Just a visit - Christopher

Tid: Klokken er omkring middagstid.
Vejr: Klart og lunt. Blå himmel med få skyer, og solen skinner.
Sted: En af gangene i Hovedbygningen..
Omgivelser: En masse døre, hvide vægge og store glasruder. Folk der går forbi på kryds og tværs.
Påklædning: Klik her!

Påklædning beklædning

Dagen var gået omtrent godt, han havde haft et par timer og de var nu englelig gået ganske godt. Hans elever havde været gode og lyttet til hvad han sagde som han konstant knævrede omkring det ene og det andet. Han kunne selv huske de tider hvor han havde været en af de elever. Dog havde de fag aldrig rigtig været ham, jo han lyttede skam med og scorede godt, men kunst havde for hans vedkommende altid været noget han ville fører sig frem med. Det gjorde han også i sin forstand den dag i dag, det var bare ikke på den måde som alle andre måske ville havde gjort.
I dette øjeblikke var han godt på vej igennem en af de mange gange der befandt sig i hovedbygningen. Med hænderne i lommerne, et par mørke solbriller på næsen, vandrede han igennem gangene. Dog landede hans øjne hurtigt på en ellers velkendt sort dragt. Det var nu ikke så meget pigen iført dragten han kendte, det var mere den velkendte sorte dragt. For ham ville han altid kunne genkende en skytsengel, om så han var blind. Hans forældre havde været skytsengle, forventede han ville føre traditionen videre, men en aften ændrede det hele for ham. Der skete noget som han bare ikke havde kunne klarer. Han var som 16-årig brudt fuldkommen sammen og kunne bare ikke klarer tingene mere, så i stedet for at tale om det lukkede han sig fuldkommen inde i en bobbel og valgte ligeså snart muligheden var for det en anden faktion.
At se denne pige, bragte et par minder frem. Han rystede dem dog af sig og gik mod hende "du ser ikke rigtig ud til at høre til her, hvis jeg ikke tager meget fejl" sagde han med en kæk stemme, før han tog sine solbriller af og afslørede et par intense grå øjne. Han lagde solbrillerne i en lomme i sin vest, alt i mens han betragtede hende. Med sine 1,94 var han langt højere end hende, dette resulterede i alt han i direkte forstand så ned på hende

Blå. Blå over alt. Normalt var der stort set kun sort og rød i hendes synsfelt - enkelte gange gik folk forbi med pangfarvet hår - men aldrig blå. Blå var næsten forbudt nede i Skytsenglenes faktion. Man skulle jo nødig tro, at én ikke var stolt over at være en kriger, men istedet hellere ville sidde begravet i bøger resten af livet. Amelia savnede tit at læse, så netop derfor havde hun gemt nogle af sine gamle bøger i sin lejlighed, mellem bøgerne om kampteknikker og træningsmuligheder. Der var dog ikke mange, og hun havde allerede læst dem, hun havde op til flere gange. Noget andet hun savnede var renheden i Intelligentsia og deres livsstil. Tøjet var rent, gangene var rene og hvide og alt var meget lyst. Det kunne hun godt savne, når nu hun næsten levede i mørke. Alligevel savnede hun ikke følelsen af at skulle leve op til sine forældres forventninger, at gå i skyggen af sin politiker-bror eller følelsen af ikke at høre helt til.
Hendes tanker blev afbrudt, da en fyr - en meget høj fyr, tænkte hun med rynkede øjenbryn - talte til hende. Hun vendte blikket opad, for at kunne betragte hans ansigtstræk, og hævede så et øjenbryn.
"Det er godt set," svarede hun, og skubbede sig op i sin fulde højde, så hun ikke stod lænet op af glasset længere. Trods hendes 178 og støvlerne, der gav omkring 6 cm mere til hendes højde, var han 10 centimeter over hende. Hun var lige ved at smile over hans flabede, muntre facade men gav istedet igen, med et hævet øjenbryn. "Du ligner til gengæld alle de andre." Hun brød sig ikke om at være lavere end andre, men i Skytsengle-faktionen var mange drenge højere og mere muskuløse end hende. Dog havde de lært, at de ikke skulle undervurdere hendes spinkle udseende, for hun kunne slå fra sig, og ikke nok med det, var hun en af de bedste til at kaste med kasteknive. Hendes iltre temperament havde også fået mange til at respektere hende, men det vidste fyren foran hende nok ikke. Alligevel var der noget i hans øjne, der gjorde ham mere spændende end blot en fyr fra Intelligentsia. Det var øjnene, eller også var det hans markerede muskler, der skilte ham ud fra de andre - ikke at hun havde tænkt sig, at sige det til ham, selvfølgelig.

Han hævede øjenbrynet, blev ikke skræmt af hendes hårde facade, om ikke andet fik det ham bare til at smile drillende. Han holde hænderne overgivende oppe "hej det var jo kun et spørgsmål" sagde han, hele hans atmosfærer skreg af mystik, for modsat alle de andre Intelligentsia, fulgte han ikke bogen til punkt og prikker. Han var skam lige så klog og havde samme fotografiske hukommelse, men når alt kom til alt så var han englelig ikke andet end en kriminel. Han var dog på et så godt niveau at ingen ville fange ham. Han kluklo og rystede på hoved af hende "det tvivler jeg nu stærkt på" brummede han og hævede øjenbrynet.
Han lagde hænderne i lommerne, betragtede hende nærgående "så hvad bringer dig her?" spurgte han efter lidt tid. Denne gang mere alvorligt end før hen, han havde det med at humøret skiftede hurtigere end man kunne nå at blinke og til tider kunne det være ganske farligt

Amelias facade knækkede svagt, da han holdt hænderne oppe, som var han under mistanke for en kriminel handling. Hun smilede anerkendende over hans reaktion, og nikkede svagt. Der var som sagt noget med hans øjne, noget lidt mere livligt end hos mange andre fra Intelligentsia, og hun fandt det yderst charmerende. Han kunne nok have været blevet en udemærket Skytsengel, tænkte hun, og kiggede kort på hans overarme. Han måtte træne. Det var der virkelig ikke mange af de kedelige, blå, bognarkomaner, der gjorde. Hans svar på hendes lette angreb mod hans originalitet, fik hende til at småsmile igen. Tvivlen han havde var der god grund til. "Nej," sagde hun, og blinkede kækt til ham, "Men du prøver virkelig." Han var enten en skifter eller også var han én, der ikke havde fået skiftet, selvom han skulle have gjort det.
Hun lagde hovedet på skå, da han betragtede hende, og hævede skævt smilende et øjenbryn for at gentage hans forrige handling. "Ja, det er jo lige det," sagde hun, og sendte ham et hemmelighedsfuldt smil, "Måske er jeg her på hemmelig Skytsengle-besøg."

Han smilede til hende "jeg vidste det, du ser meget pænere ud med et smil på de læber" sagde han, Christopher var med mange ord den fødte charmør, det var ikke engang fordi han prøvede, det kom bare til ham, det at komplimentere alle og enhver omkring ham. Han var ofte kendt omkring sine venner, som en der med korte ord gik i seng med stort set alle der gab grønt lys.
Hans øjne fik et direkte charmerende lys da hun blinkede til ham, det var som om hans indre charmører havde vækket sig igen. Han holdet sig dog hvor han stod "Hej det er jo ofte klogt at ligne de andre" pointerede han, i denne verden var det ikke klogt at skille sig ud og Christopher slikkede sig i den grad ud, ikke kun med hans væremåde, men også bare den måde han valgte at misbruge sine fotografiske hukommelse til sin vending.
Han hævede øjenbrynet "jamen dog, lyder spændende" han lagde armene over kors. Han rakte hånden frem mod hende "navnet er Christopher, at your service ma'am" sagde han med et skævt smil. Han var god til at læse folk og med hende så han en stærk sjæl og helt klart en der ikke var bange for at stikke en anden en på siden af hoved, uagtet deres rank. Dette var en ting han kun kunne respektere

"Ja, det siger man jo," sagde hun, men kunne alligevel ikke lade være med, at føle en glad varme i maven. Det var ikke noget man sagde, for komplimenter var sjældne i hendes faktion - med mindre det var et kompliment til ens træningsmetode eller hårde arbejde. Hun kendte til Intelligentsias overtalende og manipulerende sider fra sin barndom, og var ikke et sekund i tvivl om, at fyren foran hende, også kunne gøre det. Hun plejede at være god til at læse folk, men han var tydeligvist én, der var alt for god, til at sætte en facade op - en side, hun helt klar selv manglede lidt af. Siden hun skiftede faktion, var hun blevet mere og mere frembrusende, sagde sin mening, og lod selvfølgelig sine følelser vise meget hurtigt. Overfor enkelte mennesker, selvfølgelig.
Hun nikkede, ikke overrasket over hans kommentar. "Alt andet skaber bare problemer," sagde hun, og nikkede umærkeligt. Hun var selv divergent, så det var absolut noget, hun kendte til. Hun himlede let med øjnene, men gav ham alligevel hånden. "Amelia," præsenterede hun sig, og klemte blidt hans hånd. Hun tvivlede ikke på, at hun kunne give ham et ordenligt håndtryk, men med folk fra Intelligentsia vidste man aldrig. Nogle blev direkte vrede, hvis man klemte for hårdt, hvilket i Amelias øjne bare var fjollet.