Forced to Smile → Zoey

Sted → Konfliktrummet, Pacifisternes hovedkvarter
Tid → Omkring klokken 16-17 stykker
Vejr → Det er køligt og en let støvregn daler ned over området
Omgivelser → Rummet er rundt og hvidt. Det er noget ufattelig 'sterilt' over rummet, hvori der er placeret et par stole tilfældigt ind mod dele af den kurvede væg. Der er ingen vinduer, og trods rummet er lyst, kan man nemt føle sig 'klemt' i omgivelserne - som var man fanget i et mørkt klædeskab.
Påklædning → Falmede og slidte converse, en støvblå T-shirt, sort cardigan og afslappede jeans.

Det hjalp ikke, at han strittede imod, da én af underlederne tog ham i armen og hev ham væk fra den lille gruppe af pacifister, der hyggede sig på en af græsplænerne, efter dagens arbejde. For blot et dusin sekunder siden, havde den nittenårige, unge mand leet og grinet, som 'pacifister nu gjorde'. Uheldigvis var hans kække, højrøvede jokes ikke faldet i god jord hos én af underlederne, der var strejfet gennem området. Den mørkhårede Liam var ikke just en voldsomt diskret dreng. Alligevel vidste han, at han ikke burde udtale sig for kækt overfor ledelsen, eller 'proppe sine latterlige ideer ind i andres hoveder' - som de så fint udtrykte det. Liam kunne - i denne situation - have taget sine jokes tilbage og undskyldt for sit adfærd, men uheldigvis prikkede netop dénne underleder så voldsomt til ham, at han havde følt sig 'nødsaget' til at kæmpe sin sag: "Er alle ikke frie til at sige deres egen mening? Jeg udtaler mig som jeg vil. Hvorfor fanden skulle jeg trække det tilbage?" Havde han sagt med en stemmeføring der var så gennemskærende, at samtlige i området havde tabt deres smil og var stoppet med at le, eller spille lystigt på deres instrumenter.

Nu blev han hevet ind mod hovedkvarterets største bygning... Bag sig hørte han hvordan alle gled, ganske let ind i deres optimistiske adfærd, og glemte alt om ham. Der var noget ufattelig kunstigt ved det hele. Optimismen fik hans tæer til at krumme sig, og fik ham til, at forsøge at rokke sig ud af grebet, som var plantet solidt om hans ene overarm. Det virkede næsten alt for stærkt... Og når han så udtrykket i underlederens ansigt, så han ikke den fattede, optimistiske ro som andre nok gjorde. Han så derimod noget kynisk og bekymret.
"Der er kommet en der skal se på dig. Din sygdom er ved at blive værre. Derfor har vi tilkaldt én fra intelligensia for at foretage nogle undersøgelser." Lød det efterhånden fra underlederen, da de nærmede sig konfliktrummet: "Hun bør ankomme om et øjeblik."
Den sygdom underlederen refererede til, var dén Liam var blevet konstateret efter sit første vredesudbrud efter udvælgelsen. Dog havde det langt fra været første gang han var 'knækket over'. Men da han var barn, var det hans ungdom de havde bebrejdet - og da han var teenager var det hormonerne. Efter han havde valgt at blive hos pacifisterne, havde de ikke kunne give ham en klar forklaring på, hvorfor han have så heftige humørsvingninger, og hvorfor han gik med tanker, som andre ikke lod til at have. 'Vrangforrestillinger' kaldte de det, og derfor, måtte han gøre som andre af de 'sygdomsramte og problemsfyldte'... - Han fik sin medicin i konfliktrummet, trods han hverken følte sig syg eller døende.

Snart blev han sendt ind i det runde, hvide rum. Skoene blev han bedt om at tage af, og ligge på den anden side af døren. Ganske modvilligt gjorde han som der blev sagt, og lod underlederen 'lukke ham inde' indtil den tilkaldte skulle ankomme. Rastløst vandrede han rundt i rummet. Den unge mand følte sig umådelig uretfærdiggjort, og han kunne knapt nok afholde sig selv fra, at puffe lidt til en stol med foden, indtil den væltede om på siden med et bump.

Påklædning: Standard Intelligentsiauniform.

Som teamleder for serummer, tog hun tit ud for at se til de faktioner, der gjorde brug af de serummer, Intelligentsia havde udviklet til den pågældende faktions behov; for Skytsenglene, et simulationsserum der tillod folk at se alle deres største frygter, for de Sanddru, et serum der fik alle til at fortælle sandheden og for Pacifisterne, et serum der pillede ved folks hjerner så de øjeblikkeligt blev fyldt af en falsk glæde og fredfyldthed.
Hun havde prøvet alle serummerne, og selvom fredsserummet var det mest manipulerende, var det også hendes yndlings. Selvom glæden og den fredelige følelse, man følte, var falsk, så var det rart bare at glemme virkelighedens mange problemer for et øjeblik. Alle de negative følelser, man til daglig tumlede med, forsvandt som dug for solen. Man kunne ikke lade være med at smile, med at grine; man kunne ikke lade være med at have det skønt. Hun elskede det.
Som almindelig borger, en civil, var man mest fri i Pacifisternes faktion; man kunne beskæftige sig med alt det, man nu ønskede. Musik, dans; hvad hjertet nu begærede. Men samtidig var det også det, der krævede mest af folk; for at høre til der, skulle du være glad. Ikke bare når du fik fredsserummet; du skulle have en født overbærenhed, der gjorde, at du kunne bære over med det meste og bevare din glæde. Glæde og fred var det vigtigste i Pacifisternes faktion, og hvis du ikke kunne overholde de regler, hørte du ikke til der.
Dette var også grunden til, at de som regel var meget forbeholdte overfor besøg fra Skytsenglene; de kunne ikke lide deres voldelige natur. Vold skabte altid splid, og splid ville føre til ufred og ulykkelighed. Alt det, der betød noget for Pacifisterne, ville smuldre bort.
Dette var også derfor, de ikke accepterede den mindste oprør, og de accepterede ikke problematiske unge. Specielt ikke, hvis de havde valgt at komme til Pacifisterne af egen fri vilje, efter udvælgelsesceremonien.
Det var her fredsserummet kom ind i billedet, og i dag, var det også her hun kom ind i billedet. Fredsserummet var udviklet, så Pacifister kunne fortsætte med at være... Pacifister. De glade, banjospillende hippier, de var. Det var sådan lederne af Pacifisterne kunne lide det, og serummet skulle hjælpe dem med at beholde det på den måde. Men åbenbart kunne serummet ikke klare alle deres problemer, så de tilkaldte hende; desperate og uvidende, som de var.

I stedet for at tilkalde en fra Intelligentsia, der havde specialiseret sig i psykologi, som kunne hjælpe denne stakkel, der åbenbart ikke passede på lederens billede af en perfekt pacifist, havde de med det samme troet, at det var serummet der var noget galt med.
Hun gik ved siden af en af underlederne, hvis navn, hun ikke kendte. Hvis han havde sagt det, havde hun ikke hørt efter; det var også lige meget. Han var ikke vigtig. Ikke for dette besøg. Lige nu var det en Liam Warren Westbrook, som hun skulle koncentrere sig om.
Han var på alder med hende og passede slet ikke ind i Pacifisternes system. Hvor de andre blandede sig med strømmen og forblev musikspillende, lalleglade idioter, havde denne person faktisk omløb i hjernen. Dog ikke så meget til at se, at det ikke var verdens bedste idé at få folk til at lægge mærke til ham; hvis man var anderledes, skulle man ikke stikke ud. Man skulle gemme sig i mængden.
Dette var der åbenbart aldrig nogen, der havde fortalt ham.
”Du ved vel alt, hvad du skal om ham?” spurgte underlederen ved hendes side. Hun kiggede over på ham med et underligt blik og viftede med journalen, de havde givet hende. Han nikkede og fortsatte, ”en ting, der ikke står i journalen – for sikkerheds grunde – er, at han ikke ved noget, om serummet. Ingen udover ledelsen gør, og vi vil gerne beholde det på den måde.”
Hun stoppede i sin gang og stirrede på underlederen med et forundret blik, ”Vil det sige, at ingen, udover jer, ved, at man får indsprøjtet falsk glæde, hvis man opfører sig dårligt?”
Han rystede på hovedet, og hun spærrede øjnene op i et kort øjeblik. At sprøjte serummet ind i folk, uden at de vidste det, var en... risikabel ting at gøre. Især når de havde med en rebel, som denne Liam, at gøre. En rebel, som tydeligvis var klogere, end de fleste andre i faktionen. End ledelsen.
Hun kiggede ned på journalen, ”hvad er det så for en sygdom, I siger han har?”
Underlederen så usikker ud, ”vi har faktisk ikke givet ham et navn. Vi håbede, du-”
”At jeg på de ti sekunder, der går fra her, til vi når til Konfliktrummet, skal jeg komme op med en sygdom, han kunne have, som kan forklare, hvorfor han ikke hører til her?”
Nu så underleden direkte skræmt ud, ”nej! Du må endelig ikke give ham det indtryk, at han ikke hører til her! Men ellers, så ja.”

Hun sukkede dybt og bandede lavmælt; Pacifister! Kunne de overhovedet tænke en tanke, der ikke omhandlede landbrug, musik og fred? Sikkert ikke.
I ren frustration, begyndte hun at gå i et hurtigt tempo, for ikke at skulle se mere på en af de mest ubetænksomme mennesker, hun havde mødt siden hun valgte Intelligentsia for lidt over 3 år siden. Svagt bemærkede hun det par sko, der stod udenfor døren, og eftersom hun ikke var dum – i forhold til visse andre – så kunne hun godt regne ud, at hun skulle stille skoene. Hurtigt sparkede hun dem af, tog om håndtaget på døren og åbnede den.
Synet der mødte hende, overraskede hende på en måde, og på en måde ikke. I rummet stod en en ung mand, på alder med hende – det stod i journalen, og på gulvet lå en stol, der tydeligvis ikke var væltet bagover af sig selv.
Hun orkede ikke engang at smile venligt til ham, for hun var ikke Pacifist, og hun var ikke Puritaner. Hun var Intelligentsia, og hun var blevet ukorrekt informeret, indtil ti sekunder, før hun ankom til netop dette rum. I et forsøg på at lukke underlederen ude, skubbede hun hurtigt døren i igen, hvilket ikke lykkedes. En hånd stoppede døren, før den gled i, og den belastelige mand stak hovedet indenfor.
”Liam, dette er Zoey Martin, en af Intelligentsias førende læger,” introducerede han hende, før han tilføjede; ”prøv at beherske dig.”
Endelig gled døren i, og hun var ladt alene med hendes såkaldte 'patient', hvis sygdom, hun skulle til at finde på. I en fart. Hun kiggede over på ham med en nysgerrig mine.
”Du må være Liam W. Westbrook?

//Undskyld, det blev vist lidt af en roman. Det var ikke meningen.

Man kunne tydeligt se, at han kæmpede for, at holde sit temperament nede. Det hørte ikke til blandt pacifisterne. Dem der endelig kappede over, syntes at få en mirakuløs glædesrus efter en 'samtale' med lederne. Det var som om dét at blive smidt ud af pacifisternes faktion var blevet lidt af en mytologisk fortælling: Folk kendte måske altid nogen, som kendte nogen, hvis fætter var blevet smidt ud. Hver gang folk hviskede i krogende om en mulig udsmidning, var det som om det problematiske individ kunne ses med et kæmpe smil om læberne blot et par timer efter. Efterhånden kom det aldrig bag på nogen at denne mirakuløse helbredelse fandt sted i hovedkvarteret. Af netop samme grund bestod pacifisterne af mange medlemmer: Det var nemt at komme ind, men det var som om man kun havde én måde at slippe ud. Man var nødsaget til at gøre det af egen fri vilje. Sommetider havde muligheden appelleret til den unge Liam. Men Pacifisternes faktion var alt han kendte til. Beskyttede omgivelser, blandt folk han var vokset op med. Hans forældre var velsete demokrater, og mange af lederne ønskede at Liam skulle følge deres eksempel, og at han havde anlæg for at gøre en forskel. Familien betød så uendelig meget og det samme gjorde musikken - men gjorde det ham til en pacifist?
Liam vidste, at han allerede var i tvivl før han valgte at slutte sig permanent til pacifisterne som 16årig. Alligevel kunne han ikke placere sig selv andetsteds. Da han var barn havde han, trods rebelske episoder, været langt mere optimistisk af sind. Det var efterhånden som han begyndte at betragte og undersøge sine omgivelser, og individerne omkring ham, at han indså at noget var galt. Og efterhånden som hans skepsis blev mere og mere markant - desto mere 'syg' blev han. Han forblev alligevel i den naive tankegang om, at der var 'plads til alle blandt pacifisterne'. Folk gik klædt som de ville, og arbejdede med hvad der gjorde dem glade. Handlede det ikke om at være anderledes? Hvorfor fanden var der så ikke plads til ham?

De babyblå øjne stirrede ind i én af de hvide vægge. Han forsøgte at klemme øjnene lidt i, for at bedømme afstanden fra dér han stod på det hvide gulv, til hvor væggen startede. Hvis ikke det var for den lille, bitte smule støv ved gulvets kant, ville han knapt nok kunne skelne de to ting. Roligt bøjede han nakken en smule tilbage. Også loftet var hvidt som kalk. Man kunne næsten lugte klorinen.

 I en stund stod han med øjnene lukket, og med ryggen til døren. Jeg er en fejl... Tanken gik ofte igennem hans hjerne, og han kunne ikke tælle gangene han havde lyst til at løbe væk fra dette sted, og leve sit liv uden medicin, hvad end han så ville dø af denne sygdom uden eller ej. Han var ikke ulykkelig... Men frustreret. Sommetider var han så glad, at han kunne græde af grin. Det var dog som om effekten foretog sig hurtigt. Som om hans humør skiftede så brat, at han røg helt ned hvor han ikke havde mulighed for at bunde. Og disse udsving blev blot værre og værre. Alle de mistroiske tanker, al den skepsis - de forsvandt sommetider som ved et trylleslag, men derefter ramlede alting. Hver en teori og bekymring væltede ind med lynets hast og ramte ham på en måde, som kunne få ham til at knække som en tændstik. Dénne dag havde det hele været mildt. Meget mildt. Hvordan fanden skulle han vide at underlederen tilfældigvis patruljerede, den samme dag han skulle se den fandens nye læge?

Han hørte døren åbnes bag sig. Roligt åbnede han øjnene, men vendte sig ikke om med det samme. Der gik lidt tid, hvor han blot stod og forsøgte at tage nogle dybe indåndinger som hans mor havde tigget ham om at gøre, når han skulle falde en smule til ro. Prøv at beherske dig... Han havde lyst til at fnyse, men tænkte at det nok ville være en dårlig ide, at skabe sig flere problemer. Derfor holdt han munden lukket, indtil døren lukkede sig i igen, og efterlod de to alene.
"Og du må være gået forkert." Mumlede han med en lidt ligegyldig tone i stemmen, før han skridtede over til den væltede stol, og fik den op på alle fire ben igen. Han rystede let på hovedet af sig selv, og skævede over mod hende i et sekund.
"Jeg har ikke brug for flere læger, okay?" Han talte roligt, men bestemt. Dernæst vurderede han hende lidt med øjnene. Hun kunne umuligt være ældre end ham. Alligevel var dette jo en 'førende læge'... Der var lidt skepsis i hans øjne, trods han vidste, at det var noget han ikke just burde være mistroisk overfor. Intelligentsia..- Navnet sagde jo sig selv. Hvis der skulle være en førende læge på omkring de 18-19 år - så skulle det da være derfra.

"Bare... Sig at du har givet mig noget medicin, og smut ud." Et suk undslap læberne "Jeg vil ikke have flere nåle og prøver... " Der var næsten noget desperat i hans stemme. En frustration, som kun kom rigtigt frem i dette rum, når diverse læger eller hjernevridere forsøgte at få noget ud af ham.
Alligevel dumpede han snart ned i stolen, og trak benene op til sig i skrædderstilling. Blikket fangede snart gulvet:
"Jeg undskylder for, at du er sat på det her. Tro mig... Jeg er 'den umulige patient' som ingen diagnose har, men åbenbart lider af et væld af symptomer." Han lavede gåseøjne med hænderne ved den sidste kommentar, og fnøs derefter. Der gik lidt tid, hvor han ikke sagde noget.
"Og hvad kan du så gøre for mig? Kurere mig?" Han så opmærksomt på hende og løftede øjenbrynene en smule: "Jeg er træt af at håbe på en vedvarende kur okay?"

//Jeg skriver bare en roman til dig :)//

Nogle gange, fik betænkeligheder, hvad angik fredsserummet. For hende var det fantastisk at prøve, når hun endelig fik lov til det, men jo længere hun tænkte over det, jo mere gik det op for hende, hvor meget Pacifisterne blev berøvet. Og de vidste ikke engang, hvad der skete. Hun var fuld bevidst om, at den fredfyldte følelse, der fyldte hende, og den problemfrie tankegang, var falsk. Men hun elskede det alligevel.
Men Pacifister, som for eksempel Liam, vidste intet om, hvad der foregik. Det eneste, de var fuldstændige sikre på, var, at det ene øjeblik, var det, som om de kunne splitte alt ad, af raseri, og det andet øjeblik var det, som om dette raseri aldrig havde eksisteret. Man følte sig fri og let; man følte nærmest intet. Man skulle jo være direkte idiot, for ikke at sætte spørgsmålstegn ved denne ændring; det var unaturligt i en sådan grad, at der var nødt til at være andet inddraget, end at man bare var blevet glad igen.
Hun overvejede, hvordan lederne egentlig gjorde. Hvordan de fik givet fredsserummet til rebelske Pacifister, uden at det blev opdaget. Blev rebellerne bedøvet, eller hvordan fik de serummet ind i sig? Gennem maden? Hun nikkede for sig selv. Selvfølgelig. Gennem maden. Rebellerne blev vel hentet herind, tilbudt et måltid, mens en af underlederne udspurgte dem, om årsagen til deres udbrud, mens de bare blev mere og mere glade.
Hvis dette var sådan, de gjorde det, så var de klogere, end hun troede. End alle troede. Men selvfølgelig, var dette også en idé udtænkt af en fra intelligentsia, hende; måske gjorde de det på en langt dummere måde. Det skulle hun ikke kunne sige.
Hun havde aldrig set, hvordan Pacifisternes faktion kunne være et godt valg for nogen. Den var mere fri i reglerne, end andre faktioner, og der var et meget stærkt demokrati, men det var der, fordelene endte. Hvis man ville fri af faktionens tøjler, var man nødt til at liste sig ud om natten og håbe på ikke at blive set, hvis alle rebeller – alle, der så meget som tænkte udenfor Pacifsternes øjensynlige frie tankegang – blev dysset ned, fjernet, ved hjælp af fredsserum, der skulle slette deres personlighed og gøre dem til lalleglade, fredselskende zombier. Men hvis det var, hvad folk ville bruge deres liv på, skulle hun ikke modsætte sig dem; det var ikke hendes ret. Det eneste, hun skulle, var at producere fredsserum, så denne fredselskende faktion kunne gøre deres ikke-så-hjernedøde medlemmer ligeså hjernedøde, som resten af faktionen. Og nu skulle hun åbenbart også til selv at hjernevaske en af disse klogere medlemmer, så han troede, at han var en fejl. En dreng med en sygdom, der gjorde, at han handlede og opførte sig som et almindeligt menneske. Dette var også en af grundene til, at hun ikke kunne fordrage Pacifisterne; de slettede alt i en person, undtagen de pacifistiske holdninger og glæden.

Hun kiggede lidt medlidende på ham, som han stod der med ryggen til, fuldstændig hjernevasket til at tro, at en sygdom var grunden til, at han handlede som han gjorde. Og nu skulle hun til at finde på, hvilken sygdom, han havde. Det ville ikke være let, for sygdomme var en af de ting, hun ikke var god til. Førende læge. Selvom en af Pacifisternes underledere elskede glæde og fred, kunne han da aldrig drømme om at kunne blive en Sanddru. Aldrig havde hun hørt en mere ynkelig løgn; hvis denne Liam havde bare den mindste smule forstand på medicin, ville han nok hurtigt kunne høre løgnens i hendes stemme. Løgn faldt hende ikke nemt, og det havde det aldrig gjort. Det var den del af hendes opvækst, en del af hendes opdragelse, en del af hende; fortæl altid sandheden. Lige meget, hvor mange du sårer, lige meget, hvor meget du selv bliver såret.

Hun kiggede rundt i rummet, hun var gået ind i. Det var hvidt, alt var hvidt. Havde det ikke været for noget støv på gulvet ved væggene, havde hun aldrig kunne set forskel. Det var sådanne rum, hun elskede; man kunne ikke se, hvor det endte, om det overhovedet endte. Det var fantastisk bygget. Hun havde ikke studeret arkitektur, og det var heller ikke noget, der optog hende, men derfor kunne hun stadig godt sætte pris på det fantastiske ved dette rum. Men hun kunne forestille sig, at Liam ikke så det på samme måde. For ham lignede dette nok nærmere et fængsel uden nogen mulighed for at flygte, foruden den hvide dør, der smeltede i med resten af rummet.
Ved lyden af en drenget mumlen, blinkede hun et par gange med øjnene, for at komme tilbage til den realitet, hvor hun skulle forestille at være en læge, og Liam skulle forestille at være en syg patient. Sjovt nok, spillede de begge skuespil; den eneste forskel var, at hun gjorde det intentionelt, hvor han ikke vidste bedre. Fordi han var blevet narret på groveste vis; ingen burde lyves til, når det angik helbred. Ingen. Det gik imod alle hendes moraler, dette job, men alligevel havde hun sagt ja; det havde virket så nemt på hendes kontor, men nu, hvor hun stod i situationen kom alle bivirkningerne frem i hendes tanker.

Hun lagde hovedet på skrå, da han talte i et tonefald, der kunne høres og forstås fra, hvor hun stod. Det var som om, at der allerede var ved at blive bygget en mur imellem dem; ikke at hun var overrasket. Hvis hun var i hans situation, ville hun også lukke alle ud, der troede, at de kunne kurere en mod en ikke-eksisterende sygdom. Hun fugtede læberne, mens hun lyttede til hans tale. Hun havde intet at sige alligevel, og hun ville ikke tirre ham endnu mere ved at afbryde ham. Desuden var det interessant, det han sagde.
Da han endelig var færdig, tog hun en dyb indånding. Det var en del spørgsmål, og hun havde ikke svar på halvdelen.
”Nej, jeg er ret sikker på, jeg er gået rigtigt – jeres charmerende underleder sørgede for, at jeg ikke gik forkert” pointerede hun og fulgte hans eksempel ved brug af fingrene til at lave nogle gåseøjne omkring 'charmerende underleder'. Mentalt gik hun videre til hans næste udsagn og trak på skuldrene til det, ”sikkert ikke; jeg gør bare, som jeg får besked på.”
Og den besked var at få dig til at tro, at du har en eller anden sygdom.
Det var sandt nok, at de dygtige læger altid kom fra Intelligentsia, men det var de færreste, der blev en førende læge, som 19-årig. Som 19-årig var man måske en dygtig læge, men der var stadig ældre, bedre og klogere læger, end man nogensinde kunne drømme at være som 19-årig. Medmindre man havde en intelligenskvotient, der var højere, end nogen anden.
Bare sig, du har givet noget medicin og smut ud. Hun kunne gøre det. Det kunne hun. Muligheden lå lige for fødderne af hende, og de kunne skilles som, ikke venner end ikke bekendte, men heller ikke som direkte fjender. Hvis hun fortsatte, hvad hun var blevet påbudt, og han opdagede løgnen; hun ville ikke engang vide, hvad der så ville ske. Hvis han på almindelige grundlag kunne få et udbrud så voldsomt, at de havde sagt, at han havde en sygdom, så ville det jo være katastrofalt, hvad han kunne finde på, hvis han kendte sandheden. At hans sind hele tiden blev leget med, og han blev pumpet med flaks glæde hver eneste dag.
Hun lagde mærke til desperationen i hans stemme, den dybdegående frustration over ikke at forstå, hvad der sket med ham. Hun forstod den ikke, men hun hørte den. Men lige meget, hvor meget den appellerede til hendes følelser, måtte hun stå fast. Måske kunne få ham vendt til dte bedre... Årh, for fanden. Pokker tage Pacifisterne; hvorfor kunne de ikke tænke en intelligent tanke? Liam havde ikke brug for en læge, hvis han skulle have hjælp, skulle han have det af en psykolog. Hvis han da overhovedet havde brug for hjælp. Hun knyttede den ene hånd, for ikke at udbryde noget, om serummerne, og om hvor dumme Pacifisterne var.
Hunfastholdt hans blik, mens hun nærmede sig bordet, langsomt. ”Liam, hvis jeg bare gik, ville det hjælpe dig på nogen måde? Ville det forbedre din situation? Tro mig, det ville bare blive værre. Jeg kan ikke sige, jeg forstår dig, for det ville være løgn, og jeg lyver ikke.” Hykler. ”Og jeg kan ikke sige, at jeg vil dig det bedste. For det, hverken gør jeg, og jeg kan ikke love dig det. Men jeg kan sige, at jeg vil dig det mulige, og det mulige er, at vi måske kan finde frem til en diagnose, og det mulige er kun muligt, hvis du samarbejder.”
Hun smilede svagt, ”og jeg har haft umulige patienter før; folk med mongolisme og sindssyge. Du kan umuligt være mere umulig, for som jeg ser dig lige nu, ser du meget fornuftig ud.” Løgner.
Hun tænkte sig om et øjeblik, før hun trak på skuldrene, ”eftersom jeg ikke ved, hvad din diagnose er endnu, kan jeg ikke give dig nogen kur. Hverken vedvarende eller ej."

//Det blev ret forvirrende her til sidst :/[/b]

Han satte sig bedre til rette i stolen, trods skrædderstillingen ganske vist ikke lignede den mest optimale. Alligevel var det sådan han følte sig bedst tilpas, på de lidt hårde stole, der ligesom alt andet i rummet, var kridhvide. Ryggen var bøjet en smule forover og han lod snart sin ene albue placeres mod knæet, så hovedet kunne ligge trygt i håndfladen. Opmærksomt fulgte han Zoey med de blå øjne. Der var et inderligt behov for, at fokusere på noget, så han ikke følte at alt ville lukke sig omkring ham. Efter flere års behandling i dette rum, følte han sig ikke just mere hjemme der. Derimod blev følelsen mere og mere klaustrofobisk, så snart han lukkede døren bag sig til det runde lokale. Et vindue eller to ville hjælpe markant på problemet. Liam havde aldrig nydt at være indenfor for længe ad gangen, og værre var det, at tænke på, hvor sjovt andre måtte have det udenfor - selv i støvregnen. På en eller anden måde repræsenterede dette rum vel også hvér en fordom han havde overfor sin egen faktion. De virkede næsten for perfekt. For manipuleret og finpudset, men alligevel med få spor af noget reelt, i de støvede kanter mellem væg og gulv.

Han lyttede til hendes ord, selvom han kæmpede med en trang til, at afbryde hende med jævne mellemrum. Hendes tilføjelse omkring underlederen, fik ham til at åbne lidt mere op for hendes ord. Måske var det et billigt trick for at få ham lidt over på hendes side, men alt der kunne vendes imod underlederen, faldt i god jord hos den mørkhårede pacifist. Ved hendes kommentar om, at han så fornuftig ud, kunne han dog ikke afholde sig selv fra at slå en lidt skeptisk latter op. "Fornuftig?" Han fnøs endnu en gang, og trommede let på sin hage med to fingre. Snart rystede han på hovedet: "Dén har jeg ikke hørt før."

Han vidste, at hun selvfølgelig bare gjorde sit arbejde, og at der selvfølgelig ikke var noget personligt motiv med det hele. Hvorfor skulle der være det? Efterhånden var han også bare træt af medlidenhed. Træt af folk der klappede ham på hovedet, og fortalte at alt nok skulle blive okay, hvis han bare fik spist lidt mere, løb nogle ekstra ture, distraherede sig selv med nye opgaver og fik sin medicin hver dag. Mens andre pacifister måske ikke behøvede så jævn en dosis som Liam gjorde af fredsserummet, var det som om der ikke var en anden mulighed. Mens nogen kunne bibevare en del af glæden, og psykisk blev påvirket nok til, at holde fast i den 'rare følelse af glæde', faldt Liam jo drastisk, når virkningen roligt aftog. Det var frustrationen... Og det var tankerne der altid gled gennem hans hoved på højtryk. Det hørte til hans natur.

"Jeg er ikke kynisk nok til at give dig problemer ved at være usamarbejdsvillig." Forsikrede han hende om efter lidt tid. Der var en tydelig ærlighed at spore i udtrykket i hans ansigt, og i de babyblå øjne. Han var et projekt. Intet andet. Og selvom han tvivlede på, at denne pige kunne gøre noget for ham, ønskede han ikke, at sætte hverken sig selv eller hende i en kompliceret situation.
"Og jeg er heller ikke naiv nok til at tro, at jeg kan slippe ud af det her. Men jeg vil altid gøre et forsøg." Antydningen af et smil kom frem over ansigtet. Det var en anelse sørgmodigt. Som om han vidste, at der ikke var en anden måde.
"Jeg hader læger..." Sagde han dernæst, men rettede snart sig selv en anelse: "Det er intet personligt selvfølgelig." Han viftede let med hånden, og rettede sig en smule op i stolen. Snart tog han roligt sin cardigan af, og lod den falde ned på gulvet. Det var som om han på forhånd klargjorde, at prøver skulle tages fra hans arme, dér hvor flere nåle havde stukket ham gennem tiden. Det skulle bare  overstås, hvis det var sådanne undersøgelser hun ville foretage.

"Den sidste læge sagde, at det kan være bipolar sygdom. Maniodepression..." Fortalte Liam roligt. Det stod sikkert i journalen, men hvor meget Zoey havde sat sig ind i, vidste han ikke. Roligt foldede han hænderne og lod dem hvide i sit skød.
"Jeg har selvfølgelig hørt det før. Visse symptomer passer. Medicinen virker... I noget tid altså." Fortsatte han, mens han begyndte at lade blikket vandre lidt rastløst rundt i rummet: "Problemet er, at alle fortæller mig noget forskelligt. Læger siger det ene - hjernevridere siger noget andet. De kan simpelthen ikke fortælle mig om det her er psykisk, fysisk eller måske endda begge ting."

Endnu en gang rettede han øjnene mod hende: "Det bliver lidt trættende med tiden. Men jeg kan jo ikke forvente andet, end at eksperterne gør hvad de kan."