Home Dear Home - Rachelle

Amelia kiggede op mod sin lejlighed, og kneb så læberne sammen. Nogle gange ville hun ønske, at der var en elevator - men det ville ikke ligefrem være skytsengle-agtigt, ville det vel? Hun kiggede endnu engang opad, greb så fat i et reb, og begyndte at klatre. Omkring halvvejs oppe, stoppede rebet, og hun svang sig sidelæns, og greb i stedet fat i nogle sten, der bevidst var placeret længere ude end resten af væggen. Det var lang tid siden hun havde lært, at lade være med at kigge ned, men alligevel gjorde hun det kort. Hun kom til at klukke for sig selv ved synet. Alle menneskerne lignedede små dukke-personer, tænkte hun, og rystede på hovedet af sig selv, før hun fortsatte op, og greb fat i gelænderet til altanen. Døren var ikke låst, det var den næsten aldrig, og hun åbnede den derfor uden besvær. Synet af sit dejlige hjem fik hendes ansigt til at lyse op, og hun skred tværs over lokalet, for at lægge sig i sofaen. Noget af det bedste ved ikke at være aspirant var de dejlige lejligheder man fik, når man var færdiguddannet. Så kunne man selv vælge hvor man ville bo og hvem man ville bo med.
Amelia løftede hovedet og kiggede rundt. Tanken om selv at kunne vælge hvem, man ville bo med, fik hende til at tænke på sin rumbo.
"Rach?!" Råbte hun, for at finde ud af om hun var hjemme.

Uden huen eller tasken og læderjakken ligger på sengen

Rachelle sad ved enden af sin seng og var i fuldt gang med at slibe sine kasteknive. Med én af dem i den venstre hånd og en slibesten i den anden var hun i fuld gang. Resten af knivene lå ved siden af hende. Grunden bag dette var at hun havde brugt det meste af dagen på at træne aspiranter. Det kunne sommetider frustrere hende så meget at hun måtte blive nød til at holde en pause og tælle til ti. Nogle af dem var også alt for rapkæftede og hun fandt noget så tilfredsstillende at ydmyge dem foran de andre på en eller anden måde. Om det så var ved at være fysisk eller at svare tilbage med et godt come back var ligegyldigt.
Da hun mente at kniven var slebet godt nok lagde hun slibestenen fra sig og tog kniven i den højre hånd i stedet. Hun løftede og sænkede sin hånd et par gange for lige at måle vægten af kniven og vænne sig til den. I en hurtig bevægelse tog hun hele sin arm tilbage og gik lidt ned i knæ. Hun trådte frem med sin venstre fod og slyngede så sin arm hurtigt fremad og slap kniven. Kniven landede lige i midten af den skydeskivefigur hun havde tegnet på en stolpe. Et skævt og stolt smil spredte sig på hendes læber.
"Bulls eye" sagde hun triumferende.
Hun gik mod stolpen for at trække kniven ud af den. Lige i det sekund hun trak kniven ud blev hendes navn råbt op. Eller rettere. Hendes kælenavn. Og hun vidste skam præcis hvem der kaldte.
"Yeah?" råbte hun tilbage og gik med indgangen.

Amelia klukkede for sig selv ved lyden af Rachelles stemme, og rystede så på hovedet for sig selv. Hun skulle lige til at råbe tilbage, da døren gik op, og hun spottede det blonde hoved. Hun nikkede smilende som hilsen. "Skulle bare lige høre om du var hjemme," sagde hun med øjne, der lyste af tilfredshed. Hun havde selv trænet aspiranter hele dagen, og vidste at Rachelle havde gjort det samme. Idag havde Amelia selv kun trænet folk, der var født som Skytsengle, hvilket altid var lidt sjovere end at skulle træne de nytilkomne. Man kunne gøre flere ting, og de var hurtigere og bedre end de andre faktioner. Hun skubbede sig selv op af sofaen, og kiggede ud imod køkkenet, da det gik op for hende hvor sulten hun var. Hun lagde en hånd på maven, og kiggede så op på Rachelle igen. "Haft en god dag?" Spurgte hun, og smilede skævt, "Hvordan var de nye?".
Amelia havde altid været imponeret af Rachelle, der ikke blot var en formidabel skytsengel, men endda tidligere Puritaner. Det var sjældent, der var Puritanere, som besluttede sig til at blive skytsengle, så hun var lidt nysgerrig til, om der var nogle på det nye hold af aspiranter. Det var altid sjovt at snakke om de små 16-årige, der troede, at de var ved at være voksne. Alligevel var det skørt at tænke på at det kun var 4 år siden, hun selv var stået i samme situation. Og se hvad der var sket i alt den tid.

Rachelle's blik fulgte Amelia og alle hendes bevægelser. Det var ikke en kæmpe stor overraskelse at det første hun gjorde når hun kom hjem var at slå sig ned i sofaen.
"Well, jeg er afsløret. Jeg er hjemme" svarede hun drillende og lavede sjove bevægelse med sine arme. Det var altid en lettelse når Amelia var hjemme sammen med hende. Rachelle hadede at være alene. Der var intet morsomt eller sjovt ved det! Det var så kedeligt. Og alligevel hadede hun at lære nye mennesker at kende og ville hellere holde sig for sig selv. Det var et stort dilemma i sig selv. Men hun fandt dog stor glæde i at være sammen med sine tætte venner. Amelia var et storslået eksempel på det. De to skulle blot sættes i et rum sammen og så kunne de hygge sig i flere timer. Hvis ikke flere uger. Der var ikke brug for ret meget andet end det. Et rum var faktisk ikke engang så nødvendigt. Bare de var sammen. Men med så mange interne jokes som de havde ville det nok være lidt irriterende at omgås dem medmindre der var én til eller flere. Men at være alene med dem var klart et helvede.
"Vi skal så godt nok ikke snakke om min dag," sagde hun og pegede på hende med kniven, "Er du klar over hvor tæt jeg var på at kaste en kniv i øjet på en af de nye? Og så var der den lille snotunge som svarede tilbage!" man kunne tydeligt mærke at dagen ikke var gået alt for godt for Rachelle.
Hendes blik faldt dog på Amelia's mave og en mindre klukken undslap hendes læber.
"Sulten?" spurgte hun drillende.

Amelia klukkede muntert over de skøre bevægelser Rachelle lavede. Hun havde altid haft store armbevægelser, hvilket nok var noget af det, Amelia var faldet for ret hurtigt. Glæden var til at tage at føle på når de to var sammen, men hun havde også en mere alvorlig side, hvilket nok var derfor, Rach var blevet forfremmet til teamleder samtidig med at være kampinstruktør.
Amelia grinede igen, og holdt sig undskyldende på maven, da den rumlede. "Jeg kan forstille mig at det var ikke så lidt af et job!" Klukkede hun, og rejste sig op. Det var altid lidt af en opgave at skulle have alle Skifterene, for det tog næsten dobbelt så lang tid at træne dem ordenligt, så det var ofte dem, der faldt fra og blev faktionsløse. Amelia åbnede munden i overraskelse. Det var sjældent at folk svarede igen, syntes hun, men så alligevel - intelligentsia-skiftere havde en dårlig vane i at være bedrevidende. "Åh nej dog, jeg håber du fik en af de andre til at give ham lidt slag," sagde hun smilende, og skar en grimasse. Det var heldigt ved at få de Skytsengle-fødte. De kendte til respekten omkring deres instruktører.
Hun himlede med øjnene over blikket Rachelle sendte hende, men kunne ikke andet end at smile undskyldende. "Hvornår er jeg ikke sulten?" Lo hun, og trak på skuldrene.

Rachelle gik stille og roligt hen mod sofaen. Hun stillede sig bag den og smed kastekniven på bordet, der stod foran sofaen. Hun placerede derefter sin venstre hånd på kanten af sofaen og bukkede sig lidt ned i knæ, hvorefter hun hoppede og svingede sig over kanten, for at lande helt plet med måsen i sofaen lige ved siden af Amelia. Hun kiggede på hende med et triumferende smil og vrikkede kort med øjenbrynene.
"De andre? Gav sgu da selv ungen nogle blå mærker" svarede hun og slog sin højre knytnæve ind mod sin venstre håndflade et par gange imens hun spidsede læberne lidt i et skævt smil. Den hårde facade blev dog hurtigt brudt da hun begyndte af grine af sig selv. Hendes tidligere bevægelse var lidt latterlig. Men dog var det sandt. Hun havde skam fået aspiranten ned at ligge.
"Perfekt svaret" sagde hun og smilede til Amelia. Hvis bare folk vidste hvor mange gange hun var blevet afbrudt i hvad end hun nu lavede fordi hun skulle lave mad til Amelia. Da de først lige var flyttet sammen var det meget frustrerende, men som tiden gik, vænnede hun sig til det og nu var det intet nyt, hvis der blev kaldt på hvert et given tidspunkt, fordi en hvis kvinde var sulten.
"Hvornår starter aftensmaden da?" spurgte Rachelle og kiggede mod uret. 18:35. Det måtte være snart? Eller for sent? Hun håbede virkelig ikke at hun havde misset aftensmaden. Burgers var noget hun ikke ville gå glip af. Og så chokoladekagen!!

Amelia vippede klukkende til den ene tide, så hun ikke risikerede at få et ben eller en arm over næsen. Selvom Rachelle havde store armbevægelser, var hun dog en elegant pige, og springet klarede hun selvfølgelig til perfektion. Amelia lo muntert over de vrikkede øjenbryn, og himlede så smilende med øjnene til sin bedste veninde. Hun smilede endnu bredere, med let hævede øjenbryn, da Rachelle bankede sine hænder sammen, og grinede så af hende. "Godt," svarede hun, og nikkede bifaldende. "Jeg havde selv en knægt, der var højrøvet." Hun himlede endnu engang med øjnene, og slog ud med den ene arm, for at underbygge sin irritation. "Knægten var ikke så glad for at skulle have en kvindelig instruktør - De havde vidst lige snakket med Matthew, og han var tydeligt imponeret over manden - og begyndte at himle op over, at mænd var bedre end kvinder og blablabla," hun skar en grimasse, men kom så til at smile, "så jeg sparkede ham i kuglerne, og spurgte hvor fedt det nu var at være en dreng."
Amelia grinede undskyldende. Hendes appetit var i hvert fald stor, og hun var ikke særlig god til selv at lave mad, så hun havde muligvist hevet lidt i Rachelle ved givne lejligheder. Hun skar en grimasse, og smilede undskyldende. "For en halv time siden," sagde hun, men trak så på skuldrene, "køkkenet har garanteret nogle rester!"

En knægt der hakkede ned på kvinder?! Rachelle kunne lige forestille sig hvordan det måtte have set ud. Begge kvinder var meget stolte og ingen kunne løbe om hjørner med dem, det var sikkert. De var begge to højt respekteret blandt de andre skytsengle, da de trods alt stod højt på rang-listen. Og de havde fandme også arbejdet sig derop!
"Matt er sgu da heller ikke så fascinerende? sagde hun, og lænede hoved tilbage i en "ej nu må du da lige"-manér. Matthew var skam den store, stærke leder af Skytsenglene men det var jo heller ikke fordi han var den hårdeste negl. Det kunne dog også bare være fordi, at Rachelle kendte ham og aspiranten ikke gjorde. Det næste Amelia sagde kom dog helt bag på hende. Hun løftede hånden op til munden og rynkede brynene.
"Sparkede du en seksten-årig aspirant mellem benene?! spurgte hun forfærdet, og så på hende med øjne der slet ikke kunne tro det. Altså ja, Melli var da helt klart en fighter, men det var nu mere noget Rachelle kunne finde på og ikke hende! Alligevel kunne hun ikke lade vær med at føle sig lidt stolt indeni.
"Well fuck me. Det er da ligefør jeg tror, at der er mere mellem dine ben, end hvad jeg tror" sagde hun drillende, og sænkede sin hånd fra sin mund. Men det stolte smil blev ikke længe. Hun var gået glip af aftensmaden.
"What? var det eneste hun kunne få ud. Hun stirrede på Amelia med store, skræmte øjne. Det måtte være løgn. Chokoladekagen! Dog kom der håb da hun nævnte at der måske var nogle rester tilbage. Det var ikke det samme, men det var bedre end ingenting!
"Jeg vil have min chokoladekage. Vi går lige nu!! Op!" skyndte hun. Hun rejste sig selv op og begyndte at lave fejende armbevægelser, som for at indikere, at det sultne læs på hendes sofa, skulle flytte sig.

Amelia skar en grimasse og trak på skuldrene. "Hvad er træstave imod skydevåben?" Spurgte hun, og himlede så meg øjnene. Matthew havde trænet skydevåben med dem alt, ALT for tidligt - hvilket hun da også havde planer om at lade ham vide inden det blev morgen. Hun selv havde ville træne kamp med træstave, for at bygge muskler op, og for at lære dem større præcision indenfor at kunne kontrollere et våben. Et skydevåben kunne man sigte og kaste med, men en træstav skulle man hele tiden holde øje med, for ikke selv at få et slag i hovedet. Nej, Matthew var absolut ikke hendes kop te, men havde heller aldrig været det. Han var en af hendes gamle trænere, fra da hun var aspirant, og han havde konstant hakket på hende - det var han så blevet ved med, også efter hun bestod med topkarakterer.
Hendes grimasse forvandlede sig til en klukkende latter, da hun så Rachelles  ansigtsudtryk. Hun havde ret til at være overrasket, for Amelia lod ikke sine følelser løbe af med hende. Det havde dog været en dårlig dag, så drengen havde muligvis bare været der på det forkerte tidspunk. "Han kunne da bare tage sig sammen, og holde sine mandschauvinistiske meninger for sig selv," sagde hun, og smilede bredt over blikket i Rach's øjne. Var det stolthed, hun fornemmede?  Hun spærrede grinende øjnene op ved sin venindes udbrud, og rakte tunge af hendes drilske stemme.
Stemningen skiftede dog totalt, og Amelia kunne næsten ikke holde masken. Hun klukkede for sig selv, og skubbede sig ud af sofaen, med et langtrukkent 'eeeeeeejjjjjh'. Hun sendte Rachelle et drilsk blik, før hun hev en pose frem bag sig.
"Så er det da godt, jeg tog to stykker med til dig." Få minutter forinden var hun gået forbi køkkenet for at tage noget af maden med hjem, og heldigvis havde hun fået lov til det.

Rachelle var oprigtigt oprevet over at hun ikke nåede aftensmaden eller chokoladekagen. Det var jo ikke for sjov at hun forlod Puritanerne. Ikke nok med at hvad de spiste var noget lort, men så skulle de da også have så lidt af det som muligt. Hvad var pointen? Hvorfor ville det interessere nogen som helst at bruge resten af sit liv på at hjælpe alle andre end sig selv? Det var det rene mareridt. Hun forstod det ærligt talt ikke. De dedikerede deres liv på at sætte andre foran dem, hjælpe de mindre heldige, men i sidste ende skadede de sig selv. Hvordan kunne noget menneske nægte sig selv glæde, mad, og kærlighed til sig selv? Det var heller ikke fordi hun mente at det de gjorde var dumt, selvfølgelig var det pænt af dem at hjælpe andre, men hvorfor se så lavt på sig selv? Rachelle ville gerne se sig selv i spejlet hver dag, spise noget ordentligt mad, og gå med noget tøj der ikke var så kedeligt, som den grå farve. Hun havde aldrig passet ind i den faktion. Det var regn gift for hende. Hun var ikke uselvisk. Hun havde et temperament, hun ville sige sin mening, som den var, og det kunne hun nu. Hun var endelig hjemme.
Rachelle skulle til at hente sin læderjakke, lige indtil hun hev en pose frem. Hendes øjne blev kort spærret op, men blev derefter en smule vredt. Hun lagde armene over kors og rystede på hoved af hende. "Fuck dig" sagde hun og sendte hende så et smil. Hun rakte ud efter posen og sendte Amelia et blink.