Aggressioner - Cain

Klokken var efterhånden blevet meget, det var godt vel flere timer siden klokken havde slået over midnat. Dette gjorde derved også at trænings rummet ville være frit. Det at træne midt om natten, var en ting, der efterhånden blev en vane for ham. Hvis man ikke fandt ham i sin seng, var man sikker på at kunne finde ham i trænings rummet, godt i gang med at træne. Han måtte dog sande, at denne nat var anderledes, for da han nærmede sig lokalets dør, kunne man tydeligt høre en stav slå hårdt mod en pæl. Han hævede øjnene, åbnede døren og næsten som om han ejede stedet, gik han med lange selvsikre skridt ind. Som alle andre skytsengle var han iklædt den sorte farve og kun mere end klar til at få slået nogle aggressioner løs.
Godt nok var han en skytsengel og derved også stærk og frygtløs, dog havde han også en tendens til at blive en smule arrogant, netop fordi da han bestod, var han en af dem med de højeste point. Dog var der et mere mystisk udtrykke i hans brune øjne, der her til aften var helt mørke, så mørke at man knap kunne ane pupillen.
Han klukkede over udsynet af Amelia siddende forpustet op af pælen, mens hendes blik så op. Det var noget tid siden han sidst havde rendt ind i hende, men hun var en af de få han anså for sine venner, specielt fordi hun sammen med ham scorede højere points end de andre. Han kunne huske den måde de konstant havde kæmpet mod hinanden, næsten som om det var en konkurrence for dem. Han stoppede op foran hende og knælede ned. Hans øjne betragtede hende stille "jamen dog, hvad har den stav gjort dig" klukkede han og hævede øjenbrynet.

Stilheden lagde sig kortvarigt over lokalet. De støvede og beskidte gulve varslede om, at Skytsenglene gjorde flittigt brug af lokalerne, men på den anden side ikke var de mest renlige folk i verden. Hun pustede ud, og smilede skævt over synet. Det var absolut ikke noget, man nogensinde ville se i den faktion hun voksede op i. Intelligentsia var ordensmennesker, og selv på biblioteket kunne hun huske, at der var fuldstændig rent og lyst. Det var stadig lidt af en omvæltning at være under jorden og i næsten konstant mørke, men hun var glad for det. Hun var glad for endelig at føle sig fri. Hun vendte blikket opad mod det høje loft igen, og kneb læberne sammen. End ikke, da hun hørte skridt og følte en anden persons tilstedeværelse, flyttede hun blikket. Det eneste, der fik hende til at reagere, var stemmen.
Hun kiggede kortvarigt undrende på fyren foran sig, og blødte så straks op ved lyden af den muntre klukken. Amelia puffede til Cain, og himlede med øjnene. "Den knækkede. Hvor vover den at knække i mine hænder," sagde hun jokende, og kiggede på ham med et skævt smil. Hendes vejrtrækning var heldigvis ved at blive bedre, men hendes hjerte hamrede stadig hurtigt på grund af adrenalinen ved at træne så hårdt. Hun grinede dæmpet for sig selv, og kørte en hånd igennem det filtrede hår, da det gik op for hende, hvor tåbelig hun måtte se ud.

Han klukkede blidt da hun puffede til ham, som regel ville han ikke se sig glad, hvis der var nogle der gjorde sådan, men Amelia var dog en helt anden historie. Han rullede med øjnene og sukkede "Kære Amelia, det er træ, svagt og kan ikke tåle alt for meget" Pointerede han. Han havde det ofte med at syntes Skytsenglene var stærkere, også fordi de kæmpede og ofte var mere aggressive end resten af befolkningen. Han havde ofte som yngre brugt flere timer i trænings rummet, trænet kun for at blive bedre. En ting som kun få vidste var det faktum at han modsat så mange andre, rent faktisk kunne danse og dette gjorde også at hans kamp var mere blød og graciøs, men samtidig dødbringende.
Han var jo ikke blevet en af de bedste på sin årgang for ingenting. Amelia var dog den eneste, ud over hans tvillingesøster, som kendte til denne hemmelighed. Dog havde han også dybere hemmeligheder end hvad man lige skulle gå rundt og tro. Hans søsters sindstilstand var blandt andet en af dem, for ja hun var en hård negl, men der var også sket meget for hende. Begge deres forældre havde været Divergent, og en dag mens hans var ude og hans søster hjemme, sammen med forældrene, blev de myrdet, for øjnene af den unge Serenity. Hun var dog på det tidspunkt kendt som Abel. Dette var blot en af de hemmeligheder han havde delt med Amelia
Han rejste sig op, rakte hende sin hånd "kom nu, hvad er det nu man siger...når man falder af hesten rejser man sig op igen" han rystede på hoved og hævede øjenbrynet af hende. Amelia var en af de meget få han anså for at være en af hans tætteste venner

Amelia pustede en tot hår væk fra ansigtet, og kiggede på ham med rynkede øjenbryn. Hendes blik var en smule opgivende, men alligevel formåede hun at smile skævt. "Måske skulle jeg til at træne med jernrør," mumlede hun tørt, og betragtede resterne af den splintrede stav, der lå spredt ud over gulvet et stykke fra dem. Hun vendte blikket mod hans dybbrune øjne, og smilede skævt. Hun havde set så mange udtryk i de øjne over årene, at hun kunne forstille sig hvordan de ville se ud, hvis hun fortalte om grunden til hendes aggressioner. Først ville de blive store, og så knibe sig sammen. Det gik op for hende, at hun over årene, selv var begyndt at overtage nogle af Cains udtryk - hævede øjenbryn og en let flabet attitude. Det var lang tid siden hun havde set ham, overvejede hun kort, og fulgte ham med øjnene, da han rejste sig op. Da han begyndte på det gamle ordsprog, kunne hun ikke lade være med at klukke dæmpet for sig selv. "Cain, tror du ikke du burde blive digter med alle dine poetiske udtryk og ordsprog?" Spurgte hun drilsk. Inders inde var hun dog glad for hans omsorg, specielt fordi den mindede hende lidt om det forhold, hun engang havde haft til sin egen bror. Nu var hendes bror dog blevet nærmes hjernevasket af intelligentsia, og havde endda fået et vigtig post, så hun kunne ikke længere stole på ham.
Amelia rystede tankerne af sig, og smilede varmt op til Cain, før hun greb hans hånd, og hev sig selv på benene. Hun pustede endnu engang en tot hår væk fra ansigtet, og betragtede ham med sine grå øjne. "Tak, Cain," sagde hun, og tog en dyb vejrtrækning.

Han nikkede "ja det er måske et bedre valg, vi kan jo ikke have du ødelægger hver enkel ting blot fordi du får et vredes udbrud" pointerede han og trak på skulderne. Han havde efterhånden kendt hende længe nok til at vide, at denne opførsel her skyldtes ganske enkelt at der var noget galt. Han rullede med øjnene af hendes kommentar "haha, meget morsomt, men hver du glad...dine forældre opkaldte dig ikke efter en kristen person, som slog sin bror ihjel i jalouxi" brummede han. Det var ikke fordi hans navn irriterede ham, men hvis han snakkede med nogle der kendte til kristendommen, så var det ikke altid de kønneste kommentarer der blev smidt i hoved på ham. Som regel var han vant til det, men hvis Serenity var med, gik det aldrig særlig godt... med hendes temperament, fik vedkommende ofte en på tuden.
Han sukkede da minderne om hans søster dukkede op, det gjorde ham ondt hvad der var hændt hende, det syn hun skulle se og måden hun bare havde siddet med tomme øjne, mens hun vuggede frem og tilbage. Han blev dog smidt tilbage til virkeligheden, da Amelia tog hans hånd og trak sig op "det var så lidt, men vil du fortælle mig hvorfor du er så vred her til aften, noget galt" spurgte han og lagde den ene håndflade mod pælen, så hun ville være låst mellem ham og pælen

Hun smilede skævt til ham. Vredesudbrud var vel en god måde at beskrive det på. Nogle gange blev hun bare så vred, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre med alle følelserne og alt den overskydende energi hun fik af dem, at hun enten gav sig til at råbe, smadre et eller andet eller træne. At træne var muligvis den bedste løsning af dem alle sammen, for det gik ikke ud over andre end hende selv. Hun prikkede til hans skulder, da han rullede på øjnene, og klukkede dæmpet. "Det kan der være noget om," svarede hun, og hævede så et øjenbryn, "Hvorfor lavede du så ikke dit navn om, da du kom her til? Du kunne have kaldt dig selv Terminator - det ville folk garanteret synes om." Sagde hun, og lagde hovedet på skrå med et drilsk smil. Hun kendte mange, der havde lavet deres navn om, og havde også kraftigt overvejet at lave sit eget navn om, men følte i virkeligheden ikke helt for det. Hun hed Amelia - det havde hendes forældre døbt hende som, og det var den person hun var.
Amelia trådte automatisk et skridt bagud, da Cain gjorde mine til at træde frem mod hende, men hun ramte pælen bag sig. Hun kiggede kort til siden, og da hun atter vendte blikket mod ham, var hun låst fast i positionen mellem ham og pælen. Hun smilede opgivende, og himlede kort med øjnene. Hun pustede ud, og kiggede op på ham igen. "Mødte du nogensinde min bror, James, mens vi var en del af Intelligentsia?" Spurgte hun. Chancerne var store, for James havde altid været en person, der kendte alle, snakkede hele tiden og som var en stor del af politikken i faktionen. Alle havde altid set op til ham, for han havde både været karismatisk og klog, og stort set alle kunne lide ham. Hun kneb læberne sammen ved tanken om sin storebror.

Han trak på skulderne, han havde tænkt mange gange over det...det ville være nemmere "nej, jeg er ikke ligesom Abel, jeg vil gerne beholde et sidste minde om mine forældre" sagde han stille. Det var ikke mange der kendte til sandheden om hvad der var hændt dem, ikke andre end myndighederne, samt Serenity og Amelia. Selvom det ikke var det bedste navn, var det noget hans forældre havde valgt.
Hendes spørgsmål fik ham til at rynke brynet, han lagde hoved på skrå og en lille rynke dannede sig mellem hans øjenbryn, hvilket var et tydeligt tegn på at han tænkte "jeg har hørt om ham, men vidst aldrig rigtig mødt ham...jeg brugte også det meste af tiden på at træne og passe på min søster" forklarede han. Man kunne kalde ham meget, og det brugte folk skam også tid på, men var der noget han gjorde, så var det at passe på sin søster også selvom hun næppe havde brug for den. Han mindedes at Amelia havde fortalt at hun havde en bror, men ellers havde han aldrig mødt ham selv.
Han lagde sin frie hånd mod hendes kind, et tegn på venlighed... noget han ikke gjorde mod mange "er der sket ham noget?" spurgte han med alvorlige øjne. Han var ekstremt god til at skifte humør hurtigere end folk kunne blinke. Det ene øjeblik kunne han være drillende og grine, for så at være kold og alvorlig det næste

Amelia nikkede en smule undskyldende, det havde ikke været hendes mening, at rykke op i fortiden på den måde. Smerten i hans øjne var næsten til at tage og føle på, og den mindede hende om første gang de rigtigt havde talt sammen. Det havde vidst været efter en af prøverne med serummer, hvor de skulle stå ansigt til ansigt med deres aller største frygte. Simulationen var gået godt - alt for godt - og hun havde fået de bedste prøveresultater overhovedet. Og glad havde hun da været indtil hun havde overhørt to piger snakke om, at det næsten kun kunne være divergente, der kunne få sådan en god tid. Hun havde panikket, var løbet op på et af tagene, og havde fundet Cain, og så havde hun i alt hast besluttet at stole på ham. En god beslutning, viste det sig. Det var samme aften, hun havde fundet ud af det med hans forældre. Selvfølgelig havde hun vidst at de var døde - det havde været et nyhed: Familien Avery døde ved hjertestop, efterlader sig to tvillinger - eller sådan noget. Det havde bare ikke været et hjertestop, som Aviserne havde skrevet.
Hun lagde hovedet på skrå, og betragtede ham. "Det forklarer hvorfor jeg aldrig rigtig har snakket med dig, før vi valgte at springe fra faktionen," sagde hun, og smilede svagt. Hun havde vidst hvem han var, men aldrig rigtig snakket med ham og hans søster. Hvis han havde brugt meget tid på at træne, og hun selv praktisk talt havde levet i biblioteket, var det klart, at de aldrig havde mødtes før.
Hun sank, og kiggede op på ham, da han rørte ved hendes kind. Hun smilede sørgmodigt, og lagde sin hånd ovenpå hans. "Min familie tog stor del i det politiske liv," forklarede hun, "selvfølgelig fulgte min bror i deres fodspor og blev politiker." Hun mindedes hvordan han havde lyst af glæde, da han var blevet uddannet. "Da jeg sprang fra og blev Skytsengel, slog familien hånden af mig. Faktion før familie, du ved..." Sagde hun tøvende. "James blev større og større inde for politikken, og for en måneds tid siden, blev han viceleder for dem alle sammen. Jeg snakkede med ham i går," mumlede hun, "han er blevet helt mærkelig - næsten hjernevasket og så nægtede han at kalde mig sin søster."

Han nikkede og sukkede "det gør det, det var en hård tid for mig og bare at skulle gå igennem prøven med Simulationen...det var noget af det hårdeste jeg skulle igennem" sukkede han, selvom det havde gjort ondt, var det også noget der havde gjort ham væsenlig stærkere. Han var blevet hård og han huskede bare dagen efter den prøve, hvordan han havde trukket sig fra alle andre, blot for at være alene. For hos mange andre var deres frygt noget med dyr at gøre, om ikke andet nogen ligende. Men hos ham var det hans søsters død, det at han havde fejlet hende, det at han ikke kunne beskytte hende.
Han smilede blidt til hende da hun lagde en hånd ovenpå hans. Stille lyttede han på hendes historie. Overfor dem han holde kærest, kunne han være venlig og blid, han beskyttede dem, også selvom de måske ikke direkte havde brug for hans hjælp, så var han der vel altid til at beskytte.
Da hendes historie var færdig, trak han hende ind i sin favn, lukkede begge arme rundt om hende "det er jeg ked af at høre... men jeg ved ikke rigtig om der er noget man kan gøre. Hvis han har lært fra han var helt lille at det at gå i den retning er det rigtige, jamen så kender han ikke til andet og når så hans søster vælger noget andet. Det bryder mønsteret, de vante rammer. Mit råd er giv ham tid, tal med ham og forsøg at komme igennem til ham" forslog han og hvilede kinden mod hendes pande. Cain var meget høj, godt vel 1,93 så han tårnede over mange folk

Amelia sank engang, og fik dårlig samvittighed. Hun peb og var ked af noget, der ikke kunne måle sig med det Cain havde været igennem. Hendes familie levede stadig, selvom de ikke ville snakke med hende, og det var jo altid bedre end at de var døde. Hun nikkede, og kiggede let sørgmodigt på ham. "Simulationen var noget af det hårdeste vi alle sammen skulle igennem," sagde hun, og lagde sit hoved op af hans arm, "men jeg tvivler ikke på at dine var endnu hårdere." Hun fugtede kort sine læber, og rynkede øjenbrynene. Hendes egne simulationer var lidt slørrede for hende. Det havde været noget med højder, noget med at skulle dræbe sin bror og noget med at være i et mørkt, indelukket rum, hvor hun næsten ikke havde kunne trække vejret. Det positive ved hendes simulationer var dog, at hun på et tidspunkt havde opfattet, at det ikke var noget, der var virkeligt. Det var jo bare en sim. Det havde Cain ikke kunne, og det gjorde bare hans simulationer meget værre end hendes egne.
Amelia smilede skævt for sig selv - et smil der ikke nåede hendes øjne - og lagde armene om ham. "Ja, det var jo det vi lærte af vores forældre," mumlede hun ned i hans skulder. Han var meget højere end hende - næsten 20 centimeter - men hans muskuløse arme gav hende alligevel noget tryghed. "Hvis han da gider snakke med mig."

Han sukkede af hendes lille piver, det var ikke meningen han skulle give hende dårlig samvittighed. Alle havde vel en hård historie, og hans var ikke spor anderledes. I det mindste var politikerne så gode at dække very deres død, som var det et hjerteanfald. I stedet for at sige sandheden om at de blev straffet for at være hvad de var. Det var muligvis skyldes deres post at deres død var dækket over. Dette var dog noget han næppe ville få svar på. Han så ned på hende, som hun nærmest forsvandt ne i hans favn, ligesom hans far John havde han fået den store højde, heldigvis voksede han ikke mere. Hans blik betragter hende blidt, som hans fingre Fox blidt igennem hendes hår "hej, vi har alle en sørgelig historie at kunne fortælle. At jeg miste mine forældre eller min søster blev smedet gør mig ikke spor anderledes. Det vigtige er a vi husker vores mål. For guds skyld vi blev ikke skytsengel for at sidde og tude vores øjne ud vel" spurgte han drillende, men dog også som et forsøg på at sætte emnet hen mod noget andet.
Han trykkede hende mod sig, lyttede til hendes ord, følte hvordan hun lagde kinden mod hans iversen, næsten smedet et forsøg på at finde tryst. Noget som jan altid ville give hende "hej, hvis den forældre og med al respekt for dem. Ikke kan se hvilken fantastisk lige du er...så har de ikke fortjent at have dig. Du er en af de sejeste piger jeg nogensinde har mødt. Så vidt jeg cd bakker du ikke ud af svære situationer...nej du bliver og kæmper, præcis smedet du guide dengang under vores årgang. Du tævede de stakkels drenge, sendte den ene efter den anden på hospitalet...jeg var bare heldig a kunne være din ligemand, ellers havde jeg været død" sagde han og fjerner armene fra hende. Han lagde i stedet sine hænder mod hendes skuldre, så hende dybt i øjnene. Alvoren var at se, men det var respekten og alt andet han følte for hende. Hun var det tætteste han kunne komme på en slags søster, ud over Serenity selvfølgelig.

Hun mumlede ned i hans skulder, mens han kørte fingrene igennem hendes hår. Det var sjældent at man havde fysisk kontakt med skytsengle, med mindre det var i kamp, så en omfavnelse var noget hun sidst havde fået for lang tid siden. Det kunne vise svaghed i andres øjne, så hun var glad for, at der ikke befandt sig andre omkring dem. Klokken var alligevel for mange til at nogen gad at træne - selvfølgelig ud over Cain og hende selv. Hun sank og nikkede, til det han sagde. Alle havde noget at være kede af, de havde alle sammen mistet noget og gjort store ofre for at blive til den, de var. Hun kendte mange skytsengle hvis forældre var døde, fordi de ældre, sjældent kunne holde trit med de unge. Hun lo halvhjertet, og kiggede op på Cain med et varmt blik. "Nej det gjorde vi vel ikke," mumlede hun, og smilede svagt over han drilske tone.  
Hun havde lyst til at gribe ud efter ham, og begrave sig selv i endnu en knuser, da han holdt hende ud fra sig, og i stedet kiggede på hende. Hun smilede skævt, og rystede så på hovedet af ham. Minderne om hvordan stort set alle drengene i starten havde set ned på hende, gjorde hende lidt gladere. Hun havde vist dem, at en kvinde sagtens kunne så fra sig. "Jeg kunne da aldrig finde på at dræbe dig," klukkede hun stille, og puffede endnu engang til ham. At være emotionel i lang tid af gangen gjorde hende lettere utilpas, for hun havde aldrig været særlig god til at tale om sine følelser. "Og de drenge kunne bare lære ikke at sige, at de var det stærkeste køn," sagde hun, og smilede stolt til ham. Hun kunne huske en fyr, der havde pralet med at det var bedst at være en dreng, fordi drenge var stærkere end piger. Hun havde sparket ham mellem benene, og betragtet ham ligge på jorden, hvorefter hun havde spurgt, hvor fedt det nu var at være dreng. Mindet fik hende til at smile igen.

Han nikkede, det var i det mindste godt hun kunne se det fra hans side. For spurgte man stort set alle man mødte på sin vej, ville de fortælle en sørgelig historie, alle havde et eller andet sørgeligt i deres liv, spørgsmålet var bare hvor meget. Hvor mange der var døde eller hvor meget smerte man havde følt igennem årerne. Han havde skam følt meget smerte igennem sit liv, men han blokkerede det med intens træning og bare at blokkere sine tanker fra det. Han var en skytsengel, ikke et barn der ville sidde og græde blot fordi han ikke fik det som han ville. Han var en voksen mand med et stort ansvar på sine skuldre, så han skulle da for pokker også vise sig som stor og stærk i stedet for som var han et barn.
Han grinede da han puffede til hende og lod hende også gøre det ”wow et øjeblik havde du mig, jeg troede virkelig du ville dræbe mig” sagde han sarkastisk og med et par rullende øjne. Han var god til at fornemme andres humør omkring sig og indstillede sig ofte efter det, blot for at få dem til at smile igen, ligesom Amelia gjorde i dette sekund. Han grinede med hende, rystede på hoved over de minder ”ja de drenge var dumme og jeg havde advaret ham, og alligevel går spaden hen og leger stor og stærk. Jeg tror ikke han følte sig så stor og stærk bagefter” kluklo han. Der havde været mange specielle minder for ham dengang, hun var der helt klart en af dem