The endless stream of memories ~ Daniel

Nogle dage var forfærdelige for Jaydens temperament. I disse tilfælde var han rastløs og ufokuseret; uanset hvad han lavede, fløj hans tanker hen til et andet sted. Det eneste han kunne gøre, hvad han tomme sit hoved og glemme dagen, men han havde, trods forsøg, regnet kunsten ud. I et sådant humør var han endnu mere ubehagelig end ellers. Ikke fordi han vågnede og tænkte, 'wow, endnu en dag, hvor jeg fornærme andre mennesker, ahhh', men uanset hvor noble hans hensigter om venlighed var, så det sjældent modtaget sådan.
Folk, mennesker, idioter, irritere ham bare grænseløst. I dag mere normalt.
Han sukkede irriteret. Han havde lyst til at slå, sparke et eller andet nogen, men hvor gang han havde givet efter får lysten havde han endt med en skadet hånd. Murer og træstammer er åbenbart ikke arbejdsvillige, når man slår på dem. Og hver gang han havde vist sig offentlig med en forbindning, fik han et hævet øjenbryn i gengæld. Hans irritationsniveau steg progressivt. Øjenbrynene synes, at sige 'Jeg er ikke sikker på, at du hører til her'. Det gjorde han skam, ingen tvivl om det. I Sanddru elskede de og ærede sandheden overalt andet og Jayden var født som en aldeles glimrende lystløgner og sarkasmebetvinger. Desuden var han nærmest diskussionsafhængig, afhængig af at gennemtæve en persons idé og overbevisning med nedladende, hånende og korrekte modbeviser. Han satsede ikke på, at det var det, Pacifisterne satte pris. Og at glemme sig selv? Glem det. Tapperhed? Tapperhed uden muskler og styrke? Absolut ikke.
Nej, han havde altid vist Intelligensia var hans vej frem. Også da han lavede det idiotiske barndomsløfte. Ved tanken slå han blikket ned, standsede næsten op midt i gaden, men tog sig selv i det. Nej, han havde ingen reel tapperhed. Istedet havde han, dengang og nu, en stak bøger under sin seng og nysgerrig for hele Skytsenglefaktionen.
Endnu et suk, og blikket vendt opad. Han ville jo alligevel ikke møde... nogen derfra igen.
Heldigvis.

Daniel stod lænet op af en mur. Han holdte øje med de få mennesker på gaden. Han havde en sort læderjakke, sort t-shirt, sorte bukser og sorte sko på. Han havde et sort bælte på, hvor han havde stukket sin pistol ned i. Man kunne dog ikke se hans pistol, da pistolen var ved ryg og dermed gemt af læderjakken. Lidt væk fra ham stod hans storesøster, Ally. Ally havde samme tøj på som Daniel, udover at hun havde en sort nederdel på i stedet for bukser.
Han havde stået herpå gaden i tre timer nu. Der var fred og ro som altid. Det var sjældent at han havde set nogle skændes. Han sukkede svagt, inden han begyndte at gå hen imod Ally. "Tror du ikke at vi snart skal gå tilbage?" Spurgte han. Ally trak på den ene skulder som svar, mens hun betragtede en faktionløs der sad lænet op af muren og lignede en der sov. Daniel så sig omkring og fik øje på en bekendt skikkelse. Han rynkede svagt på panden, inden han begyndte at gå hen imod skikkelsen. Da han opdagede hvem det var, stoppede han brat med at gå. Daniels mørkebrune øjne blev fyldt med afsky. Han knyttede sine hænder, inden han langsomt begyndte at gå hen imod Jayden. "Goddag Jayden." Sagde han, da han nåede hen til Jayden.

Jayden trak sin dybblå jakke tættere omkring sig og undgik stadig at fastholde sit blik på et en enkel person eller et objekt. Han havde vidst lige fra morgenstunden, at dagen ville blive forfærdelig, men alligevel. Han havde dog ikke troet, at han ville overtræde hans x-antal indre regler ved at tænke tilbage på de tre øjeblikke, han fortrød. Jayden havde aldrig været en fan af skamfølelse eller samvittighedskvaler, egentlig var han en fan af at ignorere såkaldte følelser. Men at løftet var en årsag til fortrydelse og ikke Ceremonien, var på sin vis, skammelidt.
Han rystede på hovedet, som om mere rod i hovedet enten ville erstatte tankestrømmen eller for en gangs skyld, rydde lidt op. Han satsede dog ikke på det. Gamblede sjældent med så dårlig odds.
Goddag, Jayden.
Han frøs. Havde læst om hændelsen en dusin gange i skønlitterære bøger, men aldrig følt det. Hele hans krop stivnede den genkendelige stemme lød. En drøm, det måtte være en drøm.
Han vente sig langsomt den skikkelsen, skikkelsen klædt som en sand Skytsengel(men efter hans mening mere lignede en Dødsengel). Blikket fra den anden var borende, hadefuldt, brændende og i et øjeblik følte Jayden som et en lille dreng, forsvarsløs, uden ord, stivnet som en hjort, fanget i noget utilgiveligt, med hans øjne opspillede. Øjeblikket forsvandt og Jaydens øjne blev let sammenknebne i stedet(for at kompensere).
Han hævede hagen let for at udligne højdeforskellen, men uden held og endte med stikke hænderne i lommen. Dammit, det så lang tid siden, at han mistet kontrollen over sig selv. Dammit, dammit. FORDØMT.
”Jamen goddag, Daniel. Hvordan... går det?”

Daniel kunne tydeligt huske sidst han havde set Jayden. Det var dog nogle år siden. Det havde været dengang, de skulle vælge hvilken faktion de ville være i. Daniel havde dengang haft et håb om at Jayden ville vælge skytsenglene, ligesom ham. Da Jayden så havde valgt Intelligentsia havde Daniel mindet sig selv om at det ikke betød at han og Jayden ikke kunne være venner mere. De havde jo lavet en aftale om at forblive venner uanset hvad. De havde dog ikke set hinanden siden de skulle vælge faktion. Daniel havde dog hele tiden haft et håb om at se Jayden igen. Han havde brug for en ven.
"Skal jeg være ærlig? Dårligt. Jeg mistede min bedste ven for nogle år siden, og selvom vi havde lovet en aftale om at vi skulle forblive venner, så jeg ikke min ven.. før nu." Daniels stemme var skarp ligesom et sværd. Hvis man ikke var forsigtig skar man sig. Han kunne fornemme Allys øjne bore sig ind i hans ryg, men han var ligeglad. Han ville snakke med Jayden og vide hvorfor Jayden ikke havde kontaktet ham i så lang tid.

Ceremonien. Ahh. Det havde taget han pinligt lang tid at vælge. Daniel, ja, hans navn, havde taget ingen tid. Et snitsår, bloddråbe og ramaskrig fra Skytsenglene som kaldte ham hjem. Deres blikke var mødtes og Daniel havde smilet opmuntrende. Jayden havde den gang fuldt sit hjerte sunke, akkurat som nu. Kort efter havde han valgt reglerne og siden havde han oprigtigt følt meget lidt. Daniel var nådesløs. Så meget vidste Jayden i forvejen, men hans svar borede dybere end noget havde i de sidste to år, de havde været sepereret. Og det var ellers gået så godt med at skære alle bånd til fortiden og undgå en hver Skytsengel, han muligvis kunne havde kendt.
Han skar en grimmasse for han svarede;
”Jeg tror virkelig, at jeg havde foretrakket en løgn.” Kort pause. Han havde problemer med at fastholde sit blik rettet mod Daniels. Den sved. ”Det er jeg oprigtigt ked af at høre. Måske burde du ikke kontakte ham, han virker ikke til at være det værd.”
Hvorfor, Univers? Hvorfor? Hans blik veg fra Daniels og mod skikkelsen et stykke bag ham; fordømt, igen. Søsteren var her også. Intet er perfekt, huh?

Daniel var normalt ikke den voldelige type, men at Jayden ikke havde overholdt deres aftale skuffede og sårede Daniel en del. Han håbede at Jayden fortrød sit valg om at være medlem af Intelligentsia og ville tilbage til Skytsenglene. Daniel fortrød ikke sit valg om at blive hos Skytsenglene. Skytsenglene var hans familie og han følte sig hjemme hos dem. De var hans familie.
"Jeg lyver helst ikke." Daniel lagde sine hænder ved sine hofter, så han skubbede sin læderjakke lidt tilbage, så man kunne se hans pistol. Han vidste ikke hvorfor han gjorde det, han ønskede ikke at true Jayden, men han ville bare gerne have Jayden til at forstå at han var virkelig skuffet og vred. "Eller også skulle jeg spørge ham om hvorfor, han ikke har kontaktet mig." Daniel havde et svagt spørgende udtryk over sit ansigt. Ally begyndte at gå hen imod dem og prikkede Daniel på skulderen. "Jeg tager hjem." Sagde hun inden hun begyndte at gå igen. Da hun passerede Jayden sendte hun ham et skarpt blik.

Gad vide, hvor meget Daniel egentlig havde ændret sig. Udseendesmæssigt var han selvfølgelig blevet både højere og ældre, men indtil videre så det ikke ud til, at han havde udviklet sig meget indenfor det personlige område. Har det stadig de sammme ting, som fik ham til at le, grine og til at blive rasende og gal?
Jayden håbede på begge dele. I sit hovede havde han forestillet sig deres genforening mange gange, udelukkende hypotetisk set, da planen om en virkelig genforening ikke fandtes, men den havde havde aldrig været tilfældigt som nu. Åh, ja den sandfærdige soldier. "Du skulle ellers prøve det; det er meget sjovere på den måde" oplyste han.
Kunne de blive venner igen? Eller var de forevigt forbandet til at være fjender? Jayden kunne ikke sige, hvilken en han ønskede. Det ene ville være fantastisk, men det med at se hans fejl i øjnene, om ingen omstændigheder.
Daniel afslørede sin pistol og hvis Jaydens ansigtsfarvede blegnede, ja så, håbede han bare, at ingen lade mærke til det,
"Måske. Men du ikke nok ikke bryde særlig meget om svaret." Han fangede søsterens blik kort; det brændende dræberblik løb åbenbart i familien.
"Hvorfor har du overhovedet lyst til at genoptage kontakten med en sådan?" Hans pande rynkede. Jayden havde forventet, at Daniel aldrig, under ingen omstændighder, tilgive ham. Og da slet ikke tage kontakt eller starte en samtale.

Daniel foretrak at sige sandheden fremfor at lyve. Han var også ret dårlig til at lyve. Til tider kunne det lykkedes ham at lyve, men det var ikke så tit, mest også fordi han sjældent løj. "Sjovt eller ej, hvis andre opdager man har løjet bliver de såret og de kunne måske finde på at lyve overfor dig som hævn. På den måde ved du ikke hvem du kan stole på." Sagde Daniel og trak på den ene skulder. Det var bare hans mening om at lyve og den mening holdte han stædigt fast i.
"Om jeg kan lide svaret eller ej, jeg ønsker at høre det." Hans mørkebrune øjne fik et skær af stædighed over sig. Det var ikke tit at man så Daniel være vred eller stædig. Derfor var det også lidt underligt for Daniel at være det, men han kunne ikke lade være. Jayden havde sådan skuffet ham. "Fordi vi engang var bedste venner." Der var også en anden grund til at Daniel ville have kontakt med Jayden igen. Han havde simpelthen brug for sin ven. "Vil du være sød at lade være med at snakke som om det ikke dig, vi snakker om?"