sikket er dejligt vejr idag (Zoey)

tid: 15:15
sted: parken Intelligentsia distriktet
omgivelser: folk som er i parken flest folk i blåt
vejr: solen står højt på himmel og der er en svag brise ca 25 grader
Påklædning: et par røde jogging bukser og en sort top

Agerid var smadret efter træning men vejret var så godt at han valgte at gå en tur efter han havde gået en del med hoved i skyerne opdaget han at han var kommer til parken. han valgte at site sig ned i nyde vejret mens han tænkte på hvor længe han vil kunne holde træning ud som skytsengle om han vil ende med at blive smidt ud eller om han kan blive der og få sig et arbejde.
Agerid så sig rundet omkring da en mild brise Agerid så sig omkring få at se om der måske var nogen han kendte rundt omkring "gid jeg havde tage min violin med så kunne jeg spille noget" men så tænkte Agerid at det kunne være han vil blive gøet til grin.
Agerid så op i træerne for at se om der skulle være nogen dyr på så en god dag.

Påklædning: En blå sommerkjole, der sidder meget let og flagrende. Den går til lidt over knæene. Håret er som på profilbilledet.

Hun havde lige afleveret den sidste og færdige udgave af hendes allerførste artikel på City News, til Aiden. Hun kunne stadig ikke fatte, at han var hendes chef, og at hun efter tre år, faktisk havde fundet ham igen. Eller ikke fundet ham igen; hun havde altid vidst, hvor han var, men hun havde ikke mødt ham. Det havde hun nu; først på biblioteket, så da hun skulle starte som journalist.
Artiklen, hun havde haft så meget besvær med at skrive, omhandlede mordet på en af Pacifisterne; den hang meget sammen med sidste artikel, der omhandlede forsvundne våben, som Skytsenglene skulle have haft styr på.
Hun fortsatte ud ad Hovedbygningen, ikke fordi der var varmt derinde; de havde aircondition over alt. Mere fordi, at det endelig var varmt udenfor, så det ville hun nyde.
Solen skinnede højt på himlen, hvilket havde været længe ventet for de fleste; Intelligentsias piger havde fundet kjoler frem, og drengene havde taget shorts på. Der var ikke rigtig nogen, der dasede, men mange brugte denne særligt varme dag til at sidde udenfor og enten lave lektier eller måske skrive.
Hun fandt et ledigt sted under et stort træ, hvor hun kunne prøve at skitsere den næste artikel. Hvad den skulle handle om, var hun ikke helt sikker på, men hun fandt nok på noget; det gjorde hun altid.

Agerid så ned fra træerne og stjærte armene ud og mærke den dejlige brise Agerid tænkte at han lige ville løbe en lille tur i parken
Agerid løb rundt i i parken da han lige pusleligt fik øje på Zoey som var en pige som gik i nogen klasse over ham om han var meget lun på i skolen men Agerid var ikke sikker på hun over hoved viste hvem han var men han valgte at smutte hen til hende om ikke andet kunne han jo løbe forbi vis hun ikke kunne huske ham men Agerid viste godt hvem hun var hun arbejde hårdt få at når det hun ville og hu var klog og smuk.
Og den blå kjole var virkelig flot på hende

Hun havde fundet ud af cirka, vad artiklen skulle handle om. De havde fået et tip den samme morgen, om en myrdet Pacifist, der var blevet fundet hos de faktionsløse. Ifølge Skytsenglene var det ikke en af de faktionsløse, der var morderen, fordi våbnet der var brugt, ikke var noget, som de faktionsløse kunne have adgang til.
En skygge transformerede over hende, og hun kiggede op i undren. Hendes øjenbryn var rynket, mens hun kiggede op på personen, der stod over hende.
Det var en dreng – ung mand – som formegentlig var på hendes alder eller yngre. Hun kunne ikke rigtig bedømme det. Det var muligt, at han var ældre, end hende; hun kunne som sagt ikke rigtig bedømme det.
Han var pæn, men ikke hendes type; hans træk var meget grove, i forhold til for eksempel Demitri. Men det passede ham, syntes hun.
Hun studerede ham lidt nøjere, før hun lagde hovedet på skrå i undren. Han lignede så meget en lille dreng, som havde gået i nogle klasser under hende, i skolen. Han havde nærmest de samme træk; det vidste hun med sikkerhed, fordi hun kunne huske det. Det var i sådanne tilfælde, at hun takkede hendes fotografiske hukommelse.
”Jeg kender dig, gør jeg ikke?” spurgte hun med en anelse frustration i stemmen. Hun var ikke vant til ikke at genkende folk, og det frustrerede hende.
Men selvom hun ikke kendte ham, måtte han jo genkende hende fra et eller andet sted fra. Det gav ikke mening, at han var kommet herhen, hvis han ikke gjorde. Eller måske forvekslede han hende med en anden. Hun skulle ikke udelukke muligheden.

//Jeg undskylder den lange ventetid :-)