel lavede. Idag havde han dog besluttet sig for rent faktisk at kokkerere selv. Han havde nogle timer forinden været nede i køkkenet og fundet de nødvendige ingredienser, og damen dernede havde været meget hjælpsom og forklaret hvordan lasagne skulle laves - endda skrevet det ned til ham på et stykke papir. Super, havde han tænkt, og var straks gået i gang med gryder og bradepander og hvad ellers der skulle til i køkkenet, for at forsøge sig med en velsmagende omgang af hans livret. Hans mor havde været god til at lave lasagne, og det havde aldrig set svært ud, så han havde troet, at det bare ville være som en dans på roser.
Det var det ikke.
De to første forsøg på at lave bechamelsovs var end i en grødet, brændt masse i bunden af gryden. Måske var det fordi han som person var en anelse flyvsk, men han var ikke god til at stå og vente på at en eller anden forbandet sovs skulle koge op. Heldigvis havde tredje gang været lykkens gang, og han havde fået lavet en sovs, der var noget nær perfekt i hans øjne. Lasagnen var kommet i ovnen, hvor den lige skulle stå i 10 minutter mere, og Matthew stod nu bare og stirrede på alle de brugte gryder med et opgivende blik. Han sendte et olmt blik til uret, der viste, at gæsterne skulle komme om 5-6 minutter. Med et skuldertræk tænkte han, at de selvfølgelig ikke skulle se køkkenet.
"Det ordner jeg bagefter," mumlede han, og nikkede bestemt. Så fortsatte han ind i stuen, og betragtede bordet med spidsede læber. Han havde ikke kun samlet alle sine ansatte for en hyggelig aften - han havde vigtige sager, der skulle tages stilling til før morgendagens avis blev trykt.

//Rækkefølgen er: Matthew, Bradley, Rachelle, Amelia, Cain - Cheers (;

Middag hos Matthew. Invitationen havde nær taget livet af Bradley, der havde ligget og grinet i flere minutter hvor han måtte hive efter vejret. Et billede af Matthew i forklæde i køkkenet havde brændt sig fast i Bradleys øjenlåg, der de sidste par dage havde det med spontant at bryde ud i latter. Det vældige humør han havde haft de sidste par dage var også til stede mens han travede ned af gangene i skytengle komplekset for at nå lejligheden tilhørene deres leder. Et sted han nok havde været flest gange af alle, ud over ejeren selv, og selv med jævnlige møder kunne Bradley ikke selv huske mere end fem otte gange han havde været der.
Som han havde for vane bankede han høfligt på, men før noget ikke overnaturligt ville kunne nå døren, skubbede han den op og spankulerede ind som om han ejede det hele. Dette fik dog en bræt afslutning, da en halvbrændt lugt ramte hans næsebord og han rynkede på næsen. "Har du overhoved mad klar - og ikke en klump kul i bunden af gryden?"
Førhen havde Bradley aldrig problemer med at der ikke var vinduer i skytsenglenes område, men med lugten af brændt mad var det ønsket. Til alt held havde alle nyere lejligheder udluftning, dette sikkert inklusiv Matthews lejlighed, så det skulle nok forsvinde - forhåbentligt.
"Har du en øl?" Stadig uden meget tålmodighed til den menneskelige reaktionstid skred han ud i køkkenet for at gå i køleskabet. Et blik, med hævet bryn, blev kastet på køkkenbordet der lignede en slagmark, men han kommenterede det ikke. Tog blot en dåse og lukkede omhyggeligt døren til lasagnen igen. Ingen grund til at få mere brændt lugt ud i stuen, hvor det så ud til at de skulle bruge rasten af aftenen.
"Jeg har iøvrigt snakket med Rachelle omkring det med soldaterne. Det skulle være i orden." Han lod sig falde ned i en sofa og smagte på dåsens indhold med velbehag. Bene smed han op på stuebordet og så var han klar til at tage imod gæster.

Påklædning

Træt. Det var vidst et perfekt ord til at beskrive Rachelle's tilstand. Udmattet, det ord kunne også bruges. Træt og udmattet. Ja, det passede jo meget fint.
Få dage inden middagen havde Rachelle været ude at træne sammen med Bradley. Han havde været opsat på at få hendes venstre ben trænet op igen, efter en episode hvor en skytsengel havde skudt Rachelle i benet. Fem uger havde hun ligget hjemme i lejligheden, og så mente Bradley at det var på tide at komme i gang. De to havde taget en hurtig tur i arenaen og derefter hoppet på toget, som havde retning, mod udkanten af byen. Dér tog de så en løbetur, hvor de så blev skudt på. Heldigvis var ingen af dem blevet ramt, men de blev begge overfaldet af faktionløse, et af Rachelle's værste mareridt. Hun var stadig ikke rigtig kommet sig over overfaldet, og havde derfor haft mareridt de seneste nætter. Hun lå søvnløs om natten, kunne ikke få lukket et eneste øje. Så snart hun lukkede dem i, begyndte hendes mareridt at spille bag hendes øjenlåg. Hun ville vågne op med et sæt, dækket i koldsved, og med tårer ned ad hendes kinder. Hun vidste at det var en af de forbier, hun aldrig ville komme af med, der var simpelthen intet der hjalp. Hun måtte bide det i sig. Det havde så resulteret i, at hun var udmattet konstant, og derfor meget gnaven til tider. Fik kvinden ikke sin søvn, så var hun bestemt ikke sjov at være sammen med. Dog var det ikke noget hun regnede med ville irritere hendes rommie. Den pige så da også imellem fingre når det gjaldt alt. I hvert fald når det kom til Rachelle, og det var ligesådan for hende. Amelia huskede altid at tage chokoladekage med hjem, så Rachelle havde absolut ingen indvendinger om noget som helst. Amelia var ret så perfekt, som hun var, og der var skam intet Rachelle ville ændre ved hende.
De to kvinder havde begge gjort sig klar til den middag, som de var blevet inviteret til, og fulgtes ad. Da de nåede hen til værtens lejlighed, bankede Rachelle høfligt på, men åbnede dog døren selv. Hun ville helst ikke belemre kokken, og hive ham væk fra sin madlavningen. Hendes egne arme fejlede jo ingenting, så hvorfor ikke bare åbne døren selv. Hun ventede ikke på Amelia, men trådte dog ind i lejligheden med tvungent smil om læberne. Det falmede næsten, da hun fik øje på Bradley, og minder om overfaldet strømmede ind i hendes sind. Hun rystede det af sig og genvandt smilet igen. Ingen grund til at bringe det emne op nu. Hendes blik gled fra Bradley til Matthew, og hun lagde armene over kors, da han var i fuld gang med maden. Et oprigtigt, kækt, og skævt smil overtog det tvungne og hun kluklo lidt.
"Det dufter skønt" sagde hun blot og stillede sig hen foran spisebordet, imens hun betragtede hans madlavning.

Amelia måtte indrømme at Rachelle's sind for tiden udmattede hende en smule. Hun klagede ikke, og havde ikke sagt noget til sin bedste veninde om det, fordi hun udemærket vidste at det bare ville gøre det hele værre. Problemet var at Amelia selv sov meget let - som så mange skytsengle gjorde det, i tilfælde af at de skulle reagere hurtigt om natten - og at de konstante mareridt og den svage klagen der havde været i nogle uger, gjorde hende så bekymret, at hun var endnu mere på dupperne om natten. Tanken om ikke at vågne ved en af Rachelles mareridt eller at overhøre et råb på smertestillende var mentalt udmattende for Amelia, der bare ville gøre det så let som muligt for sin roomie. Hun havde for et par år tilbage selv lidt af angstanfald efter hun nær var blevet skubbet ud af toget på vej ind mod byen, og havde hængt ud af den åbne dør kun i hænderne. Derfor vidste hun også at det var noget, der tog tid at komme af med.
Amelia havde for nyligt været i Matthews lejlighed, og havde været overrasket over hvor fint og ryddeligt der havde været. Derfor var det intet mindre end det, som hun forventede, da hun trådte ind i rummet, der duftede overraskende godt. Og en smule brændt. Hun hævede let det ene øjenbryn mod køkkenet, og fik på vejen øje på både Matthew - som stod i døråbningen til køkkenet - og Bradley  - der lå henslængt i sofaen. Hendes blik sluttede ved Rachelle. Den lette tøven var næsten umærkelig, men Amelia havde lagt mærke til den, og undlod bevidst at sige noget. I stedet lyste hun op i et smil, ved Rachelles drilske latter.
"Det må jeg nok sige!" Udbrød hun, da hun betragtede det dækkede bord. "Du har sgu da oppet dig lidt," tilføjede hun med et skævt smil mod Matthew.