Company and Honesty (Maya)

Sted - Haven, Sanddru
Tid - Eftermiddag
Vejr - Solen står højt på den blå himmel, hvorpå kun et par hvide, plyssede skyer er placeret. En køle brise glider engang imellem gennem området og minder folk om, at det endnu ikke er helt sommer endnu.
Omgivelser - En del unge mennesker fra faktionen, der har smidt sig i græsset
Påklædning - En hvid kort, afslappet kjole, en åben denim-vest og sorte converse

Trods de fleste i haven bar hvide nuancer, var der flere der rullede sig skødesløst rundt i græsset, mens de lo som om deres lunger ville briste hvis ikke lyden gled ud. Tøjet blev hurtigt mærket af grønne pletter og græsstrå, samt jord og smuds. Alligevel lod de fleste til at være ganske ligeglade med hvordan de langsomt ødelagde tøjet, som var så forfærdelig svært at holde rent. Det var forår, og det var som om Chicago forsøgte at lappe det hele i sig. Hver en ny duft og strejf af sol, skulle nydes til det fulde, og derfor var den lette mængde personer i haven, blot en lille forsmag på hvor mange der ville være, når sommeren rigtigt trådte ind.

En rødhåret pige sad i græsset lidt for sig selv. De bare, blege ben var trukket let op, og armene havde hun svunget rundt om disse, som om hun skulle til at vugge sig selv lidt frem og tilbage. Øjnene vandrede stødt rundt mellem de forskellige personer i haven, og den buttede underlæbe skød let, og måske lidt ucharmerende frem, i en tænksom og nysgerrig mine. En gang imellem kunne hun føle sig ufattelig alene, selv blandt individer der var ligesom hende : Ærlige, og måske også svære at få til at holde mund i de rigtige situationer. Ensomheden havde vel ikke den største begrundelse. Som regel søgte hun steder hen for at være social, og deltog i arrangementer, planlægning og grupperinger, for at få lov til at deltage aktivt. Men intet var helt som det havde været da hun var yngre. Hendes brødre, som hun havde været så ufattelig meget sammen med tidligere - var nu skytsengle, og så besatte af deres træning, at deres rødhårede lillesøster, med de store øjne - pludselig måtte træde i baggrunden. Hvad der gjorde sagen værre var, at dé dele af hende, der blot havde irriteret dem, før hun sluttede sig til Sanddru - var blevet forstærket da hun valgte faktionen. Det var pinligt for dem, når lillesøsteren plaprede op, og var en tand for ærlig, fordi hun simpelthen ikke kunne holde på hemmelighederne de delte med hende længere. Det lå ikke til hendes natur... Ikke nu.
Hazel drejede en vilkårlig tot af den røde manke, rundt om sin pegefinger. Snart strakte hun sine ben frem over græsset, og lod strående prikke på benene. Dernæst lukkede hun øjnene en stund og nød solen mod sit ansigt, trods hun vidste, at hun aldrig ville være særlig modtagelig overfor dets stråler, men blot ville blive ligeså rød som håret var, hvis ikke hun passede på.