Time to get back Rachelle!

Sted: Lejlighederne ved Dauntless, sener hen træningslokalerne
Tid: Lige efter morgenmaden
Omgivelser: En lang gang ved lejlighederne

Med lange selvsikre skridt skred Bradley ned af gangen til lejligheden der tilhørte Rachelle. Hun havde ligget på langs i fem uger, på grund af et skudsår, men nu mente han det var på tide hun måtte til at vågne fra sin tornerose søvn. Matthew havde travlt med alle mulige ting uden for faktionen der havde med alle de andre faktioner at gøre. Bradley brugte udenrigsminister om ham. Han havde engang hørt at det var det ord folk brugte før det hele brød sammen. Det var en person der tog sig af alliancer med andre lande. Selv kaldte han sig præsidens. Selvfølgelig ikke offentligt, men for sig selv i sine tanker, for det var ham der tog sig af en hel del ting på 'hjemmefronten'. Et job han var særdeles tilfreds med. Blandt sine opgaver var der blandt andet at genoptræne såret soldater, når de hed Rachelle og var lærer for de nye aspiranter.
Fremme ved døren bankede han på med tre høje bank før han tog i dørhåndtaget og åbnede op, var den ikke låst. Ellers ville han stille sig til at vente med armene krydset over brystkassen og et ikke helt tilfreds udtryk i sine grøngrå øjne.
"Tid til træning, du har ti minutter til at gøre dig klar. Vi har snart et nyt hold aspiranter der skal trænes og jeg vil have min underviser i tip top form." Bjæffede han da han fik øje på Rachelle. Var han kommet ind, ville han gå udenfor igen og igennem døren råbe: "Vi mødes ved træningslokalerne. Ti minutter!" Med de ord forsvandt han væk fra døren og få sekunder efter kunne man høre ham løbe af sted igennem gangene.

Rachelle lå fint og sov på sin sofa. Hun havde længe savnet at få så meget søvn gentagene gange. Det var absolut noget hun ville savne umådeligt meget når hun skulle tilbage på arbejdet. Dog ville hun nyde det så længe det varede. Hvilket åbenbart ikke var særlig lang tid, da Bradley stormede ind i hendes lejlighed. Hun væltede kejtet ud af sofaen og landede på gulvet med et højt bump. Hun landede på hendes højre side, men lod sig falde om på ryggen, så hun kun kunne ømme sig. Det var heller ikke fordi, hun havde tænkt sig at vågne op sådan. Hun udstødte et træt og pinefuldt støn. Hun havde virkelig ikke lyst til at komme igang. "Bradley neeej" sagde hun og huskede at trække 'nej' lang ud. Hun tog fat om tæppet på sofaen og puttede sig under det igen. Hvis hun kunne blive ved med at sove, så var hun ligeglad med om det var på sofaen eller gulvet.
Hendes venstre lår havde været heldigt. Der var ikke rigtig noget ar, kun hvis man kom helt tæt på og studerede hendes lår. Hun var dog glad for at hun ikke var blevet skudt i det højre lår, det havde været en tragedie. Hun havde jo sin store løve tatovering der, og havde den fået et hul midt i det hele, så var hun blevet vred. Det nærmest usynlige ar ville ikke være spor usynligt, hvis hun altså var blevet skudt der.
Rachelle var kun iført sine trusser og en muscle T. Hun havde jo ikke regnet med at nogen ville komme forbi, så hun tog sig visse friheder. Bradley havde dog noget med at brase ind i hendes lejlighed, når hun havde mindst tøj på som muligt.

Bradley fnøs utilfreds og lage armene over kors. "Op, NU! Hvis du vil beholde dit job som patrulje vagt må du heller se at vise at du kan tage ansvaret for det." Bed han med et stålsat blik rettet imod Rachelle, der havde lagt sig til at sove igen. Reagerede hun ikke ville han gribe ud efter tæppet og trække det væk fra hende.
Efter at have fået hende trukket op marcherede han ud af døren og ventede udenfor døren med ryggen imod væggen. Han tog tid. Gik der mere end ti minutter ville han gå ind og annoncere at hun nu kun skulle tage sig af aspiranternes optræning. Han var en mand der mente sine ord, det ville de fleste vide. Ville han skyde, så skød han. Han fandt ingen interesse i tomme trusler. Når man alligevel ikke ville gøre noget ved dem, var der jo ingen grund til at smide omkring sig med dem.

Rachelle udstødte en irriteret lyd. Han kom ind i hendes lejlighed, vækkede hende, og truede hende nu med at fratage hendes job. Hun åbnede øjnene og kiggede rundt på gulvet, for at finde noget som hun kunne kaste efter ham. Godt nok risikerede hun sit job, men hun var stædig som en okse.
Da hun hørte døren lukke i, valgte hun at rejse sig op. Hvor irriteret hun end var, så brød hun sig nu meget godt om sit arbejde. Det var jo ikke for sjov at hun havde taget imod det, da det blev tilbudt. Hun skyndte sig ikke, hun havde ikke brug for meget tid til at gøre sig klar, så hun gik hen til skabet i hjørnet, og tog dagens kluns ud. En læderjakke (selvfølgelig), sort t-shirt, sorte bukser, og sorte sko. En rigtig skytsengel. Hun satte håret op i en uglet, men stram, hestehale. Hun fiskede sin make-up, gik ud i køkkenet, hældte noget juice op i et glas, og drak det. Hun havde ikke brug for meget andet, et glas juice og hun ville kunne holde sig indtil frokost. Det eneste hun ikke så frem til var de åndsvare skiftlinger. De skulle vises rundt, have forklaringer på alle mulige spørgsmål, og så afbrød de tit. Irriterende som bare fanden. Hun stillede glasset i vasken og lod noget vand fylde det halvt. Hun tog derefter sit armbåndsur på og gik ud af døren. Hendes blik mødte Bradleys, men hun sagde ikke et ord. Kiggede kun på ham med et irriteret blik.

Da Rachelle langt om længe gik ud, skubbede Bradley sig væk fra muren og begyndte at gå imod træningslokalerne som allerede var fyldt op af trænende skytsengle. "Jeg går ud fra du stadig fint kan ramme med knive og våben." Han gik derfor væk fra skydebanerne og hen til styrketræningsområdet. "Så lad os bare træne noget nærkamp. Jeg ved du kan det i hænderne, men bene skal jo med." Vigtigede han sig med og trådte op på den let hævet platform for at gøre sig klar. Han stillede sig i stilling og gjorde klar til et eventuelt angreb fra Rachelle, var hun fulgt efter.
Angreb hun, ville han forsøge at blokere og svare igen ved at bruge sin fysik til at presse hende tilbage. Som et andet rovdyr ville han jagte hende rundt i ringen. Flere gange ville han lange ud efter hende, men ikke i et ønske om at skade eller få hende til at borkere, men til at flytte sine ben. Mange af hans udfald skete derfor ved at han trådte et skridt frem og veg hun ikke tilbage ville han slå ud efter hende.
At træne havde altid været en af Bradleys favorit aktiviteter. Det eneste der kunne slå det var at pudse sit ego i Chicagos gader. Folk kiggede altid når en gruppe af skytsengle kom løbende, især de små børn. Egoet Bradley besad var dog enormt og skulle jævnligt passes. Derfor var han også tit til stede for at vise sig frem for aspiranterne fra de andre faktioner. Hans ego solede sig og kunne blive helt brun på de uger der var træning, før de blev fuldgyldige medlemmer.

Rachelle kiggede rundt i træningslokalet. Hun betragtede alle de forskellige skytsengle stå og træne. Det var trods alt længe siden hun selv havde trænet, men hun kunne stadig sit kram. Hun havde så vidst muligt prøvet at styrketræne i lejligheden, marvearmbøjninger og sådan. Det var ikke den mest effektive, men det holdt musklerne i gang. Hun fulgte Bradley med blikket da han trådte op på den hævede platform. Det sidste hun ønskede var at slås mod ham. Hun kunne sagtens få ham ned og ligge, men hun ville ikke give ham den samme tilfredsstillelse. Rachelle var ikke dårlig taber, men hun havde sin stolthed at opretholde. Hvis hendes aspiranter så hende blive lagt ned gentagene gange, hvordan skulle de så kunne respektere hende som deres lærer og kampinstruktør? Nej, det måtte absolut ikke ske.
Rachelle tog fat i sin læderjakke og tog den af, hvor hun derefter smed den ned på gulvet, tæt på platformen. Hun var absolut ikke iklædt til noget ordentligt træning, men det skulle ikke stoppe hende. Hun skulle nok få de ben igang, selvom de havde stramme jeans på. Da Bradley tog et skridt imod hende, veg hun hurtigt tilbage. Rachelle var ikke specielt tung, derfor bevægede hun sig smidigt og med lethed. Hun stod med lidt bøjede knæ og med armene klar foran sit ansigt. Den klassiske kampstilling. Da hun ikke veg tilbage, og Bradley slog ud efter hende, nåede hun kun knapt at dukke sig. Hun kunne mærke suset fra hans hånd strejfe hendes hovedbund, men rettede sig hurtigt op igen. Hun rykkede selv et skridt frem og slog ud mod ham, med håb om at plante et solidt slag lige i kæben. Det ville blive en god hævn for at vække hende.

Fordi Bradleys taktik var at træne Rachelles ben og ikke at ydmyge hende foran hele faktionen nøjes han med at borkere hendes slag og ikke at gribe ud efter hendes hånd og svinge hende over skulderen som han ellers første havde tænkt sig at gøre. Han fortsatte sin taktik med at jage hende rundt, vel bevidst at når hun var ved sin fulde fem, var hun hurtigere end han var. Det var så også den eneste fordel som en kvinde havde, for selv var han også ganske hurtig, bare ikke lige så hurtig som hende. I fysisk styrke var han hende overlegen. Ikke fordi han nødvendigvis var meget bedre end hende, kun en pæn del, skulle han sige det selv, men også fordi at det ganske enkelt biologisk set var at mænd var stærkere.
Efter at være kommet frem til at han var træt af diverse angreb, alt efter hvor ivrig hun var, smed han jagt-taktikken fra sig og gik over til at bruge sin fysike styrke. Hendes krop havde fået mere end rigelig tid til at komme sig, så han gik ikke blidt til værks. Han var klar over at hun kunne slå fra sig og han formåede sikkert ikke at dække af for alle hendes slag, men han lod sig aldrig gå i gulvet. Kun hvis hun fik ham slået bevidstløs og nærmede det sig, ville han glemme alt om at det var en kvinde han stod overfor. Han var skytsengel fra første færd, havde lært at træne næsten sammen med modermælken og at tabe var det værste han vidste. Man kunne roligt kalde ham en dårlig taber. Meget dårlig.

Rachelle mærkede hurtigt at Bradley begyndte at gå til mere til den. Hun kunne også mærke, at hun følte sig mere i ét, knyttet, med sine ben. Hun kunne godt gå, der var intet problem der, hun kunne også sagtens løbe, men hun kunne ikke bevæge sig hurtigt, som hun gjorde i kamp. Hendes reaktioner plejede at være hurtige, og hendes fødder bevægede sig helt naturligt. Nu var hun nød til at huske sig selv på at sætte den ene fod foran den anden, bare så hun ikke ville ende med at falde over sine egne ben. Det irriterede hende, men der var intet at gøre ved det. Dog kunne hun mærke det ændre sig stille og roligt. Hun bevægede sig hurtige, og hendes fødder rykkede sig af sig selv, hun behøvede ikke at huske sig selv på det.
Hendes taktik ændrede sig til at undgå hans udfald, og ramme ham når han sænkede sin parade. Hun var måske blevet mere knyttet med sine ben, men hun var heller ikke helt sig selv endnu. Det ville trods alt ikke vende tilbage på én dag, derfor ville hun ikke gå på, som hun ellers altid gjorde. Rachelle tænkte ikke altid grundigt over hendes udfald, så snart hun så at paraderne var nede, så slog hun til. Hun analyserede kun sin modstander de første ti sekunder, og så gik hun igang. Dog var det fordi hun ikke behøvede andet. Hun var ved sine fulde fem, og kunne bevæge sig lige som hun ville, så at analysere sin modstander og alle sine træk heletiden var spild af tid, efter hendes mening.
Rachelle løftede sit ben og sparkede ud efter ham, med midten af hans mave, som hendes mål. Det var en stor chance at tage, med hendes tilstand var intet sikkert.

Foden der kom flyvende nåede Bradley at se i sidste øjeblik, så han fik spændt mavemusklerne og tog imod stødet. Han krummede sig sammen og trillede rundt så han sekundet efter igen stod på begge ben, klar til at forsvare og angribe. Et grin sad på hans læber. "Dejligt at se der stadig er noget i dig." Kommenterede han kort før han så igen ville gå til angreb. Denne gang ville han gå efter hendes ben så han kunne få hende ned at ligge og forhåbentligt dominere hende én gang for alle.
Hvor lang tid kampen skulle vare var hovedsageligt op til Rachelle. Bradley gav ikke op, men havde heller ikke i sinde at slå hende til blukfisk, så fik han overtaget ville han kun presse hende til at hun selv gav op. Normalt var det ikke en Dauntless accepterede. De var stolte og opgav ikke bare, det var også det aspiranterne blev lært, men der var ingen aspiranter endnu - og der var ingen grund til at slå livet ud af en der allerede havde ligget ned i fem uger.

Rachelle skyndte sig at sænke sin fod igen. Hun ville ikke risikere, at Bradley tog fat i hendes fod, eller gjorde noget andet der endte med, at hun landede på gulvet. Hun sendte ham dog et skævt og kækt smil da han tog nogle skridt tilbage. Det viste sig at hendes spark ikke var så værst alligevel, hun havde trods alt nogle fortvivlelser omkring det. Hun kunne mærke adrenalinen pumpe igennem hendes krop, men hun ville ikke lade den styre hende, som sædvanlig. Hun ville have kontrol, være forfattet, rolig, og grundig. Hun ville endelig bruge en anden form for taktik. Bradley var udentvivl fysisk stærkere og større end Rachelle, derfor mere overlegen. Men hun var god til at bruge beskidte tricks og var også hurtig. Hvis hun spillede de ret, ville hun nok forlade træningslokalet, med et smil på læben efter at have banket ham i gulvet. Men det var jo endnu ikke sikkert. Meget kunne nå at ændre sig.
Rachelle tog nogle hurtige skridt tilbage, da Bradley gjorde et udfald mod hende. Det var måske smartest at undgå hans slag og angreb for nu. De var trods alt kun lige begyndt, og hun ville helst ikke ende på røven allerede. Hendes ben var hendes svaghed, så det undrede hende ikke, at han ville gå efter dem. Men hvad var hans svaghed? Hun vidste at han ikke var bange for at slå på hende, selvom hun var af det andet køn, men havde det været sådan, var hun også blevet arrig. Hun ville ses som en værdig og lige modstander, også selvom hun var en kvinde. Det betød absolut intet, og det havde hun også sørget for at bevise, gennem de år hun havde været i faktionen. Hun kunne tage slag, men hun kunne så sandelig også gengive dem.

Letter irriteret over at Rachelle ikke bare gik i gulvet langede han igen ud efter hende. Denne gang både ved hænderne og bene. Fik han fejet bene væk under hende, ville han bruge sit greb, som han forhåbentligt havde fået, i hendes hånd til at lynhurtigt at trække hende tilbage og svinge hende omkring for så forhåbentligt at sende hende i gulvet. Alle skytsengle vidste at det kunne være meget alvorligt at lande på gulvet, formåede man ikke at komme op igen. Det mente Bradley dog ikke ville blive et problem for Rachelle, så så snart hun var oppe igen, angreb han igen. Serien af angreb fortsatte uafbrudt og i en fart der ikke gjorde det nemt for hende at komme i offensiv.
Hun virkede frisk trods hendes skader, men det måtte en ende tage. Han havde trænet de fem uger hun havde ligget ned, så han burde kunne slå hende. Han ville ikke ty til ufine tricks, hvilke han havde gjort havde hun været helt oppe, for han kunne godt slå hende uden. Det var han ganske overbevist om.

Rachelle prøvede så vidt muligt at undgå alle hans angreb og udfald, ved at træde skridt tilbage og til siderne. Det virkede meget godt til at starte med, indtil Bradley virkelig begyndte at gå til den. Hun lod sit ellers selvsikre smil falme, og et nervøst, men koncentreret blik, tog over. Hun vidste på forhånd at hun ikke ville kunne undgå ham meget længere, og det blev hun bekræftet i, da Bradley fik et godt greb om hendes overarm. Hun nåede lige akkurat at spærre øjnene op og løfte sit blik op mod ham, lige inden hun blev svunget afsted. Hun landede på gulvet, lige på ryggen, og slog baghoved lige ned i gulvet. Hun lukkede øjnene i af smerte og åbnede munden lidt, men ingen lyd kom ud. Det var ikke fordi smerten var al for slem, hun havde prøvet værre, men hun havde ikke rigtig følt meget smerte i fem uger, så hendes tolerance var blevet formindsket. Hun løftede maven og lod sin vægt hvile på hendes skuldre, imens hun stadig ømmede sig. Det var i hvert fald ikke sådan hun havde regnet med at gå i gulvet. Hun åbnede øjnene igen, og et blændende lys fra en af lamperne mødte hendes blik. Hun blinkede få gange inden hun sænkede sin ryg mod gulvet igen. Det var ikke meget muligt for hende at rejse sig igen.

En fantastisk følelse løb igennem Bradley da han endelig fik greb om sejren. Han smilede triumferende, men valgte ikke at gøre yderligt for at vise at han havde vundet. Rachelle blev liggende og hun havde lige ligget invalid i sofaen, ingen grund til at sende hende tilbage, for han havde noget mere han ville have hende til. En af grundende til at han havde trukket hende med sig. Han rakte derfor en hånd ned til hende, for at hjælpe hende op at stå.
"Vi skal lige snakke om noget, men ikke her." Hans stemme havde ændret sig fra hans ellers vanlige selvsikre tone, til noget der lugtede langt væk af noget som absolut ingen andre måtte vide. Hans afslappet holdning var også forsvundet, da han snurrede rundt på hælen og marcherede hen i et hjørne af lokalet. Der stoppede han op og vente sig imod Rachelle.
"Jeg ved godt du plejer at tage dig af posten ude ved muren, men i det næste stykke tid vil jeg også have du har nogle soldater her inde, ved træningslokalerne og hvor vi har våben. De skal især gå runder om natten, men også om dagen når der ikke er andre til stede." At det overhoved var nødvendigt at have soldater de steder var ikke noget Bradley andre skulle vide, derfor havde han valgt et sted hvor folk ikke ville kunne smugelytte hvis de talte lavt nok. Det ville have været langt mere tydeligt at de snakkede om noget alvorligt, var de gået et sted for dem selv. Selvfølgelig kunne de være gået til en af deres lejligheder, men det ville tage for lang tid i følge Bradley der gerne ville have sagen overstået. Han var absolut ikke glad for tanken om at nogle gik og stjal våben.

Rachelle lå kort på gulvet og tænkte over hendes nederlag. Hun kunne sagtens skyde skylden på hendes skade, men inderst inde vidste hun godt, at der var mere til sagen end bare det. Hun havde ladt sin parade falde, blevet nervøs, og snublede nærmest over sine egne ben. Hun var ikke meget glad for at indrømme det, men hun var mindre skuffet over sig selv. Hun vidste godt, at hun kunne havde gjort et meget bedre arbejde, holdt ud i lidt længere tid, men det kunne hun ikke. Hun var måske ikke en dårlig taber, men det betød heller ikke, at hun kunne lide at tabe.
Rachelle tog imod hans hånd, og fik rejst sig selv op på benene igen. Hun hev ned i sin undertrøje, som var kravlet lidt op under faldet, og nu viste en smule af hendes mave. Hendes øjenbryn var kort fugede i skam, men hun rettede ryggen og løftede hagen. Godt nok var hun ikke stolt over sit nederlag, men hun ville så sandelig heller ikke lade det styre hende. Hendes bryn blev dog fugede igen, efter Bradley sagde, at de skulle snakke om noget. Hans stemme var meget seriøs, og hun vidste med det samme, at det måtte være fortroligt, siden de ikke kunne snakke om det åbent. Hun gik hen for at hente sin læderjakke og fik den hurtigt på, hvorefter hun fulgte i hælen på ham. Hun lagde armene over kors da de nåede hen i et hjørne, og slog så ørene ud. Endnu engang måtte hendes bryn blive fuget over hand ord. Hvorfor i alverden skulle hendes soldater patruljere andre steder end ved muren? "Hvad er det sket?" spurgte hun med en lige så seriøs stemme og mine. Der måtte være sket et eller andet siden der var brug for hendes soldater i selve skytsenglekomplekset.

Utilfreds pressede Bradley læberne sammen. Han ville nødig skulle udpensle at sikkerheden i skytsenglenes område ikke var godt nok, men Rachelle var teamleder og burde få den information. Det ville være bedst hvis alle team-lederne vidste det, så de kunne holde øje med det. "JEg ved ikke om du har læst avis her de sidste par dage. Der har været nogle inde og tage nogle våben fra os." Mere ville han ikke uddybe det, kunne han komme fra det.
Hans arme lage han over kors på brystkassen mens han betragtede Rachelles reaktion. Han forventede ikke at få nogle dårlige ord omkring det, for så skulle deres venskab nok komme ud på gyngende grund. Han ville ikke klantes over den manglende sikkerhed i området, selvom det måske var hans. Det var en detalje han absolut ikke ville høre tale om.

Rachelle blev overrasket over at høre, at nogen havde stjålet våben hos Skytsenglene. En tanke strejfede hende dog. Måske havde de en muldvarp, som smuglede våben ud af faktionen? Hun lod tanken være, og rystede det af sig. Hun havde ikke lyst til at tænke meget mere over den mulighed. Hun nikkede kort og mødte så hans blik. "Jeg snakker med nogle af mine soldater" sagde hun kort for hoved. Hun var ikke sikker på, om de ville bryde sig om det eller ikke. Måske ville nogle af dem være glade for at være mere hjemme i faktionen, og andre ikke. Hun kunne ikke vide det. Dog gav det mest mening at beskytte hjemmefaktionen. Hvordan skulle de kunne beskytte hele byen hvis de ikke engang kunne beskytte deres egen faktion?
Rachelle dømmede ikke Bradley. Det kunne næppe være hans skyld, at de manglede våben, og heller ikke Matthews. Dog gav det ikke mening i hendes hoved. En eller anden måtte have smuglet dem ud.

Bradley nikkede, med humøret nede på minus. Han trak vejret tungt ind igennem næsen og gik så hen til nogle af de andre redskaber der blev brugt til styrketræning. Han fandt et par vægte frem. To på to kilo hver. Han rakte dem frem imod Rachelle.
"Vil du med ud og løbe en tur?" Det var noget de kunne lave sammen, hvor hun slap for at udstille sig foran ham. Han lod armene falde ned langs siden. Var hun interesseret ville han følge med hende udenfor, hvor de så kunne løbe rundt i skytsenglenes område eller tage toget længere ud havde de mere lyst til det. For ham personligt var det ligegyldigt.
"Har du nogle idéer om hvem der kunne have taget våbene?" Spurgte han efter de havde fundet et sted at løbe fra. Han var interesseret i om hun havde noget vide som han selv eller Matthew ikke havde. At hun kunne være synderen skænkede han ikke en tanke. Hun var teamleder fordi den gamle leder havde troet på hende og det ville ikke hjælpe på hendes stilling hvis hun valgte at gå imod sin faktion.

Rachelle tog imod de to vægte. Hun løftede dem lidt for at teste vægten lidt. Hun kunne sikkert godt klare det. Hun var ikke sikker på, hvor meget hun ville kunne holde ud. Hun havde løbet lidt rundt i lejligheden, men det var også kun for at holde gang i sine ben. Hun havde ikke rigtig løbet en længere tur. Hun sendte ham dog et selvsikkert og skævt smil. "Lad os komme afsted" sagde hun og fulgte efter ham. Da de nåede frem, kiggede hun lidt rundt, inden hendes blik faldt på ham igen. Hun så fremad og pressede læberne sammen, da han spurgte hende om noget. "Mit gæt er en muldvarp," sagde hun, "jeg ser ingen anden forklaring. Hvem skulle ellers have muligheden for at komme og stjæle vores våben? Det må have været en smugler" tilføjede hun. Rachelle strammede sit greb om de to vægte, og begyndte så at løbe. Hun løb hurtigt, men alligevel ikke så hurtigt, som hun kunne. Hun havde en kondi, og kunne derfor løbe meget langt, meget kort. Hun blev ikke så let forpustet, som hun gjorde, i nærkamp. Hun elskede at løbe, og det var som sædvanligt noget hun gjorde hver morgen inden morgenmad. Det var en god måde at få gang i dagen. Dog kunne hun kun løbe rundt i lejligheden de seneste fem uger.

Bradley nikkede let til Rachelles forslag. Blot for at vise hvor meget mere mand han var, havde han taget et par vægte på tre kilo vær. Det ville blive tungt i længden, det vidste han, men man kunne lige så godt blive trænet yderligt op så man kunne bære den ekstra vægt en gang i fremtiden, blev det nødvendigt.
"Hvem skulle denne person være - eller hvor skulle personen have arbejde henne?" Måske var det en lige lovlig stor ting at udpege en præcis person, men det ville være en stor hjælp hvis de havde en idé om hvor personen arbejdede. Det krævede at op til flere ting faldt i hak sammen. Det kunne blandt andet ikke være en som arbejde ved muren, da de normalt ikke ville være i skytsenglenes område.
Efter at være kommet hen til toget, sprang Bradley op. Han ville ud og løbe lidt længere væk. Ikke inde i byen hvor alle kunne få brudstykker af deres samtale og begynde at digte alverdens mærkelige historier. Det havde han alligevel ikke lyst til at have hængende over nakken.

Rachelle kiggede bagud, da hun begyndte at kunne høre toget. Hun skyndte sig at tænke over, hvordan hun kunne hoppe på toget med t vægte i sine hænder. Da toget endelig begyndte at køre op på siden af hende, satte hun farten op. Hun lod Bradley hoppe ind første, og smed så den vægt, hun havde i den venstre hånd, ind i toget, hvorefter hun tog fat i håndtaget og svingede sig indenfor. Hun satte sig kort på gulvet, for lige at trække vejret. Hun slap den anden vægt, og rejste sig op. Hun stillede sig foran togets døråbning og lagde armene over kors. Hun lod solen skinne hende i ansigtet, og betragtede udsigten fra toget. Hun nød at være ved skytsenglekomplekset, det var trods alt hendes hjem, men hun elskede nu også at komme væk et par gange. Tit tog hun ud til muren, bare for at komme lidt væk, men også fordi hun nød at snakke med hendes ansatte. De fleste af dem var alligevel hendes tidligere aspiranter. Hun nød at holde kontakt med dem, se dem vokse og blive til noget. Selv var hun en af de top fem på hendes årgang, så hun endte ikke med at arbejde på muren, men hun brød sig ikke om, at de at arbejde på muren, blev set, som noget skidt. Hun mente ikke at arbejde på muren var noget dårligt. Hvis ingen passede på muren, hvordan ville sikkerheden så være? Hun mente at det var et vigtigt arbejde, og hun var stolt af alle hendes ansatte.

Begge vægte blev lagt over i den ene hånd, før Bradley greb ud efter toget og hoppede op på det lille trinbrat og fortsatte så videre ind i toget. Vægtene blev lagt på gulvet, så de ikke trillede rundt. Selv satte han sig ved siden af, med ryggen op i mod væggen. Hans blik hang ved Rachelle i nogle lange sekunder før det flyttede sig hen til udgangen og stirrede ud på landskabet.
At jobbet som mur-vagter lå ved skytsenglene var han ganske tilfreds med. Det ville aldrig have været et job han selv ville have, men det gav dem en del autoritet. De kunne altid vælge at trække nogle vagter tilbage, blev det nødvendigt, og dermed gøre de andre faktioner urolige. Ikke et træk de havde gjort brug af, men noget Bradley uden tvivl ville benytte sig af, blev det nødvendigt. Det var et trumf kort. Imodsætning til det røvsyge job skytsenglene en gang havde haft ved at skulle sikre at de faktionsløse ikke fløj i totterne på hinanden. At lege politi mellem dem måtte være røvsygt og Bradley mente ikke at hans faktion skulle lege babysittere for dem. Abnegation var alligevel så meget sammen med dem, så den tjans kunne de lige så godt få.
Fremme ved deres destination, den Bradley havde valgt, sprang han ud af toget. Lavede et rullefald og fortsatte så med at løbe igennem græsset videre hen til en lille sti. De løb i udkanten af byen, et sted hvor der ikke rigtig boede nogle ud over et par faktionsløse der holdte sig til dem selv.

Imens Rachelle betragtede den smukke by, tænkte hun tilbage til dengang hun kørte med toget for første gang. Hun var en af de hurtige og kom derfor hurtigt på toget. Godt nok var hun tidligere puritaner, men kun meget få vidste dette. Hun udtalte sig aldrig om sin tidligere faktion, da hun overhoved ikke brød sig om dem. Hun prøvede så vidst muligt at falde ind med de andre skytsengle, og mange glemte hurtigt at hun var Puritaner født. Hendes mor ville tit tvinge hende til at hjælpe de faktionløse, men hun hadede det. Hun brød sig ikke om dem. Engang, da hun gik hjem fra skole, blev hun overfaldet af en ældre mand, som ville have noget af den mad, som hun havde tilbage. Det var nærmest en regel for Puritanerne at dele deres mad ud til de faktionløse, det vidste hun godt, men hun var aldrig blevet angrebet på den måde før. Hun var kun otte år på dette tidspunkt, og oplevelsen havde skræmt hende til sådan et punkt, at hun nu frygtede det. Da hun skulle tage sin mentaletest hos skytsenglene var dette en af dem. Dog påvirkede det hende ikke, som det skulle, da hun var divergnt, og derfor var klar over, at det blot var en simulator og ikke virkelighed.
Da Bradley hoppede ud af toget, skyndte hun sig at tage fat om de to vægte og følge med. Hun landede solidt på fødderne og fortsatte med at løbe. Hun nåede op på siden af ham og holdt tempoet.

Stien de løb på svingede langsomt indad, så de kom tætter og tætter på de faktionsløse, men netop som de næsten løb ind i deres område, buede vejen igen og førte dem i en jævn linje ud af igen. Da de var nået stedet hvor stien ændrede kurs, kunne lyden af et et skud høres i mange meters omkreds. I samme sekund Bradley hørte lyden kastede han sig ned på jorden og trillede ud til siden af stien hvor han kunne komme i læ af en bygning. På det punkt han førhen havde været kunne man se hvor patronerne ramte og fik støv kastet op i luften.
Fra sin placering var det umuligt for Bradley at se hvem der skød eller hvad der blev skudt med, ud over det lød som et gevær, men han kunne forhåbentligt få øje på Rachelle, der sikkert også var kravlet i ly og ikke lå død på jorden. Det kunne være kønt. Hun kunne give ham kamp efter sine fem uger, men kunne ikke undgå en eller anden gal person med et gevær. Han gik ud fra at det måtte være en faktionsløs, for ingen andre ville befinde sig i den del af byen - men hvor havde de fået deres våben fra? Var det dem der var blevet stjålet?

Rachelle var stadig fordybet i sine egne tanker omkring hendes mentaletest. Godt nok klarede hun den, og den påvirkede hende ikke, som den normalt skulle på andre, men det havde nu alligevel været en ubehagelig oplevelse, som hun ikke ville igennem igen. Da lyden af skuddet nåede hendes øre, skyndte hun sig at  gå i dækning bag en bygning. Hun tog sig til hoften som refleks. Det var noget hun altid gjorde, af en eller anden grund. For at sikre sig selv, at hun nok skulle klare den. Hun kunne ikke mærke nogen form for smerte, men alligevel kiggede hun lige ned ad sig selv, for at være helt sikker. Hun drejede hoved hen mod Bradley og prøvede at fange hans blik. Det kunne kun være faktionløse. Men hvorfor ville de dog angribe dem? Og hvor havde de mon fået deres våben fra?
Det begyndte at dreje sig i Rachelles mave. Hun kunne mærke, at hun var ved at få et nervøst sammenbrud. Hun var måske stærk og modig, men alle havde noget, de frygtede. Hun vidste ikke hvordan hun skulle håndtere det, så hun valgte at knytte sine næver og kigge væk fra Bradley. Hun kiggede op på himlen for at berolige sig selv. Hun kunne ikke bryde sammen foran ham. Hun kunne ikke vise sin svaghed. Det var åndsvagt, det vidste hun skam godt, men der var intet hun kunne gøre. Hun bed sig nervøst i underlæben. Hun måtte tage sig sammen.

Rachelle var til alt held stadig i live, men lignede ikke en der havde det fantastisk. Hun så derimod ud til at have det dårligt, hvilke kun blev bekræftet da hun kiggede op i himlen. Havde hun været med på at give de faktionsløse en over snuden, havde hun ikke stået og gloet på skyer. Det kunne Bradley ikke bekymre sig yderligt om. Han skulle finde en måde at komme væk der fra og få våbene tilbage. Der var ikke godt hvis de havde dem, med eller uden patroner.
Vægtene blev diskret gemt væk under noget højt græs og noget affald han skubbede over dem, hvorefter han vente ryggen til Rachelle og fulgte muren hen til en anden bygning. Lyden af skud var desværre stoppet, så han kunne ikke bruge den til at finde ud af hvor skytten behandt sig, men det måtte være et sted indefra bygningerne og ikke langt. Selvom maskinerne kunne skyde langt, var det ikke rifler men ganske normale gevær. Højest to bygninger væk fra vejen og selv der tvivlede han på de kunne nåes. Inden han ville dreje ned af vejen, for at nærme sig bygningerne, vente han sig imod Rachelle og pegede i retningen af de faktionsløse. Det kunne godt være hun ikke var i humør til at jage faktionsløse, men han havde ikke i sinde at lade dem slippe godt af sted med at skyde efter ham - og han forventede at Rachelle ville hjælpe ham.