What a nice surprise! ~ Liam

Tid: Tidlig aften
Sted: Boligkomplekserne hos Pacifisterne
Omgivelser: Nogle få der er ude at gå tur, hovedsagelig glade og muntre pacifister
Vejr: Solen er på vej ned, let kølig vind
Påklædning: http://4.bp.blogspot.com/-VzkldgYw7XI/ThNATqyXOHI/AAAAAAAAAEo/g-XTFtNKBMo/s1600/EmmaStone1%25281%2529.jpg

Alex sagde farvel til sine forældre, hun krammede dem begge to længe og ønskede for en kort stund, at øjeblikket ville vare længere, men hun måtte hjemad. Så hun gav langsomt slip og smilede til dem og prøvede at ignorere sin mors blanke øjne da Alex stille lukkede døren. Hun elskede sine forældre, men... det var hårdt af besøge dem nogle gange, for hun savnede dem, og hun kunne umuligt blive, hun hørte ikke til hos pacifisterne, det havde hun jo aldrig rigtig gjort. Hun sukkede stille og smilet forlod hendes læber da hun havde lukket døren bag sig. Hun strøg hurtigt håret om bag øret inden hun vendte sig om og begyndte at gå og ærgede sig over, at hun ikke havde taget en jakke med, men den eneste jakke hun ejede, var sort og passede ikke rigtig ind, så hun havde nøjes med de lysegule sommerkjole, hun jo havde fået af sine forældre. Hun rystede hovedet lidt for at komme af med tankerne inden hun stoppede op, så op og betragtede solen der langsomt nærmede sig horisonten.

Påklædning -> Mørkeblå jeans, en sort T-shirt, samt halvslidte converse.

Der hang en sødme og syrlighed i luften, hver gang den milde vind rev nogle blade med sig over de små haver, mellem de træbeklædte små huse der formede boligkomplekserne. De velholdte træer, blomster og andre planter havde taget foråret til sig, næsten lidt for hurtigt. Som om de var blevet gødet med en middel, der skulle få dem til at gro tidligere end normalt. Meget hos pacifisterne forekom besynderligt, for den nittenårige Liam, der altid havde set på stedet med lidt mere løftede øjenbryn end de fleste. Sommetider fangede han sig selv i at tænke, om han overhovedet hørte til blandt disse mennesker... De virkede næsten fór glade, ligesom planterne virkede for levende, så tidligt på sommerhalvåret... Alligevel var det som om alle gik med skyggeklapper på, og med brede smil om læberne. Det gjorde hán vel også selv, halvfems procent af tiden. Men i de resterende ti procent, skød hans temperament og skepsis igennem... Indtil nogle af lederne hev ham til side, og gav ham den sædvanlige 'medicin', der skulle eftersigende skulle hjælpe ham med den 'sygdom' som han var født med. En sygdom som de aldrig havde sagt hvad hed - og som aldrig havde fået ham til at være sengeliggende, hostende eller døende.
Den unge mand, stod lænet op af ét af de brede træer på én af stierne der kombinerede komplekset. Som altid strittede det mørke hår lidt ud til siderne, og noget i de blå øjne vidnede om rastløsheden, som han også kunne mærke helt ud i fingerspidserne. Et par gange nikkede han venligt til de forbipasserende pacifister, men han havde ikke overskud nok til at løbe efter dem og deltage i deres samtaler lige nu. Snart fangede hans øjenkrog dog noget - eller rettere sagt nogen - der fangede hans interesse. Dét røde hår kunne han genkende hvorsomhelst, trods det var lang tid siden, han sidst havde set hende. Alex! De havde været meget sammen som børn. Dengang Liam virkelig havde fundet det sjovt at være blandt pacifisterne. Dengang medicin ikke havde været 'nødvendig'. Nú så han hende sjældent. Kun når hun besøgte forældrene, kunne han skæve lidt efter hende, og håbe at han nåede at snakke med hende, før hun forsvandt tilbage til...- Hvor end hun nu befandt sig.
"Alex!" Han hævede stemmen, trådte lidt væk fra træet, og hævede den ene hånd som hilsen, grundet afstanden.

Alex havde lukket øjnene et kort øjeblik og nød bare den forårsagtige duft der hang i luften. Hun savnede den, men hun havde dog formået sig at skabe den lidt i sin egen have derhjemme i den forladte bydel, men duften blev aldrig så frodig som i pacifisternes hovedstad, hvis man kunne kalde byen sådan. Duften fik både gode og dårlige minder til at komme frem, mange af dem var sammen med nogle af de få barndomsvenner hun havde haft, som f.eks. Liam eller Matthew. Hun smilede lidt sørgmodigt, hun så ikke rigtig nogen af sine gamle venner længere.
Det gav et sæt i hende da nogen pludselig sagde hendes navn og hun åbnede øjnene og spejdede hurtigt rundt med et rynket bryn. Stemmen havde lydt bekendt, en stemme hun plejede at kunne genkende overalt, men nu hvor den var ændret lidt over den lange tid så var det svært for hende. Hun spærrede øjnene let op i overraskelse da hun fik øje på Liam og hendes læber bredte sig i et stort smil, hvilket efterhånden var sjældent at se hende med, men det fik hele hendes ansigt til at lyse op. "Liam!" sagde hun højt og fik hurtigt tilbagelagt afstanden mellem dem og 'overfaldt' ham nærmest i et kram, hvor hendes arme lå om hans nakke. Hun måtte stå på tær for at kunne nå derop fordi hun jo var så lav. En latter lød fra hende. De færreste så denne side af hende, den glade, lille pige hun var sammen med dem hun havde kendt i længere tid. Det var virkelig Liam!

Automatisk lod han armene omslutte hendes skikkelse. Det var som om han i et flygtigt sekund, trykkede hende ekstra godt ind til sig, blot for at sikre sig for, at hun var virkelig, og ikke smuttede fra ham, før han havde krammet hende længe nok. En let latter undslap læberne, der var trukket en smule op ved mundvigene. Den hvide tandrække blottede sig i et sekund, og han kunne ikke lade være med, drillende, at løfte hende en smule fra jorden, mens han krammede hende ind til sig. Det var længe siden han havde krammet hende – og derfor forekom det ham næsten mærkværdigt, at han nu kunne bære hende, og derved ikke var nær så splejset som han havde været for blot et par år siden.
Snart afsluttede han krammet og holdt hende lidt ud for sig.
”Skønt at se dig!” Han lød virkelig som en ægte pacifist, og lignede også en med det uglede, morgen-agtige hår, den afslappede beklædning, og det brede, kække smil. For en stund tillod han sig selv, at kaste bekymringerne lidt fra sig, og rette opmærksomheden mod nogen der rent faktisk ’betød noget’ for ham.
”Du skulle næppe tro, at du kunne slippe af sted med at besøge pacifisternes hovedkvarter, uden at hilse på den flotteste og mest charmerende af dem alle" Lød det kækt fra ham, før han lod hænderne glide ned langs siden, for at finde deres vej til lommerne på de afslappede jeans.
"Hvordan har du det?"

Et øjeblik lod Alex bare alle bekymringerne, de mørke tanker og det hele glide væk idet hans arme holdte om hende. Hun følte sig tryg og beskyttet, og selvom fornemmelsen af hans arme om sig var anderledes, så havde den følelse ikke ændret sig. Hun havde gemt sit ansigt ind mod hulrummet mellem skulder og hals. Et lille hvin som blev efterfulgt af en glad latter kom fra hende da han løftede hende op og hun følte sig virkelig lille et øjeblik. Hendes arme holdte lidt mere fast omkring ham da hendes fødder havde mistet kontakten til jorden og hun blev holdt i luften i det lille øjeblik. Da han fik sat hende ned igen slap hun ham og så op på ham med et bredt grin. "I lige måde!" sagde hun glad og følte sig mere let om brystet end hun havde gjort længe, især efter hendes besøg hos sine forældre, som altid var lidt af en byrde for Alex.
Der lød en blid latter fra hende. "Du har en pointe, lad os gå over og besøge ham," svarede hun kækt igen og gav ham et lille blink med øjet inden der endnu en gang kom en latter fra hende.
Smilet falmede en anelse, men så lidt at det næsten ikke kunne ses. Det var trods alt ikke let at leve som faktionsløs. Man havde friheden, som hun værtsatte højt, men det var ingen dans på roser. "Jeg har det godt, hvis man ser på omstændighederne," sagde hun med et smil. "Hvordan har du det?" Hun så op og ned ad ham, gav ham nærmest elevatorblikket inden hun klukkede lidt og så ind i hans øjne igen. "Du er i hvert fald vokset!"

Ved det rappe modsvar, kunne Liam ikke lade være med at undslippe en hjertelig latter. Hvor havde han savnet at nogen kunne give ham et modsvar! At nogen gav ham lidt igen, når han forsøgte at lege Hr. Kæphøj.
"Årh lad dog være..." Mumlede han med en falsk, utilfreds mine, som dog krakellerede, da den øverste tandrække igén blottede sig en smule. Det var umuligt at holde masken længe overfor nogen der kendte ham så godt. Ganske vist boede alle pacifisterne tæt på ad hinanden - men det var noget andet, at være vokset så tæt op sammen som han havde med Alex. Det havde været en dejlig bekymringsfri tid, hvor ingen underledere trak ham væk når han stillede spørgsmål, eller ikke viste dem nok tillid: 'Det ville gå over' - havde de jo altid sagt. Dog var det blot blevet værre. Alligevel var det rart at vende tilbage til det bekymringsfrie i en stund, selvom den kun var kortvarig. Det kunne jo ikke vare evigt, og han vidste, så snart han havde stilt spørgsmålet, at der måske lå nogle ambivalente følelser i det. Han kunne ikke forstå sig på de faktionsløse. Trods tanken om at 'melde sig ud af faktionerne' syntes at appellerer til ham, skræmte tanken om ikke at have en form for plads ham. Måske var det vel en plads i sig selv: at være faktionsløs - men hvordan var det at bo udenfor pacifisternes hovedkvarter? Hvordan var det ikke at blive 'kontrolleret'?
Der var noget nysgerrigt i hans øjne, men han ønskede ikke at træde for meget i det: "Det var et tåbeligt spørgsmål." Sagde han så dernæst, og rystede let på hovedet af sig selv. Da Alex drejede spørgsmålet mod ham, tøvede han en anelse. Som altid, når han forsøgte at undvige, drejede han spørgsmålet ind i en mere komisk retning. Derfor spærrede han øjnene en smule op, strakte armene lidt frem for sig, og lod som om han nærstuderede sin krop ved at se ned ad den gentangende gange: "Er jeg det?!" Han forsøgte at lyde så forarget som overhovdet muligt. Dernæst slog han en let latter op: "Mindsanten! Det er jeg jo også!" Han lade en stolt hånd på sin brystkasse: "Dénne dag måtte jo komme! Liam Westbrook har endelig nået voksealderen!"

Snart lod han sig selv komme ind i mere rolige folder, før han betragtede Alex med et lidt vurderende blik: "Hvem vidste at en lille, spinkel rødtop ville ende sådan her." Han fløjtede på bedste håndværkermanér, for at drille hende, og smilede derfor kækt. Han trådte lidt hen til hende, og løftede en tot af hendes røde hår mellem sin pege- og tommelfinger: "Lov mig, at næste gang jeg ser dig, er du ikke blevet gammel og grå."

Alex nød at høre ham grine og hun havde egentlig savnet hans kæbhøjethed, for det var jo lidt derfra hun havde sin egen fra. Og da han prøvede sig af ham med utilfreds mine, så hun straks gennem dem og kunne ikke lade være med at le da hun rakte op og uglede hans allerede uredelige hår. Og hun kom kort til at tænke på, da hun rent faktisk kunne nå derop uden at skulle stille sig på tær. Hun lo stadig, da hun trak hånden tilbage og hun så på ham med et varmt blik. Det var utroligt så hurtigt at man kunne vende tilbage til ens gamle vaner, det var jo næsten som da de var små, før at de skulle igennem den prøve. Hun havde ingen bekymringer for en stund, det hele var bare godt et øjeblik.
På trods af spørgsmålet, så var hun stadig glad. Og det var jo ikke fordi hun havde det dårligt, hun havde jo en forholdsvis høj stilling hos de faktionsløse, hun havde et ansvar, en plads i deres samfund. Men det kunne hun ikke bare fortælle, ikke når der var så mange mennesker rundt om dem. Han var en af de få hun turde at fortælle om sit nuværende liv, hvis ikke den eneste. Hun smilede blidt til ham. "Nej, det er okay," sagde hun med en lille klukken. Hun så lidt omkring sig, men sagde ikke mere til det da hun så på ham med et lille smil.
Hun kunne ikke lade være med at le over ham. "Og det var sgu da på tide!" sagde hun med et stort grin på læben. Han havde altid kunnet gøre hende i godt humør, men hun havde godt lagt mærke til, at han ikke havde svaret på hendes spørgsmål.

Hun kunne ikke lade være med at klukke og hendes kinder fik en let rød kulør ved hans ord, og hun så på ham med et kækt blik og et smil, som hun prøvede at skjule. Hun sagde heller intet da han tog en lok af hendes hår og hun kunne ikke længere holde et lille, kækt smil tilbage. "Jeg vil gøre mit bedste," sagde hun idet hun gav ham et lille blink med øjet. Hun smilede drilsk til ham. "Men du svarede mig ikke, unge mand," sagde hun og lagde let hånden mod hans brystkasse og lod pegefingeren tromme let to gange mod hans bryst. Blikket blev lidt mere alvorligt da hun spurgte ; "Hvordan har du det, Liam?"

Det føltes rart at kunne træde ind i denne lille tidskapsel, hvor de sidste par år ikke syntes at have eksisteret. Alligevel var det jo tydeligt, når man så på dem, at de havde ændret sig meget. Alligevel agerede de overfor hinanden på en måde, som ikke virkede fremmet. Det var tydeligt, at der stadig var et bånd mellem dem. Båndet mellem barndomsvenner. Dem der havde fortalt hinanden deres hemmeligheder, og grinet sammen indtil tårer nærmest stod ud af øjnene. Déngang havde Liam virkelig følt sig som en pacifist. Men efterhånden som han skulle vokse op og modnes, begyndte han at blive mindre og mindre som de andre i faktionen. Han følte ikke at han på nogen måde kunne formå, at forstå hvordan Alex mon måtte have det. Især når det gjalt om, at besøge pacifisternes hovedkvarter, hvor hun var vokset op. På mange punkter havde Liam ondt af hende. Ondt af alle der vel faldt udenfor systemet. Engang havde han måske ikke haft den største medlidenhed, men efterhånden som han selv begyndte at skille sig mere ud, forstod han hvor svært det var at være splittet.
Han lod lokken falde igen, og lod sin hånd glide ned i en af lommerne på de halvslidte jeans, der måtte være en af de mest brugte beklædningsgenstande fra klædeskabet. Da Alex trommede let mod hans brystkasse, hævede den ene mundvige sig en smule højere op end den anden. Dernæst trak han let på skulderne, og slog blikket ned i jorden i et sekund, blot for at betragte sig selv, mase lidt græs under fødderne der - som altid - stod lidt uroligt. Da hans blik igen fandt hendes vippede han lidt tænksomt på hovedet: "Jeg har det fint." Sagde han så. Det have han vel, taget i betragtning af at faktionen end ikke havde smidt ham ud på grund af hans opførsel, eller hans skepsis. Men pacifisterne var jo kendt for, kun i de yderste tilfælde, at lade nogen glide ud mellem deres hænder. Dem der absolut forlod dem - var dem der selv valgte at gå. Noget Liam havde overvejet uendelig mange gange.
"De siger at min tilstand er blevet værre..." Sagde han derefter, og skrabede lidt utålmodigt med den ene fod i græsset. Han henviste til den 'sygdom' som lederne havde sagt han led under, allerede fra hans barndomsår. En sygdom som Liam aldrig havde mærket, og aldrig havde fået et navn på. Dét han vidste var, at lederne var ekstra opmærksomme mod ham, og at han fik 'medicin' en gang imellem, som sendte ham ud i en tilstand hvor den efterfølgende glæde næsten virkede alt for overvældende. Hvad Liam ikke vidste var, at lederne blot ikke ønskede at fortælle ham, at han var rask, og at det hele foregik i hans hoved. At han ikke hørte til blandt pacifisterne, men blot blev manipuleret til at føle sig hjemme, hver gang han fik et skud fredsserum ind i årene.
Snart dumpede den unge mand ned i græsset. Han satte sig lidt tilrette i en skrædderstilling, og nikkede, opfordrende, mod pladsen ved siden af sig, hvis Alex altså ikke havde travlt med at komme væk.
"Men jeg klarer mig." Han sendte hende et prøvende smil: "Det har jeg jo altid gjort."

Alex havde jo aldrig rigtigt følt sig som alle de andre pacifister, hun havde altid været lidt af en enspænder, hendes eneste ven havde været Liam indtil hun var blevet otte og hun var blevet reddet fra mobning af skytsenglen, Matthew, som derefter nærmest var blevet hendes idol, ham hun så op til. Hun erindrede også da hun fortalte Liam om ham og om hvordan Matthew lærte hende at bruge våben og om hendes store drøm om at blive en skytsengel, hvilket jo var langt fra alt hvad en pacifist var. Det var der at det gik op for Alex at hun ikke helt var som de andre, og det var måske derfor at hun var blevet så gode venner med Liam helt fra barnspæd, fordi de begge to var anderledes. Ham med sin 'sygdom' og hende med sin anderledes tænkning. Men for alt i verdenen, så ville hun ikke have, at han skulle have ondt af hende. Hun kunne godt nok ikke ændre det, men hun var stærk nok til at klare sig selv og hun nød at være fri, være faktionsløs. Så selvom det var hårdt at skulle komme 'hjem', til alle de andre pacifister, se alle de steder og kroge hvor hun som lille var løbet rundt i og leget med Liam og sine forældre, så... ja, hun klarede den jo. Det var en mærkelig følelse det hele gav hende, men hun var glad for ikke at på der længere.
Efter hun havde stillet sit spørgsmål ventede hun tålmodigt. Hun ville ikke hundse med ham eller tvinge et svar ud ad ham, så ville han ikke svare, så ville hun acceptere det, på trods af sin nysgerrighed. Så da han sagde, at havde det fint, nikkede hun langsomt og sagde ; "Jaaa?" Det var tydeligt, at hun ville have en uddybning. Men da han nævnte det med hans 'sygdom', kom der en fin, lille rynke mellem hendes øjenbryn og hun blev ved med at se på ham. Hun havde gjort noget research blandt en masse af de andre faktionsløse hun kendte, og via at have byttet nogle gode frugter og andre småting og sager, der var meget værd blandt de faktionsløse, så havde hun fundet nogle informationer hun egentlig ikke burde have ret til at kende til. Ting som man gjorde mod f.eks. pacifister, noget der mindede utrolig meget om Liam's 'medicin'. Hun havde lært lidt af hvert om serrummerne, noget hun aldrig havde gjort andet end lige at glide over da hun var hos skytsenglene. Hun så ned på ham da han satte sig ned og nikkede lidt til hvad han sagde. Hun smilede lidt til ham og satte sig selv ned ved siden af ham, også i skrædderstilling og lagde en hånd på hvert knæ. "Det er rigtigt, du er en overlever," sagde hun blidt og så på ham med varme og bekymrede øjne. Den orange ring omkring hendes pupil var især synlig i det øjeblik og hun bed sig let i underlæben inden hun langsomt og tøvende sagde ; "Liam." Hun lukkede øjnene kort, gned sin næseryg og ledte efter ordene. Hun ville ikke være skyld i at han mistede tilliden til det samfund de levede i, det var en kæmpe omvæltning, og det var jo ikke fordi hun troede, at han ikke ville kunne klare det, hun ville bare ikke være skyld i det ... men han fortjente sandheden. "Det er ikke medicin du får." Hun åbnede øjnene efter at have udtalt ordene og så ham alvorligt ind i øjnene. Hun havde, uden at tænke sig om, lænet sig over imod ham og sænket stemmen. Hun vidste godt, at hvem som helst der så dem, vidste at de snakkede hemmeligheder og det ikke ligefrem var en let og bekymringsfri samtale. Men hun var ligeglad, han skulle vide det. "De lyver overfor dig, du er ikke syg, der er ingen sygdom, de sprøjter serum ind i dig, fredsserum." Ordene kom hurtigt efter hinanden, så hurtigt, at de nærmest snublede over hinanden. "Jeg har snakket med flere faktionsløse, folk som en gang har hørt til pacifisterne, til Intelligentsia, til skytsenglene, til de sanddru, til Puritanerne, jeg har snakket med ældre, gamle højerstående i de forskellige faktioner, jeg har søgt højt og lavt, i øst og vest. Jeg har snakket med alle! Og der er ingen sygdom!" Hun stoppede kort for at trække vejret dybt inden hun fortsatte. "Du har et temperament! Det er det eneste, der er intet galt med dig, de vil bare ikke have, at du forlader pacifisterne, de vil holde fast i dig, for ellers er der flere hos os, de vil ikke have, at vi får flere tilhængere, flere der kan hjælpe os med at stoppe dette tyranni!" Hun så ham alvorligt i øjnene, hendes blik havde ikke forladt hans et eneste øjeblik imens hun havde snakket. Hun rakte ud og greb efter hans hænder for at holde dem i sine og give dem et klem. "Du ikke syg, Liam, hører du?" sagde hun lettere forpustet efter den lange enetale. Hun havde snakket så hurtigt, at han dårligt nok ville kunne få et ord indført. "Du er rask, du er helt perfekt som du er." Hun smilede til ham og så lettere nervøs ud, for hun var, ærligt sagt, bange for hans reaktion.

I en tid, sad den unge mand ganske ubekymret i græsset, og lod de kølige strå prikke i håndfladerne, der gled roligt hen over det grønne materiale. I en stund gled hans blik fredsommeligt rundt i området, og et par gange sendte han et lille smil til nogle af de forbipasserende, der nysgerrigt forsøgte at se hvad han var i færd med. Pacifisterne elskede som regel gæster. Og selvom Alex var vokset op i denne faktion, var hun nu ikke 'en af dem', og derved måtte man forvente nysgerrighed fra beboerne, som oftest ville forsøge at vise deres musiske talenter til dem fra andre faktioner, og sprede smil på deres læber. At Alex var faktionsløs var måske en anden sag... Men pacifisterne var naive nok til at tro - hvis de kendte til hendes frihed - at de kunne 'omvende' hende, hvis blot de var smilene nok, og udviste et sammenhold, som måske kunne smitte lidt af. Ynkeligt, hvis man spurgte Liam... Pacifisternes faktion var efterhånden blevet for let at komme ind i, og for svær at undslippe.

Da han snart mødte hendes blik igen, havde Alex sat sig ved hans side. Han tiltede hovedet lidt på skrå, da han bemærkede bekymringen i hendes øjne. Dén måde hvorpå hun sagde hans navn, fik straks hans smil til at falme. Smilet der måske lignede enhver anden pacifist's. En rynke blev skabt mellem de mørke øjenbryn, og han åbnede munden for at sige noget, for at få hendes tunge på gled. Hvad var der dog galt? I et øjeblik formodede han, at noget i hendes liv var værre end som så. Ikke at denne bekymring omhandlede ham. Det første Alex påstod, fik noget skeptisk frem i Liams øjne. En skepsis og overraskelse over hvad hun sagde. Hvert et ord slugte han, men udtrykket forblev det samme...- Skeptisk. Som om hun forsøgte at overbevise ham om, at jorden var flad. Hvorfor fanden var hun så alvorlig? Trods han altid havde vist hende tillid, følte han pludselig, at han måske ikke burde tro for meget på hende. Det var trods alt årevis siden de havde været 'venner'. Hvad var de nu? Måske havde han følt for få stunder siden, at intet havde ændret sig, men sandheden var måske en anden. Alex var faktionsløs...
"Det er absurd, Alex." Mumlede han lavmælt og rystede så på hovedet, "Hvorfor siger du sådan noget?" Der var nærmest en lettere fornærmet tone i hans stemme. Som om hun netop havde forurettet ham, ved at gå imod hvér en læges ord. Lægerne der havde sagt at han var syg: Enten i krop eller sind. At han skulle være rask, efter alle de lægebesøg og alle de psykologer, var ikke noget han blot ville overveje. Det ville jo være absolut absurd! Især fordi forældrene også havde været enige i disse erklæringer.
"Det er ikke sjovt, Alex..." Hans stemme var næsten bare en hvisken, og tonen var tvær. Dybt inde gjorde denne situation ham blot endnu mere forvirret, men han ville ikke udvise sin mistro, eller dén skepsis han havde rettet mod faktionen i årevis. Hans virkelighed skulle ikke ændres på denne måde. Ikke hvis det betød, at han blev manipuleret af dem der burde være hans familie.

Han hev sine hænder til sig, så snart hun tog fat i disse - "Stop det!" Han hævede stemmen, og kom snart op på benene. Han slog lidt ud med sine arme, og så ned på hende, med et tydeligt irritabelt udtryk i blikket. At hun påstod at han var rask, fik ikke just en glæde til at sprede sig i ham. Det kunne ikke være rigtigt, og han skubbede påstanden fra sig med det samme, trods tanken havde krydset ham før: "Du prøver at bilde mig ind, at min egen familie... Pacifisterne, manipulerer mig, og fortæller mig at jeg er syg? Ved du hvor langt ude det lyder?" Han sænkede stemmen en smule, da et par forbigående pacifister løftede deres nysgerrige blikke mod de to. Hvis nogen kaldte på en underleder, på grund af hans udbrud, ville det kun ende dårligt for ham selv.
"Måske skal du ikke tro på alt hvad du hører!" Trods stemmen var sænket, var der en tydelig fornærmet tone i denne. Snart sukkede han, vendte ryggen til hende og gled en frustreret hånd gennem det pjuskede, mørke hår.
"De har advaret mig om det her..." Snart så han tilbage mod hende, og lagde armene over kors: "De har sagt, at vi ikke skal stole på de faktionsløse. I prøver at vende os mod vores faktioner. I prøver at skabe splid og mistro overfor dem der har givet os tag over hovedet, mad på bordet og et egentligt formål." Han rystede på hovedet: "Har du nogen beviser udover 'jeg har hørt'? Hva'?" Fredsserum... Tanken gav ham kvalme, og derfor forsøgte han desperat at skubbe muligheden fra sig: "Du skal ikke prøve at overbevise mig om at jeg er rask, okay? Du skal ikke lyve overfor mig, og give mig falskt håb. Det er direkte kynisk, Alex!"

Alex så ikke på de andre pacifister, hun mødte ikke deres nysgerrige blikke, hun gad det helt ærligt ikke. Der var jo en grund til at hun havde forladt dem på den eneste mulige måde, ved at skifte faktion. Hun ville ikke være en del af deres evige smilende hverdag, hun savnede ikke at være pacifist.

Hun var direkte bange for hvordan han reaktion ville blive. Ville han overhoved tro på hende? Og imens hun talte, kunne hun godt se at hans blik ikke var håbefuldt, det var skepisk. Det var den reaktion hun havde frygtet. Hun vidste godt, at det var år siden at de havde snakket rigtigt, at de faktisk bare havde sagt et ord til hinanden, men hun havde stadig sin tillid til ham, hun ville bare have, at han kendte sandheden, var det så mærkeligt? Og da han sagde, at det var absurd, krympede hun sig ganske let, ikke så meget at det kunne ses, og hun fik bare lyst til at slå blikket ned og sige, at han bare skulle glemme alt hvad hun lige havde sagt, men det gjorde hun ikke. Hun gengældte hans blik, holdte det fast og de blågrønne var bedende, men stadig stålfaste. Hun stod fast ved hvad hun sagde. "Fordi du skal kende til sandheden," sagde hun i et roligt tonefald. Hun vidste godt, at hans forældre havde været med på, at han skulle behandles for 'sygdommen' han havde. Og det måtte være hårdt at få at vide, at de måske havde løjet ham op i fjæset hele hans liv. Hendes ene næve knyttede sig. "Jeg laver ikke sjov, Liam." Hendes tonefald var såret og hendes øjne var blevet let blanke.

Det gav et sæt i hende da han rev sine hænder til sig og hun så op på ham da han rejste sig op. Dét at han hævede stemmen rystede hende og hun kom langsomt på benene og børstede, af ren refleks, sin rumpe af for græs. Hun så kort rundt og så godt de to enkelte pacifister der havde vendt deres blikke imod dem og hun sendte dem et lille venligt smil, i håb om at de så bare gik deres vej igen. "Jeg fortæller dig, at din familie nok ikke ved noget om det!" Hendes stemme var meget en lav hvæsen, men det var ikke fordi hun var vred, eller jo, måske lidt, men det var mest det, at hun var såret over, at han ikke troede på hende. "Du kender pacifisterne, du ved, at de ikke giver slip på nogen medmindre de vælger en anden faktion når de er blevet seksten!" Hun stod med knyttede næver og lidt lænet imod ham. Kinderne var blevet røde af ophidselse, så hendes fregner dårligt nok kunne ses.
Hun kunne godt se hvor frustreret han blev over samtalen da han vendte sig om, men hun ville ikke stoppe, han måtte da tro på hende! "Jeg prøver at hjælpe dig, Liam!" sagde hun lavmælt, men med en vred undertone. "Hvornår har jeg nogensi.." Hun stoppede midt i sin sætning fordi han vendte sig om imod hende igen og alt blod forlod hendes ansigt imens han snakkede. Fregnerne stod tydeligt frem og hun stirrede bare på ham med let åben mund og med øjnene spærret op. Et øjeblik var hun ganske enkelt bare mundlam. "Er jeg intet andet end dét for dig?" spurgte hun lavmælt. Stemmen var blevet underlig hæs i det og øjnene var blanke. "Er jeg intet andet end en faktionsløs for dig nu?" Hun rystede let på hovedet og fjernede blikket fra ham og så ned i jorden. Næverne var ikke knyttet længere og hun så ganske enkelt bare utrolig modløs ud. En lille tåre gled ned ad hendes kind, men hun tørrede den hurtigt væk igen og vendte blikket op på ham igen. De blågrønne øjne havde fået et forurettet glimt i sig. "Jeg har aldrig løjet overfor dig, jeg ville aldrig prøve at give dig falsk håb," sagde hun sammenbidt og slog ud med armene. "Hvad ville jeg få ud af det? Huh?" Hun så vredt på ham. Kinderne var igen blevet røde, nu bare af vrede og tårene brændte i hendes øjne. "Det kan jeg svare dig på : Jeg ville miste min bedste ven! Hvad fuck hjælper det mig?!" Hun bandede normalt aldrig, men det at han ikke troede på hende, det sårede hende så kraftigt at det straks tændte vreden op i hende. Hun kunne ikke gøre for det.