So charming - Christopher

Tid: 15:34
Sted: Parken ved Intelligentsias hovedkvarter
Omgivelser: For det meste folk fra Intelligentsias, men også få fra andre faktioner
Vejr: Solen skinner og er meget stærk, ingen vind

Den stærke sol var meget i kontrast til hendes kontor, hvor lysmulighederne var forfærdeligt ringe; det var kun om vinteren, hvor solen stod op sent, at hun fik lys direkte derind.
Derfor elskede hun de dage, hvor hun nærmest intet havde at lave, som hun kunne bruge udenfor, indtil der var noget nyt, der pressede på. Denne dag var en af de dage. Hun havde afleveret sin artikel, om den myrdede pacifist til Aiden en time forinden, og hun havde fået afsluttet eksperimentet af et serum, som uheldigvis ikke havde virket; det var ellers en fremragende idé, men det så ud til, at den ikke kunne føres ud i livet. I hvert fald ikke som den var lige nu – måske fandt de ud af en måde at få den til at virke, som den skulle, i morgen. Hvis ikke allerede i aften.
Parken var ikke fyldt, men der var stadig en del, der havde taget muligheden, om endelig at kunne studere udenfor, til sig. Især under træerne var der en del, der havde sat sig. De fleste sad i små klynger og læste eller snakkede, mens få andre sad alene og passede deres eget.
Zoey hankede op i skuldertasken, hun i en fart havde smidt over skulderen, da hun med hastige skridt havde forladt kemilokalet, og kiggede rundt efter en plads at sidde, hvor hun ikke var for meget i vejen; og hvor andre ikke var for meget i vejen.
En solstråle ramte hende lige i øjet, da hun gik omkring Hovedbygningens ene hjørne, og hun løftede hurtigt hånden til skygge, mens hun fortsat spejdede efter et sted at sidde.
Der var et træ, hvor der kun var to andre; en dreng, der sad og læste, og en pige der sad og skrev. Hun satte kursen over mod dem, da det ikke så ud til, at de ville blive forstyrret, hvis hun satte sig under træet med dem.

påklædning tøj

Som en af de få Intelligentsiaer, havde Christopher et naturligt talent inde for kunsten. Allerede dengang ham var ung havde han elsket kunsten, også på trods af hans forældres had til der, blev jan ved og i dag var han nok en af byens bedste kunstner. Så god at han i dag som et hemmeligt side job bar svindler eller også kendt som forfalsker. Ham kunne forfalske selv de store kunstnere som Da Vinci eller Monet. Som regel solgte han disse værker og nogle fanger ikke han så langt som en forfalskede underskrift, dog var ham efterhånden så god at det ikke var til at se at det var ham. Da han uden på arbejde som lærer, hvilket ikke gav mistanke, var det mere hans mystiske person som var anderledes. For modsat mange andre Intelligentsiaer var han meget anderledes. Han var tydeligvis tidligere skytsengel, den måde han bevægede sig rundt og desuden havde han vedligeholdt nogle talenter, som f. Eks kampsport og knivkast, derudover træner han ganske intenst.
I dette øjeblik nød han dog de gode vejr, godt i gang med en af sine mange kunstværker. Hans normalt intense grå øjne, var nu limmet mod lærredet som penslen kørte præcist og meget nøjagtigt hen over det hvide lærred. Hans mørke øjenbryn var rykket af koncentration, stort set alle ville kunne gå hen til ham og selvom han havde sine ører mange steder ville han nok ikke lægge mærke til dem.

Det var heller ikke de fleste fra Intelligentsia, der brugte deres fritid på at danse, når de kunne komme til det. I den tid, hun havde kendt til den spejlsal, der af en eller anden grund lå inde midt Hovedbygningen, havde hun ikke set bare én anden sjæl. Det var ikke, fordi hun klagede eller noget; hun elskede at have mulighed for at blive bedre, uden at hun havde andre, der så hende ned af nakken. Det var en ubehagelig følelser, og hun havde altid hadet den, da hun gik til på danseskole, før hun blev 16 og valgte en faktion. Hun hadede de dømmende blikke fra især de andre piger, mens de hånligt så på, at hun fejlede gang på gang, mens de troede, de var så meget bedre. Det var dem, der gjorde, at hun begyndte at træne, selv efter hun havde skiftet faktion. Selvom hun aldrig ville møde dem igen, var det stadig af stor betydning, at hun var bedre end dem. Det var hendes evige ønske efter at vinde, der slog igennem. Ligesom, at hun kunne bruge så lang tid oppe i spejlsalen, at hun næsten ikke nåede det, hun skulle, før det var for sent, fordi det skulle se helt perfekt ud. Hun var perfektionisme og et vindermenneske, og det var to kvaliteter, der, blandt andet, havde bragt hende frem i Intelligentsia.
Hun kiggede op fra sin bog og lænede hovedet mod træets ru bark. Det stak i både nakken og ryggen, men det var ikke så slemt, at hun ikke kunne holde det ud. De mange stemmer i parken gjorde, at hun ikke kunne koncentrere sig om sin bog; dens sprog og indhold var meget tungt, så hun kunne ligeså godt opgive at få noget af det læst lige her. Hun kunne altid gå indenfor, men af en eller anden grund, gjorde hun det ikke. I stedet sad hun bare og lod sine øjne glide over de mange intelligentsiaer, indtil de stoppede ved et sjældent syn; en intelligentsia, der malede. Hendes øjne forblev på denne person, som stod med ansigtet mod hende. Hvis han så hendes vej, var hun på den; hun hadede at blive fanget i at se på andre. Det fik hende til at se ud som en eller anden creeper.

Som han stod der og malede sine omgivelser, følte han svagt et blik mod sig. Blot dette overraskede ham, mest fordi når først han malede var han fuldkommen optaget af det, til et punkt hvor stort set ingen kunne få kontakt til ham. Dog i dette tilfælde kunne han sagtens føle øjnene mod sig. Han så kort op, men på den måde at det så ud til at han så den anden vej, eller var i gang med at tjekke detaljer fra en af træerne. Dette var dog ikke helt sandheden, for han fik hurtigt øje på hende, dog uden at lægge blikket direkte mod hende. Ved første øjekast kunne han kun sige at hun var smuk, de stærke blå øjne og det smukke mørke hår der stod i god kontrast til hendes hud. Den lange hals, de høje kindben og de røde læber... alt i alt en smuk kvinde. Ganske stille og ubemærket tog han en ny side frem fra sin blok og gik straks igang med et maleri af hende.
Igen dannede der sig en rynkede mellem hans øjenbryn og ganske få gange ville han kigge op, som hans pensel gled ned over den kolde overflade. Han havde altid været den fødte kunstner, derfor ville resultatet uden tvivl ende op perfekt. Han malede hende i stil af Leonardo da Vincis store kunst men Mona Lisa. Han lavede det som en stor kopi. Dog med pigens ansigt og krop.
Som ministerne gik, stoppede han op og tørrede sin pensel, dog denne gang med blikket rette mod den unge pige. Et smil gled sig op på hans læber, da han igen betragtede hende. Han kunne i sandhed godt lide kvinde, som mænd. Han elskede den delikathed som så mange besad og som hun så sandelig også have kunne have sig. Han hævede øjenbrynet nysgerrigt og som altid lagde han ikke just skjul på at han da helt klart kunne lide hvad han så.

Da den unge intelligentsia så op, slog hun hurtigt blikket ned i sin bog igen. Hendes sidste ønske var at blive fanget i at stirre på en fremmed. Det kunne antages som uhøfligt, påtrængende, invaderende og sikkert også meget mere. Zoey var måske nysgerrig, men hun var ikke en person, som rodede rundt og blandede sig i andres privatliv. Derfor ville hun helst ikke blive fanget i at smugkigge på folk.
For hende betød respekt meget. Hun sørgede altid for at smile og nikke venligt, (eller hilse, det kom vel an på hvor travlt hun nu engang havde) når hun mødte folk på gaden. Det behøvede slet ikke at være en gade. Det kunne være alle steder. Det var alle steder. Lige meget hvem man var, hvilken faktion man kom fra, eller hvilken faktion man var i nu, så burde man hilse venligt. Det var en filosofi, som hun mente var den rette at følge. Hun havde til tider været nød til at tælle til ti og kontrollere sin vrede, hvis menneskerne omkring hende ikke hilste tilbage. Hun var trods alt tidligere Sanddru. Det kunne tit være svært at holde tilbage med sandheden. Mange gange fik hun lyst til bare at råbe og skrige ad folk og skråle løs. Pege dem ud og få dem til at indse at det var forkert. I realiteten ville hun nok kun hæve stemmen. Zoey var ikke hysterisk på den måde, overhoved. Hun var en rolig sjæl. For at bruge et gammel udtryk; hun ville ikke gøre en flue fortræd.
Hun løftede sine knæ, så bogen kunne læne op af hendes ben og derfor rette sig mere op, så hun kunne læse bedre uden at holde den med sin hænder. Til tider ville hun holde øje med den unge mand ud af øjenkrogen, for hun ville ikke tage en risiko og blive fanget i at stirre. Det ville ikke blot være uhøfligt men også ufatteligt pinligt. Hvad ville hun ikke gøre hvis han opdagede hende? Det var en tanke, som hun pænt lod være i fred. Ingen grund til at urolige hendes sind med sådan nogle.