Hello again old friend - Cain

Rachelle tog godt fat om sin kop og hamrede den ned i bordet i takt med alle de andre. Hun tog den anden hånd op til munden og formede den så der kom et mindre hult rum i hendes hånd. Hun råbte og skreg lige som de andre og fjernede så hånden for at slå den op mod luften imens hun smilede stolt. Larmen døde lidt efter hen og der blev så budt velkommen til de nye aspiranter. Hun havde ikke rigtig lyst til at fejre dette da det for hende betød at hun skulle oplære nye skytsengle igen. Det havde dog været noget helt andet hvis hun altså trænede aspiranterne der i forvejen var fra Skytsenglenes faktion. Men sådan stod det ikke til. Hun skulle træne dem der var fra de andre faktioner. Det var ét stort "nej tak" for hende.
Da indbydelsen endelig var færdig begyndte de endnu engang at hamre deres kopper ned i bordet. Det kunne godt være at hun ikke var specielt begejstret for at optræne de nye men hun elskede den følelse hun fik når de heppede og hamrede sammen. Det var fælleskabet. Det var noget de aldrig kunne finde på hjemme hos Puritanerne. Men her hos Skytsenglene var det noget helt andet. De var én stor forsamling af ren energi og adrenalin. Man fik helt lyst til at løbe og springe fra bygning til bygning. Det var hvad hun altid havde beundret hos Skytsenglene dengang hun var yngre. Hun kunne ikke vente med at komme væk fra Puritanerne. Og nu var hun hvor hun hørte hjemme. Hos Skytsenglene.

påklædning[/b"] Han er iført et par sorte jeans, samt en sort t-shirt og et par mørke sko

Cain, der havde brugt det meste af dagen på at træne, havde til sidst taget sig sammen og efter et langt bad var han nu på vej ned spisesalen. Da han efterhånden var vant til konstant at skulle tage varer på sin søster, så det ud til at træning var den eneste mulighed hvorpå han kunne slappe af. Det var som om når han blev i mere ro, når han løb rundt og styrker trænede. Dog var det intet som et måltid der kunne fylde ham med ny styrke.
Med en selvsikker gang åbnede han døren, og lidt som om han ejede stedet gik han hen langs de mange unge mennesker, der sad med ryggen til ham. Dog fik han øje på en helt speciel pige, der fik ham til at stoppe op, men det kunne da ikke være hende. Dog var han mere end sikker og derfor gik han direkte imod hende. Med et stort smil placeret på hans læber, lagde han sine hænder mod hendes skuldre [b]"Rachelle, længe siden" brummede han og glemte blidt om hendes skuldre, mens han vendte blikket ned mod hende. Rachelle var en af de folk han havde tættest på sit hjerte. Hendes hemmeligheder var sikre hos ham, ligesom hans var sikre hos hende. Hun var den ven, som han som yngre altid så frem til at besøge. Et besøg hos hende, betød lang tid md morskab og sjov. At se hende her foran sig, fyldte ham med glæde.

Efter at havde hamret færdig hældte hun noget vand op i sin kop og skovlede en burger op på sin tallerken. Hun kunne ikke vente med at sætte sine tænder i det saftige kød! Efter en lang dag med at gøre aspiranter klar og rekruttere soldater til muren, var hun blevet godt træt. Hun elskede sit job meget højt men det var også et hårdt arbejde til tider. Nogle gange ville hun ønske at hun kunne tage fri men så huskede hun sig selv på at det hun gjorde var godt for hele byen og systemet. Det var det der fik hende til at stå op hver dag. Dét og så lige at hun havde en bofælle der ville hoppe ovenpå hende hvis hun altså ikke fik lettet røven.
Hænder blev lagt på hendes skuldre og hun gik med det samme i forsvars-mode. Noget hun inderligt hadede var at folk rørte hende eller bare lagde en finger på hende medmindre hun ville have det. Hun brød sig hverken om folk der tog fat i hende eller hev rundt med hende. Det var noget af det værste hun vidste. Hun rejste sig kun få centimeter men stoppede midt i bevægelsen da hun vendte hoved for at se hvem der snart skulle have et forvrænget ansigt. Synet der ramte hende overvældede hende og hun vidste i et kort sekund ikke hvad hun skulle sige.
"Ca... Cain?" stammede hun og et oprigtigt lykkeligt smil tog plads på hendes læber. Hun rejste sig helt op og drejede sin krop mod ham. Hun trådte hen på den anden side af bænken hun sad på og slog armene om halsen på ham. Rachelle hev ham ind til sig i en omfavnelse og lo kort af glæde inden hun blidt skubbede ham væk fra sig igen for at studere hans ansigt. Han var blevet noget mandig.
"Længe siden, ja" sagde hun. Smilet på hendes læber strålede og hun lod sine arme falde ned ved hendes sider igen.

Han vidste fra det sekund han lagde hænderne på hende at der ville være en risiko at han ville få en på siden af hoved. Det var dog en risiko han var mere end villige tage, dette var hans ven. Den pige han sad of nærmest stor tudede hos den dag hans forældre blev myrdet. Hun var den eneste der havde set ham i sådan et svagt øjeblik. Efter hans simulator test, var hun den første han tog til efter han havde været færdig med den. Ganske vidst var Amelia en af hans tætteste og mest værdsætte venner. Men Rachelle var den pige han havde vokset op med og rent faktisk i en kort periode var rør på at skulle være trolovet med.
Hendes ansigtsudtryk da hun først lagde øjnene på ham, fik ham til at klukker. Det store chok der lyste ud i hendes øjne og for en gangs skyld havde hun nærmest intet at sige. Det måtte mildt sagt havde været en overraskelse for hende at se ham, men de havde begge travlt med deres eget liv. Han var selv æder for byens sikkerhedsstyrker. Et job han længe havde ønsket sig og da der endelig var chancen tog han den. Han blev med et kastet ud af sine anker, da hun trak ham ned i et tæt omdannelse, som han uden videre gengældte. Han sukkede og trykkede hende mod sig, dog respektere han hende og trådte tilbage da hun gjorde det den tegn. Md hænderne om bag ryggen, en rank holdning og en længde på godt over de 1,93 tårnede han over en hel del af befolkningen. Dog var hans skridt ligeså lydløse som en kast, og det var overraskende når man så hans højde. Den måde hun stammer hans navn, næsten som m hun ikke kunne tro de var ham, dk ham blot til at slå armene ud "the one and only" klukkede han med et skævt smil. Det havde været længe siden, sidst de sås var efter han blev valgt ind som skytsengel, hvilket var godt noget tid siden efterhånden. Han lagde hoved på skrå og havde øjenbrynet "så Rachelle, fortæl mig er der sket noget interessant jeg burde høre om" spurgte han og så nysgerrigt på hende

At se ham stå foran hende, i levende live, var noget hun ikke havde regnet med. Efter at de begge var kommet ind hos Skytsenglene og ikke længere var aspiranter var det ikke så le at finde tid til at være sammen. De skulle begge finde job og Rachelle havde store planer med at få sig selv op på ranklisten hos Skytsenglene. Efter at havde besået prøven mistede hun kontakten med alle og holdt sig for sig selv. Hun flyttede ind med sin bedsteveninde, Amelia, men alle andre blev glemt. Arbejde skulle findes og så snart det var fundet så skulle det tages seriøst. Men nu hvor han stod foran hende kunne hun ikke tro at hun havde ladt ham slippe væk. Cain var hendes klippesten. Det var ham der holdt hende nede på jorden. Det var ham hun gik hen til hvis der var noget hun havde brug for at snakke om. Om det så var fordi hun var vred og ville ud med sine aggressioner eller om det var noget mere følsomt. Det kunne være lige meget. Hun vidste at han var der for hende. Ligesom  han vidste at hun var der for ham.
"Tjo... Jeg fik arbejde og blev forfremme fornyligt. Jeg vil sige at det hele går som jeg vil have det" svarede hun med et stort smil på læberne. Hun begyndte at træde hen på den anden side af bænken igen for at sætte sig imens hun snakkede.
"Men hey! Hvad med dig? Noget spændende i dit liv?" sagde hun og rykkede sig lidt til siden så der også var plads for ham.

Han smilede stort til hende. Hun havde så sandeligt været den tætteste af hans venner, for han lagde ofte krop til hendes aggressioner, hvilket skulle forstås som var hun vred tog de ofte et par runder i ringen. For ham var det ikke et spørgsmål om han havde lyst, det var noget han ganske enkelt bare gjorde, for han vidste at hun ville gøre det samme ved ham, hvis han nu var i samme givende situation. Han havde været trist den dag de faldt fra hinanden, selvfølgelig havde han været så heldig at møde Amelia og de tog faldt også godt i snak. Med hende var det mere det faktum at hun gik ind og irriterede ham, hun fik hans mere konkurrende side frem. Han ville bare kæmpe for at blive bedre end hende og de to endte som en af de bedste fra deres årgang.
Han satte sig ved hendes side og lyttede interesseret til hendes ord "jamen tillykke med det. Jeg er virkelig stolt af dig" sagde han med sandheden skrevet hen over hans ansigt. Han var mere end bare stolt af hende, især at hun havde kæmpet sig så højt op.
Han skar en grimasse og grinede "lad mig se ligesom dig kæmpede jeg mig op og nu har jeg da en rank jeg kan være stolt over" sagde han og trak på skulderne

Det var absolut umuligt for Rachelle at smøre hendes tandsmil af. Det var ikke fordi, at de to ikke havde set hinanden omkring, men ingen af dem havde rigtig tid til faktisk at gå op til hinanden og starte en samtale op. De skulle altid fare rundt, Rachelle havde en masse aspiranter der skulle trænes, og han havde soldater, som skulle kommanderes rundt med. Nej, det var langt fra nemt at holde kontakten, og det havde taget hårdt på lige netop Rachelle. Cain var hendes første rigtige ven, og det var langt fra nemt at lade ham gå, men hun var nød til at tænke på sig selv, hvad hun ville med sit liv og sin karriere. Hun vidste ikke, om han havde det på samme måde, om han havde savnet hende, som hun havde savnet ham. Det var dog ikke noget, som hun ville tænke over. Rachelle hadede sådan noget. Heletiden at gå rundt og tænke på om folk gengældte de følelser, som hun havde om dem. Den eneste hun bekymrede sig om var Amelia, men der var ingen tvivl dér. De to var uadskillelige. Men Cain, han var lidt sværere. Ja, hun kendte ham ud og ind, samme gjaldt den anden vej, men efter så lang tid. Kendte de mon stadig hinanden? Så han hende stadig som den lille, svage puritaner unge hun var engang? Det håbede hun ikke. Hun havde for længst destrueret al form for purtitaner, som var tilbage i hende.
Hun løftede en hånd og lagde den mod hans kind. "Tillykke" sagde hun. Kort og godt. Ligesom deres tidligere forhold.