Oh, sh#t! Not again! ~ Zoey

Definitionen på frihed var vel forskellig fra menneske til menneske, og der var åbenlyst stor forskel på, hvordan pigen definerede frihed, og hvordan hun selv definerede den. Hun vidste godt, at for folk, der ikke havde en plads i systemet, så var det en pine at skulle følge alle reglerne, at skulle høre til en faktion, hvis filosofi man ikke selv bekendte sig med. For folk, der ikke hørte hjemme i, hverken deres fødselsfaktion eller nogen af de andre; folk, hvis tankegang var anderledes end samfundets, end nogen af faktionernes. Hun kunne sagtens forstå de folk; hun var bare ikke en af dem. Hun havde aldrig været det, og ville aldrig blive det. Hun var kommet igennem optagelsesprogrammet, og hun var blevet optaget i Intelligentsia. For at blive smidt ud nu, skulle hun overtræde en hel del regler; måske snage i formlerne på serummer, som hun slet ikke havde adgang til.
Hun havde overhørt nogle af de andre fra skolen, tale om, hvor nedladende Intelligentsia var; bare fordi der var folk, der ikke var så kloge, 'som de nørder'. Zoey havde aldrig fundet det irriterende, for hun vidste, at hun var ligeså klog som dem; hun læste alle de bøger, de gjorde, hvis ikke flere. Hun havde fundet det lokkende, deres flabede og nedladende væremåde; hun havde fundet det fascinerende, hvordan børnene fra en hel faktion kunne se ned på alle andre, og alle fandt sig i det. Selvom der var nogle der engang imellem gjorde modstand – mest Skytsenglene – så accepterede andre det; for de havde jo ret i, at de var kloge, og alle andre var dumme i forhold til Intelligentsia. Når andre blev hånet og leet af, af Intelligentsia, for ikke at kunne svare på et helt simpelt spørgsmål, grinede hun med, og hvis hun ikke grinede, så smilede hun. For det måtte være så irriterende at gå på en skole, hvor cirka en femtedel af ens klassekammerater var så dumme i forhold til en, at det kun kunne være frustrerende.
Den faktionsløse gjorde klogt i at holde sin mund, men det ændrede ikke på, at hun stadig gerne ville have svar. Hun var ikke en spion, blot en almindelig Intelligentsia, der ville have svar. Flere svar, flest svar.
Hun ignorerede den første kommentar og gik direkte videre til den anden, som om den første ikke eksisterede.
Hun smilede skævt, ”det kan du ikke. Jeg kunne være en Sanddru – en Skytsengel; du ved det ikke. Du er nødt til at tage et tillidsspring og tro på, at når jeg siger, at jeg er Intelligentsia, så er jeg det.” hun lagde hovedet lidt til siden, ”og tro, at hvis jeg var spion, ville jeg aldrig have gået udenfor til dig; faktionsløs eller ej. Jeg ville sove.”

Alex vidste egentlig ikke hvorfor hun stadig stod og snakkede med pigen, hun skulle jo egentlig videre. Men alt i alt, så var hun ligeglad med hvem andres faktioner var, var de gode overfor hende, skulle hun nok gengælde det, på sin egen, lille mærkelige måde, men det var jo sådan Alex var. Hun turde bare ikke at lukke andre ind, ikke lige med det samme i hvert fald.
Hun gengældte pigens smil med en let trækning i venstre mundvige og lyttede til svaret og nikkede vagt imens hun tænkte over sit svar. Hun kom med et lille smil idet hun svarede; "Jeg er ikke god til det med tillid." Hun trak let på skuldrene inden hun hørte og så en lastbil komme kørende, eller rettere sagt, bakkende mod dem og skraldespandene. "Shit!" sagde hun lavmælt inden hun så mod pigen "Jeg skal gå nu," sagde hun kortfattet og lavede en lille honnør som afsked med et kort smil, inden hun hankede op i rygsækken, vendte sig om og småløb væk fra pigen og ud i skyggerne, hvor hun til sidst gik i ét med dem.

//Out

Til forskel fra den faktionsløse, vidste Zoey alt for godt, hvorfor hun stod og snakkede med pigen; det der irriterede hende grænseløst var, at pigen ikke ville svare på hendes spørgsmål. Det gav mening, hvorfor hun ikke gjorde, men det irriterede hende stadig.
Selvfølgelig skulle de faktionsløse holde tæt med deres hemmeligheder, hvis mange af dem planlagde at vælte samfundet – og det var et faktum, man ikke kunne ignorere, at der var nogle af dem – så hvis denne pige bare plaprede løs, om deres hemmeligheder, ville hun sikkert ikke slippe godt fra det. Om der så var nogen, der hørte hende fortælle dem eller ej. Det kunne jo være, at Zoey fik lyst til at dele nogen af de hemmeligheder med ledelsen. Det skulle hun ikke kunne udelukke; hun kunne ikke forudsige fremtiden.
Hun have lyst til at slå et eller andet af frustration, da hun hørte pigens svar. Men hun viste det ikke; nu hvor hun ikke længere var Sanddru, kunne hun sagtens lyve uden problemer. Selvfølgelig gjorde hun det ikke særlig tit grundet hendes opvækst, men i situationer, hvor lidt løgn kunne gavne hende, gjorde hun det gerne.
”Selvfølgelig ikke, I faktionsløse kan jo ikke stole på nogen her i samfundet,” hun gav pigen et kort smil, før lyden fra en eller anden vogn nåede hendes øregange. Hun vendte hovedet efter lyden og så til sin store irritation, at det var skraldemændene.
Ved lyden af pigens stemme, drejede hun igen hovedet over mod den anden og nåede lige at opfange hendes ord og tænke dem igennem, før den anden havde vendt sig om og var på vej ind i skyggerne.
”Vent!” råbte hun, men pigen var allerede løbet ind i skyggerne og var ikke til at få øje på. Smeltet sammen med mørket.
Hun bandede lavt af ærgrelse over, at hun var gået glip af sådan en god mulighed til at få information, meget få havde mulighed for at få adgang til også. Mens hun vendte sig om og gik tilbage til sit vindue, for at få bare et par timers søvn, lovede hun sig selv tavst, at hun ville finde denne pige igen og få nogle svar. Bare nogle få.

//Out.