Solstråler - Daniel

Solen skinnede og fuglene kvidrede. Ugens første dag var overstået og nu var friheden til at gøre hvad man ville tilbage. I hvert fald for nogles vedkommende. Ikke alle ville kunne få muligheden for at nyde denne sommerdag udendørs.  Det var Tessa bestemt ikke eksemplet på. Når solen skinnede kunne hun ikke bære at sidde indendørs, og dagen i dag var perfekt til en udflugt.
Tessa havde besluttet sig for at besøge den gamle park, da hun ikke så en bedre mulighed. Hun havde pakket den gamle læder taske, og var droget af sted ind til byen.  Hun havde heldigvis fået et lift af en af de andre pacifister, som alligevel skulle den vej. Hun sad på ladet af hans gamle truck, med benene der dinglede udover enden af ladet.  
Da de ankom til byen gav hun den gamle mand et knus, og begav sig ned af den lange gade. Man kunne høres hendes gamle læderstøvler knirke hver gang hun tog et skridt. Snørebåndene var slidte, og  levede nok ikke endnu en sæson. Men det var det hun holdt mest af at have på. Så hun kunne ikke nænne at smide dem væk. Ikke endnu.

Endelig ankom hun til den store park. Der var som sædvanligt ikke et øje, og det eneste støj der var tilstede var fuglekvidder.  Selvom man nok ikke kunne karakteriserer det som støj. Solen skinnede stærk og hendes hud blev opvarmet. Måske havde det alligevel været for varmt at tage en ulden kjole på? Den gik hende heldigvis kun til midt på låret og var løst siddende. Så hun kunne nogenlunde ånde i den.  Hun vandrede lidt frem og tilbage indtil hun faldt et stykke græs hun kunne sidde på.

Der var ikke meget natur tilbage i deres samfund. Hvilket var en skam efter hendes mening. Det var heldigt at der var dette tilbage. Mon en dag naturen ville komme tilbage i en renere form i denne verden? Tessa satte sig til rette og smed den gamle lædertaske ved siden af sig. Hun lagde armene omkring hendes knæ og kiggede sig lidt omkring. De brune krøllede lokke berørte hendes bare hud på benene. Det kildrede en smule. Hun gav en lettet suk fra sig og nød solens varmende stråler.

Daniel trak sin sorte læderjakke af, da det var ved at blive for varmt at have den på. Han havde en sort t-shirt, sorte shorts og sorte sko. Han havde også et sort bælte på, som han havde stukket sin pistol ned i. Han sad på jorden i parken. Han lagde sin læderjakke bag sig og formede den sammen. Han lagde sig ned og hvilede sit baghoved på læderjakken. Han betragtede de få skyer på himlen. Han havde haft en udmattende dag, selvom den ikke engang var slut endnu. Der skete ikke megen kriminalitet, men det betød dog ikke at Skytsenglene ikke kunne få travlt. Daniels storesøster havde sagt at han denne gang selv skulle holde øje i byen i dag. Hvorfor hun havde sagt det vidste han ikke. Hvad det end var som havde fået hende til at lade Daniel gå alene havde bare af at være vigtigt. Det var ikke fordi at Daniel ikke kunne klare sig selv, det kunne han skam, han brød sig bare ikke om at være alene. Når han var alene begyndte han at tænke og det endte nærmest altid med at han tænkte på sine forældre og om hvordan det var hans skyld at de var døde.
Daniel rystede på hovedet over sig selv og satte sig op. Han så rundt i parken. Parken var ikke så køn og han ville egentlig helst ikke være i parken, hvis han skulle være ærlig. Han havde bare ikke noget valg. Hans øjne stoppede ved skikkelsen af en kvinde lidt væk fra ham. Udfra hendes tøj at bedømme var hun en pacifist. Han havde ikke rigtigt noget imod andre faktions, men han foretrak helst at mennesker fra andre faktions ikke snakkede til ham. Han rejste sig op og børstede jord af sit tøj. Han tog sin læderjakke op og begyndte at gå hen imod kvinden, men han valgte at gå forbi hende.

Solen havde varmet hende godt og grundigt igennem. Først havde hun ikke bidt mærke til at der var en anden person til stede. Men det var der åbenbart, hun kunne ikke gennemskue hvilken faktion han tilhørte. I hvert fald ikke lige på stående fod. Hun kneb hendes øjne sammen, som om det ville hjælpe på udsynet. Det gjorde det jo i realiteten bare værre, men det skærmede en smule for solen. Hun fjernede hænderne fra hendes knæ og lænede sig lidt frem.
Rejste han sig? Ja, det gjorde han vel. Det undrede hende stærkt at han kom gående i hendes retning, men det gjorde hende bestemt ingenting. Hun elskede socialisering med nye folk. Men det var tydeligvis ikke det han havde i tankerne. Han vadede lige forbi hende, uden så meget som et høfligt goddag. Dette skræmte hende ikke væk, det gjorde hende nærmere bare mere nysgerrig efter at finde ud hvad han var for en person. Hun rejste sig derfor op, greb hendes gamle læder taske og stæsede efter ham.
Hendes fregner blev tydeligere i solen. De var heldigvis kun på hendes kinder og hen over næseryggen. Da hun indhentede ham var de allerede nået et langt stykke videre i parken. " Du har godt nok travlt.. hva?" sagde hun med hendes normale muntre tone og en let latter lød. Hun travede op på siden af og vendte sig om, så hun gik baglæns. Tessa nær studerede hans ansigt lidt. Han så lidt rå ud og udefter hvad hun kunne bedømme ikke så interesseret i selskab. Dette gjorde det dog kun yderligere spændende for hendes vedkommende. Hun sendte ham et strålende smil.

Et lettere irriteret suk forlod Daniels læber da han hørte løbende fodtrin bag sig. Han knyttede sin ene hånd, da han hørte pigen snakke. Han valgte først ikke at svare hende. Måske hvis han ignorerede hende lod hun ham være i fred? Uheldigvis skulle det vise sig at det ikke var tilfældet. Han stoppede med at gå, da hun stod foran ham og gik baglæns. Hvorfor prøvede hun at snakke med ham? Han tog sin læderjakke på, men han blev ved med at kigge på ham. Han holdte godt øje med enhver bevægelse hun lavede. Siden det ikke virkede til at hun ville gå, besluttede han sig for at svare på hendes spørgsmål. "Jeg har ikke travlt." Der var en svag tone af irritation i hans stemme.
"Hvorfor følger du efter mig?" Spurgte han. Hvis han begyndte at gå igen, ville hun mon så følge efter ham? Han ville ikke løbe risikoen. Han slog sig selv mentalt. Siden hvornår var det blevet så let at irritere ham? Før i tiden plejede det ikke at irritere ham at en køn pige fulgte ham.. Faktisk var det sjældent at en køn pige fulgte efter ham. Meget sjældent. Han havde aldrig kysset en pige. Piger havde bare aldrig haft den interesse i ham åbenbart.

En latter bruste op i hende, og hun kunne simpelthen ikke holde den inde. Denne mand virkede så irriteret og så bestemt, at det var helt underholdende. Men mon ikke der var noget blødt bag det hårde ydre? " Det virker ellers til at du skal nå noget" svarede hun ham i en lidt udfordrende tone, men det blev opløst lidt af det legesyge smil hun bar.  Hun lod hendes fingre stryge igennem hendes lange hår.  Det næste spørgsmål  overraskede hende lidt, selvom hun godt kunne se logikken i at det ikke var mange der fulgte efter fremmede.  " Ja, det er jo et glimrende spørgsmål" lo hun og trådte et skridt nærmere. " Måske så du bare interessant ud.. Det jo ikke hverdag man ser nogle her" fortsatte hun.  Tessa kiggede lidt ned i på grusstien som de stod på, men vendte dog hurtigt blikket op mod ham igen.
"Men du virker ikke ligefrem interesseret i mit selskab?" spurgte hun og spidsede munden en smule. Hun studerede ham lidt, og han var jo en ret køn mand.  Han så en smule yngre ud end hende, ikke sådan overdrevent men man kunne lidt se det på ansigtet. Han havde et meget ungdommeligt ansigt, og det klædte ham ganske nydeligt.  Tessa fik øjenkontakt med den smukke mand, og smilede derfor et af hendes allermest strålende smil. Hun ville jo gerne råde bod på deres lidt dårlige start.

Daniel blev langsomt mere irriteret, da pigen begyndte at grine. Hvad var det mon der var så sjov? Der var vel ikke noget på hans ansigt? Han havde spist en sandwich for lidt tid siden. Der var vel ikke nogle rester fra sandwichen ved hans mundviger, eller noget? En anelse hurtigt strøg han sin ene hånd langs den ene side af hans ansigt. Der var ikke noget, så vidt han kunne mærke. Han havde ikke kunnet mærke nogle krummer. Måske var der nogle ved hans anden mundvige? Han fnøs over sig selv. Hvad betød det om der var krummer eller ej? Han var ligeglad med om han blev gjort til grin foran denne pige, han regnede ikke med at skulle møde hende igen. Han så væk fra hende. "Du kan jo bare gå ind i byen, hvis du ønsker at snakke med nogen." Sagde han. Han forstod ikke hvordan han kunne se interessant ud. Han var jo bare.. ham? Han havde ikke høje tanker om sig selv, han var derimod ret negativ om sig selv.
"Jeg er ikke interesseret i at snakke med fremmede, specielt ikke fremmede der følger efter mig. Er der noget galt i det?" Han vendte sit ansigt mod hende igen. Han fik et svagt nervøst glimt i øjnene, da det så ud til at hun studerede ham. Han gik udenom hende, men han begyndte ikke med det samme at gå væk fra hende. "Siden det ikke virker til at du vil lade mig være i fred, vil du så gå en tur med mig? Jeg tager først hjem om en time." Han så spørgende på hende.

Solen skinnede kraftigt ned på dem, og de små svedperler begyndte at pible frem ved hendes hårgrænse. Hun tog en ordentlig mundfuld luft ind, da det rent psykisk hjalp på varmen. Hun strøg det orange ærme hen over panden, og det fjernede de fugtige svedperler. " Ja du er i hvert fald ikke den mest imødekommende person" konstaterede hun efter hans kommentarer.. Der gik dog ikke længe før hun tilføjede; " Men lad gå" hvor hun derefter begyndte at gå fremad. Altså ved siden af ham, sådan de kunne følges sådan nogenlunde.
Han virkede godt nok ikke særlig interesseret i selskab, hvilket faktisk irriterede hende en smule. Det kunne jo være han var nervøs eller utilpas ved fremmede. Dette var i hvert fald den eneste teori hun kunne følge. Da hun ikke vidste hvad hun kunne have gjort, som ville få ham til at reagere så stærkt. Måske brød han sig ikke om hendes faktion?
Efter de havde gået et stykke tid i stilhed, begyndte Tessa at snakke til ham igen. " Er du sikker på at du gider bruge tid på en mærkelig fremmed? " spurgte hun lidt sarkastisk og drillende. Men den lidt strenge tone blev neutraliseret af det varme smil, der var plantet på hendes læber. Generelt var hun bare en glad og nysgerrig person. Måske havde den pacifistiske livsstil også pacet denne opførsel frem. Ikke at det var en negativ ting; bestemt ikke. Hun elskede deres hovedkvarter, og generelt bare naturen omkring. Det var der hun hørte til, det var hun ikke et sekund i tvivl om.
"Hvis jeg må spørge... Hvilken faktion tilhører du? Jeg kan ikke gennemskue det ud fra dit udseende" spurgte hun og smilede allerede lidt undskyldende. Hun ville jo helst ikke fornærme ham.

Daniel ignorerede hendes konstatering om at han ikke var den mest imødekommende person. Han fortsatte bare med at gå. Han så kort på hende, da hun gik ved siden af ham, men han så hurtigt væk igen. Han måtte beherske sig selv for ikke at sukke, da hun snakkede igen. Han ventede lidt med at svare. "Ja." Svarede han kort. Han ønskede ikke at gå alene. Han begyndte at tænke på sine forældre når han var alene, hvilket gjorde ham ked af det og i dårligt humør.
Han så på hende igen, da hun spurgte om hvilken faktion han tilhørte. Kunne hun ikke se det på hans tøj? Han hævede sit ene øjnebryn lidt. "Jeg er født hos Skytsenglene og jeg har valgt at blive der." Svarede han. "Du er Pacifist. Jeg kan se det på dit tøjvalg." Et lille svagt smil bredte sig om hans læber. Han begyndte at slappe af, hvilket tydeligt kunne ses på ham. "Hvad lavede du i parken helt alene?" Spurgte han undrende.