Det er nemmere at spørge om forladelse, end tilladelse - Zoey

Påklædning: Standard Intelligentsia-uniform

Det var ikke, fordi at hun ikke kendte reglerne; det havde heller ikke noget at gøre, at hun godt kunne lide at bryde regler. For det kunne hun ikke. Hun elskede sit job, som teamleder for serummer, og ville meget nødigt give det væk, så det med at bryde regler, var ikke noget, hun gjorde i. At bryde regler ville ikke gavne hende, hvis hun ville beholde sit job i længere tid.
Men jo flere muligheder, hun fandt ved det nye serum, jo mere ville hun gerne have tilladelse til at udvikle det, eller prøve på det; desværre havde hun ikke lov til det, fordi Demitri havde sagt nej. Afslået hendes nøje formulerede ansøgning.
Han forstod vel ikke alle de muligheder, der lå i serummet, hvis hun bare kunne få det udviklet. Det ville ikke være særligt svært, for hun havde de bedste fysikere og kemikere i hele Intelligentsia til at hjælpe sig, og mange af dem var lige så kloge, som hun selv. Hvis de bare fik grønt lys, kunne de hurtigt få den rå udgave udviklet og begynde at teste på rotter og dyr, som dem.
Smerteserummet var ikke et serum, der skulle bruges tit, hvis det blev lavet; det skulle bruges til at få de få personer, der kunne modstå sandhedsserummet, til at indrømme, hvad de nu end var blevet beskyldt for.
Serummet ville ikke skade nogen, for smerte var mentalt og foregik kun inde i ens hoved. Selvfølgelig, hvis det blev brugt skødesløst i alt for store doser, kunne det skade personens mentale helbred kraftigt. Men hun havde selvfølgelig tænkt sig at overvære alle de situationer, hvor serummet blev brugt, indtil hun var sikker på, at man ikke ville overdosere og forvolde skade på offerets hjerne.
Hun samlede sine notater i en blå mappe, kiggede en sidste gang ud af vinduet, hvor solen skinnede lystigt ind ad, og gik med rolige skridt ud af sit kontor.
Alle teamledernes, underlederens og lederens kontorer lå på samme gang; helt nede for enden af gangen lå lederens, ved siden af det lå underlederens af åbenlyse årsager. Hendes kontor lå sammen med Caras, teamlederen for aspiranter, i åbningen af gangen, fordi de begge to var teamledere for ting, de hurtigt skulle kunne komme ud til.
Hun kastede et blik hen på gangen, der gik lige forbi kontorernes gang, egentlig bare for at se, om der kom nogen; ikke fordi hun var på vagt.
Med stadigt rolige skridt gik hun ned i bunden af gangen, hvor Demitris kontor lå. Da hun nåede derned, bankede hun med to lette slag på døren; hun havde for lang tid siden lært, at hun ikke bare kunne komme spankulerende ind i dette kontor.

Da døren åbnede, blev der automatisk plantet et smil på hendes læber; det var en gammel vane, fra da de var endnu tættere, end de var i dag. Det voksede, da hun så, hvordan smilet blev afspejlet på Demitris læber, da han så hende. Det så ud til, at han var i ekstra godt humør i dag, hvilket selvfølgelig bare gavnede hendes sag.
Det lille håb, om at hun kunne overtale ham; eller i det mindste få ham til at genoverveje hans svar, forsvandt så hurtigt, som en lille flamme forsvinder, når en spand vand bliver smidt på det, da hans øjne landede på mappen, hun havde i sin hånd.
Hans smil falmede, og hun kunne nærmest se, hvor tæt han var på at lukke døren; hvor lidt, han gad at snakke om serummet. Men af en eller anden grund, gjorde han det ikke. Han stod bare i døren. Stille som en stenstøtte og kiggede på mappen.
Hun fulgte hans blik ned på den, mens hendes smil gradvist forsvandt, indtil det til sidst var falmet helt bort. Måske burde hun ikke være kommet, måske burde hun være blevet på sit kontor og ventet til en anden dag; måske burde hun have opgivet smerteserummet.
Hun bed sig i læben, mens hun overvejede sit næste træk; hun kunne sige, at hun bare ville sige hej, se hvordan det gik. Men hun vidste, at han ikke ville godtage den undskyldning. På trods af, hvor lidt han gad at snakke om noget arbejdsrelateret – hun kunne nærmest se det på ham, i hans øjne og i hans kropsholdning – så ville hans nysgerrighed drive ham til vanvid, hvis han ikke fik at vide, hvad i alverden meningen med den blå mappe så var.
Det ville det i hvert fald hos hende, hvis en af hendes fysikere kom bærende på en mappe, på en dårlig dag og ville prøve at smutte udenom alle hendes suk ved at sige, at personen bare ville slå et smut forbi. Hun ville tænke på mappen resten af dagen; spekulere over, hvad der dog kunne være i den. Hun ville gøre dette, indtil hun fik at vide, hvad den indeholdt.
Og hvis hun kendte ham ret, så var Demitri ikke meget anderledes, hvad det angik.
Selvfølgelig savnede hun også den tid, hvor de var sammen så tit og snakkede om alt. Den tid, hvor deres samtaler næsten aldrig var arbejdsrelateret, og de nærmest skulle sparkes i gang, før de overhovedet overvejede at begynde. Dengang deres forhold til hinanden var så fantastisk, som det kunne være.
Også hun nærede håb, om at de en dag ville blive så tætte, som de dengang var; de behøvede ikke have et romantisk forhold, bare et ligeså godt venskab, som de startede ud med. For selvom hun prøvede at benægte det for sig selv – mest fordi det ikke gavnede, hverken ham eller hende selv – så holdt hun jo stadig meget af ham. På trods af det, der var sket i fortiden.
Da han sendte hende et af sine professionelle og charmerende smil, rullede hun umærkeligt på øjnene. Lige meget, hvor meget der var sket imellem dem, så var han stadig den samme, charmerende fyr, som dengang. Det var præcis et af de smil, han havde sendt hende, da de første gang mødtes; hun vidste det, hun kunne huske det. Hvert et sekund af den tid, de brugte, kunne hun huske. Og egentlig havde hun troet, at det ville være så meget mere smertefuldt; måske var det, fordi det aldrig havde været noget helt vildt seriøst, og måske havde det været fordi de stadig havde en form for venskab.
Hun var så optaget af sine tanker, at hun kun svagt hørte hans stemme sige nogle ord, mens hendes øjne opfangede, at hans læber formede nogle ord.
Da det gik op for hende, at hun nok skulle til at sige noget, blinkede hun voldsomt et par gange, før hun kom helt tilbage til virkeligheden. Det gik langsomt op for hende, at mens hun var optaget af sine tanker, havde hendes øjne ligget på hans læber.
Som resultat af denne erkendelse, udvidede hendes øjne sig kort, og til sine store fortrydelse dannede der sig et rødt spor på hendes kinder. Rødmen.
Hun rømmede sig kort i et forsøg på at få rødmen væk, før hun kiggede op på ham igen – denne gang på hans øjne, ”Undskyld, hvad?”
Hvilket brilliant svar. Hun kunne have slået sig selv, så dumt og uintelligent lød det.

'Dengang' var nok mest det ord, hun brugte, om den tid, hvor de var så tætte. De får gange, hvor emnet blev bragt op – på grund af ham; hun undgik helst overhovedet at hentyde til det – plejede hun at vifte det væk igen med at sige, at ting var anderledes. Hun brød sig ikke om at tale, om deres fortid sammen. Især ikke med de følelser, der altid eksploderede indeni hende, hver eneste gang, der bare blev hentydet til den tid. Det var frustrerende og noget så forstyrrende. Ligesom nu. Hendes forvirrede, følelsesprægede tanker var endnu en gang blevet påvirket af hans tilstedeværelse; det var meningen, at hun skulle tale godt for sig og få ham til at skifte mening med hensyn til smerteserummet. Hvad gjorde hun? Hun begyndte at diskutere dengang med sig selv, et emne, hun havde gjort klart for sig selv, var et emne, hun ikke ville nærme sig. Hun havde lyst til at slå sig selv.
Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv, da han ikke viste nogen tegn på reaktion, da hun endelig var kommet tilbage til virkeligheden. Selvfølgelig vidste hun, at han følte sig såret over, at hun ikke brugte tid med ham udover arbejdet. At hun trak sig tilbage og nægtede at snakke, om deres tid sammen. Alle ville føle sig sårede over det. Hun havde vidst, at hun ville såre ham, da hun bestemte sig for at lade fortid være fortid og koncentrere sig om nuet og arbejdet – mest arbejdet – og hun havde forliget sig med det. Det var et offer, hun havde været villig til at gøre, og stadig var det. Faktionen før alt, ikke sandt?
Men selvom hendes hjerne for længst havde forliget sig med det faktum, at hun ikke skulle tale til ham, medmindre det var arbejdsrelateret, fordi det forstyrrede hende kraftigt, så gik hendes hjerte stadig amok, hver eneste gang hun så ham. Det opførte sig som en umoden teenager, der lige havde set sit store crush, der ikke engang anede, at man eksisterede. Undtagen i dette tilfælde, så var det hende, der prøvede at ignorere hans eksistens. For at kunne fokusere på sit arbejde. Det gik ikke spor godt, for alt syntes at modarbejde hende, men hun prøvede.
Hun blinkede lidt med øjnene, da han gentog sit spørgsmål fra før, og hun kiggede lidt på ham, mens hun opfattede den helt præcise mening med hans ord. Hun opfattede den kolde og professionelle undertone i hans stemme, før hun forstod, hvad han sagde. Hun prøvede at lade være med tage den kolde tone til sig, for det var hendes skyld, at deres forhold til hinanden var på dette stadie, så hun burde ikke føle sig såret.
Hendes øjne gled ned til sin blå mappe i sine arme og nikkede stumt, mens hun prøvede at formulere sine ord på den helt rigtige måde.
”Ja, selvfølgelig,” svarede hun en anelse tøvende, rømmede sig lavmælt og forbandede Demitri lydløst for at gøre hende så nervøs, når han ikke burde have den effekt, ”husker du den anmodning, jeg lagde ind til dig for noget tid siden; den, der omhandlede smerteserummet? Jeg ville spørge, om du måske kunne genoverveje dit afslag? Eller bare give os lov til at producere én udgave, og hvis den ikke virker, så destruerer vi den?”
Når hun var nervøs, plaprede hun bare løs uden nogen stopklods. Og hun var nervøs; på grund af Demitri, og hans forbandede udtryksløse ansigt og hans afventende blik.