Oh, sh#t! Not again! ~ Zoey

Tid: Efter midnat
Sted: Boebelsesdistriktet i Intelligentsia
Vejr: Fuldmåne, kølig vind og skyfuld himmel
Omgivelser: Pænt øde

Alex havde trukket den vindtættefrakke på og fuldstændig sort tøj på den aften og det ildrøde hår op i en knold, og rygsækken sad trofast over hendes ryg, som altid. Hun ville virkelig helst ikke blive set imens hun listede omkring og fandt nogle ting hun havde brug for. Skrot, ville mange nok kalde det, eller skrald. For hende var det livsnødvendigt. Og man vidste aldrig hvilke guldkorn andre smed ud, fordi det gik 'i stykker' eller noget andet. Mange gange kunne man nemt fikse det. Hun havde en gang fundet en næsten helt ny vandkande eller spand i nogle af de skraldespande der var heromkring. Tsk, typisk Intelligentsianere, tænkte ikke på naturen! Hun fnøs stille da hun langsomt og så stille som muligt, åbnede en skraldespand og begyndte at rode nede i den imens hun sørgede for at inde ind og ud gennem munden, for føj, hvor der stank! Hun håbede virkelig ikke at nogen så hende denne gang, for hun hadede at skulle være nødt til at flygte ...

Zoey vidste, at hun ikke skulle være oppe så sent. Hun havde en lang dag i morgen, og hun havde brug for at kunne koncentrere sig i. Hun kiggede op fra computeren og så på klokken; 00:45. Om natten. Hun masserede sine tindinger i frustration over, at hun ikke bare kunne få teksten, hun i øjeblikket skrev på. Den havde for en gangs skyld ikke noget med historie at gøre; for en gangs skyld skrev hun, fordi hun havde lyst. Hun vidste ikke engang, hvad teksten handlede om. Hun skrev bare, hvad hun nu lige følte for.
Hun skubbede den bærbare computer helt ind mod væggen og lagde sit hoved ned på den hårde bordplade. Måske hvis hun lukkede øjnene lidt, måske kunne hun så komme på noget sammenhængende at skrive. Noget, folk rent faktisk kunne forstå – noget, hun kunne forstå.
Hun sov ikke særlig længe; hun vågnede af en skramlende lyd. Hun løftede hovedet op fra bordpladen og kiggede træt rundt i værelset, øjnene søgende efter lyden. Hun havde ondt i hovedet og var helt tung; hun havde mest af alt bare lyst til at lægge sig ned i sengen.
Hun kiggede hen på hendes computer, for at se klokken; 02:56. Hun lagde sløvt mærke til, at den klagede over, at der ikke var særlig meget strøm tilbage på den. Med rystende ben fik hun skubbet sig op fra stolen. Hele hendes krop var øm efter at forblive den ukomfortable position igennem længere tid. Med fødderne skrabende hen over gulvet, fik hun fundet sin oplader, sat den i computeren og i stikkontakten.
Stadig tung i hovedet, gik hun ud i køkkenet, for at få noget vand. Af ren nysgerrighed kiggede hun ud af vinduet, for at se, om hun kunne få øje på kilden til støjen. Da hun endelig fandt den, var hun ved at tabe glasset. En sort skygge stod og rodede i hendes nabos skraldespand.
Hun burde egentlig ignorere det; få drukket sit vand og prøvet at få sovet, før hun skulle op. Men hun havde aldrig før mødt en faktionløs – hun gik ud fra det var en faktionløs, da de var de eneste, der ville være oppe så tidligt for at rode i en skraldespand. Hun vidste, det ikke var en skraldemand, for de havde altid en skraldevogn med, og de rodede aldrig i dem. De tømte dem bare.
Hun bed sig i læben af frustration over, at hun var for nysgerrig til bare at ignorere det. Rystende på hovedet, fik hun skubbet sine fødder nogenlunde ned i sine sko og svunget en jakke over skuldrene. Hun gik tilbage til sit værelse, åbnede vinduet og hoppede ud – heldigvis boede hun på stueetagen, så der skete ikke noget.
På listetå prøvede hun at komme tæt på den faktionløse – en pige, så det ud til – uden at denne opdagede hende. Da hun trådte på nogle glasskår, mislykkedes denne mission helt, og hun skar en grimasse, mens hun ventede på at se, om den faktionløse havde hørt hende. Langsomt krydsede hun sine fingre, mens hun stirrede intenst på pigens ryg, så hun kunne opdage den mindste bevægelse.

Alex frøs ikke rigtig, selvom det nu var meget koldt. Hun kendte metoder til at lade være, et roligt åndedræt og at slappe af i kroppen hjalp altid en del, men den gamle, tykke sweater hun havde på inden under jakken, hjalp nu også en del. Imens hun roddede i skraldespanden, lod hun tankerne flyde lidt. Hun tænkte på morgendagens pligter og på at hun skulle få sendt nogle nye grupper ud for at finde mad og andre ud for at tigge Pacifisterne om noget brugbart, for forrådet var ved at svinde lidt ind, hvilket ikke var godt. Hun ville nødig være grund til at der begyndte at blive problemer mellem de faktionsløse, på grund af madmangel. For sult kunne lede til de værste ting, sult forvanlede normale mennesker til monstre.
Hun vidste godt, at hun havde nogle timer igen før de Puritanerne stod op som de første, men man kunne aldrig være for forsigtigt, det havde hun lært for lang tid siden hvor hun måtte flygte med halen mellem benene fordi hun var blevet opdaget af nogle skytsengle, og mand, de kunne løbe hurtigt! Men hun var lille, en fordel hun havde lært at bruge pænt hurtigt. Hun kunne kravle ind gennem de mindste åbninger og slippe væk på den måde.
Hun havde fundet nogle gode poser og andre småting hun kunne bruge til at reparere nogle af tingene derhjemme, som hun havde lagt i sin rygsæk og hun havde ikke hørt at nogen var ved at snige sig op bag hende, ikke før lyden af glaskår der knustes nåede hende ører. Hele hendes krop stivnede inden hun vendte sig om i en flydende bevægelse og holdte hænderne oppe, for at være klar på at forsvare sig. Hun ventede det værste og blev helt ærligt lidt lettet da det bare var en pige der stod der under Alex's kampklare blik. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, hun blev bare stående der, for hun vidste jo ikke hvad pigen kunne finde på. Hun havde lært, at man ikke skulle dømme hunden på hårene, men havde pigen været en af skytsenglerne, havde pigen nok gjort noget for at angribe hende eller holde hende fast, eller bare have et eller andet våben med sig. Og pigen her var tydeligt våbenløs og vist bare trukket i en jakke og et par sko, af det Alex kunne se fra hvor hun stod. Pigen var ingen fare, det værste hun ville kunne gøre, var at skrige eller fortælle andre om Alex dagen efter, men der ville Alex være langt væk. Hun burde flygte, men hun blev alligevel stående, ventende på pigens næste træk.

Shit. Det var ordet, der gled igennem Zoeys hjerne; for det første, havde pigen – den faktionløse opdaget hende; for det andet, havde hun ingen anelse, om hvad hun skulle sige. Hun havde så mange spørgsmål, men hun kunne ikke sætte ord på dem. Det var ligesom, når hun skrev; hun kunne skrige flere tusinder af ord, men de ville aldrig give nogen mening, fordi hun ikke kunne sætte ord på lige præcis det, hun ville skrive.
Hun lagde mærke til det kampklare blik i den andens blik, og hun mærkede sine muskler – ikke fordi de var særlig store, men som alle andre mennesker, havde hun da stadig nogen – spænde endnu kraftigere. Hun gad ikke narre sig selv ved at berolige sig selv med, at denne pige ville da ikke gå til angreb – hvorfor skulle hun det?. Hun vidste nok, om de faktionløse til at vide, at de altid var klar på kamp. Hun vidste, at livet uden en faktion var hårdt, og at det kun var fordi Puritanerne var så uselviske og medfølende, at de overhovedet kunne overleve. Og hun vidste, at de faktionløse ville gøre næsten alt, for at få mad, drikkevarer og varme. Og Zoey var hverken særlig stærk eller hurtig, og hun kunne kun komme indenfor ved at hoppe ind ad hendes vindue.
Som tegn på, at hun ikke ville gøre den anden pige ondt, løftede hun begge sine arme og kiggede lidt på den anden, før hun sænkede dem igen.
Hun bed sig i læben og kiggede lidt ned i jorden, mens hun prøvede at finde ud af, hvad hun skulle sige. Træt og tung i hovedet, som hun var, kunne hun ikke tænke så hurtigt, som hun burde, eller som hun plejede.
Hun lukkede øjnene kort og tog en dyb indånding, før hun sagde det, hun lige kunne komme på. ”Hvad laver du her?”
Det var, hverken det mest intelligente eller kreative, hun kunne have sagt, men hun kunne virkelig ikke finde på noget, som lød bare det mindste klogt.

Alex overvejede virkelig at trække en af sine knive op ad dets lomme, men det kunne bare få pigen til at begynde med at skrige og så var Alex først rigtig på røven, så hun lod være. Der løb hurtigt nogle muligheder gennem hendes tanker, men den eneste der sådan rigtig kunne bruges, ville være at løbe som om djævelen selv var i hælene på hende, men alligevel blev hun stående. Den nysgerrige side af hende fik hende til det, fordi hvorfor havde pigen ikke skreget på hjælp endnu. Hvad ville hun?
Alex havde selv ikke været særlig stærk da hun først var blevet faktionsløs, hun havde dog været lidt stærkere end de andre på hendes alder, hvis man ser bort fra skytsenglene. Hun plejede jo dagligt at arbejde i haven, luge ukrudt og bære tunge vandkander og poser med dyrefoder. Så svag havde hun aldrig været, men efter at hun var kommet ud i 'vildmarken', havde hun fået sig nogle lange og smidige muskler, og hun var ikke bange for at slå fra sig hvis det var nødvendigt.
Da pigen løftede armene, som for at sige, at hun ikke ville Alex noget ondt, så Alex bare mærkeligt på hende et øjeblik før hun langsomt trak sig selv ud ad den kampklare stilling, alt imens hun betragtede pigen med et opmærksomt blik. Hun vidste stadig ikke, om det var et nummer eller ej, så hun holdte stadig vagt med alt hvad der skete omkring dem, for hun skulle ikke nyde noget af at blive fanget eller noget som helst andet.
Alex blinkede lidt forvirret over spørgsmålet, for for hende var det pænt tydeligt hvad hun lavede. "Jeg prøver at finde ud af om I har noget jeg kan bruge," sagde hun ærligt og så bare på pigen imens hun lagde hovedet let på skrå, som om hun prøvede at finde ud af hvad pigens mening med det hele var. "Hvad laver du her?" spurgte Alex hende, for det var jo tydeligt, at pigen ikke var faktionsløs, så hvorfor fanden var pigen udenfor på det tidspunkt? Vent, hun havde sikkert hørt Alex. Ugh! Hun gav sig en mental skideballe imens hun stadig betragede pigen.

Zoey slappede synligt af, da hun så den anden trække sig ud af sine defensive position. Hun havde forståelse for, at den var meget forvirret, hvorfor hun handlede, som hun gjorde. Andre i hendes position ville nok have råbt/skreget om hjælp eller prøvet at stoppe den faktionløse fra at rode i deres skraldespand.
Hvad der interesserede Zoey, hvad hun ville finde ud af, var, hvorfor de faktionløse blev ved med at finde sig at blive behandlet, som skidt. Hvordan de stadigt kunne finde sig, at det kun var Puritanernes skyld, at de stadig var i live, at de stadig fik føde.
Men hun kunne ikke få formuleret spørgsmålene, som hun gerne ville have dem. Ikke fordi hun var bange for at såre pigens følelser; hun havde såret rigeligt for en livstid – en til eller fra gjorde nok ikke så meget i længden. Hvis det, at man sårede nogen, betød at man røg i Helvedet, havde hun allerede fået en billet dertil med lyntoget. Men hun var ikke så bange, for man kunne trods alt ikke bevise, at der fandtes et helvede, eller en himmel, for den sags skyld. Det var en af ulemperne ved at være i Intelligentsia og, du ved, intelligent; man kunne aldrig mere tro på, at der fandtes en gud, der ville komme og redde en. Når man vidste nok, om videnskab og matematik, vidste man, at mennesket var på egen fod. Der var ingen, der ville holde hånden over det ene individ – ikke engang hele mængden.
Nogle gange var intelligens en trist ting – de fleste andre gange var det en gave.
Zoey var ikke stærk, og hun vidste det. Men hun havde en helt masse andre evner, der gav hende den samme magt – hvis ikke mere – som fysisk styrke kunne give hende. Men i situationer som denne, var hun af gode grunde fuldstændig forsvarsløs. De fleste faktionløse var stærke, fordi i kampen om føde og drikkevarer var det den stærkeste, der vandt. Ligesom det i Intelligentsia var den, der var klogest, og i Puritanerne, der bedst kunne tale for sig.
Zoey løftede øjenbrynene ved pigens spørgsmål, for ligeså indlysende det var, for Zoey at vide, hvad pigen lavede her, ligeså indlysende burde det være for pigen at regne ud.
”Du er meget lidt diskret og meget larmende – derfor er jeg her,” svarede hun med et skuldertræk, ”og fordi jeg er nysgerrig.”

Alex turde vitterlig ikke at slappe af, hun vidste stadig ikke helt hvad hun skulle tro om pigen. Så hun var klar på den værste, selvom hun så noget afslappet ud, var hendes opmærksomhed stadig spredt ud, lyttede efter den mindste lyd der tydede på, at nu var det tid til at smutte.
De faktionsløse havde ikke noget at sige i det samfund de levede i, hvis de prøvede at sige noget, blev de gjort stumme, så ja, de arbejdede mere i det skjulte, i mørket, kunne man godt sige, og for at være ærlig, det kunne Alex godt lide. Hun havde ikke hørt til nogen faktion. Hun havde ikke rigtig passet ind nogen steder. Hun sagde altid sin mening, sandheden, hun var ikke bange for hverken at sige fra sig eller slå fra sig, og hun var god med dyr og planter. Og hun elskede en god fest og lyse farver. Hun hældede nok mest over til Pacifisterne, som hendes forældre jo var, men ... hun elskede stadig våben, hvilket var stik modsat alle dem hun var vokset op med. Hun vidste ikke hvor hun hørte til, ikke før efter hendes seksten års fødselsdag, der var hun blevet prøvet og hun havde godt nok valgt Pacifisterne og det havde gået hende fint nogle måneder, indtil de fandt hendes lille våbenlager og hun var blevet smidt af porten. Hun havde dog stadig lidt kontakt til sine forældre af og til, ikke meget, men dog lidt ...
Noget der mindede om en blanding af latter og et fnys kom over Alex's læber og hun rystede lidt på hovedet over sig selv. "Alle plejer at sove tungt på det her tidspunkt," sagde hun med en lille skuldertrækken. Hun så opmærksomt på pigen. "Men har du nogensinde overvejet udtrykket : curiosity killed the cat?" Hun så nysgerrigt og spørgende på pigen og med en lille trækning i venstre mundvige, der vendte hendes mund i et halvt smil.

Selvom hun var tydeligt mere afslappet, turde Zoey heller ikke slappe fuldstændig af. Hun anede ikke, hvad denne faktionløse kunne finde på, måske kunne hun lige pludselig finde på at angribe – i det tilfælde ville Zoey ikke have andre muligheder, end at prøve at nå tilbage til sit vindue. Hun ville ikke have særlig store chancer for succes, men hun kunne altid prøve; det var jo nærmest mottoet i Intelligentsia. Har du en idé til et eksperiment? Prøv den. Har du en idé til, hvordan byen kan blive styret bedre? Prøv den. Har du nogen idéer overhovedet? Prøv dem. Man blev nærmest aldrig latterliggjort, hvis man havde en idé. For det meste var alle lederne åbne overfor alle idéer, man kom med.
Hun havde elsket sin tid i Sanddru, men hun havde ikke hørt til der. Selvom hun nærmest altid fortalte sandheden – om folk ville høre den eller ej, betød ikke noget – så var der mange gange, hvor hun løj uden besvær. Dette var mest for at dække over alle de bøger, hun stjal, fik eller købte. Bøger, der tilhørte andre faktioner, og som hun ikke måtte læse. Især de bøger, der tilhørte Puritanerne, var meget ildeset i Sanddru-samfundet.
Hun hævede øjenbrynene ved den faktionløses grinende fnys. Hun var utroligt kæphøj, for en, hvis sikkerhed, afhang af, hvor længe Zoeys nysgerrighed varede ved. Hun trak på skuldrene, ”men jeg sov ikke tungt, og du er heldig, at det var mig, der så dig – andre ville nok bare have tilkaldt nogen.”
Hendes stemme var ligegyldig, for helt ærligt kunne hun ikke være mere ligeglad med, om denne pige blev fanget eller ej. Hun var nysgerrig, og hun så en mulighed; hvad der skete videre med pigen, var ikke hendes problem.
”Originalt hed det 'taknemmelighed dræbte katten', men jo jeg kender til det ordsprog,” svarede hun og tav i et stykke tid, ”du ved godt, at det meste i den skraldespand er utroligt giftigt, ikke sandt?”

Alex vidste godt, at uanset hvad, så havde hun de største muligheder. Hun kendte efterhånden kvarteret godt nok til at kunne slippe derfra let. Der var mange smuthuller og hun kendte hvor hun let og hurtigt kunne komme ned i tunellerne under jorden. Hun havde ingen planer om at angribe pigen, men hvis pigen angreb først, så havde Alex planer om at forsvare sig selv med hud og hår.
Hun havde ikke ment at være kæphøj, hun lo over sig selv, ikke over pigen. Eller jo, måske lidt, men det var jo fordi de begge havde stillet to utrolig indlysende spørgsmål lige efter hinanden, det var komisk i hendes hoved.
Hun trak lidt på skuldrene. "Havde det været andre, havde jeg godt kunne klare mig, jeg har prøvet det før," sagde hun lige ud ad posen og så roligt og afventende på pigen. Hun var ikke bange for hende, hvilket fik hende til at slappe en anelse mere af.
Hun var lidt ligeglad med hvad det originalt hed, det var det ordsprog hun var vokset op med, og det var det ordsprog hun stod ved, så hun endte bare med at trække på skuldrene da hun blev rettet af pigen. Hun klukkede lidt. "Og du ved godt, at der er utrolig meget brugbart i den også?" spurgte hun roligt, neutralt. Den enes skrald, var den andens guld. Den ene hånd lå hele tiden over lommen, bare for en sikkerheds skyld.

Zoey var udmærket klar over, at selvom hun kaldte på sikkerhedsvagterne, så ville pigen højst sandsynligt slippe væk. Hun havde sikkert været her i kvarteret mange gange før og kendte med stor sandsynlighed alle de skjulesteder og genveje, som denne del af Intelligentsias hovedkvarterer havde at byde på. Pigen vidste højst sandsynligt også, hvordan hun hurtigt kunne komme ned i tunnellerne, hvor mange andre faktionsløse holdte til, og hvor hun ville være i sikkerhed, for hvem end der kom, hvis Zoey afslørede pigens tilstedeværelse.
Selvfølgelig havde det været sjovt, at de spurgte hinanden to så uintelligente spørgsmål, endda lige efter hinanden. Selvfølgelig kunne Zoey godt have set det komiske i det – hvis hun havde været dum. For Zoey var der intet sjovt i, at hun ikke kunne finde på noget intelligent at sige – ikke engang det næste, hun sagde, lød intelligent. Hvilket var meget ulig hende.
”Selvfølgelig kunne du det,” nikkede hun til pigens udsagn, ”du lever på gaden, uden nogen form for beskyttelse – nogen kampevner skal man jo have.”
Hun sagde intet af det for at fornærme, hun pointerede bare det åbenlyse. Sagde sandheden, som hun var blevet opdraget til som Sanddru.
”Måske, men ikke meget,” svarede hun og tav et øjeblik, før hun med et skuldertræk tilføjede, ”men jeg går ud fra, at I faktionsløse vil tage alt, hvad I kan få af mad. I har jo ingenting selv.”

Alex havde aldrig rigtig haft særlig meget kontakt med de sanddru eller dem fra intelligentsia, så hun syntes det var meget komisk. Alle mennesker var jo fejlbarlige, ingen var perfekte, det var hendes opfattelse. Alle kom til at sige et eller andet dumt på et eller andet tidspunkt.
Til det pigen sagde, trak hun bare lidt på skuldrene. For det var ikke sandt, hun havde et lille hus, et faldefærdigt, ja, men stadig hendes eget sted. Hun havde tag over hovedet, en låst dør der holdte ufravedkommende ude og alt det. Hun var nogenlunde respekteret af de andre faktionsløse, det var trods alt hende der stod for at finde mad eller drikke til alle sammen, i hvert fald dem der stod under lederens beskyttelse.
Hun så bare på pigen et øjeblik. "Jeg har et spørgsmål," sagde hun kort for hovedet og uden at kommentere hvad pigen havde sagt. "Regner I virkelig med at vi lever som dyr?" Hun havde lagt armene over kors og så lidt småundrende på pigen.

Zoey var vokset op som en Sanddru, og hele sit liv havde hun hørt den samme sang, om og om igen; uærlighed og uægthed er grunden til den krig, der har hærget og ødelagt vores verden. Vær ærlig, vær ægte, og vi vil sammen kunne skabe et nyt system, der vil kunne vare evigt.
Egentlig måtte hun nu indrømme, at det var et meget naivt af de Sanddru at tro, at alle en dag ville gøre som dem, som hende, og fortælle sandheden i enhver situation.
At fortælle sandheden havde altid været en del af hendes liv, og selvom hun havde skifte faktion, havde hun ikke tænkt sig at begynde at bryde nogen af de regler, hun altid havde levet efter.
Egentlig var det fantastisk, så godt Sanddru og Intelligentsia passede sammen; hvis man blev født som en Sanddru, lærte man værdien i at fortælle sandheden, hvilket ville gøre livet i Intelligentsia meget lettere. Når man altid havde lært at fortælle sandheden, ville man lettere kunne fortælle folk, hvis de havde et eller andet farligt, måske uhelbredeligt. I Intelligentsia blev der taget lige så meget hensyn til følelser, som i Sanddru, hvilket ikke var ret meget.
Det var lige præcis derfor, at hun var kommet herud. For at hun kunne få nogen svar. Alt det, der stod i bøgerne, passede sikkert ikke, og hun havde fået en unik mulighed for rent faktisk at få svar fra en, der vidste, hvordan det hele fungerede.
Det var som sagt den største ulempe ved bøger; de var for det meste altid skrevet ud fra en synsvinkel. Forfatterens. Hvordan den så på tingene, og hvad den vidste, om det bestemte emne.
Hun rynkede på øjenbrynene i et øjeblik, før trak på skuldrene, ”ikke direkte, som dyr – men lidt. I går og roder i skraldespande rundt om i byen, i håb om at finde bare lidt brugbart – mad, drikke, noget til at varme sig med – ligesom dyr gør. I lever som en udstødt gruppe, og kun fordi Puritanerne sørger for det, får I mad af byen.”.
Hun lagde hovedet på skrå, ”medmindre jeg tager fejl?”. Nu var de endelig begyndt at komme i nærheden af, hvad hun ville have; svar omkring de faktionsløse.

Alex fortalte også sandheden så ofte hun kunne, medmindre det ikke var hendes ting at fortælle. Hun kunne aldrig finde på at fortælle en andens hemmelighed til en anden, bare fordi vedkommende spurgte pænt, så kunne de sgu da rende hende et vist sted. Hun havde lært at passe sig selv og sætte sig selv og sin gruppe først, hun kendte til sine pligter indenfor deres faktionsløse og hun vidste, at mange af de andre respekterede hende for hendes arbejde, det var trods alt hende der sørgede for, at de andre fik mad nok på bordet til at kunne fungere ordentligt i hverdagen. Det kunne være hårdt til tider, men det lykkedes altid for dem på den ene eller anden måde, og blev det utroligt slemt med maden, så tog hun sig et lille smut over til sine forældre og fik noget forråd af dem eller nogle penge til at købe det selv. Ellers kunne nogle af de faktionsløse altid tage sig et af de mere beskidte job i byen, de jobs som ingen andre gad at have, og tjene lidt ekstra.
Hun så på pigen og hævede øjenbrynet imens pigen svarede på spørgsmålet. "Mange rengøringskoner, skraldemænd og fabriksarbejdere er faktionsløse, vidste du det?" spurgte hun i stedet for at svare direkte på spørgsmålet. Hun var begyndt at regne lidt ud hvad det var denne pige var så nysgerrig omkring, og Alex gav ikke bare svar ud som om det var dagligdags viden. Hun havde nogle hemmeligheder om de faktionsløse, som systemet ikke skulle vide noget om. For ja, mange kendte til tunnellerne og gaderne under byen, den såkaldte undergrund. Men ikke mange kunne finde rundt dernede, det samme galt med den forladte bydel, der hvor mange af de faktionsløse boede og arbejdede, det sorte marked.. der var mange ting som Alex vidste.

Det var det bedste ved at være opdraget som en Sanddru, og bare generelt være en del af de Sanddrus samfund; ingen havde hemmeligheder for hinanden. Eller sådan burde det i hvert fald være; hun tænkte på grunden til, hvorfor hun overhovedet forlod de Sanddru. Alle de bøger, hun havde fået, købt og stjålet, havde hun altid måtte holde en hemmelighed, og hun måtte altid lyve, når hun blev spurgt, om hvorfor hun havde brugt sine lommepenge så hurtigt.
Efter hun transfererede til Intelligentsia, kunne hun endelig holde op med at holde det hemmeligt. Endelig kunne hun gøre alle de ting, hun holdt hemmeligt for sine forældre, og ingen ville rynke brynene af hende. Faktisk var det en nødvendighed, at hun skulle læse bøger og skrive lange stile, om alle de emner, hun kunne.
Men lige meget, hvilke bøger hun kiggede i, fik hun aldrig meget at vide, om de faktionsløse. Hvordan de overlevede alle sammen; for hun var ikke dum nok til at tro, at de kunne overleve på de små rationer, Puritanerne fik lov at give til dem. Hvorfor de ikke bare gjorde oprør; de havde jo klart mand nok til i hvert fald at kunne svække Skytsenglene kraftigt. Og de var også stærke, for ikke nok med, at det kun var de svage, de gamle Skytsengle, og dem der ikke klarede optagelsesprøven i deres valgte faktion, så var det også dem, der var smidt ud af deres faktion, og hvor størstedelen ikke var helt raske. Og når man skal dele hjem og mad med nogen, der ikke har deres temperament helt under kontrol, er det vel en fordel at være stærk. Og at altid være parat til at kæmpe, til at forsvare sig.
Hun nikkede til pigens udsagn. Det var almindeligt kendt, at de faktionsløse fik de job, man fik allermindst løn for.
”Selvfølgelig, I er nødt til at tage de job, ingen andre, end måske Puritanerne vil have,”, sagde hun og trak på skuldrene, ”fordi I ikke er i en position til at afslå noget af det, systemet tilbyder jer.”
Hun lagde hovedet på skrå og kiggede indgående på den anden pige, før et skævt smil bredte sig på hendes læber, ”selvom jeg går ud fra, at I også har andre måder at skaffe jer penge på. Og andre måder at få mad, drikkevarer og varme. Det, I får af Puritanerne, er ikke nok til at alle kan overleve – og alligevel gør størstedelen.”

Alex havde selv haft hemmeligheder for sine forældre, som aldrig rigtig forstod hvorfor at Alex ikke helt var som alle de andre. De havde ikke vidst, at hun var blevet mobbet i skolen, og det var kun takket været en skytsengel at hun havde fået det bedre med sig selv. Han havde lært hende at klare sig selv, bruge forskellige våben og overleve. Det var Alex's store hemmelighed overfor sine forældre. Hun skaffede selv knivene, ved de penge hun kunne tjene ved at sælge forskellige ting, som frugt og grønt eller æg fra hønsene derhjemme. Efter dét havde hun altid drømt om at blive en skytsengel, så da hun endelig tog prøven, hældede hendes resultater til alle mulige sider, men hun var ligeglad, hun vidste hvad hun ville, så af den vej gik hun. Hun var dog endt med at blive smidt ud fordi hun ikke havde klaret nogle vigtige prøvelser hos skytsenglene, noget der altid havde ærget hende meget, men nu var hun i det mindste sin egen, her var der ingen regler, hun var fri! Hun vidste dog godt, at der var mange rådne rad mellem de faktionsløse, det var ikke alle der var blevet smidt ud ad sin faktion på sådan en fredlig måde, som Alex. Og hun havde skam mødt mange af dem, selvom de skørreste af dem holdte sig for sig selv, hvilket hun nu var meget glad for.
Hun trak lidt på skuldrene. "Hvad gør man ikke for at overleve?" sagde hun stille og en anelse trist. Hun var måske kun atten, men hun havde oplevet lidt af hvert.
Hun så på pigen da pigen begyndte at smile og Alex kunne ikke lade være med at gengælde det med en lille trækning i venstre mundvige. "Som sagt, vi er overlevere," sagde hun endnu en gang kort for hovedet og betragtede pigen med et lettere nysgerrigt blik.

Zoeys tid i skolen havde været let nok; hun havde fået fantastiske karakterer, og hun havde haft nogle fantastiske venner. Både i faktionen, men også nogen uden for Sanddru, som faktisk godt kunne holde hendes evige og hudløse ærlighed ud. Det var ikke mange, men der var enkelte der havde ret stor selvtillid og -sikkerhed.
Men især Aiden, hendes sorthårede barndomsven fra Sanddru, havde hjulpet hende, da hun kom i skole, og han hjalp hende, da hun i starten ingen venner havde. Folk kan lide ærlighed, men for meget af den, bliver de trætte af. De blev sure på en, når man siger den skinbarlige sandhed. For af en eller anden grund, er folk fra andre faktioner ikke vant til, at man ikke har nogen situationsfornemmelse og er opdraget til altid at sige sandheden.
Hun havde sine egne hemmeligheder, men hun havde ingen problemer med at sige andres; især ikke, hvis andre fortjente at få dem at vide, hvis de omhandlede andre. Hvis hun ikke kendte personerne, hemmelighederne eventuelt kunne omhandle, var hun sådan set ligeglad, men gjorde hun, og fik hun lejligheden til at sige det, så ville hun fortælle det til dem. Nogle mennesker havde hemmeligheder, der ville såre andre så forfærdeligt, at det var bedre, at de fandt ud af det hellere før, end siden.
Hun lagde hovedet på skrå ved pigens svar og nikkede kort. Selvfølgelig, alle gjorde jo, hvad de kunne for at overleve, og hun var sikker på, at især de faktionsløse kæmpede ekstra hårdt. Det var nogle gange hårdt at følge med de andre fra Intelligentsia, men det ville aldrig være skyld i, at hun endte med at sulte ihjel. Hun var kommet igennem den endelige prøve af optagelsesprøven, og hun var blev optaget i Intelligentsia. Når man var kommet dertil, skulle der meget særlige omstændigheder til, at hun ligefrem blev smidt ud af Intelligentsia. Det skulle da lige være, hvis hun stjal fra forsøgslokalerne, hvilket hun aldrig ville gøre. De fleste af de ting, der var derinde, var ikke fuldstændig færdige, nogle ikke engang testede, og halvdelen af dem var sikkert livsfarlige.
Der skete meget sjældent ulykker i Intelligentsia, fordi alle næsten altid var for kloge til ikke at begå fejl, der ville lede til, at man selv, eller andre, blev såret eller ligefrem dræbt.
På gaden, i den forladte bydel, i undergrunden, havde de ikke de samme sikkerhedsforanstaltninger som i Intelligentsia, og de havde ikke de samme genier. Hvis der var nogen fra Intelligentsia, var det enten fordi de ikke var kloge nok til at bestå optagelsesprøven, eller at de ikke bestod prøven i den faktion, de transfererede til.
Hun hævede kort øjenbrynene og nikkede så endnu engang til det, pigen sagde. Selvfølgelig var de overlevere, de faktionsløse; hvis de ikke var, ville de højst sandsynligt dø, enten af sult, kulde eller fordi de blev slået ihjel. For selv i en by, som Chicago, fandt mord sted. Sjældent, men de fandt dog sted.
”Det håber jeg da – I ville højst sandsynligt ikke overleve så lang tid, hvis I ikke var,” sagde hun med et skuldertræk og tav i et øjeblik, ”nok med mine fordomme; de er nok ikke engang korrekte. Du ved nok, hvad jeg står her, i kulden klokken fire om morgnen, for: Viden. Må jeg spørge dig om noget?”

Alex stod bare lidt og betragtede pigen. Det var tydeligt at se, at de havde to vidt forskellige opvækst, men hun var selv pænt ligeglad. Hun var af den holdning, at var andre venlige og gode mod hende, så ville hun gengælde det. Hun ville aldrig være ond mod en person uden god grund, det var ikke sådan hun var opdraget.
Hun havde selv godt mødt et par faktionsløse der havde boet i Intelligentsia før, og hun havde hørt historier derfra, men hun vidste ikke helt hvad hun skulle synes om dem alle sammen, så hun valgte at lade den enkelte danne sit eget indtryk, som sædvanlig, hun ville ikke være den der strøg alle gennem samme kam.
Hun havde ret i, at der ikke var nogle sikkerhedsregler eller noget lignende i undergrunden eller bland de faktionsløse, men det var heller ikke altid den stærkeste er den der overlever. De havde et system, et hierarki. Alex selv var forholdsvis højt oppe med sin titel som teamleder for mad og drikke.
Hun nikkede lidt for at give pigen ret og rettede sig så mere op da pigen begyndte at snakke om fordomme og derefter om et spørgsmål. Hun tøvede synligt. Hun var ikke villig til at svare på hvad som helst, det var nok de færreste spørgsmål hun overhoved ville svare på. Hun rynkede let på brynet og betragtede pigen et stykke tid, så det var lige før at man skulle tro, at hun ikke ville svare, men så sagde hun ; "Det går meget an på hvad dit spørgsmål handler om."

Selvfølgelig havde de haft en forskellig opvækst; så vidt hun vidste, og ud fra, hvad statistikkerne fortalte, så var der ikke en opvækst der kunne sammenlignes med en anden. Selvfølgelig mindede søskendes opvækst utroligt meget om hinanden i det overordnede, men der var så mange faktorer, der var i spil; ens personlighed, ligeværdighed eller ej, forældrene, kammerater, selvtillid eller ej.
Det var dumt at dømme en person på, hvad man havde hørt fra andre, hvilken faktion de kom fra, eller hvilken faktion, de nu hørte til. Det var også derfor, at Zoey havde læst så mange bøger, der kom fra hver eneste faktion; hvis man kun læste fra en faktion, ville man aldrig kunne forstå det helt. Forfatterens fordomme ville altid være blandet ind i teksten, det var ikke til at undgå. Især når de bøger, hun læste, handlede om det, de gjorde; byens historie, verdens historie. Historie var et af de punkter, hvor man ikke kunne forholde sig objektiv. I en historiebog til kun en faktion, skulle man forklare faktionens børn og unge, hvorfor det lige var, at hvis man havde gjort, som den pågældende faktion forklarer, ville verden aldrig havde mødt krig og terror. Hun var vokset op med den læring, at krigen skyldtes uærlighed og uægthed; hvis verden bare altid havde fortalt sandheden, ville den aldrig have mødt krig.
Det var netop derfor, at hun havde brug for svar; fordi hun nemlig ikke vidste nok, om de faktionsløse. Hun var fuld af de fordomme, som bøgerne indeholdte, fordi det var hendes eneste kilde til viden. Men her havde hun en faktionsløs; en faktionsløs, hun håbede ville give hende nogle svar. Ikke mange; hun ville intet videre, om deres militære magt – eller jo, det ville hun, men det var ikke en absolut nødvendighed.
Hun lagde ikke mærke til, at hun holdt vejret, før pigen endelig svarede, og hun kunne mærke, hvordan luften strømmede fra hendes lunger. Hun bed sig i læben, for ikke at virke for nysgerrig; nu, hvor den anden halvt havde indvilget i at svare på nogle spørgsmål, kunne hun næsten ikke vente med at stille sine spørgsmål. Hun havde så mange, men så få kunne hun rent faktisk sætte ord på.
”Generelt bare, hvordan det er at være faktionsløs,” forklarede hun og tilføjede kort efter, ”jeg har prøvet at researche på jeres livsstil, men bøgerne har aldrig noget konstruktivt at sige.”

Alex havde aldrig været den store læsehest, hun foretræk helt klart at opleve verdenen på første hånd. Hun ville opleve alle faktioner, hvis det var muligt, for det var den eneste måde hun mente, at man rigtig forstod dem. Som faktionsløs havde man ikke rigtig nogen faste regler, man sad stadig lidt fast i de gamle, ja, men som faktionsløs var friheden det der dominerede mest, og hvilken følelse det var! Man skulle kæmpe for overlevelsen, men man voksede mere med det end hvis man var bag alle reglernes beskyttelse.
Hun lagde godt mærke til, at pigen havde holdt været, hvilket afslørede hvor nysgerrig hun var og hvor vigtigt den viden, Alex besad, var for hende.
Et lille smil begyndte at forme hendes læber, og det lyste hendes ansigt op på en helt speciel måde. "Du er fri," sagde hun med en stor længsel i stemmen. Det var nok det mest emotionelle hun havde sagt gennem hele deres samtale. "Det er hårdt, men det er det hele værd." Hendes øjne funklede en anelse i mørket og hun så på pige, uden helt at vide om hun forstod hende eller ej. Men det var jo egentlig ligemeget. "Og det er jo klart at bøgerne intet siger, de højere autoriteter vil ikke have at andre forstod hvad de går glip af." Hun slog ud med hænderne, som for at omfavne hele byen i sine arme. "Alt det her, det er et stort fængsel." Hun så kort op mod himlen, inden hun vendte blikket tilbage imod pigen og sænkede armene. "Du vil ikke forstå det, medmindre du selv prøver det." Hun trak lidt på skuldrene. "Nogle passer bare ikke ind i det her.. " Hun bed tænderne lidt sammen, prøvede at finde de rigtige ord. "Skrækkelig og dømmende system. Hvis du ikke er som andre, bliver du smidt ud." Hun så vred ud, men vreden var ikke rettet mod pigen, men mod systemet, samfundet hun var vokset op, som de begge var vokset op i. Alex havde altid ønsket at være skytsengel, men den drøm havde de flået fra hende, og ikke nok med det, de havde også smidt hende på gaden og taget alle hendes rettigheder fra hende. Hun hadede dem for det.

I modsætning til mange af dem, hun voksede op sammen med i sin faktion, havde hun altid elsket at læse. De fleste børn havde set underligt på hende, og mange havde drillende spurgt, om hun ikke var sikker på, at hun kom fra Intelligentsia; de børn var indirekte skyld i, at hun nu var transfereret – sammen med Aiden. Hun var ved at smile ved tanken, om hvordan hun som 9-årig havde set op til den dengang 11-årige, sorthårede dreng, der havde været hendes største forbillede; fordi han var som hende. Han havde haft – og havde sikkert stadig – den samme trang til at læse, den samme nysgerrighed til at finde ud af alt, om praktisk taget alt. Den eneste forskel på dem var, udover at han var en dreng, og at han faktisk måtte bruge så lang tid på at læse for sine forældre.
Da hun fyldte ti, måtte hun første gang lyve for sine forældre, da hun havde brugt nogle af deres penge for at købe en ny bog. Da de fandt ud af det, tog de alle hendes bøger, låste dem væk og forbød hende nogensinde at se Aiden igen. Et eller andet med, hvilken dårlig indflydelse han havde på hende. Det var i det øjeblik, at hun vidste, at hun ville i Intelligentsia. Hun hørte ikke til hos de Sanddru – hun ville hellere opgive hele sin familie, end opgive bøgerne, og endnu vigtigere; hendes bedsteven, Aiden.
Hun lagde hovedet på skrå, da pigen begyndte at tale. Den måde, den anden talte på... den længsel, hun havde i stemmen. Det var som, at i det øjeblik, eksisterede Zoey ikke, og pigen talte bare, om det der betød allermest i hendes liv. Det, der udformede hendes liv.
Sandt at sige, forstod hun hende godt på en måde; den tilfredshed, hun følte, da hun lod sit blod dryppe ned i Intelligentsias skål ved ceremonien; den bitterhed og smerte, hun følte, da hverken hendes mor eller far dukkede op til besøgsdag. Hvordan hun som en af de eneste ikke havde nogen at hilse på igen; ikke hendes mor, ikke hendes far, ikke hendes bror. Hun vidste godt, at hendes bror ikke ville komme; han var ovre ved Skytsenglene, men hun ville stadig have sat pris på det. Hun kom til hans besøgsdag, da deres forældre nægtede. Men den smerte var alt værd, da hun først var blevet optaget i Intelligentsia. Hun havde vokset enormt meget; hun havde smidt alle bånd til sine forældre, selv til sin bror.
Hun rynkede brynene; et fængsel? For hende var det himlen. Hun var fri, og hun gjorde, hvad hun lavede. Endelig var hun undsluppet sine forældres regler om ingen bøger, og deres forbud, om at hun ikke måtte se Aiden. Her var hun fri, og der var ingen, der kunne fortælle hende, hvad hun skulle; symbolsk set.
Hun lagde hovedet på skrå, den anden emmede af en pludselig vrede, hun ikke havde opfanget før. Men hun havde hellere forventet andet; selvfølgelig ville denne samtale få pigen til at huske ting, som ville få hende til at fare i flint. For eksempel, hvordan hun var endt som faktionsløs, og hvis skyld det var.
”Jeg går ud fra, at din bitterhed kommer af, at du blev smidt ud af din gamle faktion?” hun mente det egentlig ikke som et spørgsmål, mere som en konstatering.

Alex var på sin vis glad for at være bliver faktionsløs, hun havde fu det sig et sted hun kunne være sig selv, uden dømmende blikke, uden folk der snagede, hun var bare sig selv. Og her havde hun fundet venner, noget der havde været en anelse sjælden følelse for hende. Hendes første rigtige ven havde været Matthew, som var flere år ældre end hende selv, men han havde været der for hende da de andre børn havde mobbet hende i skolen, det var ham der var kommet hende til undsætning imens mange af de andre børn fra Paficisterne bare holdt sig væk fordi de ikke ville være med i en slåskamp eller en diskussion eller noget andet der lignede! Hun var blevet ladt alene tilbage indtil Matthew var kommet. Og hun var ham evig taknemmelig for det.
Men efter hun var blevet faktionsløs, havde hun fundet venner, nogle hun som hun syntes om og som hun holdte af. Selvfølgelig elskede hun sin familie, hendes mor og far, men.. hun havde aldrig følt sig hjemme blandt Pacifisterne og ikke engang Skytsenglene da hun kom dertil. Hun var glad for at blive smidt ud, og samtidig hadede hun systemet for at tage hendes drøm fra hende.
Hun så på pigen og fnøs imens hun dampede af. "Jeg har mine grunde," sagde hun kort for hovedet og så køligt på pigen. Hun ville ikke svare på noget.

Eftersom hun var både født og opvokset, og stadig kun kendte til livet som en del af en faktion, ville hun nok aldrig kunne forstå helt, hvad den anden mente, når hun snakkede så højt, om livet som faktionsløs. Det at skulle leve på gaden og tigge om penge, bede om andres nåde. Nej, hun fattede det ikke. Men hun havde så heller ikke oplevet det på første hånd; hun havde kun de indtryk, hun havde fået igennem det, hun havde set, og læst.
Hun huskede hendes bror veninde, Diana; hun havde også hadet systemet. Det havde hun i hvert fald givet udtryk for mange gange. Hun hadede også, at Zoey så op til hende, nærmest forgudede hende, fordi hendes fødselsfaktion var Intelligentsia. Diana var en speciel personlighed, men hun havde altid været sød overfor Zoey, selvom hun lige indtil sin død havde prøvet at få Zoey til at skifte mening om Intelligentsia. Diana havde altid prøvet at fortælle hende, at Intelligentsia ikke var det rette valg, at det ikke var en god faktion. Hun havde ikke lyttet, og Gud, hvor var hun glad for det; her i Intelligentsia var hun fri. Ligesom pigen følte, at hun var fri blandt de faktionsløse på gaden, var Zoey fri i blandt andre så intelligente som hende selv.
Hun lagde hovedet på skrå, da den anden endnu en gang fnøs. Kæphøjheden var tilbage, og den var værre end før.
Men i det mindste bragte det også nogle svar med sig; den pludselige kulde, fnyset, var alle tegn på, at Zoey havde ramt plet. Hun var egentlig ligeglad med, hvordan hun var blevet smidt ud; sagens kerne var, at hun gættede det.
”Selvfølgelig har du det,” svarede hun smilende og nikkede, ”men, hvordan kan du føle, at det at sulte og blive set ned på af alle, undtagen dem, hvis skæbner du deler, og Puritanere, der er så gode, at det halve kunne være nok?”
Dette spørgsmål var stillet af ren nysgerrighed, for helt ærligt, kunne hun ikke forstå det.

Man ville nok først forstå, hvor rart det var at være fri fra alle reglerne, når man stod der. Eller ønske det, når man aldrig havde følt sig hjemme i en faktion, når man ikke passede ind nogen steder. Det der med at alle havde sin plads i samfundet, var rigtigt, det var bare ikke alle der havde en plads i en faktion. Nogen var ment til at skulle begå oprør, gøre modstand. Og Alex ville ikke længere tvinge sig selv til at passe ind, og hun behøvede det heller ikke længere, for nu havde hun fundet sin plads i livet, hos de faktionsløse. Nu ville hun bare håbe at andre fik deres øjne op, selvom hun ikke nærede det naive synspunkt, at det ville ske indenfor hendes livstid, hun ville gøre sit for at hjælpe andre og håbe, at hun bare kunne gøre en lille forskel i det store billed.
Alex ville helst ikke svare på noget bestemt. De færreste med faktioner vidste hvor hun befandt sig, ikke hendes forældre, ikke Matthew, kun Diana, hendes leder, vidste helt præcist hvor det var Alex boede og hvordan hendes hus så ud indefra. Hun havde for en gangs skyld sit privatliv uden at regeringen kunne komme og snuse i alle hendes ting. Hun så på pigen med et lettere køligt blik, uden mening om at virke kæphøj, hun var bare ikke ligefrem den type der fablede ud omkring alt ting, og det var jo ikke pigens ret at få det at vide. Hun rynkede på brynet af undring. "Hvorfor vil du vide alt det her?" spurgte Alex undrende og kunne helt ikke forstå dét. "Vi berører ikke din hverdag."

Der var mange ting, som Zoey var god til, men at afvige fra reglerne havde hun aldrig gjort direkte. Selvfølgelig var hun mange gange gået imod sine forældres regler, og også lidt sin forrige faktions, men det var for at kunne falde bedre til i hendes nuværende. Og eftersom, at det var den nuværende der talte, kunne fortiden rende hende.
Alle havde sin plads i systemet, det var rigtigt, og selvom, at ikke alle havde en meningsfuld plads, så havde man stadig sin plads. Og de faktionsløse havde da en meningsfuld plads, var Puritanernes argument for at lægge mad, drikke og tøj til side til de faktionsløse, for helt ærligt, var der ingen andre end dem, der var så desperate efter at tjene penge, at de ville tage de mest beskidte job. Dette argument kunne Zoey helt klart se det fornuftige og sande i; hun vidste næsten med sikkerhed, at der ikke var nogen i Intelligentsia, og sikkert heller ikke i Sanddru-samfundet, der ville vælge job, som skraldemand, rengøringsfolk eller fabriksarbejdere. I Intelligentsia havde man for meget stolthed og intelligens til at gå ned på det niveau, og som Sanddru var der meget mere brug for en som politiker, i retssystemet eller sandhedskontrolør. Pacifisterne og Puritanerne var de eneste der ville synke så lavt; Skytsenglene var alt for stolte til at gøre sådan noget.
Selvfølgelig ville hun ikke svare på noget; den faktionsløse kunne jo ikke vide, om Zoey var en spion var regeringen, som ville vide alt, om de faktionsløses modstandsbevægelser. For selv byens ledende Puritanere måtte indrømme, at de helt klart havde en modstandsbevægelse. En så stor gruppe af mennesker, der bliver undertrykt, kunne ikke klare det særlig længe, før de begynder at konspirere mod deres undertrykkere; og der havde været faktionsløse i lang tid, så der var sikkert en del, der gerne ville se posen blive rystet, så de kunne få magten. Eller en del af magten.
Hun kokkede hovedet til den ene side og så undrende på den anden; så vidt, hun huskede, havde hun allerede sagt det. Ikke fordi hun havde noget imod at sige det igen, men hun hadede virkelig at gentage sig selv.
”Fordi jeg næsten ikke ved noget, om jer,” startede hun langsomt ud; hun skulle nødigt skulle sige det en tredje gang, ”og jeg kan virkelig ikke lide, ikke at vide noget.”
Men pigen ville sikkert ikke svare hende, hvis hun kun gav sandheden; det skulle også lyde af noget.
”Og fordi jeg er nysgerrig efter at vide, hvorfor I ikke har gjort oprør mod lederne af vores by.”

Alle vidste, at det var de faktionsløse der var nederst i systemet, og et eller andet sted så havde Alex intet imod det, for hun ville ikke miste sin frihed for noget, ikke en gang for en høj plads i samfundet. Hvis hun fik muligheden for at komme ind i sin fødselsfaktion ingen, ville hun takke, nej tak. Hun ville blive smidt ud hurtigt efter uanset hvad. Hun havde jo aldrig været så glad og syngende som alle de andre pacifister, men ingen havde rigtig bemærket det, hun havde altid sørget for at holde et godt ansigt oppe så snart der var andre i nærheden, medmindre det var Matthew, han havde kendt hende som den hun rigtig var. Men ja, selvom hun måtte tage et 'beskidt' job i ny og næ, så havde hun intet imod det, hun klarede sig, hun overlevede.
Det var lige derfor at Alex ikke svarede på noget, alle kunne være en spion, selv det sødeste, lille barn kunne have en skjult hemmelighed, aldrig døm hunden på hårene. Det var derfor at Alex blev kølig så snart de begyndte at komme ind på noget af det. Og hun vidste godt, at det var anden gang hun stillede spørgsmålet, men hun forstod det bare ikke. Ingen ville vide noget om dem, ikke normalt, så denne pige måtte var meget videbegærlig, men det undrede egentlig ikke Alex med sidstnævnte, for pigen boede jo i Intelligentsia. Det var nærmest et must at man skulle være videbegærlig. "Livet kan være uretfærdigt nogle gange," sagde hun med en rolig mine. Hun trak bare på skuldrene på det sidste pigen sagde og så derefter alvorligt på den anden. "Hvor kan jeg vide fra, at du ikke er en spion for den ene eller anden faktion, der bare er gået undercover hos Intelligentsia'nerne?" spurgte hun så på pigen med et let hævet øjenbryn og ventede, for at være ærlig, nysgerrigt på den andens svar.