~That girl, my sister? No way.

Tid:13.45
Sted:Graven, hos tatovøren.
Vejr:Megt varmt, en blå himmel, sol...ikke at det betyder noget.
Omgivelser: En masse skytsengle, tatovører og det der nu er der.

Well, Lawrence, vi blev enige om at de var søskende? Yup.

Susan sad i stolen, mens tatovøren havde travlt med at sætte roserne på hendes hud, som resten af hendes liv ville være der som et minde om den tilfældige dag, hvor hun valgte at få endnu mere udsmykning til kroppen. Folk vælter ind og ud, og da hun så begynder at kede sig, da det er yderst kedeligt at studere andre mennesker, beslutter hun så at kigge på sig selv i det spejl der er. Hun kommer i tanke om puritanerne, der aldrig ser sig i spejlet, og hun begynder at fnise. Latterligt. Det er det mest latterligste hun nogensinde har hørt. At være lidt forfængelig en gang i mellem kan ikke skade nogen? Åbenbart. Hun læner sig tilbage, lukker øjnene og prøver at lade vær med at gøre et eller andet dumt.

Lawrence [ Juliet Sophia Lawrence ]
Det var ikke den første gang hun åbnede døren ind til tatovøren, og hørte klokken over døren ringe. Det var dog første gang hun rent faktisk havde i sinde at få en tatovering. De forrige gang hun havde været inde hos tatovøren, var hun bare gået derind på grund af hendes nysgerrighed. Hun trådte med forsigtige skridt ind i salonen. Det første hun der fangede hendes blik var en pige der var ved at få en tatovering.

Susan.
Hun sukkede irriteret og skubbede hendes pandehård væk fra øjnene, da endnu en trådte ind. Bare en pige. Ikke noget specielt. Hun kede sig. Da hun var færdig, rejste hun sig og gik ud af døren. Hun havde allerede betalt. Hun kom i tanke om den tid, hvor hun var en forfængelig lille intelligentsia tøs, der mente at mangel på viden var skyd i ufred, præcis som hendes mot havde opdraget hende til at mene. Hun husker stadig ikke hvad det var, der fik hende til at vælge skytsenglene, nok manglen på udfordring i livet, fordi hun altid kunne det, de prøvede at lære hende i intelligentsia. Nu er hun ikke længere en klog tøs med et stort ego. Nu er hun Susan, ikke den intelligente, men den stærke. Selvom der stadig er lidt intelligentsia over hende. Hun begyndte at stirre på den tatovering hun havde fået. Hendes mor ville have kastet hende på et bål, hvis hun var der. Men det var hun ikke. Susans tanke tilfredsstillede hende. Hendes mor var her ikke og kunne ikke gøre noget ved det. Faktisk, var det mærkeligt at hun ikke havde tænkt den tanke lidt før. Hun havde ikke set sin mor i 3 år, fordi hendes mor aldrig har ville tage kontakt til hende. Ingen overraskelse.

Lawrence [ Julia Sophia Lawrence ]
Hun vidste ikke hvad det var der lige fangede hendes opmærksomhed ved den pige. Hun var vel bare en helt normal pige i faktionen. For ærligt talt mindede hun ikke som en Lawrence ville interesse sig for, ikke for at være spydig, alligevel gjorde hun. Hun mindede overhovedet ikke om hende selv, men alligevel. Hendes blik fulgte hende da hun rejste sig og gik ud af døren. Hun vendte hovedet mod tatovøren, da hun hørte at hun rømmede sig. Hun gjorde det tydeligvis for at hentyde til at Lawrence hellere måtte komme tilbage til virkeligheden og bestemme sig for hvad hun ville. Tatovøren stod med krydsede arme og sendte hende et blik der indeholdt irritation. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, selvom hun dog havde kigget på deres flotte plakater med udvalg af tatoveringer. Hun kiggede på sit håndled, hvor hun havde tænkt at der skulle være en tatovering. Det fik dog op for hende i det øjeblik at hun var så tæt på at få den lavet, at det var ikke det hun ville. Hun kiggede nu med et nyt håb i blikket, og hendes fortvivlede jeg var forsvundet så pludseligt som det dukket op. Nu vidste hun hvad hun ville helt præcis. Hun ville søge jobbet som tatovørens assistent, eller rettere sagt en der sørgede for alt andet at lave tatoveringerne. For jo, hun var optaget af tatoveringer og synes de var så smukke og interessante, men når det til alt var hun måske alligevel bange for tatoveringer. Det at få en var nok alligevel ikke hende, og det at lave dem på andre fik hun også kvalme af. Så det at arbejde med dem, uden rent faktisk at arbejde med dem, var måske en bedre løsning for hende. Hun kiggede op igen mod tatovøren og sendte en lumsk smil.

- Kom med en nye idé om at Susan ligesom kunne komme tilbage for at få en ekstra tus, rette op på en eller noget andet nogle dage efter, hvor Juliet så har fået jobbet. Huh, hvad synes du om det? ^.^'

Jaja.

~Dage senere...lol~

Susan.
Hun havde glemt sin jakke. Hendes elskede læderjakke. Hun skubbede dørene til tatovøren op. Det får de fleste der ned til at glo på hende, som om hun var en totalt særling. Og det irriterer hende. Det er først, da den kvinde der gav hende en tatovering, giver hende jakken som hun havde glemt, at hun falder ned på jorden igen. Hun går lidt rundt, kigger på de forskellige tatoveringer man kan få, og sådan. Hun overvejede at gå ud, men så kom hun i tanke om noget. Noget hun bare skal have ved skulderen. Men ikke i dag. Hun går hen til tatovøren, takker for at kvinden havde tæt på andre end sig selv, og holdt jakken klar, til når Susan vendte tilbage. Tatovøren går et eller andet sted hen. Det er først der, at Susan opdager at der står en tøs bag tatovøren, som nu er gået, så hun står ikke bag tatovøren mere. Men det er en tøs hun har set før. Den pige var der sidste gang. Så nysgerrig og total weird som Susan nu er, holder hun lidt øje med pigen. Hvordan hun ser ud. Og fordi Susan er fra intelligentsia, kan hun bare se, hvor pigen er fra. Eller, det er mange år siden sidst hun lavede noget intelligent, klogt, totalt nørdet. Derfor har hun mistet lidt af sine "jegvedhvilkenfaktionduerfra" evner, og er ikke helt sikker. Derfor spørg hun, totalt ubehøvlet, uopdragent: ,,Du kommer fra sanddru, gør du ikke?"

~We live in cities,
 You'll never seen on screen
 Not very pretty, but we
 sure how to run free~

Lawrence [ Juliet Sophia Lawrence ]
Selvom det var omkring 2 år siden hun skiftede faktion, havde hun ikke vænnet sig af med hendes vane med at være lidt for, hvad skal vi kalde det, måske en lille, lille, lille bitte smule stikkende? ... "For lidt over 2 år siden kom jeg fra De Sanddru ja." Hun rynkede sine øjenbryn lidt, imens hun kiggede på pigen med et blik der ikke helt kunne tydes. Hun husker tydeligt pigen fra i går der var igang med at få en tatovering da hun kom. "Og fordi du er god til at tyde hvorfra hvilken faktion kommer fra, gætter jeg på at du kom fra ... Intelligentsia?" Hun bed sig lidt i læben og lagde hovedet på skrå, stadig med rynkede øjenbryn. Der er en kort tavshed inden hun sagde: "Men i hvert fald, det kan vi snakke om efter du har besluttet dig om du skal have en tus eller ej." Hun prøvede at smile lidt, og hun fik da fremtvunget et svagt smil. Hun gjorde tegn til at pigen skulle følge med. Hun følte et kort øjeblik at hun nærmest have overtaget tatovørens rolle allerede.

Susan
Hun smilede. Hun ELSKER når hun har ret. Der kommer en følelse af perfektion inde i hende, når hun har ret. Hun føler sig perfekt. Selvom ingen i denne latterlige verden er det. ,,Selvfølgelig. Jeg var dog helt bange for at du var stivert-født." Hun smilede og lænede sig op af en søjle, der stod midt i rummet. Da pigen sagde at Susan nok er fra Intelligentsia, sukkede hun. ,,Er det så nemt at se? Nå, men jeg vil da gerne have en tus." Ordet tus udtalte hun på en provokerende måde, især fordi hun ikke selv kan lide det. Hun fortrækker Tatto. Da pigen gav tegn til at hun skal følge med, går hun med. På vejen fanger hendes blik en plakat af en tatto man kan få. Og hun elsker den. Hun kiggede kort på pigen. ,,Jeg vil have den. På håndledet."


Har en ide. De kunne falde i snak om deres familie, så det går op for dem at de er søstre?