Sikke et liv ~ Maya

Kedsomhed. Har du nogensinde tænkt over, hvor en pestilens det i virkeligheden er? Ikke den kedsomhed som du får nogle gange og som kan distraheres med kvanteteorier eller endnu om gang Hvem-tror-at-de-er-klogere-end-mig, men den kedsomhed som sidder og nager i din bevidsthed i flere dage. Langsomt æder den sig vej, gennem dine forsvar af uendelig, nytteløs viden, indtil den er hersker over dit nuværende virkelighedssyn.
Når det sker, bliver din verden grå og du står ved siden af dig selv, en del af både verden og dit sind, men tilside sat for den ubehag som beboere dit krop. Præcis følte Jayden det. Eller måske helt præcist, det kunne måske godt have været lidt af en overdrivelse, men nogen dårlig beskrivelse er det ikke.
Derfor besluttede Jayden at tage en sviptur ud i Byen og starte en ny leg. Stjæl-en-pung-uden-at-blive-opdaget-legen. Indtil videre var det lykkes han tre gange før på tre forskellige dage. Efter et lommetyveri, tænkte han, at det ville være synd at misbruge universets smigrende lykke.
Han havde endnu ikke udpeget sig et endeligt offer, men der var indtil videre var der to valgmuligheder; en pacifistisk dreng(men de var bare fornemme; efter tyveri skulle man bare sige noget i stil med 'Undskyld, har du ikke tabt denne her?' og alt var godt igen. Og de er så uobservante og en Skytsengel pige(men de kunne som regel kæmpe, så han undgik dem tit. Også selvom de fuldt ud havde fortjent det, de idioter).
De to var valgt begrund af dagens fordring; lys hårfarve og bleg hudfarve, desuden havde begge tydelig tunge punge-bebærende bælter. Altid en fordel.
Efter som han ikke ligefrem en Skytsengel eller en kriminel, var der ingen af de tre forrige ofre, som havde fattet mistanke til ham hverken før eller efter tyveriet. Jayden skulle bare smile, falske oprigtighed og høflighed og så var den sag afsluttet. Tyveriet i sig selv var ikke, hvad der holdt kedsomheden på afstand, men det gjorde planlægningen og det svage adrenaline-rush.
Et svagt, hemmeligt smil. Alle så uhyre uvidenhed, alle så åbenlyse ofre. Ingen anede, at jagten på dem var gået hen for længe siden. Verden var stadig fuld af idioter. Drengen fra Pacifisternes faktion blev hans offer. Han opdagede ingenting. Som forventet.

Det gjorde en Sanddru tilgengæld. Gud, hvor han hadede dem og deres åndssvage tegn. Det altid irriteret ham, at vægten ikke stod lige. Det gav mening, at den ikke gjorde, men det skævheden gjorde, at symbolet var... ustabilt. En ubehag for øjet.
Nu sad han her, klar til at blive afhørt af en Sanddru og i dømt en straf. Straf? Så som? Hvordan ville de straffe en som ham? I dag ville blive en lang dag.
Og gud, hvor var denne stol ubehagelig.

Påklædning kjole dog pistol, hendes sko

Maya der havde siddet inde på sit kontor stort set hele dagen, godt begravet i arbejdet så overrasket op da en ung mand kom ind "miss Khariskówa, der er blevet kaldt efter dem...en høring" sagde den unge herre. Han var godt vel hendes egen alder, måske et år yngre end hende og så vidt hun huskede var dette han første år i denne del. Hun smilede betryggende til ham, men rejste sig dog samtidig op og tog imod mappen hvor der stod lidt omkring denne sag. Dette var englelig hvad hun omtalte dem som, det var intet andet end en normal sag. Nu var spørgsmålet blot hvor hård en nød han var og hvor mange timer hun skulle afhører ham før han tilstod.
Som leder, og som en der har været leder i godt lang tid nu, var hun vant til de hårde arbejdstider, derfor med andre ord var hun vant til ikke at få meget søvn, så hun kunne sagtens fortsætte en afhøring i flere timer, uden at fremstå træt. Man var ikke øverste dommer for ingenting og da slet ikke hvis man ikke kunne klarer arbejdet. Hun gik ned af gangen, samtidig med at hun læste i mappen. Da hun stoppede op foran en stor mørk dør, gik hun ind, dog ikke uden at bestille en kop te fra den unge mand. Inde i det andet rum var der en anden dør, samt et stort glas, hvorpå hun betragte den unge mand. Hun rystede på hoved, havde et øjeblik ond af ham.
Hun tog sig god til tid, før hun åbnet døren og gik ind til ham. Hun var ret så sikker på at han ligesom en hver anden ville undervurdere hende ud fra hendes lille størrelse. Hendes ringe 1,65 blev ikke meget større da hun tog de højhæle på, dog alligevel noget mere end normalt. Hun lagde mappen ned på bordet og satte sig ned foran ham "mit navn er Maya Elena Khariskówa, og jeg vil stå for deres afhøring" forklarede hun og lagde benet over kors. Hendes blonde hår var sat op i en fin knold og modsat hvordan hun før havde set ud, var hendes øjne skarpe og utrolig observante. Hun ville opdage hver enkel bevægelse han lavede og derefter analysere det for sig selv. Løj han ville det ikke gå ham godt og hun ville blot blive ved til han tilstod, hvorimod svarede han rigtigt på hendes spørgsmål ville det hele gå smertefrit