This is not what I saw coming [Liam]

Solen stod højt på himlen, skinnede kraftigt og med en vind der ikke just var ikke særlig aktiv denne eftermiddag, gjorde ikke Christophers daglige løbeturer nemmere. Nok var han vant til hårde omgivelser, fra da han var skytsengel, men i dette øjeblik som han løb igennem parken gled sveden ned af ham. Han havde altid nydt de daglige løbetiden, det var hans getaway, hans måde at komme væk fra alt og alle. Som regel var han omgivet af folk hele tiden, så det var rart at komme væk fra andre og bare være sig selv.
Han stoppede kort op, blot for at få vejret, med en flaske vand i sin lomme hældte han det ud over sig. I forhold til andre af sin slags, var han anderledes, noget folk ofte lagde mærke til ved første øjekast. Det var de intense grå øjne, hans kække og ofte muntre humør der fik folk til at føle ham spændende. Ellers var det hans job, eller hans dobbeltliv, han levede jo ikke helt efter bogen. Med et suk rystede han vandet ud af været, hvorpå han løb videre. Denne han nåede han ikke langt før han kolliderede med en mindre krop. Han mistede en smule balance, dog ikke nok til at vælte. Han hævede øjne brynet og så sig om efter hvad han bankede ind i


[Håber dette er okay]

Påklædning → Mørkeblå T-shirt der efterhånden klæber lidt til kroppen, sorte afslappede sweatpants og grå, slidte converse der næppe er ment til at løbe i.

Det skal løbes væk... - Havde den nittenårige Liam tænkt, før han tog sko på, og forlod boligkomplekset i Pacifisternes hovedkvarter. Efterhånden havde rastløsheden taget fod i ham, og ligesom kroppen - kunne selv tankerne ikke stå stille. Af netop samme grund havde han desperat forsøgt at få en ekstra vagt på arbejdet, trods han egentlig havde fri i dag - men til intet held. Selv pacifist-aspiranterne var ikke til at få fat på, så han kunne socialisere og få en lille pause fra sine egne bekymringer. Derfor måtte han ty til ydeligheder... Hvilket i Liams tilfælde, var at tage en løbetur. Det var ikke fordi han var direkte doven af natur. Alligevel fandt han det stadig ikke helt tilfredsstillende, at løbe uden, at det hverken var for at nå et bestemt mål og en belønning, og uden at det var fordi han løb fra noget. Det virkede formålsløst på en eller anden måde, selvom dette nok bare var hans åndsvage undskyldning, for at lave alt andet, end noget der kunne betragtes som 'sundt' for både krop og sjæl.

Den mørkhårede, unge mand måtte dog indrømme - som han løb rundt i parken - at luften syntes at gøre ham godt. Selvom huden blev varm, og pulsen steg - komplimenterede de friske briser denne fornemmelse ganske godt. Derudover duftede det af forår, hvis dette altså var en beskrivelse man nogensinde kunne bruge, uden at lyde som en poet fra 1800 tallet. Der var vel også meget at se på i parken. Liam spenderede ikke meget tid alene der, og derfor tillod han sig selv at tage et ekstra godt kig, mens han løb gennem området.
I et uopmærksomt sekund, ramlede han snart ind i nogen, og mistede balancen. Det var bestemt ikke synderlig yndefuldt, da han endelig ramte jorden med en lidt ømmende lyd. Hvorfor virkede det vådt? Han satte sig lidt op, og gned sit ansigt med sin ene hånd: "Hvad fanden...?" Mumlede han med en tydelig forvirring i stemmen, før hans blik vandrede op af skikkelsen foran ham. Det var svært for ham, at se manden ansigt. Solen stod ganske uheldigt, og lod kun til at få hans silhuet til at stå klart. Derfor måtte pacifisten skærme øjnene lidt med en hånd, før den fremmede blev mere tydelig. Det lignede at han enten glinsede af sved, eller netop havde stået under et brusehoved. Mens Liam selv måske nærmere ville ligne en forvasket hund i en sådan situation, lignede denne mand langt fra et underdanigt væsen. Han forekom... stærk, og fik straks Liam til at associere ham med en der kunne være stereotypen af en Hollywood skuespiller, med lidt modelarbejde i baglommen.
Han rystede straks tankerne af sig. I et sekund havde han nemlig fanget sig selv lidt i at måbe over skikkelsen foran ham. Måske var det højdeforskellen nu, hvor han sad med bagdelen plantet på jorden, der også fik den fremmede til at virke overjordisk... Intet andet! - Det var i hvert fald det han prøvede at overbevise sig selv om, da han fik stablet sig på benene med en let rømmen. Det var klart, at han var pinligt berørt over at have 'taget faldet' trods han - selv i fuld figur - var lavere og mindre bredskuldret end denne mand.

"Undskyld. Jeg så mig vist ikke for..." En lidt kejtet mine gled over ham, da han kløede sig i nakken. Det var sjældent at han undskyldte for noget som helst. Alligevel var det som om det var det eneste han kunne få ud over læberne, som ikke blot for en uforståelig plapren.

Han blinkede da han så den lille skikkelse kolliderede, gang fik først ikke et så godt billede af ham, dog i løbet af ingen tid begyndte han at betragte den unge mand. Han var nuttede, lille som han var, havde han englelig smukke øjne. Det var altid det første han lagde mærke til, deres øjne og hvis han fandt dem interessante, ville han med stor sandsynlighed også vise sin interesse mod vedkommende. Som den fødte flirter, flottere han med alt og alle. Han bøjede ned i knæende, satte sig i øjenhøjde med den siddende dreng. Et kækt smil dannede sig på hans læber og et drillende udtrykke vækkede sig op i hans intense grå øjne. Øjne der nærmest var i live, den måde solen slog mod den og livet var i dem. Han betragtede drengen foran sig, som han tog drengen med bukserne ned i at stirre på ham. Han havde altid nydt den måde folk kiggede på ham, man kunne sige det gav points til hans ellers så store ego. Han vidste allerede i forvejen at han havde udseendet med sig, men at blive betragtet af andre godkendte jo kun dette.
Han rejste sig op sammen med ham, alt imens hans grå øjne var direkte mod ham, med det drillende udtrykke. Blot synet af den brugere unge dreng, fik han til at klukker blidt. Han hældte hænderne op "hej, det gør skam intet" han klappede ham på skulderen, med et skævt smil på læberne. Han lagde armene over kors, lod åbenlyst sit blik glide ned af den mindre drengs figur, han nød skam at kigge på kønne ting "men er du okay? det var lidt af et fald du tog dig der" han lod sine arme glide ned langs siden på ham "kan jeg give en drink, som ubdskyld?" spurgte han og trådte et skridt frem mod ham, han elskede skrøbelige ting og denne dreng her var helt klart en skrøbelig ting.

Den mørkhårede pacifist brød sig ikke om at føle sig lille. Dog havde han været splejset og lav gennem det meste af sin opvækst. Da han endelig, for ganske få år siden, var skudt i vejret, nåede han kun op på gennemsnitshøjden, og kunne bestemt ikke måle sig med de mere.. Kampklare faktioner. Men nu var pacifisterne jo heller ikke ligefrem betragtet som nogle truende individer. Liam havde nu altid en tendens til, alligevel, at forsøge at rette sig lidt ekstra op, når han stod foran nogen der var højere end ham. Måske fordi han ikke brød sig om at bøje nakken lidt tilbage, blot for at møde deres blikke. Det samme gjalt nu. For at møde den fremmedes grå øjne, måtte han selv hæve blikket en del. Dog gik der ikke lang tid før han måtte konstatere, at denne mand måske ikke blot var langt mere 'Hollywood-attraktiv' og høj - men også måtte være adskilt en smule fra ham aldersmæssigt. Hvor mange år mon skilte dem ad? 5 stykker? Liam rystede indvendigt på hovedet af sig selv, og slog tanken væk. Det var dog også pokkers ligegyldigt. Hvorfor ikke bare løbe videre istedet for at starte en samtale, der kun kunne blive akavet, når han knapt nok kunne åbne munden uden at lukke et eller andet latterligt gejl ud. Som regel var han jo veltalende... Var det mon den fremmedes attitude der fik ham til at gå tilbage i pre-teenage stadiet? Endnu en gang rystede han tankerne af sig. Dette var det der skete, når han ikke var igang! Når han stod og lignede en idiot, eftersom der var lidt jord, græs og grus på hans arme, og store dele af ryggen på T-shirten.
Ved den fremmedes berøring, vågnede Liam en smule op. Han så opmærksomt på ham - blikket vigede ikke et sekund. I et flygtigt øjeblik haved han vel truet at denne mand, ville gøre nar af ham eller grine ligesom diverse pacifister ville, eftersom fald-på-halen-humor åbenbart appellerede umådelig meget til dem. Roligt formede et smil sig, og snart gav han sig til at børste lidt af jorden af den T-shirten.
"Hva'? Ja, jeg er okay." Han drejede en arm ad gangen lidt bagud for at tage et kig på albuerne, der havde taget faldet. De var kun skrabet en anelse. Næppe nok til, at det overhovedet behøvede den mindste smule opmærksomhed. Det var jo noget han var vant til. Selv som en ung mand, klatrede han i træer som en lille dreng, og rullede rundt i græsset efter sit skud 'medicin', "Det var ingenting. Seriøst." Konstaterede han og rømmede sig endnu en gang - som om det på en eller anden måde ville få ham til at få et lille skud ekstra maskulinitet ind i kroppen.
Snart blottede han tænderne en smule i et smil. Det var en smule overvejende, og der var noget af den kendetegnene kækhed i udtrykket der gled over hans ansigt. Efterhånden slappede han mere af. Måske var det fordi han faktisk tillod sig selv, at se lidt mindre modvilligt mod manden foran ham. Hvad var der forkert i, at betragte ham en smule? Se ham an, og afgøre hvorvidt man skulle løbe videre eller åbne sig for mulighederne. Det var trods alt rastløsheden han løb fra. Så måske kunne denne fremmede være dén distraktion han havde brug for?
"En drink? Stik mig hellere dit navn først." Den lidt drillende bemærkning var efterfuldt af et grin. Han skrabede en smule rastløs med foden i den grusbeklædte sti. Det var svært at stå stille efter at have løbet så langt. Brystkassen bevægede sig også hurtigere op og ned end den sædvanligt ville gøre, "Og du behøver sgu virkelig ikke købe noget. Det var vel en..." Han ledte efter ordet: "Gensidig fejltagelse..." Han rakte snart sin højre hånd frem mod mandden.
"Liam Westbrook."

Han smilede mildere da smilet formede sig på hans læber, det klædte ham med et smil på de læber og et sekund følte han sig fristet til at sige det, dog holde han igen. Han lagde hovedet på skrå, betragter han stille fjerne støv og jord fra hans trøje, tjekke efter sår og andre evt. Skader. Da svaret kom efter lang tids stilhed, nikkede han blot "jamen det er jo fantastisk at høre" han havde aldrig brudt sig om at gøre skade på andre, det var netop derfor han forlod skytsenglene, netop fordi han aldrig havde holdt af vold og andet ligende. Han trådte et skridt frem mod ham og få mange, såsom nu irriterede hans højde ham virkelig, netop fordi han skulle bøje i nakken så meget. Han fik ofte ondt i nakken, skyldet at han når han var omkring andre ikke gjorde andet end at se med på dem. Han lagde hænderne i lommerne af sine shorts "er du sikker, spiller ikke bare stor of stærk?" lød det kækt fra ham. En af de første eng man ofte lagder mærke til ved ham, var at han mere livlig end hvad man skulle tro.
Han hævede øjenbrynet over hans fine lille ordre, der var normalt kun så mennesker i denne verden der slap godt fra at beordre ham rundt, og heldigt for denne nye mand, var han nok en af de få...mere fordi det morede ham. Det glædet ham mere med denne drillende side, dog var det mere kært da han ikke rigtig vidste hvad pokker han skulle sige eller gøre. Chris havde jo altid elsket små ting, sig fandt han det interessant når han blev drillet med. Han trak på skulderne "jeg insistere, man kan sige jeg efterhånden ikke ved hvad pokker jeg skal bruge dem til" brummede han, uden rigtigt endnu at give han navn ud. Det var sjovere at holde spændingen længere ude. Dette var en ting han ofte gjorde. Dog da knægten md et rakte sin hånd frem mod ham og afslørede hans navn, der vidste sig at være Liam "jamen dog, nu hvor vi skal være så fornemme mr. Westbrook. Mit navnet Jobatahan Christopher Morgenstern, men kald mig hellere Christopher, jeg har aldrig kunne lide mit fornavn" brummede han og trykkede sin større og varme hånd mod Liams tilstrækkelige mindre. Han gav Pusle hånd et klem, før han gav slip og hævede øjenbrynet "men skal vi så smutte?" spurgte han og trak en hvid førertrøje op af sin ene lomme, hvorpå han tog den på

Der var noget ved kækheden som han sendte tilbage i hovedet på ham, der fik Liam til at føle sig mere 'hjemme' - hvis det var et begreb der kunne bruges i denne sammenhæng. Når andre reagerede flabet overfor ham, havde han det altid bedre med, selv, at vise sig fra dén side. Han elskede jo det flabede og kække. Det var noget han selv følte at han mestrede, men noget der ikke just var fuldt accepteret blandt pacifisterne. Det viste jo en form for... disrespect. Alligevel krævede det vel ikke meget, at forstå sarkasmen bag ordene, og indse at flabethed bare var en måde at udtrykke sig på, der langt fra burde tages meget bogstaveligt.
Liam undslap en let latter ved hans spørgsmål: "Stor og stærk?" Han fnøs, "Selv hvis jeg prøvede at lade som om jeg var det, er det jo tydeligt, at det ikke er tilfældet." Han lavede en fakt ned af sin krop. Måske var han skudt mere i vejret over de sidste par år, og skulderne var blevet bredere, men der var stadig en drenget ungdommelighed over hans måde at føre sig selv frem på.

Han gav manden, der netop havde præsenteret sig som Christopher, et fast håndtryk, før han lod begge sine hænder glide ned i lommerne på de afslappede bukser. "Wauw. Det er sgu noget af et navn." Han blottede den øverste tandrække i et lidt fjoget smil, "Jeg vil aldrig kunne huske resten af det alligevel - så 'Christopher' fungerer mere end fint for mig."
Liam stod og overvejede situationen et øjeblik, før han trak på skulderne, med et: "Joh... Hvorfor dog ikke?" I et sekund fangede han sig selv i, at ærge sig en smule over at Christopher overhovedet dækkede overkroppen med undertrøjen - men på den anden side, ville det måske ikke være den bedste ide at gå gennem det offentlige rum uden at dække kroppen en smule. Han skulle ige til at sætte en fod før den anden, før tanken slog ham: "Altså... Jeg lugter sikkert af sved. Tror du virkelig jeg ser anstændig nok ud til at tage nogen som helst steder hen?" En let latter undslap ham, før han strøg en hånd gennem det, allerede pjuskede hår, der nu lå mere tilbage over hovedet grundet fugten i det, fra løbeturen. Snart trak han dog på skulderne igen, og viftede let med hånden, før han nikkede ned mod stien som ville føre over mod parkens nærmeste udgang: "Årh, jeg har aldrig været forfængelig. Folk er vel død-ligeglade anyway." Han begyndte roligt at gå, og rettede øjnene mod Christopher, med en venligt udtryk i disse: "Og kald mig endelig Liam."

Han hævede øjenbrynet, klukkede og trådte helt tæt på ham, lod bevidst sit blik glide ned over den yngre mands krop. Han undlod aldrig at vise hvis han fandt en anden interessant, og han fandt i den grad denne unge mand interessant. Dog kom der ikke ord ud af hans læber, men hans øjne sagde mere end nok. Måske kunne han finde på at vise sin interesse, men han ville aldrig tvinge sig over nogen, de skulle give grønt lys, og gjorde de så det ville han ikke give slip på dem, før det der skulle gøres var gjort. Han grinede over hans kommentar, trak på skulderne ”ja, det kan du vel godt sige det er…jeg er jo den uheldige med navnet” kluklo han med et skævt smil og et kækt udtrykke fast plantet mod sit ansigt. Han var som regel en af de typer, der aldrig rigtigt tog noget seriøst. Det skete nok først den dag hvor han stod døden nær eller rettere lå død. For ham handlede livet om at leve det, han ville finde verdens, eller rettere sagt byens nydelser også træde ind i dem, bade sig i dem og aldrig forlade lige netop den form for nydelse.
Da Liam sagde ja, plantede det et stort smil på hans læber og et glimt landede i hans øjne. Dog fik hans anden kommentar ham til gå helt hen til ham, så der måske var få cm’ers afstand mellem dem, som han bøjede sig ned mod hans øre. Han greb ham om hans nakke ”du ser mere end bare anstændig ud” hviskede han i hans øre, før han rettede sig op og vendte sig om. Han strakte sig, spændte i alle musklerne. Liam havde dog fat i noget, som regel var folk ligeglad med alle andre omkring dem, dog blev dem der skilede ud, ofte en del af deres dumme samtaler. Han var selv vant til at være et samtale emne, ofte var det ikke altid helt godt. For dem omkring ham, var han en manwhore, en der ikke havde andet i livet end sex.
Han vendte blikket om mod Liam, som han gik mod ham, med et skuldertræk nikkede han dog ”jamen så vil jeg kalde dig det…Liam” han udtalte hans navn med en mere sensuel undertone, det lå i hans natur at drille folk på det seksuelle. Han respektede folk hvis de bad ham om at stoppe, men nu var det efterhånden noget han havde gjort så længe, så han opdagede det ikke længere…nu kom det mere naturligt for ham.

Liam var ikke fuldkommen clueless. Selvfølgelig bemærkede han det vurderende blik Christopher gentagende gange rettede mod ham. Det var dog noget der kom bag på den unge mand. For det første, syntes han sjældent at støde på nogen, der ikke ville gøre det mindste forsøg på at skjule at de tog ham i øjesyn. For det andet, var Liam ikke vant til en sådan opmærksomhed fra hankøn. Han havde ikke just fornægtet nogensinde at have været tiltrukket af hankønsvæsner som ham selv. Pacifister var jo frie, og folk var vel fuldstændig ligeglade med hvad ens præferencer var. Men Liam havde ingen erfaring med nogen af samme køn, og derfor så han nærmest Christophers flirtende adfærd, som noget han ikke burde analysere for meget. Slemt ville det jo være, hvis han fejlbedømte situationen og indså at denne mand ikke havde sendt et eneste signal, men at det blot var ham selv, der havde været naiv nok til at tro det. Der var noget ved tanken om at være sammen med det samme køn der fascinerede den unge pacifist. Der var vel ingen forskel for ham på det punkt. Faktisk var der noget ved det stærke, maskuline der syntes at virke dragende for ham, fordi det forekom ham så uvant. Generelt var hans erfaring minimal når det gjalt begge køn, i sidste ende. Det var nemt nok at udstråle selvtillid i andre situationer - men bare tanken om at være 'sammen' med nogen, var alligevel noget der kunne sende ham fluks tilbage til at være den akavede pre-teenager.

Da Christopher nærmede sig og afstanden mellem dem blev formindsket markant, kunne han nærmest mærke nakkehårene rejse sig en smule. Værre blev det, da han mærkede Christophers ånde mod sit øre. Han måtte i hvert fald anstrenge sig selv for ikke at få gåsehud over armene eller grine som et eller andet lallende fjols. Heldigvis holdt han masken, og fulgte bare Christopher med øjnene, som han snart begyndte at strække sin krop.
Da han hørte tonen i Christophers stemme, da han sagde hans navn - gled et lidt flygtigt, nervøst smil over hans læber. Som om han ikke vidste hvad pokker han ellers skulle gøre. Dog rømmede han sig snart. Selvom han var sikker på, at han var tiltrukket af denne mand, udviste ham ikke mange signaler selv. Flirten havde vel aldrig været hans stærkeste side. Han ville jo næppe komme med et halvhjertet forsøg, der bare ville være langt mere komisk end sensuelt. Derfor rømmede han sig bare en smule, og fortsatte med at gå.

"Kender du et godt sted?" Spurgte han efter et par sekunder: "Jeg regner ikke ligefrem at der vil være mange mennesker på dette tidspunkt af døgnet, nogen steder." Tilføjede han dernæst. Hænderne gravede sig lidt dybere ned i lommerne på de afslappede bukser. Han vendte blikket mod ham: "Jeg er under 21, så jeg ved ikke just om det bliver en drink herfra. Jeg regner ikke med at de skænker såkaldte 'mindreårige' noget som helst med alkohol i."

Det var næsten kært den måde Liam ikke havde nogen erfaring inde for det som han selv havde mere end bare erfaring inde for. Han regnede hurtigt med at enten var Liam jomfru eller også havde han slet ingen erfaring inden for det samme køn. Han kunne selv huske da han stod i den situation, 17 år og ingen ide om hvad pokker der skete. Han kunne huske hvordan havde troet han var forkert, hvordan han skulle tage det hele og efter opdagelsen, var han fast besluttet på at han var forkert sat sammen. Også bare efter de ting der var hændt, var det ikke just fordi han søgte forhold til andre, så ofte var det bare one night stands på one night stands. Man kunne ofte finde ham i seng med enten en mand eller kvinde, ofte flere gange i træk. Nogle gange var han væk i flere dage og dukkede så op igen uden nogen ord om hvor han havde været. Andre gange ville han dække sandheden, enten af skam over sine gerninger eller også fordi han bare ikke fandt lysten til at snakke om det der var sket.
Han kunne føle Liams øjne direkte rettet mod sig, som han strakte sig. Blot denne følelse af at blive overvåget af den tydeligt yngre dreng, fik ham til at smile drillende. Havde hans lillesøster været her, ville hun højst tænkeligt havde slået ham, blot for at lege med den stakkels dreng, der ikke rigtig kunne gøre for at han var i den situation. Dog fik hans spørgsmål ham til at smile lettere skævt. Han lagde armene over kors, lyttede interessant i hans ord. Et tænkende udtrykke danne sig på hans ansigt, ja nu var det jo om han kendte et godt sted. Det var jo ikke ligefrem fordi han kunne tage ham med til et sted hvor de serverede alkohol, som han sagde var han under 21. Han kløede sig let på hagen ”hvor gammel er du helt præcis Liam?” spurgte han stille og med et hævede øjenbryn. Han skulle lige havde den præcise alder, blot for at høre om han kunne lege lidt med ham. Var han under 17 ville han aldrig sætte tankerne efter ham, det ville være direkte respektløst af ham, plus han ville aldrig tvinge sig selv over en der var så meget yngre end ham selv.