Well, hello to you too ~ Demitri

Tid: Formiddag
Sted: Knudepunktet
Vejr: Overskyet, lun vind
Omgivelser: En masse der går rundt og passer sig selv, går ture, osv.

Alex havde nærmest en fridag som teamleder, hun skulle ikke selv ud og tigge om mad eller drikke, hendes egen have var passet, nusset og pusset om, så hun havde valgt at trække i noget nyere tøj, en lang, lysegul kjole med et rødt bånd om livet, og gået sig en tur, som alle andre. Hun var nærmest usynlig her. Det var rart, på en eller anden måde. De fleste ville jo gerne ses, og det blev Alex jo også på sin vis, det var jo ikke alle der havde ildrødt hår! Hun smilede lidt ved tanken. Hun gik egentlig bare lidt rundt på, må og få idet hun endte ved knudepunktet og hun så op på den høje, høje bygning, helt op til hvor skyerne dækkede for resten af udsigten. Hun mindedes kort den dag hun skulle til sin egen udvælgningsceremoni og hun rynkede let ved brynet ved mindet. Hun havde været så nervøs, det var helt utroligt! Hun smilede lidt for sig selv og blev ved med at betragte bygningen.

Alex havde godt hørt om at det var i dag at alle de unge seksten årige skulle vælge deres fremtidige faktion. Hun kunne godt huske hendes frygt for ikke at være god nok, ikke kunne klare det og hun endte med at gyse ganske let ved bare minderne omkring det, for det var ellers en okay varm dag. Et lille smil formede hendes læber og hun blev ved med at se op ad den høje bygning, i håb om at få set toppen. Samtidig ønskede hun alle de unge god mod og held til at tage det rigtige valg om deres fremtid, for selvom hun ikke selv brød sig om systemet, så var der jo andre der gjorde, hvilket hun ikke forstod. Det var takket været systemet at hun havde fået knust sine drømme, men hun havde i det mindste fundet friheden. Hun savnede ikke sin fødselsfaktion eller skytsenglene, hun var glad som hun var. Fri. Hun stod et stykke fra indgangen, måske godt fem meter, da døren åbnede sig og hun vendte blikket nedad af ren refleks for at se hvem der kom gående ud.

Alex var i umådelig godt humør den dag, hvilket også gjorde at hun var noget mere social end sædvanligt. Så imens hun betragtede manden, der trådte ud ad bygningen og trak en pakke cigaretter frem. Han så utrolig fornem ud i jakkesættet og på den blå farve kunne hun gætte sig til, at han tilhørte Intelligentsia og kort efter genkendte hun hans ansigt. Det var jo Intelligentsia's underleder! Hun smilede ganske let idet hun hævede stemmen lidt og sagde ; "Det der er ikke særlig sundt for dig." Hun gik med nogle lette skridt over til ham. Hun lignede en pacifist i det øjeblik, med det lidt kække smil på læberne og det glade glimt i øjet. "Og som underleder burde du da vise et godt forbilled." Hun var nået over til ham da han selv havde lagt cigaretterne ned i lommen imens og hun måtte lægge nakken lidt tilbage da hun så op på ham. Han var meget højere end hun havde regnet med, hun var jo kun en lille splejs på 160 centimeter. Han måtte jo næsten være hele tredive centimeter højere end hende! Hun smilede lidt for sig ved tanken. Hun så stadig på ham med sine blågrønne øjne og havde lagt hovedet let på skrå. Hun rakte op da vinden havde blæst en af de røde lokker foran hendes ansigt, og hun førte den tilbage om bag øret.

Alex kunne ikke lade være med at smile over hans nærmest forlegne mine. Det morede hende lidt, men hun kunne godt forstå ham på et punkt. "Joo, jeg har da set dig i avisen en gang eller to, men bare rolig," sagde hun og sendte ham et blink med det ene øje og tilføjede så. "Jeg har ikke set noget." Hun smilede kækt til ham inden hun tog hans hånd og gav ham et fast håndtryk. Hendes håndfuldene var ikke bløde, men havde et let lag hård hud, så det kunne mænes at hun var vant til at arbejde med hænderne. Hun nikkede let da han sagde sit navn og så klukkede hun lidt. "Nu du siger det, kan jeg godt huske det, men jeg er ikke den bedste til navne," sagde hun med en lille latter. "Jeg er Alex," præsenterede hun sig som og smilede imødekommende til ham. Hun borede ikke mere ind i det med cigaretterne, hun slap bare hans hånd kort efter hun havde præsenteret sig selv. "Skal du overvære egnethedsprøven?" Spurgte hun nysgerrigt og så på ham med et lille smil og et lille glimt i de blågrønne øjne.

Alex havde altid undret sig lidt over hvordan det måtte være, at være kendt eller i det mindste komme i avisen. Hun tror selv, at hun ville få pænt meget spat hvis folk med kamera kom op til hende, tog billeder uden at spørge eller hvis der kom journalister op til hende og spurgte hende om forskellige ting og sager og skrev hvert et ord hun sagde ned. Hun ville ende med at flejne helt ud til sidst, hvilket der jo sikkert også ville blive taget billeder af og blive skrevet om. Hun ville være en elendig kendt, en tanke der fik hende til at smile en anelse af sig selv, hun nød jo også at arbejde i det skjulte.
Hun smilede varmt og stadig noget kækt til ham. "Ingen årsag," sagde hun i et blidt tonefald. Hun havde selv intet imod folk der røg. Hendes forældre havde røget af og til derhjemme, så derfor gjorde hun det jo også selv lidt, mest når hun var stresset eller bare havde brug for lidt afslapning. Så hun var langt fra en af dem der dømmede andre der røg.
Hun nikkede let til ham med et lille smil, da han sagde goddag til hende, og lagde armene om sig selv efter at de havde trykket hinandens hånd. Hun gøs let. "Ugh, det er aldrig rart," sagde hun med en lille grimasse. "Jeg er glad for at det er overstået for mig." Hun klukkede let og lod hænderne glide op og ned ad armene i et langsomt tempo. Det var en anelse for køligt til kjole, men hun kunne godt lide kjolen, selvom den var gul og rød, hvilket jo tydeligt sagde til alle andre, at hun var pacifist, hvilket var meningen med det hele. Så blændede hun lidt nemmere ind i mængden, hvilket var en vigtig fordel. Dog var kjoler ikke ligefrem nemme at løbe i, der foretrak hun bukser.

Alex var ikke typen der røbede en andens hemmelighed, det var ikke ligefrem hendes stil. Hun ville ikke kunne finde på sådan noget medmindre det var livsnødvendigt at andre fik det at vide, og at Demitri kunne lide at tage en smøg i ny og næ, det rørte hende jo ikke.
For at være ærlig, havde hun lidt medfølelse med ham, på grund af alle de journalister der måtte forfølge ham i tide og utide. Hun havde godt nok selv en krævende job, og lavede hun en fejl ville det jo ramme en masse andre og ikke bare hende selv. Det ville kunne skabe splid og kaos mellem de andre faktionsløse, og det var det sidste de havde brug for lige nu.
Hun skar en lille grimasse over hans ord og nikkede for at give ham ret. "Det kan jeg følge dig i," sagde hun med en blid stemme og et lille smil. Hun klukkede lidt, så ned ad dig selv og hev lidt ud i de gule skørter. "Min fødselsfaktion, Pacifisterne," løj hun, let og ubesværet, og med et lille grin på læberne inden hun så op på ham igen. Hun havde ingen problemer med at lyve overfor andre, hun prøvede så vidt spm muligt at undgå det, men det var jo svært, for hun kunne jo ikke ligefrem bare sige, at hun var faktionsløs og faktisk en af dem der prøvede at vælte systemet. Så var en lille løgn nemmere og meget mindre besværlig. Hun ærgede sig over at være nødt til det, men ja. Hvad kunne hun ellers gøre?