Fra Begynder til Mester - Maya - Afsluttet

Hun nikkede, rejste sig med ham "det er ganske forskelligt, som regel er det kropsproget, folk har altid en eller form for ting der fortæller at de lyver" forklarede hun blidt, Hun lagde armene over kors, som hun satte sig ind i bilen. Det var tydeligt at se på hende det at opleve nye ting var en af hendes ynglingsting. Hun var spændt på at se muren helt tæt på og bare udsigten. Hun havde hørt det skulle være smukt.
Da de endelig nåede der, så hun næsten ud som et barn der havde set slik for første gang. Hun smilede stort og hendes blå øjne skinnede næsten af nysgerrighed og spænding. Hun vendte blikket mod Bradley "tusind tak" hviskede hun og kørte noget hår om bag øret. Dette var nok det største nogen nogensinde havde gjort for hende, at tage hende et andet sted hen, noget hun aldrig havde oplevet.
Hun bed sig i læben, lagde armene om sig, næsten som krammede hun sig selv. Dog var det fordi hun var tom for ord, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv eller foretage sig

Igen smittede Mayas åbenlyse glæde af på Bradley, der ikke selv helt kunne holde et smil fra sine læber. Han var ellers ikke typen der lignede en mindre solstråle oppe på muren. Der var noget dejligt enkelt over hende. Der var ingen tvivl om at hun blev glad, når hun smilede og der var ingen forsøg på at skjule det. Beherske det på grund af hendes rolle som leder. Det var rent og direkte, enormt befriende på sin egen specielle måde.
At hun slog armene om sig selv, tog Bradley som et tegn på at hun frøs, hvilke han godt forstod. Hun havde ikke just varmt tøj på og på toppen af muren var der sjældent en dag hvor det ikke blæste bare lidt. Han var derfor hurtig til at række hende sin frakke, som han havde båret siden de forlod træningslokalerne. Han lage den forsigtigt omkring hendes skuldre, før han så begyndte at gå ned langs muren, ved siden af soldaterne der lige kiggede en ekstra gang på deres gæst. Det var ikke tit de fik uofficielt besøg og slet ikke af en af lederne fra de andre faktioner.
Kulden generede ikke Bradley videre. Han havde igennem sin træning også lært hvordan man skulle tackle kulde og varme, da man som soldat ikke altid havde det som blommen i et æg, indenfor byens mure. Det var en del der tit blev lagt meget lidt vægt på, da byen desværre tit troede at blev det til kamp, var det på hjemmebane og højest sandsynligt imod et oprør. Bradley havde dog altid selv været vild med træningen i 'den vilde natur' og havde ivrigt taget imod alt hvad han kunne.

Hun så overraskende på ham da han lagde sin jakke om hendes skuldre. Et smil dannede sig dog hurtigt på hendes læber og hun tog den på, lukkede den tæt om sig. Hun smilede til ham, og fulgte ham ved hans side, dog betragtede hun hver enkel soldat som de gik forbi dem. Hun gik dog tæt på Bradley, mest fordi det gav hende en eller anden form for sikkerhed at vide han også var der. Hun vidste ikke hvorfor men det gav hende en form for indre ro, at vide der intet ville ske.
Hun lagde armen om hans ene, kinden mod hans skulder, mens hendes blå øjne betragtede alt omkring dem "så hvor mange render englelig rundt her på muren" spurgte hun nysgerrig, som altid var hun klar på at få ny viden ind. Hun smilede til ham, vidste ikke hvorfor hun med et besluttede sig for at være så tæt på ham, det var vel bare det at hun var på fremmede jord også var det altid rart at have en form for beskyttelse. Om han så havde tænkt sig at beskytte hende hvis der skete noget vidste hun så ikke

Kort spændte Bradley i hele kroppen, da Maya lage sin arm omkring hans, men da hun ikke gjorde yderlige tegn til at ville noget, slappede han af og holdte sig til en trækning i mundvigen. "Jeg må ærligt erkende at jeg ikke ved det, men jeg kan forsikre dig om at der er nok. Jeg kan godt finde ud af det for dig." At yde lidt service for sine gæster var aldrig for sent.
Mens de fortsatte ned af muren, spekulerede Bradley på Mayas opførsel. Den var ikke andet end acceptabel, men havde hun været fra hans faktion ville hun havde gået med brystet skudt frem og rang ryk i et fremmed område. Ikke forsøge at søge sikkerhed hun sin vært. Det var dg en sanddru han havde med at gøre - og de samme 'regler' galte ikke for dem. Det var sikkert også fint nok. Det ville aldrig gå hvis hele byen endte med at blive en flok stolte katte. De ville ende med at ryge i totterne på hinanden.
"Jeg kan gætte mig til du aldrig har været udenfor Chicago før så?" Slyngede han ud i luften og skævede ned til Maya. "Har du lyst til det?" Selvfølgelig ville han have muligheden for at tage hende med der ud, det var dog ikke noget han lige havde tænkt sig at gøre, da hun i hvert fald først skulle være bedre til at forsvare sig. Man vidste aldrig hvad der skete udenfor muren.

Hun nikkede, lyttede i stilhed til hans ord. Det slog hende dog lidt efter at han muligvis ikke var vant til det at der var andre der på denne måde var tæt på ham. Straks skød rødmen til hendes kinder og hun gav slip, kørte hånden igennem håret "jeg undskylder, jeg ved ikke hvad der gik af mig" hun rystede på hoved, gik med hænderne i lommerne ved hans side denne gang dog noget fra ham. Hun kendte ham ikke og kunne derved ikke vide om det for ham var acceptabel. Hun havde altid været vant til at have James ved sin side, og fra ham var hun efterhånden vant til at kunne gøre andre ting. Dog behøvede det ikke være det samme med ham. Hendes moders regler kørte igennem hoved, som hun gik med den perfekte holdning, og en blid gang ved hans side.
Hun stoppede op og vendte sig mod ham, rystede dog på hoved "nej det har jeg ikke" svarede hun med et lille smil. Hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv i Chicago, godt nok sagde hende navn noget andet, dette lå til grund at hun havde aner andre fra andre steder i verden. Hans spørgsmål fik hende til at smile blidt "på et eller andet tidspunkt, så ja det vil jeg da meget gerne" hun trak på skulderne

Mayas pludselige tilbagetrækning fik Bradley til at kigge en smugle overrasket på hende, før han så forstod hendes mening. "Det gør intet." Forsikrede han om og gik videre, stadig med sin arm hvor hun havde sluppet den. Han havde ikke i sinde om at fjerne den. Først og fremmest fordi han ikke kunne se hvor den skulle hen og fordi han egentlig havde fundet det ganske fornøjeligt sådan at gå arm i arm med hende. Han havde før prøvet det, da han var under træning til at blive en rigtig skytsengel og alle pigerne kunne lide hans gode resultater. Det havde dog slet ikke været på samme måde. De havde fniset som kunne de ikke stoppe og de havde ikke de mærkelige vaner med at pille ved sit hår, ikke på samme måde.
"Det kunne være spændende at se." Lød det oprigtigt fra ham mens hans blik scanede området for at finde det næste sted de kunne gå ned. Han kunne tage hende med der op en anden gang, måske hvor det var varmt og ikke nær så blæsende. Så var der nogle udkigstårne som man kunne sidde i og endda nyde solen. Intet Bradley selv havde gjort, men han havde flere gange set soldater gøre det i smug når solen stod højt. Han havde aldrig sagt noget til dem, ikke når sveden drev af ham selv. Helt umenneskelig var der ingen grund til at være.
"Skal vi gå ned igen eller vil du videre?" De nærmede sig en ny elevator de kunne tage ned eller fortsætte deres vandring. "Jeg kan vise dig Gaven. Jeg tror du vil kunne lide det." De fleste kvinder elskede at være der, men sjældent havde de nok 'penge' til egentlig at købe noget. Det havde dog aldrig været Bradleys problem, da han så langt oppe i systemet nemt kunne få fat i den valuta der blev brugt. Dette kunne også ses i både hans lejlighed og klæder.

Da han gav en form for ”accept” gik hun igen tilbage, lagde armene om hans ene arm og kinden mod hans skulder. Ud over den lille form for trykhed det gav, var det også som om hans kropsvarme blev givet mod hende, så hvad jakken ikke kunne give, gav han. Hun smilede for sig selv, og de blå øjne lyste som altid af nysgerrighed. Når man mødte hende uden for arbejdstiderne var hun blid, nysgerrig og videns begærlig, dog i arbejdstiden var hun helt anderledes. Hun var objektiv for enhver sag hun skulle få, hvis det var en fange var hun ikke bange for at presse på for at få sandheden frem. Hun var selvfølgelig en der lyttede til alle parter, men når alt kom ned til et var hun ikke ræd for at give en hård straf til dem der fortjente det.
Hun nikkede enig, smilede op til ham, men fulgte samtidig hans blik og betragtede udsigten ”det har du ret i, det kunne være interessant. Det er så fremmet, jeg har aldrig hørt om andre uden for byen” sagde hun og smilede blidt, hun havde et form for ønske om at kunne snakke med en af dem der boede udenfor byen, blot for at høre hvordan de levede og hvad de lavede. Hans spørgsmål fik hende til at vende blikket op mod ham ”mhh, lad os da se denne gaven…er det, det den hedder?” spurgte hun for at være sikker. Dog var smilet ikke til at tage fejl af, nysgerrighede boblede i hende

Mayas glæde syntes ingen ende at tage. Hun var som en psykisk sol der kunne få alle sjæle til at smile og være glade. Det var lige før Bradley blev brændt af at være så tæt på hende og han var ellers ikke den sure stodder der boede oppe i luksuslejligheden fordi han havde pengene til det. Han mente at han var med på den værste så længe det var indenfor lov og orden, i sin abstrakte form.
"Gaven, yup." Han ledte dem hen til elevatoren og nedenfor fik han en soldat til at køre dem af sted. "Hvis du ikke skal hjem og spise til aften, er der også rig mulighed for at spise hvis det kunne være i din interesse. Det koster ikke noget." Forklarede han fra ladet hvor han stod let lænet over hende og kiggede hen over bilens køler.
Viden der løb igennem hans hår gav altid en sjov følelse af at være fri og i besiddelse af kræfter mennesker slet ikke burde bare røre ved. Noget naturen selv skulle klare, men lige at snuse til det ville han bestemt ikke beklage sig. Det var altid sjovt at se ind i en anden verden, men Bradley var typen der syntes hjemme var bedst. Hans egen seng og hans egen verden kunne ingen slå. Han ville ikke kalde sig konservetiv på mange punkter, men han brød sig alligevel ikke om at hans hverdag blev ændret.
Fremme ved Gaven, en kæmpe grotte, stoppede Jeepen og Bradley hoppede ud for at tage imod Maya med et smil, der ikke var blæst væk med vinden. "Velkommen til Gaven." Han lage sin arm således at det var muligt for Maya at hefte dem sammen igen, var lysten der. Uanset hvad ville han lede dem ind igennem den store indgang, der trods dens placering var badet i aftenslys. Stedet var endnu fyldt af sortklædte mennesker. Både børn, unge og voksne. "Noget du har lyst til at se eller skal vi bare tage den for ende til anden og se om vi støder på noget?"

Hun så tænksom ud "jeg tror jeg bliver, det er bedre end ensomhed, eller arbejde" hun trak på skulderne. Hele hendes liv var hun blevet lært om ikke at skulle være afhængig af nogle, derfor var hun også altid alene. Dog var dette en ny og dejlig ting hun hellere end gerne ville lave. Hun ventede i spænding, mens bilen kørte dem af sted, dog da de endelig var fremme, var smilet om ikke andet blevet større. Hun hægtede sig igen på ham, smilede blidt og med store øjne betragtede hun alt omkring sig.
Hans spørgsmål fik hende dog ud af hendes tanker, om det der var omkring hende. Et blidt grin passerede forbi hendes læber "det er dig der kender stedet bedst, du føre an" forslog hun og vendte blikket op mod ham. Mange havde førhen sagt at når hun først smilede direkte fra hjertet, var det et smil der smittede, fordi man kunne virkelig fornemme at hvad end man gjorde gav det hende en form for lykke og glæde, noget ikke mange kunne give hende.
Hun var ikke ligefrem et reserveret væsen, der var selvfølgelig en hel del ting hun aldrig fortalte folk og selvom Bradley var en af dem der havde fået mest af vide om hende, var det ikke fordi hun fortalte ham hele sin livshistorie. Det var ikke det rigtig tidspunkt for den slags ting

Bradley stod lidt og tøvede. Der var masser muligheder, men da de lige havde fået en forfriskning virkede det dumt at gå hen til maden. Derfor valgte han at føre hende ned i tøjafdelingen, hvor der også kunne fåes sko, tasker og andet man kunne ønske sig til at klæde sig selv på. Her og der var der også nipsbutikker, men de dominerede slet ikke så meget som alt det stads der var til mennesker. Frisører kunne man også finde. I deres udstillingsvindue havde de reklamer for hvor fantastiske de var til at farve hår og de ansatte var ofte levende eksempler for deres talenter. Det lignede næsten et cirkus.
"Du kan få farvet hår, hvis du brænder for det?" Forslog Bradley i spøg og lavede en gestus hen til en kvinde med ti forskellige farver i håret. Det så ikke kønt ud, men hun fandt det sikkert selv fancy og smart. Bradley havde aldrig selv brudt sig om at farve sit hår. Han fortrak sit askeblonde hår naturligt som det var. Måske blev han ikke så interessant at kigge på, men det var også underordnet for ham. Han var skytsengel, ikke et omvandrende neonskilt.

Hun fulgte ham stille, betragtede alt omkring sig. Dette var en form for butiksområde, noget de ikke havde hos hende, hvor hun boede havde de kun haven. Det var vidst det mest behagelige sted omkring Sanddruerne. Så at gå omkring tøjbutikker var en omvending for hende. Da han med et spurgte om hun ville farve sit hår, rynkede hun brynet. Tanken havde aldrig krydset hende og et sted kunne hun godt lide sit blonde hår. Hun fjernede den ene af sine arme fra hans arm, tog en lok af sit hår mellem sine fingre ”jeg kan nu godt lide mit hår, så hvorfor farve det?” spurgte hun og hævede øjenbrynet ”medmindre, ser der virkelig så forfærdeligt ud” hun lagde hoved på skrå, hævede øjenbrynet af ham. Hun forstod dog ikke hvorfor hun skulle farve sit hår. Det havde aldrig hørt til en Sanddru at rende rundt med farvet hår, hos dem var det meget naturligt og fornemt. Hun rystede på hoved, så rundt og fik straks øje på nogle andre skytsengle, men det var vel ingen overraskelse, dette var deres domæne, så at se en skytsengel kom ikke som en overraskelse. Det var bare den måde de var så anderledes i forhold til dem fra hendes eget domæne. Ganske interessant, og spændende

At se Mayas udtryk ændre sig fra den åbenlyse glæde til forundring og overraskelse fik igen Bradley til at trække på smilebåndet. Hans hånd rekte frem mod hendes hårtot og trak den væk fra hendes hånd, da hun studerede den. Derefter lage han sin arm omkring hendes skuldre og trak hende videre mens han snakkede: "Dit hår er er flot, ingen grund til at ædelægge det." Han gav hendes skuldre et klem og begyndte så at gå målrettet hen til en bestemt del af Gaven.
Det var en lille butik hvor der ikke rigtig var andre end en lille klynge af skytsengle der kort hilste på Bradley da han kom ind. Han nikkede kort imod dem på sin vej op til disken hvor der stod en veltrimmet mand iklædt sort og med snuden gemt i et bilblad.
Fremme ved disken slap Bradley Maya. Han havde fundet på en sjov lille gave, som han håbede ville falde i hendes smag. Hun blev jo nok aldrig den store bazuka kriger, men det betød ikke hun skulle gå ubevæbnet. Efter en kort snak med manden med bilbladet forsvandt han om i et baglokale og kom lidt efter tilbage med to kasser. Ingen tvivl om at det var en pistol der var købt, men den blev ikke vist. Den gled bare over disken ligesom pengene. Posen Bradley havde fået sendte han videre til Maya.
"Er du i gang med at værge hende?" Lød det fra manden bag disken, der lignede et stort grin. "Held og lykke Jaxson."
Bradley ledte Maya ud fra forretningen. "Jeg håber du kan bruge gaven og mangler du noget til den, så sig til. Så kan jeg få fat på det for dig." I pakken, den store æske, var der en lille pistol en kvinde let kunne have oppe under skørterne. Præcist som man så i alle actionfilmene. I den anden pakke var der tolv magasiner med fem skud i hver.

Hun betragtede ham tage hendes hårtår ud af hånden på hende, hvorpå han lagde en arm over hendes skulder, forså at føre hende videre. Hans næste ord fik hende dog igen til at smile stort og blidt "mange tak" sagde hun og smilede varmt til ham. Stille fulgte hun efter ham. Havde det ikke været fordi de gik siden om side, ville hun næsten havde følt sig som en omvandrende fortabt hundehvalp der fulgte ham i røven. Da de nåede butikken og han gav slip på hende, valgte hun at gå lidt rundt selv og kiggede på de forskellige ting de solgte. Hun lyttede halvt til hvad de snakkede om, men da Bradley sendte en pose hen mod hende, gik hun tilbage til hans side og tog imod den. Hun hævede øjenbrynet af den fremmede mand, hans ordvalg fik hende til at føle sig som en hjælpeløst barn, og det var blot en ting hun aldrig havde brudt sig om. Så hurtigt efter kneb hun øjnene sammen og betragtede manden længe. Men da Bradley gjorde an for at gå, gik hun baglæns ud af butikken, stadig med øjnene rettet mod ham, før hun endelig vendte om og gik med ham ud. Hun betragtede posen og sendte Bradley et smil "tusind tak, jeg ved ikke hvordan jeg kan give igen for din venlighed" hun vendte blikket op mod ham. Et sekund blev hun mistænksom, for det var sjældent folk gjorde noget pænt overfor hende af egen frivilje

"Du kunne spiste aftensmad sammen med mig?" Forslog han henkastet. "Der er ingen grund til at give tilbage på en gave. Den er jo valgfri at give." Han sendte hende et kort smil, før han vente rundt og kiggede omkring dem. Han var løbet tør for idéer til hvor de kunne gå hen, men måske ville det hjælpe hvis de bare gik lidt rundt. "Du må endelig sige til, hvis du får lyst til at tage et bestemt sted hen. Her eller andre steder i byen."
Var Maya interesseret i at gå videre, ville han fortsætte sin lille rundtur. Denne gang mere i tilfældige veje med hænderne stukket ned i sine bukselommer. Han gav sig god tid og skulle hun se på noget, ville han stoppe og give hende masser af tid til at se og undersøge. Ingen tvivl hun var nysgerrig. Han kunne se det på hendes ansigt. Hvordan hendes øjne fløj rundt i hoved på hende og hun havde travlt med at kigge omkring. Han havde heller ikke set hende pille ved sit hår, ud over ved frisøren, men det var ikke en del af hendes vaner - af hvad han vidste.

Hun smilede til ham, nikkede "det vil jeg meget gerne" svarede hun og en svag rødme gled mod hendes kinder. Hun klukkede blidt "det kan man vel sige, en gave er ofte givet af venlighed, plus du har rendt rundt med mig hele dagen, så jeg vil blot give igen for dette" forklarede hun og trak på skulderne. Hun var ofte en af de typer der gerne ville give noget til folk, hvis de gjorde noget venligt overfor hende. Hun følte næsten hun tog noget af deres hvis hun ikke gav igen.
Hun sukkede, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle kigge på, det var ikke ligefrem fordi hun manglede noget. Hun rynkede brynet gennemgik de fleste steder hun kendte for så bare at slynge noget ud "fair nok, så lad os da kigge på undertøj, jeg tror godt jeg kunne bruge noget nyt" forslog hun med et smil. Hun hævede spørgende øjenbrynet. Dette var blot en forslag hun havde slynget ud fra højre fordi hun virkelig ikke havde nogen ide om hvad de evt kunne lave.

Undertøj. Bradley gloede på Maya med et dumt udtryk, før han fik samlet sig sammen og gav et kort nik. Af alle verdens butikker, så skulle det lige være undertøj?! Han måtte huske på aldrig at få en kvinde til at forslå en tøjbutik igen. En af de eneste slags butikker han aldrig befandt sig i, men en gang skulle være den første. "Jamen så går vi ind og ser på det undertøj." Han fulgte efter hende hende ind i butikken, hvor han omhyggeligt kiggede på Maya frem for tøjet med blunder og med ingen mulighed for at lade fantasien spille.
Fandt hun noget hun skulle prøve, ville han pænt sidde og vente på hende og skulle hun have det, gav han hende valutaen der skulle bruges for at købe tingende da det ikke var samme valuta som der ellers blev brugt i penge. Lidt diskret pressede han på for at de skulle komme ud af butikken. Han brød sig virkelig ikke om det, hvilke han ikke var meget for at erkende. Bradley Jaxson skulle helst ikke være den der løb skrigende væk fra en undertøjs forretning for damer og selvom han måske ikke ville skrige, kunne han godt finde på at løbe.

Hun så observerende på ham "er der noget galt, det var blot en ide...vi kan vælge noget andet" hun bed sig i læben og rystede på hovedet. Hendes blå øjne søgte langsomt hen mod noget andet, men som han fulgte hende mod den valgte butik. Hun kiggede rundt, betragtede hver enkel ting og efter godt ti minutter havde hun fundet et par ting hun ganske rigtigt kunne bruge. Det var længe siden hun selv havde taget ud og shoppe, som regel fik hun bare en anden til at købe ind for hende. Dette lå også til grund for at hun valgte en tøjbutik, at det lige var en undertøjsbutik var dog tilfældigt.
Hun gik med ham ud, så igen rundt "hvad med at vi kigger rundt for at få noget at spise" forslog hun og vendte sig mod ham. Igen var der et smil plantet på hendes læber. Hun måtte virkelig finde et eller andet at give den arme mand efter denne dag, få gange havde hun en mistanke om at han blot gjorde dette på grund af hvad man kunne kalde en alliance. For hvorfor ville en underleder, med et kønt ansigt som hans, rende rundt med en pige der knap og nap havde tid til at leve hendes eget liv, fordi hendes job pressede på?

Et lettet suk slap ud fra Bradley da de var kommet udenfor butikken. Han kastede et kort blik ned på poserne i Mayas hånd. Fine og feminine. Tænk folk gad bruge så meget tid på indpakningen når det højest sandsynligt bare blev smidt ud når køberen kom hjem eller gav det videre.
"Lyder som en god idé. Er der noget mad du bedst kan lide?" Spurgte han efter hendes forslag omkring mad. En idé især hans mave kunne lide. Alt efter hendes ønske ville han forsøge at efterkomme det på bedste vis. Han spiste sjældent ude på restauranter i Gaven, men havde alligevel fået en ganske god idé om hvilke steder der var spise. Var det dog alligevel ikke tilfælde, kendte han også andre steder i byen som havde et udvalg der var mere eksklusivt.
Mens de gik ned til deres spisested, hvor end det måtte blive, vente Bradley sig imod Maya. "Har du lyst til at fortsætte skydetræningen må du endelig sige til. Så kan vi måske finde en dag og presse et par timer ind. Det virker som om du har den mest presset kalender, så du kan bare komme op med nogle tidspunkter, så skal jeg se om jeg kan få plads i min." Han havde trukket hænderne op af lommen og gik med dem bag ryggen i en afslappet stilling mens han slentrede af sted ved siden af Maya og studerede sine skosnuder. Sorte og i læder der skinnede svagt. Laksko havde han ment ville være lidt for overdresset at tage på, selvom man aldrig helt vidste med de Sanddru. De klædte sig ofte elegant til enhver given lejlighed.

Hun smilede blidt til ham "du bestemmer" sagde hun og slog ud med hænderne. Hun gik med hænderne i lommerne af jakken, der gik hende et godt stykke ned mod knæende. Det var virkelig tydeligt at se hvor stor han var i forhold til hende,da den var så meget større end hende. Hun fulgte stille med ham mod det sted de skulle spise. Da han dog med et stilte sig ind foran hende, var hun tæt på at gå ind i ham, men hun stoppede dog op få cm fra ham, vendte blikket op mod ham "vi kan skam bare fortsætte en anden dag" hun trak på skulderne og lagde armene over kors. Det hun lavede var skam ikke kun arbejde, hun havde også nogle former for beskæftigelser som ikke inde gik arbejde "men jeg giver da bare et ring, ellers gør du bare og jeg finder et tidspunkt" sagde hun efter lidt tid.
Hun holdte blikket højt, gik med elegance som hun altid havde lært man skulle. Hun gik ganske vidst ikke som skytsenglene der rømmede af de var soldater, med derimod gik hun graciøst og blidt, næsten som en danser

Missekatten lignede en der ville bevise noget. Hvad det skulle være kunne Bradley ikke se, for han havde ingen grund til at betvivle hvad hun sagde. Hun kom næsten fra sandhedens kilde selv, så hvis der var nogle man skulle tro på, måtte det være hende.
Han havde valgt en restaurant der lå en lille gårtur væk fra Gaven. Da der ikke var længere vej ringede han ikke efter et lift. Han havde ingen problemer med fysisk udfoldelse og Maya så ikke ud til at være syg eller have nogle skavanker der hindrede hende i at gå. En gåtur kunne også være ganske opkvikkende efter at have kigget butikker.
"Lyder godt." Han nikkede en enkel gang og undlod at kommentere at han nok ikke selv ville ringe, med mindre det var virkelig nødvendigt. Han ville nødig lyde for ivrig og fik han muligheden, ville han heller røre emnet diskret ved et møde, hvor de måske fik muligheden for at tage en lille snak.
Restauranten de skulle spise på var lille og gemt inde mellem tårnhøje bygninger, med møbler af massivt træ og en kro-atmosfære som var de taget tilbage i tiden til middelalderen. Stedet var fint dækket op og på menukortet kunne man få alverdens slags kød og fisk som skulle en gastronomisk rejse for de madkendte. Bradley kunne bare godt lide maden. Han var ikke den vilde madfanatiker. For ham var det mest noget man skulle bruge for at overleve.
En tjener ledte dem hen på deres plads og gav to læderindbundet menukort.

Hun nikkede, så væk og dog alligevel frem af, da de nåede restauranten. Hun smilede og hendes øjne skinnede af spænding, som de nok havde gjort hele dagen. Hun fulgte i stilhed med ham ind. Hun var skam en mad elsker, og heldigvis ikke vegetar, for ellers havde hun næppe kunne finde noget at spise ved dette sted, som de solgte ud med kød. Hun tog imod et menukort, betragtede hver enkel side, til hun til sidst fandt noget der virkede interessant, en stor steak. Godt nok var hun en kvinde, men det afholdte hende ikke fra at spise meget kød og da gerne mere end blot lidt.
Hun vendte de venlige blå øjne op mod ham igen, smilede bredt og varmt "jeg tager bare en steak, med noget brød" sagde hun og lagde menukortet ned "og noget vand som drikkevarer" hun lagde benet over kors og satte sig tilbage i stolen. Hun var efterhånden blevet en smule sulten og når hun var ude og spise med folk, endte det ofte med at de blev overrasket over hvor meget den lille kvinde kunne spise

Bradley valgte det samme for at gøre det lettere for ham selv. Han ville hellere snakke med Maya. "Jeg håber du har nydt din dag." Lød det, da han ikke kunne finde på andet at sige. Han lænede sig mageligt tilbage i stolen og betragtede blondinen foran hende.Hun var smuk og det blev ikke mindre i det halvdunkle skær hvor skyggerne blev kastet ned af hendes ansigtstræk. Måske lignede hun ikke så meget en skovnymfe, men hun var stadig forførende at se på. At hun ikke havde fået sig en partner overraskede ham mere og mere.
"Bliver du hentet eller skal jeg få ordnet et lift, så jeg kan køre dig hjem?" Bradley så det som en selvfølge, hvis det blev aktuelt, at han nok selv skulle køre Maya hjem. Det virkede utænkeligt inde i hans hoved, at en soldat skulle køre hende hjem mutters alene. Han havde tiltro nok til hvem end det måtte blive, det virkede bare ikke så elegant og smart. Slet ikke Bradleys måd at håndtere kvinder.
Da de fik maden begyndte han omhyggeligt at skære den i stykker, for så omhyggeligt at tygge på den ene bid efter den anden. Fra tid til anden kiggede han op, tjekkede at alt var okay og dykkede så ned i sin tallerken og fortsatte med at rode rundt efter et eventuelt nyt emne. Hoved syntes dog ikke helt samarbejdsvillig.

Hun nikkede og smilede varmt til ham "det har jeg virkelig, den har været interessant og indlærende" svarede hun og hendes ansigt tog en mere mild form. Alt nysgerrigheden forsvandt ganske langsomt og hun fik de blide træk frem. Hun havde faktisk i det store hele nydt sin dag til det fulde, det havde været mere end bare hyggeligt. Hun fik hurtigt øjenkontakt med ham og en rødmen tog til på hendes kinder. Hun bed sig i læben, men lod i stedet sit blik glide ned over ham. Han var i sandhed smuk også i lyset, den måde det fangede de grønne øjne. Hun blinkede da hun tog sig selv i åbenlyst at kigge lidt for meget på ham.
Hun så tænksom ud, rystede så på hoved "nej der er ingen der henter mig" svarede hun og lagde armene over kors, dog da maden kom smilede hun og begyndte selv at spise. Man kunne virkelig se at hun var en sanddru, alt skulle foregår på den elegante måde

"Fantastisk!" Udbrød Bradley og lyste op. "Så vil jeg meget gerne, hvis jeg må, køre dig hjem." Han lignede til en forveksling en lille dreng der spurgte om han måtte gå ud i haven og lege med sin nye røde legetøjsbil. Fik han lov, ville han efterfølgende ligne en der lige havde vundet VM i et eller andet stort.
I tavshed spiste han videre til han var nået cirka halvvejs, før han stoppede og drak fra sit glas. "Jeg håber ikke du har forsømt for mange pligter." Han havde lænet sig tilbage i stolen og kiggede på hende. Udnyttede muligheden for at studere hendes ansigt igen. Alt ved hende, især de levende øjne der nu ikke længere var ved at springes af nysgerrighed, men absolut heller ikke havde mistet noget af sin glans.
Efter sit svar spiste han lidt mere og drak så igen. "Ellers må de sende klagerne min vej." Hans mundvig sitrede svagt før han så igen stak munden fuld af mad og drikkelse.

Hun for sammen over hans pludselige udbrud, men grinede blidt. Det var direkte kært den måde den store Bradley næsten havde forvandlet sig til et lille barn, blot fordi han kunne køre hende hjem. Blot synet fik hendes hjerte til at øge hastigheden. Hun smilede blidt til ham "det glæder mig da at du syntes det og ja det må du da gerne" hun rødmede. Hun havde virkelig ikke forventet denne reaktion fra ham, at han direkte ville blive så glad. Dog var hun også selv glad for at det var ham der ville køre hende hjem og ikke en af de andre soldater. Hun havde det nemmere ved at snakke med Bradley, på trods af at de kun havde kendt hinanden i den korte tid de havde.
Hun rystede på hoved "nej det har jeg nok ikke og hvis jeg har, så var det det hele værd" Hun rødmede, men havde stadig sine øjne mod hans, som hendes smil blev varmere og blidere. Hun klukkede blidt "det behøver de ikke, jeg tror ikke rigtig der var så meget at lave i dag" svarede hun og fortsatte med at spise, dog stadig med øjnene der nogle gange kiggede mod ham