Fra Begynder til Mester - Maya - Afsluttet

Sted: Træningslokalerne
Tid: Eftermiddag.
Omgivelser: Skydebaner mm.

Lænet op af en væg, foran en tom skydebane, stod Bradley med armene foldet hen over brystkassen og en tænksom mine, mens han studerede sine skosnuder med et tomt blik. Han var fordybet i tanker om mødet der var overstået for et par dage og den artikel han kort efter havde læst om at Matthew vidste at der var stjålet våben og han, Bradley Jaxson, ikke havde fået noget at vide. Det havde Bradley forventet var sket. De var vel et team og man skulle arbejde sammen, hvilke krævede at man delte sine informationer. Fint nok at manden ikke havde sagt det til rasten af byen, men Bradley havde virkelig troet at Matthew så ham for mere end hvad det åbenbart tydede på.
Halvfornærmet og irriteret gik han hen til skabene med våben, hvorfra han hurtigt fandt to pistoler og to gevær. De blev lagt på bordet foran skydebanen, før der fulgte en masse magasiner med. Han gjorde ingen mine til at gøre våbene yderligt klar, da han havde den opfattelse at før man kunne skyde, måtte man lærer at gøre sit våben klar. Noget han havde lært næsten før han kunne gå, da hans forældre havde været meget ivrige efter at han blev skytsengel. Maya Khariskówa havde ikke haft samme opvækst. Bradley kunne slet ikke finde ud af hvordan en opvækst ville være uden læren om forsvar og våben. I hans hoved var det næsten dårlig børneopdragelse.
Hans forståelse var derfor stor, da hans 'kollega' fra de Sanddru havde bestemt sig for at det måtte være på tide at lærer lidt om skydning. At lege lærer for hende ville han mere end gerne, selvom det selv havde været en del år siden han selv havde siddet på skolebænken. Metoderne var derfor gået lidt i glemmebogen, men at lærer at skyde handlede også mest om bare at øve sig i evigheder til man lærte det.

Påklæding top + bund

"Er de klar miss Khariskówa" lød det fra en ældre herre, i starten af fyrrende. Han havde et hårdt og direkte ulæstlig blik. En ung kvinde, kom gående ned af trapperne, iklædt en smuk kjole og et par høje hæle, gik hun imod ham "selvfølgelig James" Hun smilede til ham, deres kendskab til hinanden var efterhånden langt. James havde fungeret som en slags tjener og alt muligmand, siden hun var helt lille. Dette lå både til grund for hendes titel, men samtidig fordi hele hendes familie havde været mere end bare rige. Det havde ligget i hendes familie at være ledere, så som helt lille havde hun aldrig manglet noget. Dette havde dog også medført at hun aldrig rigtig havde oplevet det hårde i verden, det kom først da hun blev ældre.
Hun satte sig ind i bilen, som James åbnede døren for hende. Spændt på hvad hun skulle lære af Bradley, så hun ud af vinduet. Hun havde aldrig før affyret et våben før, så at prøve noget nyt var for hende altid det sjoveste. Da hendes Fødselsfaktion var Intelligentsia, havde hun lært fra barnsben at uvidenhed var slemt, så derfor havde hun allerede fra barnsben været sat til konstant at lære.

Bilen stoppede med et, da hun havde været fuldkommen fanget i sine egne tanker havde hun ikke set de var kommet frem til Skytsenglenes område. Hun steg ud af bilen, som James åbnede døren og rakte hende sin hånd. Hun sukkede og kørte en hånd igennem det lange blonde hår, der hang krøllet ned langs hendes skuldre og ned foran hendes bryst. Som James gjorde tegn til at følge efter hende, holde hun hånden op og rystede på hoved, dette var noget hun skulle gøre selv. Hun kunne selv klarer dette. Den ældre herre nikkede og satte sig igen ind i bilen, hvorpå han forsvandt. Hun selv gik hurtigt ind mod trænings lokalerne hvor hun fik øje på Bradley. Som enhver anden Sanddru var hun jo selvfølgelig fint klædt på. Det lå hende fuldkommen naturligt at gå i kjole, næsten ligesom Skytsenglene gik i sort.
Hun gik langsomt imod Bradley, dog skulle han for længst havde hørt hende, sådan som hendes højehæle blidt slog mod det hårde gulv "Mr. Jaxson" sagde hun blidt og melodisk. Hendes blå øjne var blide, men dog også observante, som hun betragtede ham og sine omgivelser

Lyden af de klikkende hæle fik Bradleys mosgrønne øjne til langsomt at glide op. Først da han havde fået bekræftet at det var Maya, fulgte hans hoved med og et høfligt smil bredte sig på hans læber. En køn kvinde med et blidt næsten uskyldigt udtryk. Kjolen passede godt ind mellem de andre skytsengle der som ham selv kun bar sort. Måske lidt for dresset til træning, men nu var det ikke helt normal træning og det havde han også selv haft i tankerne da han tog tøj på før han tog af sted. Et stilrent look med bukser og skjorte. Uret han havde omkring håndledet var selvfølgelig også sort.
"Velkommen Miss. Khariskówa" Han greb fat i et af geværene der lå på bordet og kastede det hen i favnen på hende, for at teste reflekserne. Formåede hun at gribe det, ville et magasin følge efter mens han selv tog et gevær. Der var ingen grund til alt det formelle. Det havde de været igennem ved mødet og det det ville kun tage kostbar tid.
"Jeg går ud fra at De ved hvor aftrækkeren er og hvor patronen kommer ud. Når de trykker på aftrækkeren vil den energi der bruges til at skubbe patronen frem slå tilbage imod dig selv, så det er vigtigt at du med et gevær støtter et godt sted og ikke nær øjet eller andre 'ømme' steder, da det gør ondt." Begyndte Bradley at forklare. "Hullet du kan se foran aftrækkeren er hvor du indsætter magasinet. Det er ganske let at få ind og du skal ikke være bange for at trykke på aftrækkeren før du har afsikret våbenet. Det skal du så bagefter, da vi nødig ser nogle skyde sig selv eller andre her inde eller nogle andre steder hvor det ikke er meningen."
Bradley tog et magasin fra bordet og lod den glide på plads i geværet i en overdrevent langsom bevægelse så Maya kunne følge hans handlinger. Efter de havde været igennem det et par gange, hvor han også havde vist hvordan han skulle få magasinet ud, når det var tomt, trak han hende hen til skydebanen hvor han viste hende hvordan han skulle afsikre våbenet og holde det. Først efter han var helt sikker på at hun vidste hvordan det mest basale ved brug af geværet fungerede, fik han en skydeplade op for enden af banen og lod hende først bare prøve at skyde, for at hun kunne få fornemmelsen af hvordan det egentlig fungerede og føltes. At ramme målet kom de til sener.

Hun nikkede og gik hen mod ham, stoppede op ved han side netop som han tog geværet op. Bare synet af det store våben fik hende til at rynke brynet. Hun havde regnet med at de ville starte i det små og ikke gå direkte til det helt store. Som hun stod der ved hans side, følte hun sig endnu gang lille, med sine små 1,65 var hun ikke den højeste person, og ved siden af ham var det blot et bevis på dette. Hun lagde armene over kors, lyttede interesseret med i hans ord. Den måde han forklarede om dette våben, var et tydeligt bevis på at han helt klart var skytsengel og om ikke andet højst tænkelig var vokset op hos dem.
Hun kunne godt lide at høre den måde han snakkede på, det var næsten passioneret omkring disse våben og et sted var hun virkelig glad for at det var ham hun faldt i snak med og ikke Matthew. Hun havde skam intet imod ham, han var sikkert en god leder, men Bradley virkede behagelig at snakke med. Hun kunne stadig huske da hun rødmende indrømmede at hun havde et ønske om at lære hvordan man skød et våben. Hun havde regnet med at han ville sige nej og grine af hende, dog gjorde han det stik modsatte og sagde ja. Hvilket stadig i dag overraskede hende.

Hun fulgte ham i stilhed ind på skydebanen, og så med stor observation hvordan han afsikrede det. I dette øjeblik var hendes fødselfaktion tydelig at regne ud, den måde hun analyserede det hele, hver enkel af hans bevægelser. Dette var dog en stor omvending for hende, at skulle holde et våben, noget hun fra da hun var lille var forbudt. Hun kunne huske som 7-årig at havde fundet en af James pistoler, af nysgerrighed havde hun taget den og leget rundt med den i huset. Hendes moder var blevet mere end bare vred da hun fandt den unge Maya, siddende udenfor med pistolen afsikret. Siden da var hun blevet forbudt at komme i nærheden af nogen form for våben.
Hun kørte noget hår om bag øret, dog kom en fin blond lok ind foran hendes ansigt, som hun vendte sig mod ham "de kunne vel ikke hjælpe mig med at vise hvordan man skal holde den?" spurgte hun blidt. Hun var ikke sikker på hvordan hun selv skulle holde våbnet eller blot stå, så derfor var det altid rart med en hjælpende hånd

Et kækt grin kom fra Bradley, før han nikkede en enkel gang og gik om bag Maya. Han gik ud fra at hun var højrehåndet, så han lage pistolen til rette ved hendes højre arm. Så greb han ud efter hendes hænder og placerede den højre ved aftrækkeren og den venstre som støtte mod geværet. "Grunden til at nybegyndere altid starter med et gevær er at de er langt lettere at håndtere." Forklarede han og lod hende selv støtte våbnet med sin venstre hånd, så han med sin højre kunne vise hvordan hun kunne både sikre og afsikre våbnet med en lille bevægelse nær aftrækkeren. "Du har meget mere tryk i en pistol du skal håndtere med kun én hånd, med mindre du selvfølgelig støtter med den anden. Det er også en mulighed, men skal du blive en god kriger skal man kunne håndtere to pistoler på en gang."
For at teste at hun kunne holde sit våben, slap han hende og lod hende stå i et par sekunder i samme stilling. "Når du skyder skal du huske at stå godt og gerne med lidt spredte ben, så dit tyngdepunkt kommer så langt ned så muligt. Det gør at du ikke så let mister balancen på trykket der skubber dig tilbage og at du er klar til forsvar, hvis en modstander skulle nærme sig. Prøv at skyd."
Diskret placerede han sig halvt bag, halvt ved siden af Maya, så hvis hun væltede tilbage, ville han kunne gribe hende og pistolen, hvis hun glemte at slippe aftrækkeren. Den historie havde Bradley hørt mere end nok gange. En aspirant fra en anden faktion ude og lege James Bond og i farten kom til at sårer flere fordi man blev forskrækket og hånden så lukkede sig tætter om våbnet frem for at slippe det.
Syntes Maya at have nogenlunde styr på det, forslog Bradley at hun skulle prøve at ramme de mål der var for enden af rummet. Fire skydeskriver var placeret på et stativ, hvor de hang og ventede på at blive skudt ned. Ramte hun i midten ville skydeskiven falde ned, men ramte hun derimod ude i siderne, ville kun et stykke af skiven gå af og hun måtte bruge flere skud på at fjerne målene.

Hun rødmede svagt, vendte ansigtet om mod ham, som han med et stillede sig bag hende og næsten modellerede hendes arme ind i den perfekte stilling. Hun bed sig i læben, men vendte dig igen blikket ned mod sine arme, som han i dette øjeblik berørte, blot for at vise hende det. Hendes hjerte hamrede hårdt mod hendes brystben, nu var det nu. Hun holde geværet godt i hænderne, lyttede til hans råd og spredte lidt i benene. Nogle ville nok havde sagt at højehæle næppe var det bedste valg, dog var de som et andet lag for hende. ud over at de gjorde hende højere, så havde hun også nemmere ved at bevæge sig rundt i dem. Hun trak vejret dybt, kunne næsten føle luften nede i sin mave, som hun sigtede og skød. Hun havde dog ikke forventet hvad der derefter skete. Da slet ikke den smerte som det stød gav hende i skulderen. Selvom han så fint havde advaret hende om at stødet ville gøre ond, havde hun ikke forventet smerten. Det gav hende samtidig også et stærkt skub og hun var godt på vej ned mod gulvet. Hun fik dog smidt våbnet et andet sted hen, uden at udløse det.

Det der skete var både en overraskelse og forventet af Bradley, der hurtigt trådte ind og på en eller anden mærkelig måde både fik grebet geværet, der pludselig fløj igennem luften og kvinden, der var på vej ned i gulvet i en forbandet fart. Med den ene arm omkring Maya fik han skubbet geværet hen på bordet. Forhåbentligt så langt ind at det ikke ville falde ned på gulvet. Derefter kunne han få deres højhælet gæst op på højkant.
"Man skulle tro du var ude og skyde med bazuka." Lød det fra Bradley, der tydeligvis morede sig over det lille uheld, der heldigvis ikke havde udviklet sig til noget farligt. Derfor så han heller ingen problemer i at de kunne fortsætte. Et lynkursus i skydning krævede en hel del tid og de kunne derfor ikke bruge meget af tiden på at hyggesnakke, stod det til Bradley, som allerede havde fat i geværet igen.
"Prøv igen." Lød det i en sjælden venlig tone. Bradley var ikke just kendt for at være den søde venlige onkel, der gik og hjalp alle over vejen, men det betød da ikke at han ikke kunne. Især når der kom en kvinde som Maya forbi ham. Ingen grund til ikke lige at få lidt på den 'gode' konto, frem for altid at lege idioten som folk ikke brød sig om. At folk sagde det direkte havde Bradley heller aldrig hørt, men han tvivlede ikke på at han sig nogle fjender der ude. Alt andet ville være mærkeligt.

Hun rødmede stærkt, da han greb hende og af ren automatik låste hendes arme sig om hans hals. Hun havde ansigtet rettet direkte mod ham, betragtede ham som han hjalp hende op igen. Wow hun kunne ikke havde gjort det værre og hans kommentar gjorde det ikke ligefrem nemmere for hende "jeg er virkelig dårlig" grinede hun og rystede på hoved. Hun kørte hånden igennem håret og den rosefarve der havde beklædt hendes kinder forsvandt ligeså roligt. Det havde været svært for hende med hendes opvækst, især fordi hun gerne ville ud i det fri, men var tvunget til at sidde og læse i den ene bog efter den anden. Så derfor havde hun aldrig haft den samme frihed til selv at vælge, for havde hun kunne vælge var hun højst tænkelig blevet skytsengel og en af dem der var vilde med våben.
Hun nikkede og tog igen imod geværet, dog var hun ret sikker på at det igen ville gå dårligt, hun havde en ret så god fornemmelse på den slags ting "kan de ikke hjælpe mig, ligesom før...blot vise hvad jeg ikke skal gøre for at det ender ligesom før" spurgte hun blidt, samtidig med at hun bed sig i læben. Det var rart at have en livline når man ikke kunne klarer tingende. Et sted var hun dog også glad for at havde bedt James om at tage afsted, da hun var ret så sikker på at han ville havde været over Bradley for blot at røre hende. Hun var muligvis tyve, men den mand behandlede hende som om hun var 10.

En hver mand havde sine interesse og Bradley da også sine, selvom han normalt omhyggeligt undertrykte dem. Det betød dog ikke at han nød at kunne stå bag en kvinde og indsnuse hendes søde duft, mens han viste sin kunde. Han var derfor hurtig til at sige ja til tilbuddet og placerede sig igen bag hende og satte hendes hænder til rette sammen med geværet imod hendes skuldre. At hun skulle tage turen ned på gulvet igen, havde Bradley dog ingen planer om og han blev derfor stående bag hende mens hun selv trykkede på aftrækkeren.
Bradley var ingen lærer og det havde derfor altid været svært for ham at se hvordan nybegyndere kæmpede med at ramme deres mål når de stod stille og lige foran dem. Selv havde han ikke længere svært ved det og hans instinkter pressede på, for at han skulle tage våbnet ud af hænderne på hans elev og få målene ramt i en fart og det kunne knapt gå stærkt nok. Det lykkes dog kun at fungere som støtte ved våbnet og Mayas krop og ikke fuldstændig overtage skydningen. Dette også kun fordi at hans hånd, som skulle ligge på aftrækkeren som Maya selv fik lov til at trykke i bund, lå knyttet omme på hans ryk. Så var det ikke så tydeligt at se hvor meget han egentligt anstrengte sig for at se på det, der i mange andres øjne ikke burde være et problem.
Fik Maya tømt magazinet slap han geværet med hånden og rakte ned efter et nyt, som han gav hende. "Husk så at slippe aftrækkeren før du sætter magasinet op." Instruerede han, mens han lod luften sive ud igennem hans næsebord. Da hun igen begyndte at skyde, begyndte han næsten at holde vejret i anstrengelse.

Hun smilede til ham som han stillede sig bag ved hende, hun kunne fornemme varmen fra hans krop mod sin egen som han lagde våbnet på pladsen ved hendes skulder. Denne gang skulle det bare gå bedre, som hendes kære moder altid sagde: "fejl var ikke acceptabelt, kun perfektion" hun bed sig i læben, rynkede brynet og denne gang sagde hendes fornemmelse dog noget andet om det hele. For ja hun havde på fornemmelsen tidligere at det ikke ville gå godt, dog var det noget helt andet nu og for engangs skyld i dag, troede hun rent faktisk på at det måske ville gå.
Hun kunne føle hans hånd oven på sin egen og et kort sekund søgte hende øjne om mod ham, men dog tilbage igen. Ligesom før trak hun vejret ind og ud, netop som luften passerede hendes læber trykkede hun og stik modsat før, gik dette rent faktisk godt. Hun grinede og lagde geværet fra sig, vendte sig mod ham, men fik dog først nu rigtigt opdaget hvor tæt han stod på, da hun vendte ansigtet op mod ham. Hun bed sig i læben "I did it" hviskede hun og smilede. Hun havde ikke før været så tæt på en mand, uden at han havde været en eller anden form for vagt, som næppe havde nogen form for interesse i hende, andet end hendes sikkerhed. Igen rødmede hun svagt, hun kørte noget hår om bag øret og betragtede ham blidt.

Havde han flere elever der på den måde lyste af begejstring efter deres første runde, ville Bradley nemt kunne blive fast lærer. Hendes glæde smittede af og det hjalp ikke at hun pludselig meget synligt opdagede at han stod nær hende. Af respekt, mest for hende selv, trådte han et skridt tilbage med et svagt smil i mundvigen. "Det glæder mig at De nød det Miss. Khariskówa."
Det lød næsten åndssvagt at sige det til en kvinde som Maya. Mon hun havde en lille kriger i sig? Tanken fik smilet til at brede sig på hans læber. "Men det nytter jo ikke at du kun kan skyde, du skal jo også lige kunne ramme." Han greb fat i geværet og rakte hende det igen. "Fyr løs min tøs."
Han ville igen være lige ved sidelinjen, men lykkes det hende at stå imod og måske endda ramme nogle mål, ville han slappe lidt mere af og lade hende skyde færdigt uden han stod som en høg og ventede på at hun skulle snuble over sine egne fødder. Hun virkede dog som et ganske elegante kvinde som ikke ville vælte med mindre man pustede hårdt til hende.
"Men du vil nok ikke fise rundt med et gevær under skørterne, så når du føler dig klar. Så går vi over til pistolerne." Han tog fat i pistolen og svang den rundt imellem sine fingre. Måske skulle han lige vise at han faktisk selv kunne skyde, frem for bare at fortælle at hun skulle.
Da Maya var færdig med at skyde, trådte Bradley frem og med knap et sekund til at sigte, skød han først det ene mål ned, for så at gå videre i en næsten glidende bevægelse til de andre mål og skød dem ned i midten. Først da alle mål var nede vente han sig om imod Maya og rakte hende pistolen. "Her er det en fordel at du skyder i strakt arm for at tage imod presset fra skuddet." Forklarede han og viste hende stillingen med en imaginær pistol i hånden.

Hun grinede og smilede til ham "kald mig endelig Maya Mr. Jaxson" Hun blinkede drillende til ham, der var efterhånden ikke mange der tiltalte hende ved fornavn, det mindste han kunne gøre var at kalde hende ved fornavn, nu hvor han nærmest lærte hende at skyde med våben. Hun rullede med øjnene og skubbede drillende til ham, dog ikke noget han højst tænkelig ville kunne føle, da han var både større og stærkere end hende "som de dog kan, men det vil jeg da gøre" Hun tog imod geværet, smilede skævt til ham før hun igen vendte sig om. Underligt nok savnede hun næsten den varme han havde, mod sin ryg mens hun gjorde klar til at skyde. Dog var intet af dette noget hun gjorde udtryk på.
Hun gjorde som de to forrige gange trak vejret dybt, dog denne gang sigtede hun rent faktisk mod skiven og hvis man så på det som var det en af hendes første gange så klarede hun sig overraskende godt. Hun ramte tæt på midten, og dog lidt fra, og af de fem skud hun lavede ramte hun godt omkring midten. Dette fik hende blidt til at smile og vende sig mod ham med et triumferende smil "jeg ramte" hun bed sig i læben og smilede for sig selv. At klarer sig godt, var for hende en meget vigtig ting, da det betød hun ikke var en fiasko.

Hun klukkede blidt over hans joke, betragtede ham stå med pistolen "jo da, hvorfor ikke" hun trak på skulderne, hvorfor dog ikke? En pistol kunne da være sjovt. Derudover var der nok mindre kraft i den end der var i geværet, så hun ville nok ikke blive skubbet tilbage på samme måde. Hun betragtede ham skyde og ramme hver enkel mål "det er næsten smukt at se, jeg mener som de står i deres eget element. Dette er noget som ingen ville kunne genfortælle, den følelse af at gøre noget man elsker" sagde hun blidt og næsten filosofisk.
Hun tog imod pistolen og gjorde som han anviste, holde den ud i strakt arm. Hun betragtede ham ud af øjenkrogen, nikkede og smilede. Dog som hun koncentrerede sig, bed hun sig i læben og efter lidt tid skød hun, hun ramte plot 10 cm fra målet "wow" Hun vendte sig mod ham med et smil plantet på sine læber

"Jamen så lad os bare begge tage fornavne." Havde Bradley sagt før han lavede sin lille opvisning. Før han blev sat til vægs af dybe filosofiske ord, som han tydeligvis ikke ikke var vant til. Han forstod dem og fandt dem facinerende. Han slog blikket ned og betragede pistolen på bordet mens han trak vejret tungt ind igennem næsen og kiggede imod Maya. Han trådte til side for at lade hende skyde. Mens hun gjorde det, stod han uopmærksomt og kiggede på hende, med tankerne kræsende om de ord hun havde sagt, som ikke ville slippe hans hjerne. Sjældent fik folk sagt noget der på den måde kunne få vakt hans hjerne. Han var mere facineret af våben og kampmetoder. Ikke just den sproglige.
"Fantastisk! Hvor lærer min elev dog hurtigt!" Udbrød han glad, da han et sekund for sent opdagede hvor nær hun havde ramt. Hans smil faldt hurtigt på plads på hans læber. "Lad os gå ud og tage en lille pause, det fortjener de. Maya."
Efter Maya havde lagt pistolen fra sig, fulgte Bradley hende ud af træningslokalet og ud på gaderne, hvor fra han fandt et sted hvor de kunne få lidt at drikke og spise, var hun sulten. "Drik og spis hvad de ønsker. Det er skrevet på min regning." Han ledte dem hen til et to-personer bord, hvor der hurtigt kom en tjener. Han bestilte et glas koldt vand med fem dråber citronesaft i. Han drak ikke alkohol eller røg cigaretter. Ingen grund til at ædelægge sin krop mere end han gjorde på naturlig vis.
"Må jeg spørge dem om noget?" Han studerede hendes ansigt og fik han tilladelse ville han fortsætte. "Hvad syntes de om det med de forsvindende våben?"

Hun nikkede "jamen så lad os da endelig det" medgjorde hun og fandt det englelig underligt, hun var kun vant til at tiltale James ved fornavn, men ham havde hun tilgengæld også kendt siden hun var helt lille. Så for hende var det blot naturligt at kalde ham sådan. Hun grinede af hans rosende ord. Grinene nejede hun for ham "jamen mange tak, men man kan da kun takke den gode lærer" pointerede hun og prikkede ham på brystet.
Da han udtalte at nu skulle de ud og holde en pause, nikkede hun blot og fulgte efter ham. Det var vel rart med en pause, selvom hun altid elskede at lære nye ting, var det altid godt at holde et par pauser under vejs, således at man kunne indlære det hele meget bedre.

Hun slog sig ned foran ham, da han havde ført hende udenfor og hen mod hvad der kunne ligne en cafe. Hun lagde benet over kors, betragtede sine omgivelser før hun igen vendte blikket tilbage på ham. Hun lagde hoved på skrå, som han så fint spurgte om tilladelse til at spørge hende om noget "selvfølgelig må de det, de behøver ikke spørge om de kan stille mig et spørgsmål" klukkede hun og samlede alt sit blonde hår om på den ene side, således at hele hendes venstre side af nakken var bar.
Hun rynkede brynet og så tænksomt ud "jeg har ikke hørt så forfærdelig meget mere om sagen end hvad de sagde til mødet, men jeg vil da mere end gerne hjælpe til med evt. afhøringer hvis i har brug for hjælp" sagde hun blidt, Dog kunne hun ikke selv lade hver med at komme med teorier omkring hvem der kunne finde på det "Det der først kommer til mig, er at jeg tænker det kunne være et form for oprør der måske ligger fremme i horisonten, men jeg ved intet med sikkerhed. Vi kan jo alle sidde og være kloge og gætte, uden rent faktisk at vide det" brummede hun og strakte sig. Dette var ikke ligefrem den bedste ting, hun huskede da hun var med til mødet, samt da hun læste avisen. Hvem end der havde gjort det, måtte hellere lade hver med at gøre noget hvis de havde et ønske om stadig at leve. Så vidt hun vidste havde byens sikkerheds stropper, samt vagterne omkring muren godt styr på det de lavede...så det ville næppe ende godt for de skyldige

Det var en tavs men interesseret lytter der hørte hvad Maya havde på hjertet. "Det var også min tanke. Hvem tror det kunne være? Jeg tænker de faktionsløse, de vil have flest motiver." Han var ikke meget for at indrømme det, men et eller andet sted forhørte han hende. Diskret og uden selv at vide af det før, han selv kom i tanke om det og tav og nippede af sit vandglas. "Skal du ikke have noget at drikke?" Han kiggede imod Mary.
Når man arbejdede, ikke bare fysisk, brugte man energi. Det ville altså give fin mening hvis hun var sulten, selvom hun ikke så sådan ud. Bradleys øjne studerede Maya og endte ved hendes blotted hals. Spinkel, let at brække, men elegant og smuk. En muskel der kunne dreje og løfte samt sænke hendes ansigt med en lille bevægelse. En irriterende pludseligt ønske om at røre hende, voksede op i Bradley, der hurtigt skubbede den fra sig og flyttede blikket ud af vinduet i den modsatte ende af lokalet.
"Er det fordi du tror der kommer et oprør at du vil lærer at skyde?" De mosgrønne øjne blev igen rettet mod Maya. Denne gang imod hendes klare øjne som han omhyggeligt blev ved med at kigge på, til han mente at tiden var inde til igen at flytte blikket før det hele blev akavet og mærkeligt. "Eller har de et lille ønske om at blive skytsengel? Dette ville ikke være nyt. Flere havde han hørt onsket at skifte og det var også grunden til de havde Rachelle til at lærer netop disse aspiranter hvordan reglerne var ved skytsenglene. En faktion med respekt på en helt anden måde end alle de andre. "Jeg ville elske at være din private lærer hvis er."

Hun trak på skulderne "både og, ja de har måske grundende til at skulle gøre oprør, men vi har også divergents, de har nok endnu flere grunde til at ville gå imod systemet. Jeg mener se hvordan de bliver behandlet, det er et helt naturligt gen i menneskeracen at ville leve, og når først det gen træder ind, kan de drive det mest "normale" menneske til stort set alt" forklarede hun og lagde hoved på skrå. Hun havde brugt langt tid på at tænke over hvem der kunne havde været skyld i det, men samtidig også hvorfor. Indtil videre hørte hendes gæt på de faktionsløse eller divergents. Hun blinkede uforstående, men nikkede og smilede svagt "åhh jo tak, det vil skam være rart" hun havde slet ikke tænkt over drikkelse, en ting der skete når først hun begyndte at overanalysere alt, hun havde det med at glemme alt omkring sig.
Hans spørgsmål fik hende til at lave en grimasse "både og, jeg mener allerede som barn elskede jeg at lære nye ting, men når man er barn af vigtige folk, der hellere end gerne vil give en alting også alligevel ikke. Så er der ting man bare ikke kan. Som barn havde jeg 5 vagter der rendte rundt med mig, jeg plejede at se hvordan de trak deres våben hvis nogen så truende ud, og jeg gætter vel jeg selv havde lyst til at prøve. Men våben er noget der aldrig rigtig faldt i min moders smag, for hende var det fejl og bliv en fiasko, derimod hvis man lavede succes var man perfektion" forklarede hun og hurtig opdagede hun at han var nok den første hun havde fortalt dette til. Som regel sagde hun intet til folk omkring sit liv.

Hun klukkede blidt "om jeg har et hemmeligt ønske om at være en skytsengel, måske... hvem vil ikke være den ting som beskytter andre og er respekteret?" spurgte hun drillende "det er jo som at være sin egen personlige superhelt, nærmest ethvert barns ønske og drøm, men jeg ved det vel ikke. Jeg gætter vel at prøve nye ting eller at være i stand til at beskytte mig selv, er noget alle vil kunne. Jeg har ikke ligefrem en eller anden der venter på mig derhjemme, medmindre en personlig vagt fungere" hun trak endnu engang på skulderne.

Igen var Bradley en interesseret lytter, da Maya løftede sløret for sin baggrund. Da hun var færdig nikkede han en enkel gang. Forstod interessens kilde, men afskød endnu ikke idéen om at måske at værge hende. Trods hun var lille var han sikker på hun kunne blive en god kriger. Fysisk skulle hun bygges op, men hun var sikker indehaver af gode reflekser og fart, noget de altid kunne bruge. De havde nok af Bradleys egen type. Folk med styrke. De manglede så bare de hurtigere og dem der kunne tænke. Sidstnævnte var med Bradley i spidsen skulle han selv sige det.
Det dybe kom igen op til overfladen i Maya, der hun fortsatte med snakken om superhelte og ønsker om forsvar. Det kunne hun have ret i, men han mente også at kende nogle der fortrak freden og helst ville komme ud af kniberne på diplomatisk vis. Selv fortrak han da også den sidste, men krævede situationen at man greb til våben ville han ikke være den sidste der gjorde det.
"Døren står åben hvis du har lyst til at skifte. Men hvad ønsker du at drikke?" Han viftede en tjener hen til dem, så hun kunne bestille. Efterfølgende sagde han til tjeneren at drikkelsen, og andet hun kunne have bestilt, skulle på hans regning. Den ville han betale sener hen. Folk kendte ham. De vidste han betalte hvad han skulle, for han var en ordenlig borger. Måske brød ikke alle sig om hans personlighed, men han gjorde hvad samfundet krævede, hvilke skabte fred i nogle egne.
"Jeg må erkende at det overrasker mig lidt at du ikke har nogle der venter på dig der hjemme. Det kan ikke være en hemmelighed for dig at du er smuk, så du burde da ikke have et problem med at finde en." Selvfølgelig skulle man også have noget ordenligt på indersiden, hvilke altid ville være en subjektiv mening, men som leder af de Sanddru kunne hun absolut ikke være hadet.

Hun grinede blidt "det tvivler jeg stærkt på, men tanken er sød" hun kørte igen hånden igennem håret, efterhånden var det en vane hun havde fået sig og ofte brugte hvis hun ikke vidste hvad hun skulle sige eller foretage sig. Hun sukkede og så op mod himlen, før de blå øjne igen søgte mod hans grønne "jeg tager bare noget vand tak" hun havde heller aldrig rigtig været en for at ryge, drikke alkohol, direkte kaffe som mange syntes at kunne lide frastød hende.
Ideen om at være fuld også ikke kunne styre sine egne bedrifter var ikke ligefrem øverst på hendes liste. Hun klukkede over hans kommentar "jamen mange tak, men nej jeg har aldrig rigtig haft tid. Da jeg bestod blev jeg hurtigt sat på leder posten og efter det, fik jeg bare ikke tid til at leve mit liv" forklarede hun "jeg nyder mit arbejde, at hjælpe andre med at finde sandheden" hun trak på skulderne. hendes arbejde var det eneste hun kendte til, så der var aldrig plads til andet. Det var ikke fordi hun havde et dårligt selvværd, for det havde hun skam ikke...det var bare manglende tid.
Hun hævede øjenbrynet "hvad med dem Bradley, har de en smuk ung kvinde der venter på dem derhjemme, de er jo åbenlyst selv ganske attraktiv" hun så spørgende på ham, lagde hoved på skrå. At lægge skjul på at han var smuk behøvede hun da ikke, for smuk var han.

Det lød trist, men Bradley forstod situationen. Ikke fordi han selv var i helt samme båd, men det gav fint mening for ham. Han havde heller ikke selv evigheder af tid, men uden tvivl mere end hun havde. Som leder for sin faktion skulle hun troppe op til alle møder og som kvinde havde hun sikkert en pokkers andre pligter at løbe til, da hun måske fandt behov for det af en eller anden grund. Han vidste fra Matthew at han var en travl mand og han kunne kun selv få tid hos manden hvis han gik sammen med ham eller brugte sin position som underleder og mandens højre hånd.
At luften pludselig føg med overfladiske komplimenter fik Bradley til at smile, men uden et strejf af rødmen. Selvfølgelig var han bevidst om hvordan han så ud. Måske var han ikke længer teenager, men det betød ikke han ikke kunne være forfængelig når behovet var der, hvilke ville sige hver gang der kom fint besøg. Han kunne heller ikke tillade sig andet som underleder. Et job han gjorde alt for at beholde, da han derfra havde mere eller mindre alle døre åbne for sig.
"Den rette skal jo lige komme forbi. En med både hjerne og hjerte på det rette sted." Bradley var ikke romantiker, men han havde intet imod at hans fremtidige partner faktisk ville kunne lide ham. Dette var blevet vigtigere for ham med tiden, blandt andet på grund af alder, men også fordi hans position hurtigt kunne give muligheder for kvinder der kunne tænke sig en genvej til toppen, men sådan nogle måtte alle der sad i toppen kende.

Hun smilede over den måde han rødmede. Hun havde aldrig taget ham for en person der rødmede. Dog fandt hun det helt kært, for når man så ham, så man muligvis kun det ydre eller hans status, men så rent faktisk ikke personen han også var. Hun betragtede ham med lettere observante øjne. Hans ord fik hende dog til at smile blidt "jeg er sikker på at den rette pige kommer lige rundt om hjørnet, du skal bare holde øjnene åbne...ellers misser de hende blot" hun trak på skulderne. Selv vidste hun ikke hvad hun søgte i en mand, en der kunne beskytte hende da hun åbenlys ikke kunne finde ud af at beskytte sig selv også vel bare en der fik hende til at føle sig elsket for den hun var og ikke hvad hun var.
Hun forstod ham dog godt, i de ord han sagde og hun var også sikker på at når han endelig fandt den rette, var det en han måske endda ville elske med tiden. Hun lagde armene over kors "men jeg ved hvad de mener, også bare en ting jeg finder svært, det er at folk ofte blot vil tage mig for min titel og den magt der kommer med" sukkede hun, en ting hun efterhånden var træt af. Hvorfor var det så svært at finde en fyr, som rent faktisk gad være sammen med hende på grund af den hun var, og ikke fordi hun var en leder?

Der kom et lille nik fra Bradley, mens han kort var hengemt i sine egne tanker. "Ja, det er trist, men sådan er verden jo skruet sammen." Han trak løst på skuldrene og drak mere af sit vand med den lette forfriskende smag. "Vi kunne gemme den anden halvdel af skydningen til en anden god gang og tage ud og nyde lidt fritid, nu hvor du ikke har så meget af den. Skulle nogle spørge, vil svaret vel bare være at vi skaber alliancer." Det var to fluer der blev slået med ét smæk. En for dem hver. Han fik muligheden for at møde Maya igen, uden de formelle forhold og hun ville måske kunne nyde lidt tid under betegnelsen 'fritid' selvom det var shys shys for andre. En ekstra bonus, for ham, ville også være, ud over at lærer hende bedre at kende, at finde ud af hvordan de Sanddru fik deres tid til at gå. Det var ganske åbenlyst at skytsenglene trænede næsten for morgen til aften, så der var ikke så meget spændende der. Sandheden skulle dog ikke på samme måde dyrkes.
"Vi vil kunne gøre lige hvad du har brug for. Dette inklusiv at sidde at glo ind i en mur, hvis det er hvad du fortrækker. Jeg har tid nok at give af." Luftede Bradley fortsat sine tanker, tilbagelænet i sin stol, med hænderne hvilende på armlænende.

Hun nikkede enig, han havde fuldkommen ret, sådan var verden uheldigvis skruet sammen. Det var sjældent at nogle nu om dage valgte at finde sammen med en leder eller underleder, på grund af de virkelig holde af personen. Det var derimod magten og titlen der firstede. Hun tog selv en tår af sin vand, nød den kolde følelse der spredte sig i hende, da vandet ramte hendes tunge. Det var noget af det bedste hun kunne forestille sig. Den følelse af vand mod huden eller bare at indtage det.
Hun hævede øjenbrynet, dette var helt klart ikke noget hun havde forventet at han ville sige. Dog fik hans ord hende til at smile blidt, en hel dag hvor hun ikke var forpligtet til at gøre noget arbejdsrelateret. Sikke dog en befrielse "jamen mange tak, det er meget venligt af dem" sagde hun stille. Hun var så sandelig overrasket over hans forslag. Hun skar en grimasse "jeg har aldrig rigtig haft fritid...så jeg ved ikke hvad man laver" indrømmede hun og trak på skulderne. Hun havde ingen ide om hvad man skulle lave for at have det sjovt

Det var sjældent Bradley blev taget med 'bukserne nede', men at Maya aldrig rigtig havde haft fritid kom som en stor overraskelse for ham. Nogle havde måske forventet det, men det var ikke tilfælde her. For ham var det at være leder både et hårdt arbejde og et pivilegie. Man havde andre til at lave det sure arbejde og selvom man selv brugte meget mere tid på at arbejde, burde man da også gerne have en time eller to for sig selv om dagen. Det mente han også Matthew havde - eller tog han fejl?
"Okay ..." Lød det tydeligvis overrasket fra ham, før han så nikkede en enkel gang. "Jamen så skal jeg både lærer dig at have en god fritid og skyde. Det ender med at jeg snart må tage penge for det her arbejde." Lød det i spøg. "Men fortæl mig så, hvis vi skal finde noget spændende at lave. Hvad kan du godt lide. At finde sandheden går jeg ud fra, men hvordan?" Han kiggede spørgende på hende med fingerspidserne placeret imod hinanden og albuerne støttende på armlænende.
"Gå en tur på muren, så kan du se hvordan det ser ud udenfor byen - og hvordan det fungere?" Forslog han tamt, i mangel på andre forslag. "Har du andet må du endelig sige til."
Bradley kendte ganske enkelt ikke Maya nok til at vide hvad hun ville nyde, hvilke var hans mål. Sex ville måske være svaret for nogle, men hans gæst lignede ikke just en der var interesserede i det og skulle han være ærlig var det heller ikke lige dét han tænkte på, når han først hørte ordet fritid, selvom det nu alligevel lå og sejlede rundt i hans hoved sammen med alle de andre ting. For ikke at give mere fantasi til de tanker, slog han dem ud af hoved ved at kigge ud af vinduet og tage en stor tår fra sit glas.
"Vi kan selvfølgelig også gå tilbage og skyde. Det er helt op til dig. Jeg er til Deres disposition." Han satte glasset fra sig, nu tømt, og ventede spændt på at høre hvad der kunne være af interessante ting i hjertet på Maya.

Hun skar en grimasse og trak på skulderne "ja det ser ud til at du hænger på mig, desværre...jeg kan også bare tage tilbage til kontoret igen, hvis det er" spurgte hun og så spørgende på ham. Englelig nød hun hans selvskab, han virkede så utrolig ligeglad med at hun var en leder, for ham var hun sikkert bare endnu en pige. Så han kunne vel altid finde folk med mere forstand på fritid og den slags.
Hun grinede dog af hans joke, trak på skulderne, hans spørgsmål fik hende dog til at rynke brynet "hvordan jeg fortæller om folk fortæller sandheden eller ej?" spurgte hun, blot for at være sikker på hvad han mente. Hun lagde hoved tilbage og så op mod himlen, hun havde englelig aldrig rigtigt taget sig sammen til bare at kigge op mod himlen, betragte den som den englelig var...ganske smuk.
Hun så igen på ham, smilede blidt "jeg vil da meget gerne se muren" sagde hun blidt, hun havde aldrig set muren oppe fra eller hvordan der så ud uden for muren, så hun ville hellere end gerne kunne få den ære at se muren. Hun nikkede af hans ord "det vil jeg da huske" hun smilede drillende til ham. Hendes tanker havde ganske svagt krydset det seksuelle, men hun var ret så sikker på at han nok ikke ønskede det med hende, hvorfor skulle han også det? nok var hun smuk, men han havde vel en kø af beundrende

"Nej, eller jo. Men også hvordan du søger sandheden generelt." Forklarede Bradley, der ikke helt vidste om de så skulle gå eller vente til hun havde drukket færdig. Det endte med at han spurgte. Det kunne han lige så godt, frem for at de skulle luske om den varme grød som to katte. "Skal vi smutte, eller vil du drikke færdig?"
Efter Maya enten havde drukket færdig eller bestemt sig for at lade sit glas stå, rejste Bradley sig op og gik mod udgangen. På vejen der hen fandt hans telefon og gjorde et kort opkald. Kort efter holdte en jeep udenfor caféen, hvor der sad en skytsengel bag rettet. Han ikke så meget som vente sig om da de kom hen til bilen, ventede bare til de var kommet op og satte så bilen i gang. Bradley forslog at Maya, med sin kjole og sko, tog sædet ved siden af chaufføren. Selv trådte han op bagved i vognen, hvor han holdte fast og lod bilen flyve igennem byen for at bringe dem ud til muren i rekord fart. Der blev de sat af ved en overgang, hvor de kunne komme op på muren via en elevator. Soldaterne brugte den ikke selv så meget, da den ikke var så hurtig som enten trapper eller stiger, men med hælene tvivlede Bradley at de ville komme så langt. Det var også mere privat i elevatoren, som ellers larmede så meget at man knap kunne tænke.
"Velkommen til muren!" Lød det fra Bradley da de var kommet op. Han lød til forveksling som en far, der stolt fremviste sit barn. Han havde lavede ikke meget omkring muren, men det var alligevel hans faktion der holdte den sikker. Uden dem kunne man aldrig vide hvad der var sket med byen og dens indbyggere.